Sider

fredag den 27. maj 2011

Moderne kunst?

Need I say anything?


Ud over, at jeg også har det lidt, som om nogen har proppet et nedløbsrør gennem hovedet på mig i dag.
Men at man også kan se det som et sugerør, og at jeg da godt gad nogle drinks gennem sådan et.

Andre mere eller mindre fornuftige bud på ting, man kan få ud af den lille fyr, vil jeg glæde mig til i kommentarerne.

Og hey - er det forresten ikke længe siden, jeg har sagt TAK? Jamen for, at I er der. Og gider. Og er dejlige. JO, det er I! God fredag!

torsdag den 26. maj 2011

Lykken? Koster en tyver!

I hvert fald en fem minutters en af slagsen.

Og den ser sådan her ud:
Og nej, Karla er ikke til salg, og ja, jeg trænger til en mobil med et bedre kamera.

Men det var den lykke der.

I bobleform. Hele vejen til børnehave.

Det bedste? 
Tror, det smittede af på alle dem på vejen. 
Både cyklister, der fik dem på solbrillerne, ham, hvis hund nøs af dem, den anden børnehaveflok, der fuldstændig glemte orden i geledderne og lavede trafikprop og alle de andre, der smilede til os.
Fandme svært ikke selv at smile og synes, man har den dejligste yngel, når morgensolen får tusind bobler til at ligne ... øhm ... bobleguld?

Nå, ja okay så: Lykken koster en tyver PLUS batterier. Det er altså stadig billigt.

Bonusinfo:
1) Den er fra Tiger.
2) Det giver ikke helt så mange smil, når kæk mor selv skal prøve at hamre bobler af sted, og vinden tager dem alle hen i hoved og mund på fire andre vinkeforældre ved bussen.

onsdag den 25. maj 2011

Hvad man kan lære om Pladsanvisningen

Jeg er helt rundt på gulvet.

Her gik man og troede, at der var helt særlige ansættelseskriterier hos alle pladsanvisninger.
Noget med små horn skjult under pandehåret og en evne til, kynisk og uretfærdigt, at affærdige enhver klynkende moder. Og have særlige koder til særlige ventelister. Og kun fortælle det til særligt udvalgte.

Og noget med, at de flashede deres horn til jule- og sommerfrokoster, mens de planlagde, hvilke typer der særligt skulle forfordeles (hadeordet over alle med to betydninger, som her fint viser ondskabens bredde) det næste halvår.

Muligvis det faktisk ER sådan. 

Men så har ansættelsesudvalget lavet en fejl. 

For lur mig, om ikke der i går kom en institutionsplads med posten. I ønskeinstitutionen. På ønskestuen. 
Godt nok en halv måned efter ønsket. Et luksusproblem. Men alligevel nok til at fucke med logistikken.

Så fattet mor ringer til sød pladsanvisningsdame og fortæller, at alle skift i institutionen jo sker d. 1. Og om der mon så ikke er plads der i stedet for d. 16.

Og sød pladsanvisningsdame, der tydeligvis er sluppet uden om alle ondskabskontroller, tryller på nogle knapper, så der nu er dømt drømmeplads på drømmestue med drømmepersonale til drømmetidspunkt. 


Jeg har selvfølgelig skyndt mig at lave en elektronisk godkendelse. For den ultimative ondskab ville selvfølgelig være, at det pludselig ikke kunne lade sig gøre. At nogen havde lavet en fejl.

Men hvis dét sker, så lover jeg at gro både horn, hale og trefork på 8 sekunder. Og blive til 58 kg rendyrket ondskab.


Indtil da tror jeg sgu' lige, at Lucca og jeg tar en sjus!!

mandag den 23. maj 2011

Hvad man kan lære af at lave give aways

Jeg ved godt, at det var søndag i går. Og der skulle falde en vinder.
Men jeg glemte, at min lillebror skulle løbe maraton (verdens dårligste storesøster - tjek!) og glemte at købe bleer (og havde ondt i fingrene af at krydse for begrænsede mængder lortebleer), så derfor havde jeg så travlt med dårlig samvittighed og oprydning-lige-om-lidt tanker, at jeg ville gemme fornøjelsen til i dag.

