Må man græmmes på en søndag?

Oh yes - hvis man er mig, ikke bare må men SKAL man græmmes.
Og slå sit hoved hårdt mod ting.
Mange gange.
Og råbe.
At man er en stor, fed idiot.
Endnu flere gange.

Beordret Fået lov til at arbejde hele dagen på det der CBS.
Med strenge ordrer om ingen blog og FB.
Godt.
Man arbejder og arbejder og er så stolt af sin egen arbejdsmoral.
Indtil det tidspunkt, hvor man opdager, at man har overskrevet sin egen genialitet.
Så mere end to timers højhellig weekend er gået op i røg.

Der var vist nogen, der skrev superbruger i en ansøgning engang.
Den ansøgning får de lov til at æde. Nå. I tre eksemplarer.

Mon ikke snart jeg får første hit på Googles verdens største fjols?
Altid noget, "jeg" også har førstepladsen på verdens lækreste baby.
Og altid noget for hende, at hun overhovedet ikke ligner sin mor.

Må man blære sig på en lørdag?

Jeg har en lille opgave til dig.
Hvis nu du lige tager en rask lille Google-billedsøgning.
Altså i billeder, du ved.
Og skriver i søgefeltet: "verdens lækreste baby".
Og ser på første hit. Og nyder det.

Godt, så er den konkurrence afgjort!

Og nej, jeg har ikke selv fundet ud af det.
Det har min seje niece i Grønland, som lavede søgningen med nogen fra sin klasse.
Som syntes, hun var lige lovlig plat, da hun påstod, at det var hendes kusine.

Mystifilla Tolerentia Mærkværdiga

Jeg er tit ret glad for, jeg ikke blev en dreng.
Ud over alt det indlysende i, at det så havde været lidt vanskeligere at få Anders til at gifte sig med mig, selv at føde de børn der og den slags, så handler det også om, at jeg så vist var kommet til at hedde Svante.
Det siger min far og mor i hvert fald. De siger også, jeg skulle have heddet Maja, hvis jeg var blevet en pige.
I stedet blev jeg så en Lea.

Det var rimelig langhåret derude på landet i 80'erne, hvor man hed Stine, Camilla og Trine.
Eller Jacob, Simon og Peter.

Faktisk blev jeg en Lea Tilde. Det gjorde det ikke mindre peace'n'love-agtigt.
Men jeg har nu altid været glad for det.

Da jeg selv voksede mig federe og federe (og der var en anden grund til det end det fejlslagne rygestop 1), måtte vi selv på med opfindehatten. Det vil sige: Jeg måtte.
Anders iførte sig nej-hatten.

"Zia?" "Nej! Findes det overhovedet?"
"Røskva?" "Nej! Nej, det er fandme for mærkeligt"
"Kamille?" "Nej! Lyder lidt vel vegetaragtigt"
"Bjørk?" "Nej!" "Fiona?" "NEJ!" "Viola?" "Nej, altså!"
Gang selv med 9 mdr. Og hormonellaudsving i forslagene.

Vi syntes selv, vi var originale med et strejf af almindelighed, da vi valgte Karla Sofia.
That would be ordinære med et strejf af gennemsnit.
Find mig et menneske med en pædagogisk uddannelse, der ikke har en pige, der hedder Karla.
Okay - så find mig to, hvor den ene ikke har.

Næ - først gjaldt det åbenbart om at gå tilbage i tiden for at skille sig ud.
Og kalde knægten for Hugo Alfred, Max William eller Sejr Bertil.
Og pigen for Elvira, Leonora Amalie eller Asta Ella.
Troede, jeg var gået på De Gamles Hjem, første gang jeg så ned over musikholdslisten.
Nu virker de navne både harmløse, meget almindelige og sågar næsten søde.

Og nu må man virkelig oppe sig, hvis barnet ikke skal komme til at hedde Liva R, Vigga N eller Sander B. Hvis altså man synes, den slags er lidt fjollet.
Og folk opper sig.
Lucca Viola virker soooo ordinary efterhånden.

I hvert fald når vi mødes med Folke, Emmeline, Mika og Sana.
Og sidst, men ikke mindst: Vega-Tilla.
(Kamille lyder pludselig ikke så vegetaragtigt, vel Anders?)

Må 2012 blive året, hvor nogen får den vanvittige idé at kalde deres barn for Erling eller Trine. Igen.

Ikke den slags røv

Okay - det er jævnt spas - og kun en anelse selvcentreret - at lure på, hvordan folk finder vej til ens blog (som i øvrigt ligger død, er røvsyg for tiden og slet ikke med på det populære (?) reklamehalløj).

Ud over mennesker med søde, bløde og rare hjerter, der linker til den døde, kedelige, reklamefri blog, kan man nemlig lure på folks søgninger på vejen hertil.
De er ganske sådan 'nå'-'ej, hvor sjovt'-pudsige.
Som regel.

Men altså - I må sgu' vente med pudsighedslisten, for nu var jeg - i al hast - ved at dekorere tastatur og mig selv med skoldhed pukka-te (jeg har drukket mindst 10 kopper kaffe i går og to i dag, bare rolig, intet nyt under afhængighedssolen).

Jeg skrev ganske vist om en lidt grovkornet sprogsi i sidste indlæg.
Og der var engang også en, der sagde til mig, at jeg talte som en havneluder (var det 30, der sagde det? Hvem tæller!).

