Sider

søndag den 30. januar 2011

Det kniber stadig med læsningen

Okay, det er et dårligt billede. Men vi kan allesammen læse, hvad der står, ikke? Og ellers er der også piktogrammer. Det kan vi godt se, ikke? Og Karla på tre ved, hvad i hvert fald to af dem betyder.

Men jeg synes ikke, jeg ser en illustration af fx fire 16-årige piger med håndtasker og en enkelt shoppingpose fra smart butik? Eller gennemsnitlig fem-kg-for-meget på sidebenene midaldrende mand og kvinde uden noget at bære på? Eller fornem pelsfrue uden cykel, barnevogn og rullestol? Eller tusind andre helt almindelige mennesker, der - efter min ydmyge vurdering som nr. 23 i elevatorkøen - vel i og for sig kunne tage de helt igennem velfungerende rulletrapper? Hvis de da absolut ikke vil røre sig.

Til gengæld kan vi vel næsten blive enige om, at jeg, når jeg står med Brio'en belæsset med baby og poser, må høre under sidste piktogram? Det er ganske vist ikke en Odder med rust-ikke-de-næste-4000-år-og-vej-kun-9-kg-alustel, men en barnevogn ... det vil jeg næsten mene, at det er!

Så det giver jo på den måde naturligvis rigtig god mening, at jeg er nødt til at vente fire elevatorture på Nørreport, mens alle de rulletrappeegnede mennesker smiler ud til mig og siger, at jeg vist desværre ikke kan være der.
Øhm, JO - det kan jeg faktisk! Hvis du nu fx tog den tunge bagage, du ikke har, og den røv, der virker så sparkindbydende og fjerner dig fra min eneste transportmulighed væk fra undergrunden. Tak!

fredag den 28. januar 2011

Mig - frelst?

Jeg overvejer lidt at skifte navn på bloggen. Fx til "den hellige sundhedsfrikadelle".

Sguda klart, jeg blev nødt til at skylle efter!

torsdag den 27. januar 2011

Mii and my

Der var engang nogen, der købte en Wii. Sammen med Wii Fit Plus. Fordi der så nok var nogen, der var i gang med at blive fuldfede og gravide samtidig, som da kunne træne lidt hjemme i stuen, mens de blev endnu federe og fik mere bækkenløsning.
Som om.
Ministepbrættet har grinet rimelig højt siden anskaffelsen.

Men nu har jeg en Mii. Og bevares - den kan nok ikke løbe en halvmaraton i overmorgen. Eller næste uge. Men den kan ligne mig lidt, fordi jeg har nørdet sammen med Karla om hårfarve og tøj.

Og i dag har den da både fået at vide, at den er mirakuløst atletisk, har en perfekt positur og alt muligt. Og jeg har pisket den i over en time. Nå.
Og dens BMI nærmer sig noget, jeg tør skrive (højt).

Så det kan da godt være, at Fitnessworld gør det svært for den lille familie, at både far og mor kan gå til spinning på hverdagsaftener - hvad sker der for alle de hold mellem 15 og 18?
Men den lille bebrillede Mii laver da bare mærkelige yogaøvelser på et hvidt bræt i stuen så!
(Note to self: Husk at trække persienner ned, for selvom de selv laver mærkelige ting (teatersport??) på semi overfor, er der jo ingen grund til at give gratis underholdning midt i psykologitimerne!)

Forresten bliver ens koordinationsevne ikke nævneværdigt bedre, bare fordi man er en Mii. Desværre.

onsdag den 26. januar 2011

The game is on - part I

Betænksomme Majseritaz, der skribler på 'It takes one to know one', har inviteret til blogleg som svar på min idéforladthed. Majseritaz er vist i øvrigt en slags jyde, så jeg ved jo knapt om jeg tør indlade mig. På den anden side ... hun virker som en ret så flink og sjov en af slagsen, der ikke er ude på at sende en virtuel fugleinfluenza af sted.


The rules:
1. Tak og link tilbage til den person, der tildelte mig prisen. (Første del-fejl hermed fanget: TAK Majseritaz)
2. Del 8 ting om mig selv.
3. Give den videre til 8 bloggere, som jeg for nylig har fået bekendtskab til.
4. Kontakte de bloggere, og fortælle dem om deres priser.


