Sider

mandag den 21. december 2009

Hvis der er knuder og lidt kvas med knasten

skal man altid holde huen rød og ta' skeen i den anden grød.
- så det gør vi!

For Søren Jense'mig om sygt barn, pakkenellikker, der skal hentes på posthuset, andre pakkenellikker, der skal pakkes ned, dundrende hovedpine og kolde tæer skal ødelægge humøret.
Næ - der skal mere til (men det behøver ikke at komme!).

For nu er det bestemt:
Jeg indlader mig hermed officielt på juleglæde, julehygge, familietid og klejnevridning - og jeg lover at smile imens og mene det (i hvert fald indtil jeg har fået forstoppelse og julesukkerchok).

Julen er tiltrængt, og jeg glæder mig helt vildt!
Ikke til delene med gran, med brun sovs, med gaveræs, kirsebærsovs (ej, lige den glæder jeg mig sgu' til), nissehuer og halløj.

Men jeg glæder mig til at sidde og glæde mig helt stille over, at der er sne og stjerner, at jeg har den dejligste lille og store familie, at vi har hinanden og stadig holder hinanden ud på kryds og tværs, og jeg glæder mig til at holde fri og have tid (jeg bruger to døgn mere på opgave - slut!).

Det lyder da egentlig knaldgodt!! Og jeg tror på, at det bliver sådan!
I hvert fald indtil alle de andre også er sukkerchoks-, alkohol- eller forstoppelsesramte ...

Vi rammer Julemanden og Anders' familie i Grønland i morgen: Kom jul, kom sne, kom glæde!

søndag den 20. december 2009

Lykken er

en søndag morgen, når buttet lille barnehånd aer mornæse for bagefter at finde morkind og klappe den lidt.
Og når morøjne åbnes langsomt og kun lidt signalerer "det er alt for tidligt at vågne", men mødes af dejligt rundt barneansigt og kæmpe stort smil på kun 3 cm's afstand.
Og allermest når babysmils-mund smiler endnu mere og siger "jeg kan rigtig godt li' dig, mor".

Lykke-hygge er videre, når mormund smiler og siger "Jeg kan også rigtig godt li' dig", og barnesmils-mund siger "Nej, du elsker mig! Fak-skit!"

torsdag den 17. december 2009

Eramus Montanus har ikke levet forgæves!

Man skal som bekendt høre meget, før ørerne falder af, men - undskyld mig min direkt-hed - i dag var det sgu lige før!
Jeg tror faktisk, at mit højre øre har sluppet lidt nede ved flippen.

For jeg stødte ind i dette interview med en nissehader fra Aftenshowet, og ud over at det faktisk er helt fantastisk underholdning, så er der en argumentation og en argumentationslogik, som jeg kun kan være enten helt rystet eller helt vildt imponeret over.

Jeg vælger det sidste!
Ja, altså ikke fordi jeg er enig med manden - er du rigtig velforvaret - slet ikke.
Men fordi han virkelig tror på, at det, han siger, hænger sammen, og på, at det er ham, der har fat i den lange ende.

Det er eksamenstaktik, der vil noget!
Den stjæler jeg.

Mængden af indlæg

er ligefrem proportional med mængden af overskud.
Og den er ret lille.

Men den er der lidt, og det øver jeg mig på at huske, for:
Jeg har fået den sødeste, rundkindede niece, og det bliver man glad af.
Jeg har en mand, der trækker hele læsset og gi'r krammere, og det er han rigtig god til.
Jeg har den dejligste flok uvurderlige søskende og forældre i Kenya, de er kommet godt frem, og jeg ved, at det er så spændende og hyggeligt for dem, og det bliver jeg også glad for.
Jeg har en vejleder, der synes, at mine tanker er gode, og selvom de så ikke helt har fundet vej til papir og organisering, så er det dejligt opløftende.
Jeg ser ud på det dejligste hvide sne, og det lysner og er smukt.