Og altså. Jeg synes faktisk ikke, at det er så sjovt. For nu er der jo nogen, der ikke vinder. Og det er ret øv. Alle har jo ret til forkælelse.

Jeg tænkte, at jeg ville lade det antal timer, jeg fik lov til at sove i nat, afgøre, hvem der skulle have fornøjelsen af spa, saunagus og massagestole.
Men så blev det lidt tvetydigt. For jeg vågnede efter tre timer - dvs. billet til Nadia(s søster) - men i øjeblikket øver vi, at der ikke skal hyggeammes hele natten, så jeg fik lov til at sove videre, mens Anders sørgede for bebs og mad. Derfor sov jeg faktisk tre timer mere, dvs. seks timer - og altså billet til Mille.

Så spurgte jeg random.org
Som sagde 6. Altså Mille igen.
Mille har vundet!

Men så skete det her:
Føromtalte lillebror valgte, som tak for min så glimrende ikke-heppen, at melde sig som børnepasser i aften, så de to voksne kan komme i biografen.

Og når jeg på den måde ufortjent bliver forkælet, så skal den slags da leveres videre. Ikke mindst, når den anden potentielle vinder er en lige så god søsken.

Derfor har jeg bestemt, at BÅDE Nadia og Mille vinder en billet til kurbadet.

Send mig en mail med jeres adresser, så sender jeg en billet til jer!

Og alle I andre: Lad, som om I faktisk vandt! Og tag flybillet, hotelbooking og ansigtsmasker under armen. Jeg giver stadig kaffe. Og lover ubarberede ben, hvis I kommer!!

torsdag den 19. maj 2011

Hvad man kan lære af Maggie V.

Hende der den lækre, grånende med efterlønnen var i 21 Søndag her den anden dag.
Opdagede jeg.
Og fordi jeg engang - ret forblændet i øvrigt - har haft fornøjelsen af at interviewe hende, blev jeg jo lige nødt til at se det.

Og dette er ikke politisk propaganda. Det lader vi vist Trier og andre langnæsede mennesker om. Hm ...
Jeg tror heller ikke, de får min stemme. Selvom jeg drikker rigtig meget latte og er studerende.


Næ - i dag holder vi os helt på det overfladiske plan.
Hun. Er. Da. For. Lex.

Gad jeg godt se sådan ud som 43-årig?
Meget gerne, tak!

Lidt irriterende, at indslaget så skulle afsløre, at hun faktisk gør noget for det.

Men tak for sparket, Maggie. Det var lige det, jeg havde brug for kl. 6.
Når hun kan, kan jeg også. Selvom jeg ikke har en hund på slæb.

onsdag den 18. maj 2011

Hvad man kan lære af, at jeg trænger til forkælelse

Jeg har ikke jubilæum.
Eller skrevet indlæg nr. rundt.
Jeg har heller ikke fået job (æv!). Men jeg vil altså stadig MEGET gerne undervise i alle de pædagogiske fag på læreruddannelsen. Kender du nogen??
Jeg er end ikke udsovet.

Men alligevel.
Fordi det er onsdag.
Og fordi jeg har lyst.
Og kunne mærke, at jeg selv trænger.
Og endnu mere kunne huske, hvor glad jeg blev sidst, jeg selv var af sted.

Det er blevet tid til forkælelse til en læser.

Det er noget med at flyde.
Være vægtløs.
Svede.
Se rødt.
Få et gys.
Og børn er forment adgang.
Det er or'nligt nice!

Jeg giver en tur i Kurbad i Frederiksberg Svømmehal væk.

Og hvis du nu bor i Nr. Nissum, kan jeg godt se, at det kunne have været tættere på.
Eller hvis du har vandskræk, ville du muligvis hellere vinde en soft ice.
Det udlodder jeg måske en anden gang.