Faktisk ligger landet sådan, at jeg:
a) måske befinder mig i en solid midtlivs-barselskrise, hvor jeg slet ikke synes, jeg kan finde hoved og hale i, hvad der på nogen måde kunne være interessant at vide om mig (jeg mener, gylp og bleskift er ikke på den måde en del af mensa-træningen as far as I'm concerned)
b) måske er en lille smule blufærdig og derfor måske ikke tør dele The Real and Heavy Shit i sådan et game, hvis nu nogen fx skulle synes, at jeg både var lam, følsom og booooring (for det er jo federe, hvis folk synes det, og man så ikke helt mente det og bare kan tørre det af med en vådserviet - ligesom med gylp. Selvom det selvfølgelig stadig lugter lidt)
c) måske tror, at man skal være vildt sjov og skarp og derfor får en akut skriveblokering (lidt ligesom med specialet. Selvom det nok helst ikke skal være sjovt?)
d) måske er gået lidt i selvsving?

Så jeg skynder mig at svare - uden at tænke for meget over det - and this is it:

1. Jeg tænker ret meget over ting. Når jeg ikke er på barsel, tænker jeg lidt skarpere over ting. Når jeg er på barsel, tænker jeg mest på ting, som giver mening for mig. Skøre ting, siger Anders. Fx på, om Lucca får fladt baghoved, fordi jeg ikke ser til hende, når hun sover. Eller om hun er for tyk eller tynd. Eller om jeg mon kan dele 8 ting i en blogleg.

2. Jeg er en slags pleaser. Men også beskeden. Derfor siger jeg pleaser, når jeg mener, at jeg (måske) er god til at fornemme, hvordan andre har det. Så er der måske ingen, der synes, jeg er selvfed. Det er ret smart at kunne fornemme andre, når man underviser. Eller rådgiver. Det er nogle gange ret usmart at kunne fornemme andre, når man holder fri. Hvis man altså har svært ved at være upåvirket.


3. Jeg har verdens bedste mand. Total krysterpunkt, fordi det ikke handler om mig, sådan rigtigt. Men det har jeg! Når jeg igen har mødt en jyde og taler min allergiske reaktion ned i toilettet, tømmer han lige opvasker og putter børn. Måske fordi han føler sig lidt skyldig som jyde? Når jeg gerne vil tale 'praktiske ting' (fordi jeg tænker og pleaser for meget), sukker han højt og siger, at det gider han fandme ikke, og at jeg skal lære at være et dumt svin. Ligesom ham. Som om. Vi er blevet en slags voksne sammen, vi stjæler hinandens replikker og elsker at hade, når vi gør det. Og laver færre scener. Men gode børn!


4. Jeg overspringshandler. Jeg vil vildt gerne virke effektiv og tjekket. Og være online. Og tilgængelig. Og have styr på det meste. Og være med til alt muligt. Derfor ... kan jeg selvfølgelig først være ude af døren kl. 11, efter at have tjekket mail, blogs, facebook, lavet kaffe og om aftenen sande, at jeg ikke rigtigt nåede så meget andet ...



5. Jeg er ret så vild med fodbold. Især OB. Og Barcelona. Og pik-og-patter-jokes. Og prutter. Prutter i særdeleshed. Jeg har vundet næsten alle de fodboldbets, jeg har indgået. Og så hoverer jeg. Det er jeg faktisk også ret vild med at gøre.


6. Jeg har det ambivalent med penge. Gad godt at tjene præcis så mange penge, at økonomi ikke behøvede at være et issue. Så jeg kunne købe en vinterjakke. Give lidt flere gaver. Få et sponsorbarn igen. Og samtidig er det på en måde lidt hyggeligt udfordrende at være på røven. Skrev jeg det? Ej, ikke på røven-på røven, selvfølgelig. Men sådan lidt fattig, bare. Så man laver græskarhoveder og æder græskarsuppe bagefter. Og bager selv. Eller verdens bedste mand gør. Og så kunne man måske vinde lidt penge engang. Og komme til Maldiverne? Og få det der lille rækkehus på Frederiksberg? Så kan jeg godt være hyggefattig resten af tiden.


7. Jeg har talt vildt meget i søvne tidligere. Det var sjovt, syntes vi. Mest Anders. Jeg gør det næsten ikke mere. Men jeg sover vist ikke bedre. Til gengæld kan jeg amme i søvne. Og jeg kan stadigvæk sove næsten på kommando. Og næsten alle steder. Hvis ikke jeg skal til eksamen dagen efter. Så jeg skal aldrig være nattevagt.