Men alligevel.
9 mennesker har fundet vej til mig ved denne søgning:
min mund siger ja men min røv siger nej

Beklager. Når jeg laver søgningen, kan jeg se, at I måske ikke lige fik, hvad I kom efter her hos mig.
Må man forresten lave den slags søgninger på sin arbejdscomputer? Ellers så god griner i it-afdelingen ...

Men måske det alligevel er tid til en sproglig justering på bloggen?

Eller bare en lille opklaring i forhold til, at min røv muligvis har udviklet sig over de sidste ti år.
Og fx kan mere, end den kunne tidligere. Hænge. Blævre. Og andre misundelsesværdige ting.
Men talende røv er jeg desværre ikke leveringsdygtig i.

Sprogrengøringsgeneration?

Det sker, at jeg bander. Okay, jeg bander hele tiden. Troede ligesom, det ville ændre sig, når jeg fik børn. Over night.
Skete ikke helt.
Selvfølgelig er der ord, jeg ikke siger, når der er børn.
Men min sprogsi er lidt grovtrådet, åbenbart.

I hvert fald siger Karla hele tiden "2 kr. i bandekassen". Til mig.
Godt, vi ikke har en bandekasse.
For så sku' jeg fandme have et job, der skæppede lidt bedre i lønningsposen.

Og godt, hun ikke gør andet end det.

I går slog det mig nemlig - barnet har fantastisk godt styr på, hvilke ord der nok ikke helt går som stuerene og dermed koster en 2-krone.
Men hun bruger dem ikke selv.
Fandme imponerende.
Og ret lidt imponerende, at jeg bestemt ville bede hende om at lade være, hvis hun gjorde (jeg har åbenbart ikke helt fanget den med glashuset og stenene).

Men der er måske håb forude?

Den der ungdom med det rædselsfulde sprog, alle åbenbart er enige om, kan tilsyneladende se frem til at blive afløst af en nydeligt talende generation, der nøjes med at pege fingre af de af os, der må ty til banderiet for ligesom at understrege, at vi siger noget vigtigt.

Jo.
For se nu bare her, hvad der virkelig trækker balladesmil frem:
Når barnet fnisende synger
tre tissemænd *fniiis* kom gående - de gik i gåsegang
så spurgte politiet dem, hvoffor de gik og sang
Jo, vi har lige været ud' å' laaaaaaade *fnis*
så hvorfor sku' vi ikke være glaaaaaade *fnisfnis*

Yes.
Tissemænd. At lade vandet.
Dir-ty! Ik'?

Watch out for sprogrengøringsgenerationen.

---

Og ja, ja, Nemesis kom bare fluks om fem år og pis på det hele med en preteen med et ordforråd, der får mig til at blegne. Du ved, hvor vi bor.

Hver gang, jeg vender ryggen til

ser der sådan her ud:

Ku' man måske godt lige have sagt lidt om, indimellem alt det der hvor-er-det-skønt-at-have-børn-selvom-man-ikke-altid-sover-så-meget-snak.


Så altså, ud over de gamle kendinge:

1. Lær dig selv at sove, når dit barn sove (ER det faktisk lykkedes for nogen at tænke, nu har jeg endelig 3 minutter for mig selv, jeg tror sgu, jeg sover - eller lyver vi allesammen for sundhedsplejersken?)
2. Lær dit barn at sove. Selv. (hvorfor bliver man lidt mere loose på den, når det er barn nr. 2? Eller er det kun mig, der faktisk nyder at falde i søvn hver aften med et barn filtret halvt ind i det ene øre?)
3. Lær dit barn at spise. Alt. (selvom det måske er lidt tankevækkende, når ungens andet ord er mad. "Hej! Mad!" Hvis barnet har travlt med at æde, opdager det ikke, at du måske ikke selv spiser alt. Karla på fire har lige opdaget, at hendes mor ikke spiser kød. Hun fandt trøstestemme og det hele frem, fordi det var så synd for den mor.)

Den vigtige:

1. Lær dit barn at rydde op. Selv. Også selvom det kun er 1 år. (Jo, far og mor - der ku' I godt ha' været skrappere. Fandme ikke nemt at lære sine børn det, når man selv ikke kan. Når man er 32.)

Nåmen, bare derfor jeg ikke har tid til at blogge.

Den slags mennesker

Hold nu kæft, hvor jeg synes, de er for viderekommende.

De der mennesker, der altid skal være indsmurt i planer og overskud til at hjælpe andre.
Og engagere sig i hoved og røv.
Som lige skal bladre i kalenderen, der er propfuld frem til februar, men som selvfølgelig 'strukturerer' sig ud af at finde tid til at lytte til veninde-i-nød klokken alt for sent.
Som er ansat i det offentlige til 40 timer om ugen, men jo 'har med mennesker at gøre' og derfor arbejder tættere på 60.
Mens de lige sørger for at få lavet noget på uddannelsesfronten.
Og tager noget freelance-undervisning ved siden af.
Mens de læser dagsorden til forældrebestyrelsesmøde.
Og prøver at passe noget frivilligt arbejde ind.
Og har lovet nogen at gennemføre et eller andet løbeprojekt.

Fandme ikke noget at sige til, at deres hjem roder.
Og at de spiser meget chokolade.
Og kaffe.
Deres hoveder roder forresten også. Og de har ikke altid så meget overskud. Indimellem overvejer de faktisk bare at trække gardinerne for og æde en burger.

Eddermame heldigt de har ryggen dækket af overskudsbefængte andre, der kan nusse på deres børn.

Bare lige noget, jeg kom til at tænke på.