Ellers må du jo sende det videre, hvis du vinder. Man kender altid nogen, der ville blive glade. Og ikke bor i Nr. Nissum. Men bare i hovedstaden et sted. Forresten har jeg ikke noget imod folk fra Nr. Nissum.


Nåmen kort historie hermed gjort lang.

Vil du vinde en nydelsestur?
Så smid en kommentar.
Og jeg orker ikke sådan noget bøvl med fem lodder, hvis du sætter valgplakater op af mig i otte lygtepæle, og syv lodder, hvis du siger, at mine børn er lækre på din blog.
Man vinder dog fire ture og bøjen i støvet ad libitum, hvis man skaffer mig et pædagogisk underviserjob.
Men man må selvfølgelig godt fortælle andre om det, hvis man virkelig ikke kan lade være.

Jeg trækker lod søndag aften.

tirsdag den 17. maj 2011

Hvad man kan lære i sin egen gård

Forestil jer, at det er mandag.
Og at man har taget overskuds- og opmuntringssmilet på.
Selvom det regner.
Fordi man er ved at tage ældstebarn med til ørelægen for at få lagt dræn. For tredje gang.

Hygge, hygge, god tid, god stemning.
Lege, lege, selvom det regner, lege, lege ind i cyklen.
Låse op, lege, lege.

Find selv den fejl, der så møder én:

Og selvom det regner og er lidt synd, at barnet igen skal have lugtemaske på, og at mor skal se på barn i narkose, så er det ikke noget af det.

Jeg hjælper lidt:

Så kære tyv, jeg har lige en bøn:

En anden gang, gider du så nakke vores sadel en anden type morgen i stedet?
Eller i det mindste så smide en taxabon, så vi ikke skulle parkere 100 km fra ørelægen?
Eller i hvert fald så stille en stærk mand til rådighed, når fuldstændig smadret narkosebarn skal slæbes de 100 km tilbage til bil af mor?
Nå, ikke?

Nej, men så kan du sgu' i det mindste smide et gavekort til den massage, jeg har brug for nu!

mandag den 16. maj 2011

Hvad man kan lære af at skrive dumme ting

Ja, det er jo ikke, fordi jeg ikke har set det.

I formerer jer derude i højre side.

Faste læsere.

Jeg ville jo rigtig gerne være glad for det.
Det kunne fx være, at op imod halvdelen af jer faktisk synes, jeg skriver sådan jævnt okay.
Og kun halvdelen var nogle sadistiske, gnæggende fedtører, der ville elske at se mig lide 21 km i træk.
Eller se mig skynde mig at slette det med det halvmaraton, fordi jeg blev en kylling.
Eller bare blive nødt til at forkaste projektet og hyle mod himlen, at jeg er en ussel svagpisser med det hele i munden og kun 2,1 km i benene.

Men ved I hvad?

Jeg er måske nok en svagpisser. Og en kylling. Og kommer til at lide om ikke andet så 17 km.
Men i det mindste har jeg tænkt mig at være en svagpisserkylling, der holder ord.
(Og muligvis holder op med at annoncere helt så dumme ting på sin blog).

De der 87 faste læsere virkede bare så langt væk.
Så altså: Jeg skal nok gøre det.

Men vil I så ikke være søde kun at blive 86 frem til 1. august?

(Alt det ovenstående skal naturligvis læses som et kejtet, ydmygt og ubehjælpeligt forsøg på at sige helt vildt tak for jeres kommentarer og for, at I faktisk læser med. Yndlings, Men det med de 86, ikke? Det mente jeg!)

søndag den 15. maj 2011

Hvad man kan lære på en søndag


Jeg er lige trådt ind ad døren. 
Med smokey eyes og cykelhjelmehår. Og et smil, der nok først går af i morgen.
Eventuelt ved fire-tiden, hvis det bliver en af de nætter - det er alligevel begrænset, hvor meget smil man kan spare op.