8. Jeg var vist lidt speciel som barn. I hvert fald derude på landet. Mine søskende kalder mig 'Silas' (I ved, stræberungen med farvekridt fra Terkel i Knibe). Jeg blev vegetar som 8-årig, fordi jeg syntes, det var synd for gedden, der blev spist. Jeg har spist utallige pølsebrød og drukket meget vand, fordi jeg hverken var på røde pøller eller hindbærbrus. Jeg havde mareridt over alle de gadebørn, der fandtes (findes!) i verden. Jeg græd over sangen om et barn, der fik en hundehvalp. Fordi en af vores hunde lige var blevet aflivet. Jeg fik en pony. Men var ikke en rigtig hestepige. Til gengæld skrev jeg i 1.kl. en sang om ponyen med omkvædet: Pruh, det er Skyyye, det er verdens bedste hest ...


9. Jeg ved godt, det kun var 8 - men den her er vigtig: Jeg kommer altid for sent. Altså ikke på arbejde. Men ellers. Som i 98 ud af 100 gange. Og det er for dårligt! Og jeg prøver virkelig at lade være. Synes, det er ret fesent over for folk, man skal mødes med. Og respektløst over for deres tid. Men selvom jeg er matematiklærer, er jeg åbenbart fantastisk fatsvag, når det gælder regnen baglæns. Hvor lang tid vil det tage at tage tøj på? Give Lucca tøj på? Skifte begges tøj efter gylpskyl? Skifte Luccas tøj igen efter bleuheld (lækagebarrierer fungerer bedst, når de er foldet ud!)? Jeg elsker folk for at tilgive mig. Det ER faktisk ikke med vilje. Den gode veninde siger, at det næsten er sødt, fordi jeg helt oprigtigt tror på, at jeg denne gang kommer til tiden. Og tror, at jeg kan nå et sted hen på 15 min., selvom busturen alene tager 12. Og jeg ikke har klippekort på forhånd. Og den slags. Undskyld! Jeg har tænkt mig at blive bedre!


Derfor følger part II senere ...
Den med de andre bloggere, der skal have stafetten. For jeg er næsten ved at komme for sent. Igen.

tirsdag den 25. januar 2011

Jydeallergi

Yndlingsweekend!

Fredag:
Kursus og faglighed og uden børn. Med mig som underviseren. Til den her udsigt:

Jeg savner at undervise!
Og svigermorsushi om aftenen. Og X-factor og te. Og falden i søvn på sofa. Og kun lidt savlen.

Lørdag:
Brunch med hende den bedste veninde. Som jeg aldrig snakker i telefon med. Selvom hun bor i Jylland. Virkelig mærkeligt egentlig. Men på en måde ikke nødvendigt.
Møde verdens bedste pædagogmedhjælper. Som man sådan havde savnet. Og komme i tanke om, hvor frygteligt det var at flytte barnet fra Verdens Bedste Institution 1 til Verdens Ubedste Institution og først trække vejret dybt igen efter fem måneder og flytning til Verdens Bedste Institution 2. Og blive glad over at have mødt så mange fantastiske og kompetente voksne i så vigtige job!
Frokost med oldeforældrene med det hvide hår. Og blive glad over at have dem. Og komme til at savne dem, der døde sidste år. Og nyde at have så stor familie.
40 (!!) års fødselsdagsfest. Med dejlige mennesker, som man kunne sige 'alt for længe siden' til og mene det. Uden børn. Og køre ud på landet med månen som vejviser kl fire om morgenen og nyde at være fyldt af voksensamvær.

Søndag:
Tur i det nordjyske til venner med børn, skov, hus og have. Alt for længe siden. Og kun lidt misundelighed over al pladsen.
Spise hos sød svigerinde. Og heldigvis nå at se ham den lækre nevø i et kort glimt. Og glæde sig vildt til den store familieferie i april.

Pakket weekend? Dejlig weekend? Gode mennesker? Ja, ja, ja!

Om jeg gør det igen? Nej!
Jeg er færdig med det Jylland der. Og jyder.

