Sider

onsdag den 30. juni 2010

Efterlysning!

Dem, der kender mig IRL, ved det allerede:

Jeg har kronisk blå mærker.

Jeg har tæer, der vist alle har prøvet at være enten brækkede eller forstuvede eller begge dele samtidig.
Jeg kan nedlægge en hel rundboldbane af grin, hvis jeg står i marken og skal kaste bolden til nogen (okay, der blev jeg sgu' nogle gange lidt spids som lærer: "Vil I have tysk grammatik, eller vil I spille rundbold? Nå, det tænkte jeg nok!").
Jeg har altid nydt, når der var mindre børn med til første- og andenvælger-ting, for så blev jeg kun valgt næstsidst (eller nydt, når det en gang imellem skete, at JEG var første- eller andenvælger, selvfølgelig).
Jeg kan vende mine fødder 90 grader indad, når jeg går - hvilket kun er ca. 45 grader mere end min vanlige gang i øvrigt (og kun takket være mine forældres betalen til solo-gå-træning, da jeg var omkring et år).
Jeg har en veninde, der altid flytter kopper, tallerkener og andet væk, hvis jeg sidder i nærheden af det, og jeg synes efterhånden faktisk, at det er helt på sin plads.

Pæn pointe: Jeg er ikke et motorisk orakel!

Reel pointe: Jeg er grovmotorisk fuldstændig fatsvag!!
(til gengæld udfordrer jeg hvem som helst i sirlighed, korsbroderi og perlepladelægning!)

I dag var vi til samtale i børnehaven, fordi Karla måske skal skifte til skovbørnehave, og så vil man jo gerne liiige høre, om det nu er en god idé ...


En kort opsummering:

Jeg gjorde mig vildt umage for ikke at tude graviditets-hormonella-forældrerørtheds-tårer undervejs - det lykkedes faktisk.
Vi fik at vide, at de ser Karla som et empatisk, tillidsfuldt barn, der er helt uproblematisk, socialt velfungerende, sprogligt skarp og sjov, og som de vil være kede af at miste fra stuen.
Altså faktisk var det da lidt af en bedrift ikke at tage en af de Kleenex, der stod på bordet, her, synes jeg!?
MEN: Hun er også tålmodig!
Som i:
Hun flytter benene, men der sker ikke rigtigt noget, når hun går. (Opmuntrende: Det er blevet bedre.) Hun KAN godt tage tøj på selv, men det går meeeget langsomt. Hun KAN muligvis klatre i træer, hvis man løfter hende op i træet. Hun observerer meget på de træstubbe, de andre børn jorder op og ned ad.

Pæn pointe: Hun er velfungerende, men har brug for grovmotorisk stimulering.

Reel pointe: Barnet ligner sin mor i skræmmende grad!
Ok, jeg er måske ikke en, man vil savne på stuen. Jeg er heller ikke nær så sprogligt sjov. Gemalen synes helt sikkert ikke, at jeg altid er uproblematisk. Men ellers. 
Nå, nej - hun KAN faktisk gribe en bold!

Udfordring:

Motorisk fatsvag mor med bækkenløsning og voldsom vom + metroseksuel og blød far, der stoppede til håndbold, da de andre blev for store og gode (det passer altså!) har en opgave!

For selvfølgelig skal hun ikke vælges sidst.

Eller brække alle sine tæer. Eller noget andet.
Måske skal hun i virkeligheden bare på legepladsen uden bekymret mor?
Eller i den der skovbørnehave?
Og til det der MGP-børnefunk til august?

Og måske skulle jeg snart se at få lært at kaste! Hvorfor fanden er der aldrig kurser, man rigtigt har brug for gennem FOF, Familieskolen og alle dem der?

"Lær at kaste for begyndere"?

Og hvem ved, om fire sæsoner måske endda:

"Lær at kaste - let øvede"?

Det passer sgu!!

Jeg har fået en forespørgsel: Passer det med chokoladen og jordemoderen monstro?

Jeg ville ønske, at min fantasi selv fandt på den slags, men sandheden er, at:

JA, lige midt imellem papirerne om fødselsforberedelse og ambulant fødsel på Riget hang artiklen simpelthen.
(Hvilket så iøvrigt betyder, at jeg jo ikke fik læst mere om ambulante fødsler og derfor stadig kun ved, at vi bliver sparket ud efter 4-6 timer - er det mon essensen?)

Da min hjerne dog allerede forbereder sig på den alt for snarlige transformation til ammehjerne, kunne jeg dog selvfølgelig ikke huske citaterne ordret, da jeg kom hjem, så selve ordlyden har jeg googlet efterfølgende.

fredag den 25. juni 2010

VII (Very important information)

Kender I mon det med, at man virkelig knuselsker sit barn på den der gode, sunde måde, hvor man bare har lyst til at vække hende hele tiden, når hun sover (mest til man har gjort det, og hun holder sig for ørerne og synes, at man er en ond idiot, selvom hun selvfølgelig kalder det 'sluk lyset, mor'), og kysse hende så meget, at hun på det strengeste nedlægger forbud (i hvert fald i to minutter, til hun har glemt det).

De der perioder, hvor man helt glemmer, at hun faktisk KAN spytte på gulvet, at hun faktisk KAN trampe og råbe DUMME MOR på én gang, og at hendes uerklærede mål kan virke som 'driving adults totally insane'.

