Sider

onsdag den 10. december 2014

Svineprivilegeret


Sådan ser min arbejdsdag ud i dag. 

Decemberhyggelig hindbærsnitte og undersøgelsesafrapportering, hvor jeg får lov at analysere al den spændende empiri, jeg har indsamlet i efteråret.

I den anden ende af dokumenterne sidder hamrende dygtige og skarpe kolleger, som jeg nyder at samarbejde med. 

Og kaffen er varm.

tirsdag den 9. december 2014

Breathing with kids

Det lykkes mig ikke altid at stoppe op. Trække vejret. Og lægge mærke til detaljer.
Jeg lægger mere mærke til mennesker. Navne. Positioner. Relationer. Og stemning.

Begge børn er supergode til begge dele.

Så det er tit sammen med dem, jeg nyder allermest og lægger mærke til, hvor fint der egentlig er overalt:
 Og også sammen med dem, jeg bliver julebarnlig:

Så med fare for hysterisk jubelmuzak i baggrunden: De børn der. Gør mig sgu' bare til et lidt federe og gladere menneske.

Og med federe mener jeg naturligvis federe. Et rygestop, to graviditeter og en masse hindbærsnitter senere.

søndag den 7. december 2014

Ordnung muss sein?

Jeg er et rodehoved. Et tjekket rodehoved, for jeg roder kun (meget), når jeg er tryg og føler mig hjemme.
Det gør jeg åbenbart ret meget sammen med Anders. 
Som ikke roder.
Så det taler vi en del om. Og med taler mener jeg diskuterer.
Jeg prøver at øve mig (lidt). Og bestille rengøringshjælp. Igen. 

Til gengæld roder jeg ikke i mit arbejde. Og heller ikke så meget i mit sprog (Bandeord er ikke rod!).
Så når jeg tre gange på fire dage i forskellige arbejdsmæssige sammenhænge hører andre argumentere for "begrebshygiejne", bliver jeg virkelig lykkelig. Og føler mig hjemme.

Dét er jeg ret bekymret over!

onsdag den 3. december 2014

I did it!

I spænding har I ventet. Jeg ved det.
Og jeg løb den halvmaraton!
Den sidste dag i august, hvor himmel og jord stod i et, og alt regnede væk.
Jeg kan fortælle, at jeg ikke et sekund overvejede ikke at stille op.
Og at jeg nåede at få en sort affaldssæk på, inden jeg løb.
Jeg kan også fortælle, at mine løbesko, fødder og løbestrømper åbenbart er et perfect match, for til trods for, at alle tre var gennemblødte og stod under vand før start og gennem det meste af løbet, fik jeg ikke skyggen af gener undervejs.
Og så kan jeg fortælle, at der eksisterer tre forskellige målinger af min distance og tid: Den officielle, løbeurets og telefonens - selvom de sidste to sad på samme arm.
Og så ved jeg nu, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at løbe og drikke samtidig, selvom Anders flittigt fortæller, at 'man' kan. Det må jeg få lært, for jeg ved også, at mine ben ryster så meget ved standsning, at det ikke er bedre at stoppe og drikke.
Og jeg ved også, at jeg kan presse mig selv hårdere næste gang.

Men se nu bare, hvor glad jeg ser ud, lige før jeg rammer målstregen. Og det regner heller ikke mere.


Epilog: Ikke mange dage efter løbet vandt jeg en pilrådden og stædig svimmelhed, som intet havde med løbet at gøre, øresten og virus på balancenerven, så først i denne uge kunne jeg starte træningen op igen. I regnvejr. Og det gør mig stadig glad.
Nu tager jeg tilløb igen. Til en maraton.
For det var faktisk ret fedt at gennemføre.