Sider

torsdag den 21. januar 2010

Booooring!

Lang pause fra blogging-livet, og inden nogen giver sig til at ligge åndeløse af spænding over, hvilke fantastiske og vildt spændende ting jeg mon så har fordrevet de mange dage med, så skal jeg gøre kort proces:

Jyllandsbesøg
Kort kommakursus
Kvalme
Mere kvalme
Ondt i maven
Bræk
Sygemelding
Svimmelhed
Opkast
Vitamintislkud

Status netop nu er derfor:
  • overhængende fare for liggesår
  • juleflæsk fordrevet
  • uglet hår på den fedtede og helt igennem usexede måde 
  • absolut kridhvid hud (som i KRIDThvid og gennemsigtig)
  • rastløshed gange 100
  • sygeeksamen i uge 8
  • mand, der vil køber og laver hvad som helst, bare jeg lover at prøve at spise det

Hold nu fast, det er dødssygt - og vel ikke overraskende er dette indlæg uden billeder!

fredag den 8. januar 2010

Jeg vil hellere ha' AGUUURK!

Det, der måske kunne lyde som et virkelig ærgerligt citat fra en amatørhudfilm, er i stedet en situationsrapport fra matriklen her:

Tid 02:27
Barn vågner hulkende og højt og råber noget grædenoget.
Far farer ind for at tage det i opløbet, men dirigeres meget bestemt ud derfra ret kort efter, mens barn fortsat græder og råber og vil have den røde sut.
Far prøver igen, men forstår tydeligvis ikke, hvad overtræt, halvsovende og meget ked pige vil.
Mor grynter (fnyser?) frustreret og tramper og famler kontaktlinseløs og umotorisk direkte og meget lidt lydløst ind i barns seng.
Efter alverdens søde nussen og spørgen, og en masse irritationsgråd og halvråb retur, går det op for mor, hvad barnet græder over: jegvimegethellerhaagurk.
Gråd ophører, og mor er måbende uforstående og beder i sin blindhed far, der er kommet retur i lokalet, om at lede efter ungens legetøjs-agurkeskiver et eller andet sted i rodet på gulvet.

Efter lidt diskussion frem og tilbage, hvor barnet igen insisterer på agurk fra køleskabet, fortæller jeg Anders, at vi faktisk har noget rigtig agurk, men at det skal hun sgu' ikke ha' kl. halv tre om natten, for så meget lader vi os da heller ikke køre med.
Anders siger: "nå".
1 min. stilhed.
Anders siger: "hun har jo drømt, at hun bare sådan havde lyst til agurk, og nu kan hun ikke snappe out of it, det kender du jo. Skal hun ikke bare have det?"
Mig (næsten uden frustration i stemmen): "Så hent noget agurk".
2 sek. senere:
Karla nyder veltilfreds og liggende i tremmesengen en ordentlig gnaveagurk, men insisterer stadig på rød sut.

Far piller tilbage i seng.
Blind mor leder stadig efter den helt bestemte røde sut og finder fire andre i hvid, lyselilla og pink og snerrer kun lidt til far om at tjekke soveværelset.
Mor finder endelig rød sut under barn i sengen og forlader agurketyggende barn med rød sut i den anden hånd i egen seng.

Morgenen bød hverken på agurkerester i sengen eller mere bøvl - omend Karla da gerne ville afrunde tykmælken med et stykke agurk også.

Og mig, ja jeg tænker bare, at vi måske skulle tage nogle flere diskussioner om natten - for der bliver vi næsten usmageligt (og upædagogisk?) hurtigt helt enige!

torsdag den 7. januar 2010

Ego-mor på retræte

Jeg prøver ikke at være hård ved mig selv.
Jeg prøver at huske, at en glad mor er en bedre mor.
Jeg prøver at tænke, at andre børn ikke dør af at være i institution.
Jeg prøver at være hårdkogt, når min mand siger, at han bare har lyst til at hente midt på dagen.
Jeg prøver at lade være med at have dårlig samvittighed over, at jeg altså nogen gange bare hellere vil net-nørde, end jeg vil lege sørøver på repeat i et alt for lille badekar, der giver mig krampe i benene.