Når overskuddet alligevel så kun glimter lidt, så er det, fordi min farfar, efter operation og indlæggelse, har valgt at tage en beslutning: Han vil gerne dø nu.

Jeg har verdens bedste farfar på 92!
Og jeg ville så rigtig gerne, at han havde haft lyst til at give behandlingerne et forsøg.

Men det er den slags beslutninger, man må respektere, når de ikke er egoistiske, og det er jeg helt sikker på, at min farfars ikke er - måske er det netop den mindst egoistiske beslutning overhovedet.
For han vil ikke være til besvær, det ved jeg, og han vil ikke være en byrde for min farmor.
Så det er svært.Og det er trist.
Og jeg gad godt, at der kom nogen af de helt voksne, som jeg ikke er i den her situation, og sagde, at nu bestemmer vi, at det hele bliver godt igen, men jeg ved godt, at de ikke kommer.
For min farfar har valgt, hvad der er det gode.

Jeg skal besøge ham en gang mere, og min farmor. Sammen med Anders og Karla. Det er vigtigt. Meget vigtigere end alt det andet.

Så mor er en karklud. Og jeg ved ikke, om det er det.
Karla vil i hvert fald ikke have støvler og tøj på, når jeg henter. Det har varet to dage. Hun skriger i næsten en time.
I morges ville hun heller ikke, da jeg skulle aflevere.
Jeg giver mig god tid, jeg taler roligt, jeg taler bestemt, og jeg prøver at rumme og forstå, og jeg har heldigvis det underskud, der gør, at jeg kan være fuldstændig ligeglad med alle de mennesker, der stopper ved lågen og kigger på moren, der slet ikke magter situationen.

Men Karla er også den bedste opmuntring, for hun ved godt, at jeg er ked, når hun kommer og krammer og kysser og kysser lidt mere.

Så jeg ved godt, at jeg har det godt, og jeg kan også godt mærke det - det er bare med "trist" på for tiden.

tirsdag den 15. december 2009

Et sandt overflødighedshorn for Freud

Siden sidst har virkeligheden haft brug for mig - og jeg for den.

Det gik lige op for mig!

Jeg synes faktisk, at det da egentlig kører ganske som smurt, og at jeg ikke lader mig stresse, men bevarer det gode humør :-)
Og jeg vil egentlig også gerne forbeholde mig retten til at blive ved med at synes det.

Der sker bare det interessante, at i det øjeblik jeg lukker øjnene og sover - så virker det nu alligevel, som om der er en lille ting eller to (eller 23), der i sære drømme optager lidt hjernekapacitet:
Mærkelige børnehjem, sultne børn, der kun må få æbleskiver, bedemandsskilte i grøn, en usynlig kæreste, et juletræ i 2D, huskelister, der forsvinder, butikker, der bare lukker uden varsel, indbrud, hvor de kun tager tøj og bleer, eksamensborde, hvor jeg ikke er, men burde være, bare tæer i sne, skumfiduser og sure kastanjer og alt muligt andet mærkeligt.

Tolk du bare Freud - når jeg er vågen, er det mig, der har teten!
Og jeg ved, at jeg bare savner, elsker, er bange for at miste, elsker lidt mere og har lidt (for) travlt.
Så måske kan jeg få min søvn lidt i fred nu?

lørdag den 12. december 2009

En god dag!