Det er anden gang i år, jeg er sammen med jyder. Og anden gang, at jeg dagen efter vågner op med Roskildesyge. Hvad f... sker der?
Synes sgu da ikke, at alle i Jylland render rundt og brækker sig og skider umotiveret. Hele tiden.
Jeg må ha' udviklet allergi.

Så hvis du bor i Jylland, og jeg ikke lige tager telefonen eller svarer på din mail, så ved du hvorfor!

torsdag den 20. januar 2011

Gi' nu én, hva'?

Kender du typen, der på ét toiletbesøg får så mange ideer, at de kommer ud med funklende øjne og allerede har glemt de to første af ideerne, mens de vaskede hænder?
Men at det egentlig ikke gør noget, for de finder bare på nogle nye?
Typen, der begejstres vildt og blodigt over deres ideer og er helt sikker på, at denne idé vil forandre deres liv, indtil næste dag, hvor de har glemt ideen og fået ti, der er bedre?
Den slags mennesker, der faktisk er nødt til at lægge lidt bånd på deres ideer for at kunne have fx et arbejdsliv?

Så er det helt sikkert ikke mig, du kender!
Til gengæld kunne det ret så sagtens være Anders!

Men nu arbejder han jo på sin store idé (og kun lidt på de tusind andre), og det er mig, der på et eller andet tidspunkt nok får brug for en idé. Måske endda to.
Sådan til, hvad jeg fx kunne lave, når der står cand.pæd.pæd.psyk på et visitkort, jeg måske får lavet.

The funny part is:
Jeg får ingen ideer. Og jeg går ellers på toilettet og vasker hænder. Men no ideas. Jeg ved godt, at man kan træne sig til det og alt muligt.
Men jeg orker lissom ikke helt i træningslejr, mens jeg ammer med den ene hånd, passer på ikke at spilde kaffe med den anden og læser specialeting med det ene øje, mens jeg selvfølgelig har fuldt koncentreret øjenkontakt med barn med det andet.

Så i går, da stuen dampede af gode ideer, fordi der var nok en idémager på besøg, og ideer kun var til for at agere skitser for andre ideer, fik jeg næsten selv denne  lille bitte en af slagsen (stående applaus, thx!):

Alle jer, der har idéhjerner og allerede har taget de mange af dem, I selv kunne bruge, kunne I ikke være søde at tænke på mig, næste gang I går på toa?
Eller måske mest lige efter, under håndvasken, så I kan huske ideerne?

Så ku' I jo måske lige få en lillebitte idé til, hvad jeg fx ku' lave?
(Og jeg stiller ikke engang krav om, at det skal være pissenemt, billigt, give kassen og alt muligt. Kun lidt. Og måske endda lidt fagligt relevant?)

Hvis I bare får en anden fed idé om noget med toiletrullemekanismer, så ku' I jo også bare skrive den. Så idéfattige som mig kan ønske endnu mere, at vi ku' få bare en halvlam af slagsen ...

onsdag den 19. januar 2011

Dagens læring

Konklusioner opsamlet over de sidste dage:
  • Man bliver ikke et større koordinationsorakel af ikke at træde på en stepbænk i tre år! Et kort øjeblik var jeg lige ved at synes, at det egentlig kørte ok. Indtil jeg fik øjenkontakt med instruktør, der enten havde voldsomme ticks ved mundvigen eller smilede febrilsk overbærende.
  • Ens trang til at overmande 900 g hvid chokolade i køkkenskabet stiger mere end ligefrem proportionalt med manglen af søvn. Indsæt frelste trommehvirvler og fanfare, fordi jeg lod det ligge! Hvorfor vi har 900 g hvid chokolade? Fordi Fleggaard sagde, at vi skulle. 
  • Man ved, at man ligner sig selv, når man får sms om, at en anden mor er i god tid til mor-barn-træning, og man selv havde tænkt, at man skulle prøve fornemmelsen af tjekkethed, men i stedet må kaste svedende sms af sted 'kommer omklædt i sidste øjeblik'
  • Det kunne eventuelt være passende med en halv time med lukkede øjne, når man bliver bedt om at hente sut og kommer tilbage kort efter til lyden af grædende barn og spørger, hvad man skulle, bliver sendt af sted igen og kommer tilbage med D-dråber. Og så i øvrigt glemmer at give de dråber. Igenigen.
  • Ekspeditrice i smart butik har mærkelig indvirken på én, når man må lyve om, at ens vinterjakke er blevet stjålet, fordi man virker SÅ morpåbarsel-kikset i skijakken. Iøvrigt virker den vinterjakke stjålet, for den BØR være i den kælder, men den KAN ikke findes
  • Januar er et ufatteligt dumt tidspunkt at finde ud af, at man såguda bare køber en ny vinterjakke, som man har kigget længselsfuldt efter i henved en halv menneskealder. Hvis altså man ikke bruger XS eller XL forstås.
  • Mavemuskler kommer ikke bare tilbage af sig selv efter graviditet. Heller ikke selvom man virkelig virkelig lader som om.
  • Det er dumt at lave blogindlæg klar til næste dag, når man åbenbart ikke kan finde ud af, hvad dag det er eller bliver. Så man synes, at det er ærgerligt, at ingen kommenterer. På et blogindlæg, der ikke findes tilgængeligt ...
Hvem siger, at man bliver dummere på barsel!

