Sider

torsdag den 17. december 2009

Mængden af indlæg

er ligefrem proportional med mængden af overskud.
Og den er ret lille.

Men den er der lidt, og det øver jeg mig på at huske, for:
Jeg har fået den sødeste, rundkindede niece, og det bliver man glad af.
Jeg har en mand, der trækker hele læsset og gi'r krammere, og det er han rigtig god til.
Jeg har den dejligste flok uvurderlige søskende og forældre i Kenya, de er kommet godt frem, og jeg ved, at det er så spændende og hyggeligt for dem, og det bliver jeg også glad for.
Jeg har en vejleder, der synes, at mine tanker er gode, og selvom de så ikke helt har fundet vej til papir og organisering, så er det dejligt opløftende.
Jeg ser ud på det dejligste hvide sne, og det lysner og er smukt.

Når overskuddet alligevel så kun glimter lidt, så er det, fordi min farfar, efter operation og indlæggelse, har valgt at tage en beslutning: Han vil gerne dø nu.

Jeg har verdens bedste farfar på 92!
Og jeg ville så rigtig gerne, at han havde haft lyst til at give behandlingerne et forsøg.

Men det er den slags beslutninger, man må respektere, når de ikke er egoistiske, og det er jeg helt sikker på, at min farfars ikke er - måske er det netop den mindst egoistiske beslutning overhovedet.
For han vil ikke være til besvær, det ved jeg, og han vil ikke være en byrde for min farmor.
Så det er svært.Og det er trist.
Og jeg gad godt, at der kom nogen af de helt voksne, som jeg ikke er i den her situation, og sagde, at nu bestemmer vi, at det hele bliver godt igen, men jeg ved godt, at de ikke kommer.
For min farfar har valgt, hvad der er det gode.

Jeg skal besøge ham en gang mere, og min farmor. Sammen med Anders og Karla. Det er vigtigt. Meget vigtigere end alt det andet.

Så mor er en karklud. Og jeg ved ikke, om det er det.
Karla vil i hvert fald ikke have støvler og tøj på, når jeg henter. Det har varet to dage. Hun skriger i næsten en time.
I morges ville hun heller ikke, da jeg skulle aflevere.
Jeg giver mig god tid, jeg taler roligt, jeg taler bestemt, og jeg prøver at rumme og forstå, og jeg har heldigvis det underskud, der gør, at jeg kan være fuldstændig ligeglad med alle de mennesker, der stopper ved lågen og kigger på moren, der slet ikke magter situationen.

Men Karla er også den bedste opmuntring, for hun ved godt, at jeg er ked, når hun kommer og krammer og kysser og kysser lidt mere.

Så jeg ved godt, at jeg har det godt, og jeg kan også godt mærke det - det er bare med "trist" på for tiden.

1 kommentar:

  1. For pokker, Lea! -sidder jo her og småsnøvler (nej, storsnøvler) over dit aktuelle situationsbillede. Jeg har aldrig kendt mine bedsteforældre, de har bare ikke været med på min rejse. Men din farfar er 92, og selvom det betyder at han er gammel og berettiget til at bestemme sit eget punktum -så betyder det også at han har været med på en stor del af din rejse og ja, jeg kan kun gætte på hvad det betyder at have den slags livsvidner. Og nu er du livsvidne til at han sætter sit eget punktum...det lyder meget modigt at tage den beslutning og det indgyder respekt.
    Karkluds-mor (og det er helt sikkert det), ekstra-krammebehov (hvor er det godt at det bliver opfyldt),ønskevejleder (2 ord; velfortjent og småmisundelig) ekstra datter-kys (hun er ligeså empatisk som sin mor), og rundkindet ny baby-niece..
    Er det definitionen på kompleksitet i levet liv?

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!