Sådan en har jeg haft, og det er SÅ dejligt:

Når ens datter giver et kæmpe godmorgenkram og vil se "damerne", så man kan slumrehygge sammen på sofaen til kl. 8. (Hvor man så iøvrigt får lov til at smutte i seng og tage en halv times luksustid mere)
Når mand og barn tager på tur, så der er tid og ro til at læse.
Når man får læst lige præcis noget af dét, der minder en om, hvorfor det nu er, at det er så vildt spændende og helt rigtigt at læse (jeg har vist glemt det igen nu, men det VAR godt!)
Når mand og datter kommer hjem med røde kinder og er flade af grin over en fisk, der angreb og spiste sand i akvariet på Fisketorvet, og så i øvrigt "tabte" det ud af maven bagefter (hvad er dog det for en uintelligent og højst mærkværdig fisk?)
Når der er far-mor-råhyggetid (dvs. vi sad - undtagelsesvis - ikke over for hinanden ved hver vores computer)
Når man spiser risengrød med kanel og kartoffelmadder med mayo og persille, fordi det er det, vi tilsammen allerbedst kan li'. (og gider)
Når ens barn går uden ble, laver uheld og fortæller sin far, at det bare overhovedet ikke gør noget, bare pyt med det (og man kan høre sine egne ord SÅ morsomt tydeligt)
Når ens mand fortæller, at han for første gang i 14 år tjener flere penge, end han bruger (og vi alligevel har det r..hamrende godt!)
Når selvsamme kæreste fiser af sted og skal hygge med en ven, så man bare kan sidde stille med sin kaffe og måske støde på noget mere læsning af den helt rigtige slags ...


Fik jeg nævnt, at jeg har det mest priviligerede og dejlige liv sådan en decemberlørdag, hvor solen har skinnet?

fredag den 11. december 2009

Bytte bytte købmand

Haves:
  • sorte affaldssække under øjnene
  • utæt kortslutningsparat el-kedel
  • overbebyrdede vasketøjskurve
  • rod i alle rum (og lidt i hovedet)
  • tom sæk til alle de gaver, der skal gives væk om mindre end en uge
  • alt for mange rygerynker
 Ønskes:
  • dækket søvnbehov
  • indkøbte julegaver med hjemmelavede, søde til-fra-kort
  • baller af stål
  • to færdigtrykte opgaver og et lille kækt mundtligt oplæg til eksamen
  • lækker formiddagsbrunch
  • træningstid
Det eneste, jeg er i tvivl om, inden jeg indrykker annoncen på guloggratis, er, hvilket billede der mon vil sælge det hele bedst: den tomme sæk eller elkedlen ...

torsdag den 10. december 2009

Stakkels Carina E


... hun har haft en af de dage, hvor hun bare har ønsket sig tilbage til Jylland og svigermor!



Efter en lang - og lidt frustreret - samtale om, hvem der mon egentlig skulle have fornøjelsen af Carina E idag, blev hun skudt i gang kl. 8 med destination Hellerup.
Om det er, fordi hun ikke kan li' at komme steder, hvor hun føler sig lidt gammel og slidt (en problematik, der virker særdeles velkendt!), eller om hun bare var helt skidt tilpas, skal jeg lade være usagt - i hvert fald gik luften helt af hende efter mindre end 100 m.

Så ikke alene fik hun et los og en omgang skældud, hun måtte også stå helt alene i en halv time, før Store Rednings-fantastiske Handy-Falckmand, Alt-for-hektisk-ud-af-døren-Barn og Total-uhandy-utjekket-uvidende-Qvinde-Mor nåede frem med hhv. donkraft, sut og dumme spørgsmål.

(Jeg har i øvrigt besluttet mig for, at jeg ikke mere gider at være undskyldende, lidt fumlende og fuldstændig umyndiggjort over for Falck-mænd og mekanikere - næste gang vil jeg fuldstændig ublu stå ved, at jeg ikke ved et klap om, hvordan man skifter hjul, at jeg lever i bedste velgående uden den viden, og at jeg i øvrigt er hamrende doven, hvad angår praktiske opgaver af den slags!)

Med frisk luft og nyt hjul (hvem kunne ikke trænge til det?) gik det over stok og sten - for en stund.