mandag den 17. januar 2011

Kasser, fyrtårne og besværlige beslutninger

Ja, hun er jo altså også kun 4 mdr. og en uge. Så det er vel nærmest ikke for tidligt med det navn der. Og der har hængt en seddel på køleren i to måneder nu. Med fem forslag.
Jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært, altså. Men det har det.

Og ja, jeg ved godt, at det på en måde er uendeligt ligegyldigt, hvad man kalder sine børn, for når først man har bestemt det, så ER de jo sådan nogen og alt det der. Men det kunne nu alligevel være rart, hvis man ku' få et lille tyve sekunders kig ind i fremtiden, så man ligesom vidste, om hun blev 150 eller 180 cm høj, om hun barberede sig skaldet og flyttede til Berlin som 17-årig, eller om hun blev professionel curlingpige, præst eller pædagog.

Ligesom lidt nederen at hedde My til mellemnavn, hvis man nu var 186 høj og solid håndboldpige.
Eller hedde Pi, hvis man nu fx var verdens dårligste til alt med tal og formler.
Eller hedde Nora, hvis man nu fx havde kæmpe junger (det er primært Anders, der var modstander på 'malkeko-navnet'. Mig bekendt er ca. 99/100 af den mandlige befolkning markant mindre interesserede i navne end i kasser, hvis det skulle ende der!)
På en måde også lidt fesent at hedde Fiona, hvis man nu fx var lidt grøn i det. Eller bare hed Lucca til fornavn, så der fx ikke var nogen, der ville vide, hvor i verden man kom fra.
Og ifølge Anders supernederen at hedde Vera, som nærmest er et navn, der ikke findes. What?

I øvrigt har vi primært været én idémager og en total NEJ-nedsabler i den her navneproces, og af hensyn til familiefreden siger jeg selvfølgelig ikke, hvem der var hvem ...

Men nu blev vi ligesom nødt til det. For der skal bestilles flybilletter og pas og alt muligt. Og holdes navngivnings-tamtam. Så nu er det bestemt.
Og pludselig kan hun sagtens få både store kasser, blive et grønt fyrtårn, der er skaldet og præst, synes jeg. For om ikke andet signalerer navnet det ikke nødvendigvis. Og desuden synes vi, der er lige tilpas gods i det.

Here goes:


P.S. Ja, det er spejlvendt. For udfordringens skyld. Og fordi jeg fandme ikke kan finde ud af at u-spejlvende det på macci.
P.S. Ja, vi endte der, hvor ufatteligt mange mennesker med en Karla og respekt for sig selv ender, I know. Totalt uoriginalt. Men godt!

torsdag den 13. januar 2011

Statsbanerne styrer

Der er (blevet) hipt at hade DSB. Efter en runde globalopvarmningHVOR-vejr i øvrigt med relativt god grund. Selvom det ikke er togpersonalets skyld.

Men nu er DSB blevet mine venner. DeSødeBillige. For 49 flad dansk mønt kan jeg nemlig komme til Århus - og alle mulige andre steder, men hvad skulle jeg der? Og for 49,- kan jeg sørme også komme tilbage. For tilbage vil man jo også gerne. Selvom det er smilets by. På et klapsæde ganske vist. Men man kan faktisk sidde ned.

Lige før man overvejer et slag sushi som madpakke, så!