Nåmen jeg er glad!


Det er forår.
Jeg har cyklet på min egen cykel. (Læs: Jeg har cyklet på cykel uden barnesæde. Uden pusletaske på slæb. Uden stress for at nå at hente.)
Jeg har haft mig-tid. Ikke mor-tid. Ikke kæreste-tid. 

Lea-tid!


Og lært at lave smokey eyes. Sammen med veninder. Og bobler. 
Og set mig selv i et spejl og tænkt, at de rynker der sgu'da er en del af mig. Selvom det unægteligt er lidt nemmere at lægge makeup, når hele øjenlåget ikke krøller, fordi huden er blevet ... lidt træt.
Og sludret og diskuteret og ikke kunnet finde ud af, hvilken slags cafémad jeg skulle have. 


Og det var kun ét glas bobler.


Men det virker stærkt stimulerende - og vanedannende - det der solotid.


Hvordan Anders jonglerede de to børn, Zoo-udflugten, putningen og pandekagerne med is, han havde lovet?


Det ved jeg ikke.


Der står tallerkener med isrester på i køkkenet. 
Og sko og jakker sådan lidt rundt omkring i lejligheden.
Og inde i dobbeltsengen ligger tre mennesker og sover. Klokken halv ti.



Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige smed benene op, nød sin solo-søndagsaften og tjekkede, om der var en pandekage tilbage!

fredag den 13. maj 2011

Hvad man kan lære af Blogger

Nå okay. Jeg skulle ikke liige have lov til at være på forkant.
Havde ellers skrevet et for fedt indlæg til jer til i dag. I går aftes endda.
Og brugt tid på det. Faktisk var det også lidt sjovt.

Men nu kan jeg ikke huske, hvad det handlede om.
For Blogger lavede en Word-agtig ting lige pludselig, som i 'Tryk her, hvis du vil miste alt - du kan forresten kun trykke her'!
Tak. For. Crap!

Nåmn okay, havde da heldigvis lige nået at markere det hele og trykke copy.
Altså i hvert fald lige inden, jeg havde kopieret et link et andet sted.
Som så var det eneste, jeg havde.

Og så som en sidste lille overrasker i ærmet, blev mit indlæg fra i går også slettet.
Specially for you my friend.

Til gengæld har det så været nede hele natten og dagen. Så man slet ikke kan tjekke, om det nu virkelig var væk. Det var det så.

Så jeg er ligesom ikke rigtigt i humør ...

Hvad man kan lære af fattethed

Vi har vist 'talt' om den pladsanvisning der tidligere.
Og om, at jeg i al almindelighed ikke er den, der har oprettet et fanforum på Fjæsen.

Men sagen er den, at uanset hvor dårlig smag i munden jeg får, når nogen siger 'Pladsanvisning', så er det trods alt de mennesker, der skal fikse Lucca ind i august.
Så selvom jeg både frygter og skælder på dem, og er så forberedt på det værste, at jeg logger ind hver eneste dag og ser placeringen på den venteliste på nettet, som alligevel ikke gælder, tog jeg fat i mor-kraven på mig selv i dag.
Efter at have sendt to mails, der ikke blev besvaret.
Og ringede.
Og lovede mig selv, at selvom jeg kunne høre min puls, var der ingen grund til at køre det tunge temperamentskyts frem. Endnu.

Så jeg talte roligt med mand, der også virkede rolig.
So far so good.
Gav rolig mand Luccas personnr. Som slutter med et lige tal. Som i pige.
Går også ud fra, han på sin skærm kan se, at hun også hedder Viola.
Alligevel sagde rolig mand konsekvent alligevel 'ham' og 'han'.

Men rolig mor havde bestemt sig for at lade unødig faren op blive hjemme.
Så vi fandt frem til, at Lucca ikke står nr. 14 som på tilgængelig venteliste.
'Han' står nr. 4, når søskendefordelen er regnet med.
Taktak for opløftende besked!

