Sider

mandag den 22. august 2011

Psst ...

Der var engang en blog. Som nogen skrev på. Fx mig.

Jeg vil det gerne igen.

Der er bare sket så meget godt. Og lidt skidt og trist.

Så jeg har travlt. Mit hoved er begyndt at være lidt for fuldt.

Jeg er ikke ude på at holde jer hen. Eller tease på den der irriterende spørg-mig-hvad-der-er-så-jeg-kan-se-hvor-mange-venner-jeg-har-på-fjæsen-måde.

Det er bare noget med et drømmejob, der faldt ned fra himlen.
En hverdag med to børn. I institution. Og det er kun den ene, der synes, det er ok.
OG drømmefuldtidsjob. Som er virkelig spændende. Og nyt. Og kræver hjerneaktivitet.
OG et speciale. Som skal være færdigt. Og ikke skriver sig selv på 1,5 time om aftenen.
OG verdens bedste farmor, der blev døende. Og døde. Og var den sidste bedsteforælder.

Så jeg er lige lidt overdynget af priviligeret, praktisk og en lille smule presset.

tirsdag den 2. august 2011

AVlevering

Er der faktisk mennesker, der kan det? Det der indkøring.
Uden at få en lille fodbold af ondt i maven.

Og ikke være lige ved at tude, når andet barn på to år grædesnøfter i institutionen, mens søde voksne og andre børn trøster og forklarer, at mor bare liiige skulle på arbejde og skynder sig tilbage.

Ikke ligefrem smart at have fyldte tårekanaler allerede inden Sødeste Pædagog spørger, om man er klar til at gå.
Fra det sødeste og lige pludselig alt for lille menneske på stuen.

Og så mander man sig op og hoster væk, så der ikke er nogen, der ser, at man er en af de der mødre, der faktisk har glædet sig helt vildt til at komme i gang igen, men som lige pludselig synes, at det er helt forkert skruet sammen. 
Og man overmandes næsten af den dårlige samvittighed over, at man dog ikke som minimum har fået lært barnet at tale, gå og slå lidt fra sig, så det i det mindste selv kan sige, at det vil have banan og ikke vil have tæv med en bil.

Og så tager man sig sammen. Og smiler og vinker. Og siger hejhej til alle børnene. 

Og det mindste og sødeste barn griner med munden fuld af knækbrød og siger ejej, mens det stolt kigger rundt for at se, om alle guys'ne har set, at det kan vinke. Inden det skynder sig at spise mere knækbrød.

Og man skynder sig ud. Og synes egentlig, at man klarede det skidegodt. Faktisk.
Og så kommer man ud på gaden.
Og ser mennesker, der ikke forstår, at man lige har overvundet sig selv.
Og så har man lyst til at vende om. Og skynde sig tilbage.
Og græde på sit barn og love det, at man aldrig finder på sådan noget igen.

Men i stedet går man hjem og finder navnestemplet.
Og stempler og savner og stempler i alt det tøj, der skal kravle rundt i sandkassen.

Men så kommer man i tanke om, at man faktisk kan drikke en varm kop kaffe, uden at nogen æder en ledning, en gammel pastaskrue og flår en halv bogreol på gulvet, mens man sætter vand over.
Og så gør det ikke helt så ondt mere.
Før i morgen.

Og nej. Det er ikke nemmere med barn nr. to!

mandag den 1. august 2011

Nåhm, så var det der ferie slut

Om I ikke må blive overdynget med feriebilleder af yndig yngel i soppebassiner?
Næ.
Eller en masse svedebilleder af mig, der skæver til løbeur, mens man kan se spændstigheden gro?
Næ.

Til gengæld vil jeg så også skåne jer for billeder af den meget overbevisende bakke-ud-af-garage-skade, jeg fik lavet på svigermors fine røde bil.
Og for de flyttekasser, der har glidende overgang fra splatpap til fugtigpap.

Vi har været ramt af de samme ubetydeligheder (jo, våde ting og biler er trods alt bare ... våde ting og biler!) som andre danskere, og vi har haft en fantastisk ferie!
Med familietid plastret hen over det hele, så jeg faktisk tror, at min kvote af så-var-du-storesøsteren-ing'?-leg og ja-hunden-siger-vov-vov-og-nej-du-må-ikke-spise-den-gamle-krumme-snak for det næste halve år er ved at være opbrugt.

Det mener jeg i hvert fald ind til i morgen. 
Hvor Lucca skal prøve at være delfin uden mor i en halv time. 
Og hvor Karla plukker blåbær sammen med Anders 3500 km væk.

Og ja, jeg skal nok finde et gammelt billede og skrive noget om at være gift i 12 år.
Og om, hvilket halvmaraton jeg har tilmeldt mig.
Skal bare liiiige i gang ...