Det lykkes på den forkerte side af middelmådigt.
Det lykkes faktisk jævnt dårligt.

For når mor sørger over død farfar, så er tilstedeværelsen i perlepladelægningen ca. lige så stor som mit kødindtag de sidste 22 år.
Og når opgaverne stresser, så kan man faktisk næsten retfærdiggøre, at det er fjerde morgen, der kører en dødssyg dvd med nogle tåbelige tegneseriedyr, der får sukkerchok, selvom man godt ved, at en kælketur ville gøre alle i bedre humør.
Og når der er deadline, barnet kører på Grønlands-tid kl. 00.10, og man tager sine ørepropper i, så kan man godt mærke, at der, der hvor moderkærligheden burde sidde, er en kæmpe pumpende ego-frustrationsbyld.
Og når barn siger til far, der har stået for alt i en uge: Jeg elsker kun far, ikke mor – så ved man (jeg), at det er tid til at få lagt nogen perleplader uden ørepropper og finde overtrækserne og snehumøret frem!

Heldigvis er jeg faktisk god til at huske, at ferien heldigvis bød på codak-moments, som slet ikke var til ære for fotografen, men bare for os:
- juleferie med tid til at spille Wii i nattøj (fordel, da vi lærte at trække gardinerne for) alle tre
- utallige gruppekram, hvor mor og far skal kysse, barn skal kysse mor, barn skal kysse far og om igen
- verdens sødeste barn, der stod model til det hele – flyvetur, ny tid, nyt sted, ny mad, masser af mennesker og så det hele den anden vej igen, krydret med charme og høflighed
- kaneture på lille rød hundeslæde, hvor én forælder skubber anden forælder med barn på skødet, så den lækre sne fyger i ansigterne
Mand, hvor jeg elsker de øjeblikke – gange tusind millioner!

Og nu er der lige gået en prås op for mig (og hvilket helt igennem underkendt og underbrugt udtryk i øvrigt!):
Karla skal have vores værelse!

Ikke at det hjælper på eventuelle fremtidige dødsfald (som forhåbentlig først bliver engang langt langt ude i fremtiden!), på arbejdspres i al almindelighed, på min evne til at lade ting hobe sig op (men gid det gjorde!) og på min til tider virkeligt anmassende træt- og ugidelighed (der er vist ingen kur der).

Men det er unægtelig sjovere at lege, og ikke mindst at lege med, hvis der er plads!
Og lige nu har barnet et frimærke, mens de voksne har en dødssyg, rodet og ikke-anvendt balsal i sammenligning (som det nu lader sig gøre på en fjerdedel af 107 kvm).

Orv, hvor jeg glæder mig til at lave det sejeste børneværelse og til at have plads til både at bygge togbaner og bygge lego – samtidig – måske endda med sørøverbadekarret i midten?

Når altså jeg lige har været til eksamen …

Sort skærm

----
Jeg trak stikket ud!

Ikke helt frivilligt.
Der findes faktisk internet i Grønland.
Nogen steder.
Selvom det er monopoliseret og koster spidsen af en jetjager (hurra for dette fremragende firser-udtryk, jeg lige hørte genanvendt).
Men der gjorde ikke i det lille lyseblå hus.

Så jeg holdt fri.
I starten var jeg ikke så go' til det.
Og jeg spiste snacks.
Men så blev jeg bedre til det.
Både til snacks og til fri.
Lige lovligt go'.
Og så blev jeg doven.

Men nu er jeg tilbage.
En juleferie, to opgaver (i tre eksemplarer - IKKE to!) og noget catch up-søvn senere.

Og shit mand, hvor har jeg bare savnet det.
Jeg er glad for at være tilbage!