Han kunne dog ikke fortælle, om der mon er fire børn, der skal i børnehave senest 1. august.
Det ved til gengæld fru Overpladsanvisning, som holder ferie i denne uge.
Men som helt sikkert ville kunne hjælpe, hvis jeg ringede igen i næste uge.

Okay. Har vi lavet nye boller og ny suppe?
Eller skiftet hele mandskabet ud?
Jeg prøver i hvert fald den med nysgerrig fattethed igen i næste uge. Lader til at virke ok.

Selvom jeg stadig ikke helt forstår systemet:

Forældre har adgang til venteliste type Q, hvor man kan se et fiktivt ventetal, der bliver lavere. Noget egentligt kan man dog ikke bruge det til.
Man kan dog kontakte Menig Pladsavisning M/K, som har adgang til venteliste type Z, hvor søskendefordele og andet kan ses og dermed er noget nærmere sagligt ventetal. Det kan man bestemt bruge til lidt.
Men for virkelig at få indsigt, skal man kontakte fru Overpladsanvisning, der har adgang til Hemmelig Venteliste X, hvor alt kan ses. Og det kan man bruge til alt.

Jeg troede på en måde, at det der net og it var noget med, at alle så kunne have adgang til ting, og man måske dæmpede bureaukratiet en smule. My bad.

onsdag den 11. maj 2011

Hvad man kan lære om blod

I går blev livet lige pludselig helt igennem fantastisk (igen), da jeg havde Christiania-biken fuld af lækre børn, der var mine, og solen skinnede os tilpas behageligt i øjnene, mens vi sang 'U-lækker Tarzan' ('Who let the dogs out' for andre, måske) og tyggede i bananskræller på vej til musik.

På vejen mødte vi en hel karavane af dem her:
The Blood Do Good'ers.

Sikkert på vej hen for at tappe alle dem, der ved noget om økonomi og om at se en hel del mere tjekket ud på en søndag end mig (CBS, I ved).

Jeg har virkelig taget tilløb mange gange. Fordi jeg har en af de blodtyper, der ikke er så helt almindelig, men alligevel ret rød, når jeg bløder, men som jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Så jeg synes faktisk, det er min pligt at lægge mig en halv time og inhalere en øl og et marcipanbrød bagefter. Synes faktisk, det er et ret fair bytte.

Men jeg er nødt til at finde et andet sted at få fyldt do-good-tanken op. For det kommer aldrig til at ske.

Og jeg har ikke engang arvet min fars smiden sig ninjahurtigt i jorden ved synet at størknet ketchup.

Men først havde jeg jo travlt med at blive helt høj af at få  den tattoo der. Som egentlig er min vielsesring, men den historie skylder jeg vist?
Så må man ikke give blod i et år.
Og set i det lys, virker det sgu' egentlig lidt sært, at man så - hvis der kan være skyggen af fare ved det - alligevel tænker: Det der med at lade nogen fræse noget blæk ind i min krop, det er fandme en god idé!

Og så havde jeg helt vildt travlt med at få den piercing der. Som hørte til den tid med korte bluser, hvor min mave var noget af det, jeg var gladest for. Det er i hvert fald to graviditeter og et rygestop siden!
Men så må man heller ikke give blod.
Set i det lys, virker det egentlig også dumt at lade nogen stå med en hultang i ens mave, mens manden er ved at gå i gulvet for at holde i hånd.

Så holdt jeg op med den slags og ville fluks ture til Blodbanken og gøre krav på en briks og lidt choko.

Til jeg fandt ud af, at jeg til evig tid er forment adgang.
Fordi jeg har haft malaria.
To gange.
For hundrede og tre år siden.
Føles det som.

