Sider

søndag den 15. januar 2012

Må man græmmes på en søndag?

Oh yes - hvis man er mig, ikke bare må men SKAL man græmmes.
Og slå sit hoved hårdt mod ting.
Mange gange.
Og råbe.
At man er en stor, fed idiot.
Endnu flere gange.

Beordret Fået lov til at arbejde hele dagen på det der CBS.
Med strenge ordrer om ingen blog og FB.
Godt.
Man arbejder og arbejder og er så stolt af sin egen arbejdsmoral.
Indtil det tidspunkt, hvor man opdager, at man har overskrevet sin egen genialitet.
Så mere end to timers højhellig weekend er gået op i røg.

Der var vist nogen, der skrev superbruger i en ansøgning engang.
Den ansøgning får de lov til at æde. Nå. I tre eksemplarer.

Mon ikke snart jeg får første hit på Googles verdens største fjols?
Altid noget, "jeg" også har førstepladsen på verdens lækreste baby.
Og altid noget for hende, at hun overhovedet ikke ligner sin mor.

lørdag den 14. januar 2012

Må man blære sig på en lørdag?

Jeg har en lille opgave til dig.
Hvis nu du lige tager en rask lille Google-billedsøgning.
Altså i billeder, du ved.
Og skriver i søgefeltet: "verdens lækreste baby".
Og ser på første hit. Og nyder det.

Godt, så er den konkurrence afgjort!

Og nej, jeg har ikke selv fundet ud af det.
Det har min seje niece i Grønland, som lavede søgningen med nogen fra sin klasse.
Som syntes, hun var lige lovlig plat, da hun påstod, at det var hendes kusine.

fredag den 13. januar 2012

Mystifilla Tolerentia Mærkværdiga

Jeg er tit ret glad for, jeg ikke blev en dreng.
Ud over alt det indlysende i, at det så havde været lidt vanskeligere at få Anders til at gifte sig med mig, selv at føde de børn der og den slags, så handler det også om, at jeg så vist var kommet til at hedde Svante.
Det siger min far og mor i hvert fald. De siger også, jeg skulle have heddet Maja, hvis jeg var blevet en pige.
I stedet blev jeg så en Lea.

Det var rimelig langhåret derude på landet i 80'erne, hvor man hed Stine, Camilla og Trine.
Eller Jacob, Simon og Peter.

Faktisk blev jeg en Lea Tilde. Det gjorde det ikke mindre peace'n'love-agtigt.
Men jeg har nu altid været glad for det.

Da jeg selv voksede mig federe og federe (og der var en anden grund til det end det fejlslagne rygestop 1), måtte vi selv på med opfindehatten. Det vil sige: Jeg måtte.
Anders iførte sig nej-hatten.

"Zia?" "Nej! Findes det overhovedet?"
"Røskva?" "Nej! Nej, det er fandme for mærkeligt"
"Kamille?" "Nej! Lyder lidt vel vegetaragtigt"
"Bjørk?" "Nej!" "Fiona?" "NEJ!" "Viola?" "Nej, altså!"
Gang selv med 9 mdr. Og hormonellaudsving i forslagene.

Vi syntes selv, vi var originale med et strejf af almindelighed, da vi valgte Karla Sofia.
That would be ordinære med et strejf af gennemsnit.
Find mig et menneske med en pædagogisk uddannelse, der ikke har en pige, der hedder Karla.
Okay - så find mig to, hvor den ene ikke har.

Næ - først gjaldt det åbenbart om at gå tilbage i tiden for at skille sig ud.
Og kalde knægten for Hugo Alfred, Max William eller Sejr Bertil.
Og pigen for Elvira, Leonora Amalie eller Asta Ella.
Troede, jeg var gået på De Gamles Hjem, første gang jeg så ned over musikholdslisten.
Nu virker de navne både harmløse, meget almindelige og sågar næsten søde.

Og nu må man virkelig oppe sig, hvis barnet ikke skal komme til at hedde Liva R, Vigga N eller Sander B. Hvis altså man synes, den slags er lidt fjollet.
Og folk opper sig.
Lucca Viola virker soooo ordinary efterhånden.

I hvert fald når vi mødes med Folke, Emmeline, Mika og Sana.
Og sidst, men ikke mindst: Vega-Tilla.
(Kamille lyder pludselig ikke så vegetaragtigt, vel Anders?)

Må 2012 blive året, hvor nogen får den vanvittige idé at kalde deres barn for Erling eller Trine. Igen.