For sørme om ikke Stor Rød Varevogn med Storhedsvanvid vælger at bakke lige ind i parkeret Carina E's snudeparti. I ren arrigskab må jeg kaste indkøbsposer på cykelstien, så laks og chokofanter triller omkring, fordi den røde lømmel sørme - trods ganske betragtelig sammenstødslyd - prøver at stikke af!

Nu har jeg fået nummeret på synderen, og Carina E har fået en meget frisk nummerpladepermanent. 

Faktisk slog det mig lige, at vi overvejede stort set alle små, store, bittesmå og kæmpestore forhold, da vi valgte at flytte, men vi forholdt os ikke et sekund til Carina E!
Måske er det slet ikke spor sjovt at være bil på Frederiksberg?

100% pure goodness



Ja - det blev altså ikke i dag, at jeg lavede en genopstart på noget sukkerfri mor-kost, men er det ikke forståeligt?

Chokolade fra Peter Beier.
Det kan godt være, at det koster et halvt kongerige, en kvart bondegård og noget ud af øjnene - på den anden side: ét stykke, og så springer smagsløgene jublende op og ned og vil slet ikke holde op igen, mens den ene lækkerhedsrus efter den anden breder sig i hele kroppen, dét er pure goodness.
Jeg overdriver ikke!
Jeg elsker chokolade!
Rettelse: Jeg er en sucker for GOD chokolade.

Og så elsker jeg at være voksen.
Voksne bestemmer nemlig reglerne, og jeg har valgt at bestemme, at reglen om, at man ikke må starte dagen med noget slik-agtigt, ikke gælder - for mig!

onsdag den 9. december 2009

De børn, der har det svært



er der desværre alt alt for mange af!
Og det er ufattelig trist.

Heldigvis har jeg den store glæde at have mødt rigtig mange utrolig dygtige, hjælpsomme, faglige og kompetente mennesker, som hver uge bruger tid på at høre disse børn hos Børns Vilkår på chat, brevkasse og telefon - og selvom det ikke redder verden, så hjælper det!

Jeg skal selv af sted i dag, og selvom jeg ikke når de dygtige rådgivere til sokkeholderne, så vil jeg gerne slå et slag for den dejlige fornemmelse, det er at hjælpe andre:

Børns Vilkår - og dermed alle børnene - kan man hjælpe på mange forskellige måder her eller ved at blive frivillig.

Der er desuden også en forældretelefon og en fagtelefon for alle os voksne, der omgiver os med børn.

tirsdag den 8. december 2009

Tallerkener, vin og krudt



Jeg har ikke opfundet den!

Og jeg har heller ikke opfundet krudtet, som, iflg. mit nye favoritsted på nettet, er synonymet.

Det betyder nemlig, at man skal gøre en ny opdagelse eller finde på en genial løsning, og det er jeg slet slet ikke i nærheden af.
I dag snarere tværtimod!

For indrømmet – lige nu sidder jeg faktisk og leder efter noget gammel vin, jeg kan hælde på nogle relativt nye flasker (læs: opgaver), uden at det gærer for meget.

Og selvom jeg har verdens bedste liv lige nu, så længes jeg altså lige i dette sekund en lille bitte smule efter en lille bid af mit liv for fx 8 år siden.

Der havde jeg helt sikkert drukket mindst tripple-up på kaffe indtil nu, havde været i bad og lagt lækker makeup, selvom jeg bare læste hjemme, havde røget mindst 10 smøger og tabt uendeligt meget aske ned i tastaturet og læst, læst, læst og taget så ufatteligt mange noter på en sindssygt tjekket måde, mens jeg havde et ambitiøst overblik over, hvor jeg startede, ville ende og lige nu var!

I stedet prøver jeg at drikke lidt mindre kaffe og lidt mere vand, jeg sidder med briller og ingen makeup, fordi linserne driller efter en nat, hvor mor var ophøjet til Gud, og ingen andre måtte bringe mælk, endsige eksistere, jeg prøver at strukturere en alt for løs viden, jeg har kun fedtet lidt torskerogn på tasterne, og … jeg er lidt ukoncentreret, fordi jeg kan høre børn i vuggestuen i baggården og savner min fantastiske datter.