Det var noget med noget vild feber. Og et U-land. Og nogle forældre, der varmede hospitalstermometeret op med en lighter for at vise, at det fandme var nu-nu, at nogen skulle gøre noget.
Jeg kan ikke engang huske det.
Men det virker trods alt lidt dummere end en tattoo og en piercing.
Og hvis jeg en halv menneskealder senere stadig ikke må levere blod til værdigt trængende - hvor meget skal jeg mon så tænke over, hvad det kan være for sære ting, der stadig potentielt kan manipulere i min krop?

Nå, men som vi sad der i cyklen med Tarzan blev jeg altså lidt trist over ikke at kunne dele noget så vigtigt som blod. Tænk, hvis nu mine børn havde brug for det en dag? Eller Anders? Eller mig? Eller en anden? Eller en andens barn?

Så måske nogen andre vil dele for mig? Jeg sender virkelig gerne bonusmarcipan!!

tirsdag den 10. maj 2011

Hvad man kan lære af smilerynker

Jeg har været træt. Ikke på den der åh-jeg-har-ammet-en-gang-i-nat-og-så-skal-man-jo-klynke-lidt-over-for-manden-måde.

Mere på sådan en måde, hvor man glemmer, hvor man lægger den lorteble, man lige har taget af babyen, mens man kommer i tanke om, at man ikke har spist i et halvt døgn og derfor hellere må gå på toilettet (det virkede logisk der), hvor man så begynder at drikke af den kolde kop kaffe, man satte der i morges, da det største barn kun (som i: KUN-KUN-KUN) kunne tørres af mor, og hvor man ved, at lige om lidt skal man hente det barn igen, og man har stadig ikke fået sovet, og egentlig er kold kaffe ikke SÅ dårligt.
Træt på den måde, hvor der er overhængende fare for, at man faktisk kunne have lagt lortebleen i køleskabet og muligvis først finde ud af det, når man satte tænderne i den.
I kid you not.

Lucca har været syg.

Som i høj feber.
Som i ALTID-smilende-baby transformeres til ynkelig piveklud.
Som i dobbeltklæbende mor-tape over det hele.
Som i ikke-spise-andet-end-bryst.
Som i helehele tiden.
Som i kogekogekoge i ble.
Som i antisov. Antianti.

Jeg er ikke udpræget søvnmonster. Men jeg trives faktisk ret fint med minimum fire timer i træk i døgnet.
Gerne syv. Men i hvert fald fire. I. Træk.
Og jeg forstår ret godt, hvorfor intervalsøvn ikke for alvor er blevet funky.
Nå, men jeg har fået knapt tre. Én gang. På fem døgn.

Til gengæld skulle jeg både lidt ud, holde navngivning igen og skrive jobansøgning til ønskejobbet samtidig. Så det gik jo som en leg.

Derfor har vi lavet en ny aftale herhjemme.
Den går ud på, at al logik er sat ud af drift. Ingen må regne med, at den anden kan regne noget ud. Og at man derfor gerne må sige ting mange gange. Eller stoppe en sætning midtvejs, fordi man ikke kan huske, hvordan den slutter. Eller hvad man sagde. Man må også godt bede om at få gentaget. Fordi man godt hørte, men ikke forstod 'Mælken er i køleskabet'.
Man må også ret gerne tale med lavt lix-tal.

Og nu har jeg opdaget flere rynker. Og det er såmænd ikke, fordi jeg lige står og mangler. Men de har åbenbart inviteret alle deres venner.
Synes egentlig godt, det kan være ret charmerende. Hvis man er Sean Connery fx.
Eller hvis det er rynker på den der jeg-har-bare-moret-mig-så-helt-igennem-skønt-hele-livet-måde. Altså de smukkeste smukke smilerynker. Ved øjnene især.
Totalt yndlingsrynker.

Mine?
Nåmen de sidder sådan lidt mere i folderne
dør-hvis-jeg-ikke-får-kaffe- har-vrisset-skældt-og-smældt-på-mand-i-nat-og-vil-gøre-hvad-som-helst-for-et-varmt-bad-eller-tre-minutter-med-lukkede-øje.