Indtil man får brev fra ham Søren i Nordea. Hvor der står blablabla overtræk. Hvilket vist er bankmåden at skrive: Så tjen dog penge og bliv voksen!


Så det holder altså alligevel lidt det der DSB. Søren og mig er glade for det.

P.S. Skriver lige, om man mon egentlig var blevet for gammel til det der klapsæde-eventyr.
P.S.S. Faktisk er det altså billigt. Har da prøvet at betale over 200,- for at stå op hele vejen også.

onsdag den 12. januar 2011

Tale er sølv

Kender du det, at man kommer til at sige højt, at ens børn sover igennem - altså kun hvis folk spørger selvfølgelig?
At de faktisk aldrig er syge, og at det er man da simpelthen også bare SÅ glad for?
At man efter første graviditets 23 kg+ forøgelse faktisk var ret fit igen efter 5 mdr?
At det giver så meget dejlig energi at træne?

Hvorefter ...

Hele familien brækker sig, oveni, efter, på og ved siden af hinanden.
Lillemiv fortæller uendelige historier i timevis om natten og griner og smiler, når man hvæser 'så sov dog for helvede, barn'.
Man muligvis (efter store mængder bræk, man måske nok kunne have undværet) kun mangler at tabe 2-3 kg efter graviditeten, men til gengæld må sande, at Sydney ligger noget nærmere end det der fit.
Man er så sindssvagt træt af at brække sig, tørre bræk op, høre på bræk og babypludren mellem 2 og 4, at det der træning virker som det mest energidrænende, man kan foretage sig.

Tror sgu' bare, jeg holder munden en anelse mere lukket i dag!

tirsdag den 11. januar 2011

Tyl og koner

Anders har engang skrevet noget om prinsessificering. Og tyl. Og piger. Og det, forældre gør ved deres børn, hvis de behandler dem som små konger og dronninger. Agtigt. Derfor måtte Karla ikke få prinsessetøj. Engang.

For hver mandag fem min. i hentning ser man mig hamre rundt i lejligheden og lede efter en lilla dansenederdel med solid tyl og ditto Hello Kitty dansesko.
Barnet ville gerne gå til MGP/Hip Hop, og forældrene tænkte, at det da lød som noget, der på den lange bane kunne være både sjovt og give en del street credit (måske fordi de tænkte på, at de selv godt gad ha' styret det der skolefestdansegulv lidt mere i syvende klasse). Lød også sådan rimelig mixede hold-agtigt. Altså med undtagelse af det hold, Karla kom på.

Og hvad gør man, hvis man har et dansehold med kun piger i alderen 3-4 år? Man pimper det med titlen 'prinsesseholdet'. Hvorfor det selvfølgelig er indsmurt i babylyserød, dansedragter, flæser og tyl. Total hiphop dér!

Nåmen faktisk er det ret godt. God musik, og Karla elsker 'skolelæreren'.
Og imens sidder man så i et ventelokale med alle de andre forældre, der strikker, læser og venter på, at børnene er færdige med at gi' den som Sys Bjerre med strutmave.

Den venten er interessant, for mange har egentlig så travlt med at agere 'vente', at der er ret lidt snak, selvom vi jo altså sidder der hver mandag. Men når man har en baby under armen, kalder man ligesom på samtale. Åbenbart. Og det plejer at være hyggeligt. Lidt om andres børn, hvem der ligner hvem og den slags.

Fandme ikke i går.
Faldt i snak med dame 1, da Lucca nedstirrede hende. Dame 2 meldte sig ind i samtalen, da Lucca gylpede. Strikkedame 3 meldte sig ikke helt, men var med på en lytter.
Vi taler om, hvordan Karla har 'taget det' at blive storesøster. I grunden pænt, siger jeg. Og lidt mere om aldersforskel. Hvor stor er forskellen på deres. Hvad er mon mest hensigtsmæssigt. I ved sådan lidt tralala-snak.

Indtil dame 1 siger: Ja, det er jo egentlig lidt pudsigt. Jeg har læst et sted, at det at få en lillesøsken svarer til, at der flyttede en anden kone ind.
Jeg tænker lala - HVAD?
Dame 1: Ja, sådan følelsesmæssigt for barn nr. 1.