Sådan en periode har vi nu og har haft i så lang tid, at jeg overvejer, om jeg har drømt det med spyttet.

Vi går helt hjerneblæste rundt og e-e-elsker det barn der, som bare har munden fuld af sjove ting, som man kan rotte sig sammen med og råbe "Lav så den kaffe, far! Nu! Blev der sagt!", og som virkelig deltagende, når nogen råber "Aj, men for f***ing helvede, så tag jer dog sammen og scor", mens hun skal sove, siger "Ej, det var nok ikke så godt hva'? Sikke noget ærgerligt, hva'?".

Og i dag skal vi købe en Minnie Mouse-ringeklokke - jamen, jeg mener, prøv måske lige at diske op med det, der er større? 
(Ok, hvis nogle mænd med rød tusch på tapen uden på sokkerne i går aftes muligvis havde gjort det, de havde lovet, eller i det mindste bare noget af det, jeg virkelig råbte MANGE gange og HØJT, at de skulle, så havde det måske været næsten lige så godt)

Jeg ved faktisk, hvorfor hun er så fantastisk!

Altså, for vi er selvfølgelig helt fritaget de der almindeligheder, som at ALLE forældre elsker deres børn og bla-bla.

Jeg har læst det i dag hos jordemoderen, der stod:

Gravide kvinder, som spiser chokolade, får mildere, mere smilende og mindre frygtsomme børn. Det har finske forskere fundet ud af. De mener, at forklaringen kan være, at chokoladens opmuntrende stoffer gives videre til fosteret.

Note to self:

Det er i den seriøst gode sags og barselsoverskuddets tjeneste at cykle direkte forbi en vis chokobutik på vej hjem og glemme, at vægten hos jordemoderen i øvrigt viser alt (!) for meget.
Er det i øvrigt relevant at nævne, hvem der præsenterer resultaterne, egentlig?

Bonusinfo er, at ikke-gravide også må:

... heldigvis behøver man ikke være gravid for at få glæde af chokoladens mange gavnlige egenskaber. Chokoladen har nu gennem en del år høstet rigtigt meget anerkendelse for andet end sin fremragende smag, siger Peter Beier og henviser bl.a. til en amerikansk undersøgelse, der viser at flavonoiderne i chokolade kan modvirke åreforkalkning og dermed styrke hjerte og kredsløb. Chokoladen nedsætter risikoen for at få en ganske almindelig forkølelse. Og så forlænger chokolade livet.


P.S. Hvor fedt! Og hvad betyder flavonoider mon?

P.P.S. Er man barnlig, hvis man synes, at ringeklokken med Minnie i skodkvalitet er grim, og derfor overvejer at manipulere til en meget federe 'lækker' ringeklokke med flotte blomster i stedet?

onsdag den 23. juni 2010

Fan-fucking-tastic!

I går kom jeg hjem!
Det gør jeg jo i grunden sådan ca. dagligt (også selvom der er dage, hvor jeg egentlig hellere ville finde et hotel, lave en bækkenbunds-virkelighedsflugt og bare sove dødssøvn), så det helt store sidespring om det mirakuløse i, at jeg faktisk så ofte når helt op til anden sal med en gangart og en puls, der i den grad er 'Livet er fedt'-værdig, skal jeg nok prøve at lade ligge.

I går kom jeg nemlig hjem på en helt ny måde.

Til et rent hjem!
Altså ikke sådan et Anders-Lea-rent hjem, hvor en eller anden har sjasket en nusset karklud over spisebordet, så der kun ligger madrester på stolene og under det, og hvor den noget for billige Føtex-staubsauger har været for doven til at rykke vasketøjsbøtterne ud, så nullermandskolonien stadig blomstrer, bare lidt i det skjulte, og hvor man må ærgre sig over at have købt et sort fjernsyn, der altid er en autentisk støvet grå.
Nej, et R-E-N-T hjem, sgu'!

Vi elsker selvfølgelig hinanden hjemme hos os - men nu elsker vi i særdeleshed Gitte C, som hun havde skrevet på kvitteringen på verdens reneste spisebord. Uden krummer nedenunder.


Hvad VI så lavede i går eftermiddag?

Ja, vi grinede af, så rene vindueskarme kan være, vi tabte mad på gulvet og spiste det alligevel, vi gik på bare tæer uden jævnligt at børste gamle indtørrede masser af fødderne, vi undrede os over, at man faktisk slet ikke kunne se på køkkenvæggen, hvilke slags smoothies vi har fået de sidste tre måneder, og vi fik tid til at hakke lidt på hinanden over, at nogen nok lige skulle tage og passe på, at de ikke sjaskede latte ud over hele køkkenet eller maste glimmermodellervoks ned i gulvsprækkerne.

Selvfølgelig har vi overhovedet ikke råd til at have rengøringshjælp. Slet ikke.

Til gengæld kan jeg hverken støvsuge, tørre noget som helst af eller vaske gulv.
Jeg gider i øvrigt overhovedet heller ikke. Gemalen ditto. Og Karla har ikke lært det (endnu).
Så vi har det kun hver fjortende dag.

Hvis jeg vinder i Lotto, skal vi sgu' ha' det hver uge (det passer nok også meget godt med resterne fra en milliongevinst, når al gæld er indfriet ...)


Det mest fantastiske er næsten - udover, at vi slet ikke troede, at der kunne blive så rent - at vi faktisk ikke har svinet det hele til endnu, og nu har der allerede været rent i 21 timer.