Lucca?
Hun er næsten rask. Til gengæld har hun fået smag for natlig hygge. Så jeg fik faktisk en smilerynke i morges.
Men ikke en af de søde smilerynker. Den var frydefuld. Fordi jeg hørte en anden end mig skælde ud i nat. Og være ødelagt i morges.

I morgen vil jeg arbejde på at få en sympatisk smilerynke.
I dag vil jeg bare sove.

P.S. Hvis du falder over en stavefejl, kommafejl eller otte fejlslutninger ... retter du det så ikke bare på din egen skærm og sender et trøste-dameblad?

torsdag den 5. maj 2011

Hvad man kan lære af fondant

Hvis du ikke ved, hvad fondant er, så er du præcis lige så klog, som jeg var for 14 dage siden.
Okay, faktisk ved jeg stadigvæk ikke helt, hvad det ER.

Men nu jeg ved, hvordan det ser ud.
Og føles.

Det er sådan noget hvidt modellervoks.
Som hviner helt vildt i tænderne.
Man kan nemlig spise det.
(Det ved jeg godt, at man i princippet også kan med 'rigtig' modellervoks, men det er vel ikke decideret anbefalelsesværdigt?)
Og fondant er garanteret kun 97% sukker og 3% usund.
(Modsat 'rigtig' modellervoks, der er hvad? 92 % mærkelige ting og 8 % usund?)

Nå. Men hvis man er vildt sej, kan man lave ting af fondant.
Og så kan man have en blog, hvor man viser billeder af, at man har bygget Eiffeltårnet, Obama og et toilet. Eller måske endda Obama på toilet oppe i Eiffeltårnet?
Kagemor har godt nok ikke lige bygget det, men ret så meget andet kewl.

Pointen er, at der skulle noget til at matche de i omegnen af tyve kager, vi lavede til Karlas navngivning.
Og så tænkte jeg, at jeg da i grunden var ferm til det der modellering i fritteren.
(Og glemte, at jeg i gymnasiet var helt afsindig dårlig til det med ler og pølseteknik og fik oversprøjtet billedkunstlærerens lyse sommertøj og alle i lokalet med ler. Undskyld, i øvrigt!)

Så selvom alle andre åbenlyst øver sig og laver øve-modelleringskager til familien, så har jeg åbenbart lyttet, når nogen har sagt "Yes, we can", "Slug frøen" og "Fake it till you make it" .
Derfor havde jeg lilla fingre til navngivningen, fordi det der farvepasta faktisk er ret for real.
Og derfor fandt jeg ud af, at elasticiteten i fondant ryger sig en solid tur, når man hamrer marcipan i.

Men til gengæld blev der en kage ud af det.
Og alle sagde, den var fin.
Og jeg lærte ikke at være (så) perfektionistisk (på kagefronten).
Og (gen)lærte, at det faktisk er vildt fedt at lave ting ud af bløde ting.

Gode råd:
Sørg for at lave rigeligt. Sådan en kvart kage er lige præcis tilpas til frokost til én person et par dage senere.
(Den kan sagtens tøes op i mikro, hvis vi skal dvæle ved denne opfindelses fortræffeligheder igen).
Fondant er virkelig virkelig ikke rigtig godt at spise rent. Gå klart efter den marcipan, du ikke har rullet ind i fondanten.
Tag et billede af din kreation så langt væk fra, at det næsten ser en lille smule prof ud, når du lægger det på din blog.

tirsdag den 3. maj 2011

Hvad man kan lære af tøjkriser

Måske er det her dødsensfarligt. Og burde have label med 'Do not try this at home'.

Scenariet:

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid.
Baby, barn og far og mor glade.
Hvis det lugter for meget af hvid flonel og blomster, så tilsæt amputerede solstråler, der forsøger at kæmpe sig vej gennem møghamrende beskidte vinduer - det er mere tæt på virkeligheden.