Men det bliver der hverken dybe tallerkener eller krudt af.
På den anden side: Det er sgu’ også bare to opgaver, jeg skal bruge!

mandag den 7. december 2009

Julegaver, left overs og deadline

- hvad gjorde man dog før netshopping?

Mellem lakridsrodsteen og de sidste små marcipanbrøds-left overs fra julefrokosten er det faktisk lykkedes mig både at få købt nogle af gaverne og også at få et nogenlunde overblik over resten - pyha, det tog lige toppen af juletravlheden.
Næste år vil jeg altså virkelig prøve at være hende, der ikke får alle ønskeseddel-left overs'ne, fordi alle de andre har nået at købe inden os, så kun de "svære" ønsker er tilbage - iih altså og små fornærmede tramp i gulvet over, at mine familiemedlemmer altid når det før mig.
Måske skulle jeg i det hele taget prøve kun at samle på left overs fra aftensmad, så der er nogle lette madpakker i hus?

Så mangler der bare det der supertjekkede julekort-brev- med glade anekdoter og skønne billeder af hele den lille familie fra året, der snart er gået (vildt hurtigt i øvrigt) tilbage - måske bliver det et januarbrev igen i år?

For deadline nærmer sig med alt for hastige skridt, og det er ligesom, jeg ikke helt vil forstå, at jeg bare skal, skal, skal nå de opgaver nu, så der bliver fuld af kun Salig Saglig Speciale efter midten af januar.

Men nu er det også faldet på plads, at vi kan låne et hus helt for os selv i Grønland, og det lyder da potentielt ret indsigtsfuldt at sidde i det mest rene og stille julemørke kun oplyst af sne tidlig morgen eller sen sen aften og skrive, så jeg når det!

Host host

Ja, ovenpå en helt-som-den-skulle-være weekend, så er det altså ikke perfekt at vågne natten til mandag med snot og host ...

Det gør det lidt svært at komme optimistisk i gang med en hektisk uge, for det er simpelthen så uvelkomment og ubelejligt med sygdom, som overhovedet muligt (ikke at jeg nogen sinde har tænkt: Åh, hvad skal jeg dog give mig til, nå lidt sygdom kunne være rigtig belejligt nu) - jeg har ikke tid til det!

Så nu får min krop lige præcis 45 min. søvn til at restituere, og så har jeg tænkt mig at overvinde hovedets egen tyngdekraft og læse, og det bliver uden medlidenhed, gør det.

fredag den 4. december 2009

Advents-Nielsen og millionen



Tak for skrabekalender til Advents-Nielsen. Det hedder den! Den gjorde i hvert fald hjemme hos os på Nielsen-højborgen (selvom den egentlige nisse vist mest er min mor, der hedder Hansen).

Den kommer trofast, og selvom den flere gange har meldt ud, at nu er det snart sidste gang, den kommer (fx da jeg flyttede hjemmefra, blev 25, fik et barn, blev 30), hvilket i øvrigt ville være helt ret og rimeligt, så er det, som om den alligevel hvert år i slutningen af november får ondt af, hvis vi "børn" (på 30, 27, 23 og 21) skulle undvære en skrabekalender.
Og det er jeg faktisk i mit hemmelige og barnlige sind rigtig rigtig glad for.

For selvom jeg er matematiklærer og ved lidt om sandsynligheder, så er det alligevel, som om mængden af gran og pebernødder i december sætter dømmekraften lidt ud af spil og giver plads til irrationel fantaseren om, hvordan jeg juleaftensmorgen i vaskereklame-hvid slåbrok ved det tykke kalenderlys med løst krøllet hår og naturlig morgen-make up tager min forsølvede kaffeske (jeg lover ikke at skrabe med mobilen den dag, Anders!) og skraber mig til det 10. juletræ ...