Mærk lige dén nede i maven.
En anden kone.
En ANDEN KONE!
Uden man lige blev spurgt. Velkommen til, bliv du endelig hængende resten af mit liv, mens jeg bare skal behandle dig totalt i orden.

Lige pludselig synes jeg, at Karla er verdens tålmodigste og sødeste storesøster, når man husker på alle de flyveskaller og knock outs, der vel egentlig havde været på sin plads. Og når hun siger til 'kone 2', at hun eeelsker hende, så tænker jeg, at hun er væsentlig mere sympatisk end mig.
Tror nok, at jeg havde behandlet hende skinken en anelse anderledes ...

Godt at vi voksne (bilder os ind, at vi) VED, at de får SÅ meget glæde af hinanden og bliver hinandens bedste venner, ikke?

P.S. Selvom jeg lige måtte præcisere for gemalen, at parallellen selvfølgelig er en anden MAND for ham, så er hans tanker om prinsessificering nu faktisk ikke så tovlige.

mandag den 10. januar 2011

Hvad nytår gør ved folk (og fæ)

Selvom jeg hverken var fuld eller noget 31. december, så kan jeg ikke helt huske, hvad jeg egentlig sagde under runden 'Hvad forventer/ønsker du dig af 2011'.
(Snak i øvrigt om at blive voksen dér! For fire år siden lå der mennesker i fosterstilling omkring mit toilet i skarp opkastkonkurrence ...)

Det var vist noget med, at jeg ville til at prøve at holde op med at have dårlig samvittighed over for mine børn. Voksen, I tell you. Nå ja, og så blive det der kandidat.

Så derfor startede jeg selvfølgelig et helt andet sted.
Næsten i fosterstilling omkring toilettet sammen med både ældstebarn og gemal og en seriøs portion Roskildesyge.

Selvfølgelig tænkte jeg da, at jeg godt lige ville smide de sidste fire kg i starten af 2011, mens jeg sagde det med den dårlige samvittighed. Men måske ikke lige på dén måde.
De røg selvfølgelig heller ikke alle fire.

Så jeg måtte jo fjerne de værste nullermænd og spindelvæv fra spinningskoene. For første gang i et år. (Jamen med over tredive faste læsere bliver jeg da også nødt til at lade lidt op til den halvmaraton der!)
Mon ikke jeg var lidt bange for, at alle de andre var mere fit? Og havde en røv fx. Og ikke et mavebælte. Og havde smart sportstøj. Og lækkert hår. Hele timen. JO!
Gjorde jeg det alligevel? Sæ'fø'li.

Og altså selvfølgelig var der nogen, der lige tog en dobbelttime. Og havde mavemuller, der ku' ses gennem den smarte sportstop. Men det var ikke mig. Og det var heller ikke 75 % af folket.

Jeg havde jo helt glemt det.
Januar er den perfekte måned at starte op med halvfesen form og figur. For der kan ingen alligevel se forskel på nytårsforsættere og post-gravide.
Og når alle nytårsforsætterne så er kommet ind i de gamle vaner igen engang i februar-marts, og det tynder ud i fitnesslokalet, så er der faktisk odds for, at man pruster lidt mindre. Hvis altså ikke man selv faldt ind i hverdagslivets logistiske helvede med to børn inden da.

Nåmen altså, det kommer altid bag på mig, at det lidt for lille lokale, det lidt for dårlige indeklima, den lidt for høje musik og den lidt for veloplagte instruktør har den effekt, det har. Jeg burde sådan hade det. Men det virker.
Der er kampsved og ansigtskulør til et par dage bagefter.

Om jeg skal af sted igen? Jada.
Om jeg er kommet tættere på at komme af med dårlig mor-samvittigheden? Næ.
Eller på at blive kandidat? Nænæ.

Jeg skal lige råbes lidt af på en kondicykel først, det er så godt for velværen!

fredag den 7. januar 2011

Back mac!

Jamen se nu der.

Så var jeg her pludselig igen.

Ja, Lillehviden døde jo.
Og jeg troede næsten, at jeg sku'.
Af abstinenser. Og lidt for meget julemad. Og glæde over at holde jul på snowboard, med de dejligste mennesker i solskin og sne.

Nåmen jeg ku' jo lissom ikke blogge så.

Men nu kan jeg. Måske finde ud af det.
Vi skal nemlig lige lære hinanden at kende.
Min nye kærlighed Macbook og mig!

To be continued!