Jeg er tit ret glad for, jeg ikke blev en dreng.
Ud over alt det indlysende i, at det så havde været lidt vanskeligere at få Anders til at gifte sig med mig, selv at føde de børn der og den slags, så handler det også om, at jeg så vist var kommet til at hedde Svante.
Det siger min far og mor i hvert fald. De siger også, jeg skulle have heddet Maja, hvis jeg var blevet en pige.
I stedet blev jeg så en Lea.
Det var rimelig langhåret derude på landet i 80'erne, hvor man hed Stine, Camilla og Trine.
Eller Jacob, Simon og Peter.
Faktisk blev jeg en Lea Tilde. Det gjorde det ikke mindre peace'n'love-agtigt.
Men jeg har nu altid været glad for det.
Da jeg selv voksede mig federe og federe (og der var en anden grund til det end det fejlslagne rygestop 1), måtte vi selv på med opfindehatten. Det vil sige: Jeg måtte.
Anders iførte sig nej-hatten.
"Zia?" "Nej! Findes det overhovedet?"
"Røskva?" "Nej! Nej, det er fandme for mærkeligt"
"Kamille?" "Nej! Lyder lidt vel vegetaragtigt"
"Bjørk?" "Nej!" "Fiona?" "NEJ!" "Viola?" "Nej, altså!"
Gang selv med 9 mdr. Og hormonellaudsving i forslagene.
Vi syntes selv, vi var originale med et strejf af almindelighed, da vi valgte Karla Sofia.
That would be ordinære med et strejf af gennemsnit.
Find mig et menneske med en pædagogisk uddannelse, der ikke har en pige, der hedder Karla.
Okay - så find mig to, hvor den ene ikke har.
Næ - først gjaldt det åbenbart om at gå tilbage i tiden for at skille sig ud.
Og kalde knægten for Hugo Alfred, Max William eller Sejr Bertil.
Og pigen for Elvira, Leonora Amalie eller Asta Ella.
Troede, jeg var gået på De Gamles Hjem, første gang jeg så ned over musikholdslisten.
Nu virker de navne både harmløse, meget almindelige og sågar næsten søde.
Og nu må man virkelig oppe sig, hvis barnet ikke skal komme til at hedde Liva R, Vigga N eller Sander B. Hvis altså man synes, den slags er lidt fjollet.
Og folk opper sig.
Lucca Viola virker soooo ordinary efterhånden.
I hvert fald når vi mødes med Folke, Emmeline, Mika og Sana.
Og sidst, men ikke mindst: Vega-Tilla.
(Kamille lyder pludselig ikke så vegetaragtigt, vel Anders?)
Må 2012 blive året, hvor nogen får den vanvittige idé at kalde deres barn for Erling eller Trine. Igen.