Og så er det, at min fantaseren bliver meget tåget og uklar: For hvordan er det lige, at man, klædeligt såvel som uklædeligt, hiver en jubelscene op af lommen, der matcher ti krydser, der lige præcis i dén sammenhæng er adgangsbillet til 1 mio?
Så går jeg lidt i stå...

Jeg er ikke engang nået til at tænke på, hvad de skal bruges til. Men jeg har selvfølgelig også næsten 20 døgn endnu.

torsdag den 3. december 2009

Schhhh... mor arbejder!

  • og snack-spiser (anden portion!) ris a la mande med kun lidt dårlig samvittighed (for jeg løber altså tur i morgen tidlig og forbrænder helt sikkert også de to store stykker brownie!)
  • og laver julehemmeligheder for sin mand (et fedt udtryk lånt fra vuggestuen - jeg tror dog, at mine julehemmeligheder har lige et strejf mindre ler, ispinde, lim og papmache end ungernes)
  • og burde vaske tøj (mon de egentlig i vuggestuen tænker over, at barnet altid har hvidt på i tre dage, så rødt i tre, så lilla?)
  • og drikker kaffe (den instant-agtige slags, som er alt for varm, lige når den er færdig, og som så når at blive kold, inden man igen kommer i tanke om, at man lavede den)
  • og læser blogs (og glæder sig over, hvor søde, sjove og kloge medkvinder der findes, samtidig med at  jeg overvejer en barsel til, så jeg har bedre tid til bloggerierne)
  • og kigger ud på de tændte juletræer (og synes, at det er alt for fedt at bo i byen og tage på landet for at se på stjerner og stilhed)
  • og stresser kun lidt over, at jeg skal sende noget til min vejleder i morgen (men er overbevist om, at hvis jeg blogger lidt først, så skærpes skrivesansen, så jeg sprøjter analytiske pointer ud engang over midnat)
  • og ønsker, at jeg var lige så fagligt sej som Søndergaard, Staunæs og Kofoed (nå ja, og så lige så pæn som Helena C, lige så sjov som Anden, lige så markeret som Madonna, lige så vildhåret som Joan Ø, lige så god en mor som min egen, lige så vidende som Johannes M - hvis ønskebrønden nu alligevel er åben)
  • og glæder sig til december 2010 (hvor jeg sidder med benene over kors og betragter min julegaveliste, hvor alt er vinget af, mit julerengjorte hjem, mine mange kagedåser med hjemmebag og min smagsfuldt julepyntede lejlighed - jeg vil altså prøve at være juletjekket bare én gang i mit liv!)
  • og overspringstænker så meget, at hjernen er flygtet fra analysen ...
Så nu pakker jeg løbetøj, laver ny kaffe, prøver at være lidt fagligt sej og SÅ arbejder jeg!! Schhh...

onsdag den 2. december 2009

Gladhed og træthed

Puha, jeg har firkantede og rødsprængte øjne, ondt i ørerne efter headphones og ondt i skuldrene af dårlig arbejdsstilling, men jeg er glad!

Jeg er glad, for nu er jeg endelig færdig med Den Voldsomme Transskribering, så ikke flere tubabelagte søvnmonstre i denne omgang.

Jeg er også glad, fordi Det Onde Børnesår stort set har forladt os, så Den Bløde Babyhud næsten er tilbage, og vuggestuen er på igen.

Og så er jeg glad, fordi jeg har min søde mand, der lige forstår at ringe for at høre, hvordan jeg har det - lige når jeg har det sådan, at jeg har brug for, at nogen ringer og spørger, hvordan jeg har det.

Og selvom vi har en aftale om, at man ikke må sige det, så er jeg faktisk også lidt træt.
Men når det er sådan en glad træthed eller træt gladhed, bliver jeg enig med mig selv om, at det så er en lille smule okay .