Baby skider i ny ble og gylper på sig selv og mor med rent tøj.
Barn vil IKKE have prinsesseunderbukser på. Eller dem med jordbær. Eller blomster. Og slet ikke de gule. Eller pink.
Kun dem med hjerter på. KUN DEM!
Som hænger på vaskestativet. Og er så fugtige, at ingen forælder ved sine fulde fem lader nogen få dem på.
Far kommer i tanke om vigtigt møde og skal akutstryge skjorte.

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid forvandlet til knapt så hyggelig hverdagsmorgen med knapt så god tid.
Men.
Det er ikke for sent.

Morhjerne arbejder på højtryk, mens baby skiftes.

To minutter senere har barn hjerteunderbukser på. Tørre.
Og alle er glade.

How I did it?
Mikroovn, I tell you.

Bare kun ti sekunder ad gangen, så skal de lige ud og dampe af.
Tror måske også kun, det virker med underbukser i str. 98.

Hvis nogen synes, at barnet må lære, at tøj kan være til vask, til tørre og den slags, så er jeg helt enig. Virkelig. Hun forstår det også normalt.

Men jeg forstår altså også godt en lille tøjkrise.
Især da jeg fulgte det glade barn med hjertebenlæder i børnehave. Og så al gylpen på det tøj, jeg ikke lige selv nåede at skifte!

mandag den 2. maj 2011

Hvad man kan lære om døde mennesker

Aftenerne herhjemme er efterhånden blevet så rutiniserede (læs: baby kan ligge på fars mave også), at jeg kan putte Karla.
Og selvom trætheden vejer 1,3 ton på skuldrene kl. halv otte, så er det altså uendeligt hyggeligt at læse Ole Lund Kierkegaard i mørket.
Selvom jeg tror, hun synes, far synger lidt federe godnatsange.
For jeg er altså ikke helt så udenadsagtig på Smashmouth og Jack Johnson (Shrek og Peter Pedal-film, that is).
Til gengæld kan jeg synge 'Langt ude i skoven' så langsomt og kedeligt, at jeg selv er ved at falde i søvn af det.

Men de sidste aftener har vi været i det mere dybe hjørne. Og talt om død. Min nærmere bestemt.
Først blev jeg lidt forskrækket.
Ja, altså bevares, jeg ved da godt, at jeg ikke længere er i kategorien ung i statistikkerne, men derfor har jeg altså ikke overvejet kiste endnu.
På den anden side har jeg det rigtig godt med at snakke helt udramatisk om det.
Selvom Anders studser, når han går forbi døren og hører os snakke om begravelser og mennesker i jorden.
Men han hører jo heller ikke, hvor skønne børn alligevel er, når man synes, de har fattet det hele og alligevel er fattede:

Karla: Mor, vi er da rigtig gode venner, ikke?
Moren: Jo, selvfølgelig.
Karla: Men engang, ikke, så dør du jo.
Moren: Ja, det gør jeg.
Karla: Når du bliver rigtig gammel. Men så kommer jeg jo til at savne dig. (Mor synes, hun kan høre en lidt knækkende stemme i mørket og overvejer, om hun skal lave et kækt emneskift)
Moren: Det gør du nok. Hvis man kender nogen, der er døde, så savner man dem tit. Men når jeg dør, så har du måske din egen familie, så du er nogens mor. Og det bliver man rigtig glad af. (Og ja, jeg ville måske have lavet en lidt anden og flottere returnering, hvis jeg ikke var ved at falde i søvn)
Karla: Men så når du skal begravnings, ikke? Så kan det godt være, jeg kommer til at græde, fordi jeg savner dig.
Moren: Det må man også gerne. Det betyder bare, man var glad for dem, der er døde.
Karla: Men vil du så ikke godt følge mig derhen? Ellers ved jeg jo ikke, hvor du skal begraves!
Moren: ... Øhmn ...
Karla: Vil du synge den med 'langt ude i skoven'?
Moren: Selvfølgelig!

Fingeren op, alle jer, der elsker børnelogik!