Sider

onsdag den 30. marts 2011

Hvad bryllupsinvitationer gør ved folk

Altså jeg bliver SÅ glad.
For og over dem allesammen.

Både dem, der er håndlavede i særligt papir med glimmer og lak.
Dem, der er lavet på en køleskabsmagnet, så de ikke bliver væk (utrolig smart feature der!).
Dem, der viser et billede af brudeparret midt under jordomsejlingen.
Dem, der fortæller en sjov historie.
Dem, der viser stedet, hvor der blev friet.

Og ja, vi har fået mange de sidste år.
Og tak for nogle fremragende fester! (Synd, at I skulle lægge dem så meget oven i hinanden sidste år, dog)
Og lækker mad. (Jo, det betyder endnu mere, hvis man kommer i bækkenløsningsmundering med krykker under armene).
Og taler. (Jeg tuder til dem alle - hvis det er et kvalitetsstempel?)

Og jeg bliver glad.
For så kommer jeg i tanke om - under alt det der leverpostejs-madplans-hentebringe-hverdags-kronisk-træthed-noget - hvor fedt det nu egentlig var, at jeg fandt ham der, jeg (først slet ikke ville, men så meget) gerne ville giftes med så tidligt.
Og om alle andre mon er lige så glade på dagen, som vi var.
Det tror jeg faktisk, de er.
Bryllupper holder!
(at ægteskaber ikke helt så ofte gør er ... et andet kapitel)

Så altså: Tak for invitation igen!
Vi kommer.
Og jeg glæder mig!

Forresten:
Vores invitation var kaligrafiskrevet af undertegnede på orange papir (hvorfor nu orange, egentlig?) - uden billeder eller lirumlej, men med invitation til borgerlig vielse på stranden (tak for 30 grader den dag), til vegetarbuffet, til spejderhyttefest og overnatning.
Den ene halvdel af os havde vel dreads, begge halvdele af os elskede (elsker?) Jim Morrison og Sartre, og begge halvdele storelskede blå Kings!
Nøgenbadningen havde vi dog ikke inviteret til. Faktisk.

tirsdag den 29. marts 2011

Hvad en treårig burde have stående på et mærkat

  
(Billeder lånt herfra, sig til, hvis de skal fjernes)

Hvor-for er det lige, at de labels ikke sidder med magnaprint på ryggen af en 3-årig?
Ups.
Tre-et-HALVT-årig.
My bad!

Til gengæld skal hun have point for så kraftfuld og vedholdende stemme, at det halve af Frederiksberg muligvis tror, at vi praktiserer forsøg med vold på børn herhjemme.
Det gør vi så i øvrigt ikke.

Om jeg elsker de morgener, hvor jeg solo skal have to børn ud af døren med skovbørnehavebus-deadline?
Lad mig se ... jeg vil det muligvis hellere end at spise en nylagt elefantlort, men ellers ... rungende nej!

Hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag?
  • En husalf, der kan trylle skal-tisse-inden-vi-skal-ud-af-døren konflikter og jeg-vil-selv-tage-flyverdragt-på-men-jeg-gør-det-fandme-alligevel-ikke konflikter væk.
  • En boksebold eller sandsæk. Nej, vent, må hellere tage en til hvert rum. Fem af dem, tak.
  • Tredive timers kurbad/spa/massage/solotid/... Faktisk kan jeg også bare sætte mig over på læsesalen. Bare der er stille. Og voksne. Og varm kaffe. Og ingen deadlines, der har med elastikker under støvler at gøre. Jeg kan også godt nøjes med otte minutter, hvis det er. Bare jeg så får det.
Nå. 

Nu kridter jeg Duplo-skoene, laver en kop te, lytter til barnets behov og satser på at finde en løsning på, hvor hun skal være, mens babyen skal starte til musik i dag. Og lader hjemmedag være luksus.

Måske når jeg at dampe af, inden Anders kommer sent hjem.
Ellers må jeg vel sætte advarselsskilte på ryggen af mig ...


mandag den 28. marts 2011

Hvad bankrådgivere siger til seriøse budgetter

Danske familier vil i 2011 komme til at (opleve at) have færre penge!
Det siger nogle af dem, der ved noget om penge selv.

Jeg er jo faktisk uddannet matematiklærer, så der er ting, jeg godt kan regne ud.

Fx at gemalen for første gang i sit liv ikke bruger flere penge, end han tjener!
(Mega highfive for at klare opstart som selvstændig under finanskrisen)
Fx også, at jeg på ingen som helst måde har indkomst nok til at dække udgifter.
(Hvilket ingenlunde skal forstås som utaknemmelighed over SU, men snarere et virkelig bittert opstød over, hvad en graviditet fra helvede kan betyde for ens økonomi!)
Fx at det er uendelig fedt at have forældre, der kautionerer for lejlighed, inviterer på skiferie og inviterer på badeferie.
(På den måde undgår vi så også at falde helt igennem på det mondæne Frederiksberg, hvor vi rent indkomstmæssigt må trække hele kommunen ned)


Og jeg kan også godt huske, dengang jeg faktisk sparede en helt masse op af min lærerløn.
Og vi overvejede at købe hus i Jylland.
(Virker lidt som en seriøs hormonel vildfarelse hos os begge, sådan som vores liv ser ud nu - men med Karla på to måneder virkede det afsindigt fornuftigt)
Og søde Hanne Bankrådgiver skulle se budgetter og sedler og papirer og underskrifter og alt muligt.
Og vi havde virkelig regnet og opstillet og været vildt seriøse.
Og faktisk var vi jo begge to matematiklærere.
Og vi havde endda lagt alt muligt oveni, fordi vi endelig ikke ville sidde for hårdt.

Hanne Bankrådgiver smilede - mest til mig, Anders er jo selvstændig og dermed ikke én, man kan regne med sådan økonomisk set, åbenbart - og kiggede på vores papirer.
Smilede igen og sagde:
Ja, det ser jo meget fint ud. Men vi har sådan nogle standardbeløb, vi bruger i forhold til rådighedsbeløb.
Og så smed hun lige 5.000 oven i det vildt overdrevne beløb.
Om måneden.

Nå, ja - det er da sådan set ikke fordi, vi ikke gider at hamre ti plovmænd efter noget champagne, wellness, rom og for et par tusind lav- og finkuturelle ting hver måned.
Faktisk tror jeg godt, vi gider.
Sagen er bare den, at vi endnu ikke har prøvet begge to at have et arbejde (med løn) samtidig.
I 12,5 år that is!
(Og ja, vi har kobberbryllup til januar. Og blev gift tidligt. Men er ikke SÅ mærkelige. Og har haft andre kærester. Og gider virkelig ikke sære metaller og halve æresporte i øvrigt!)


Men det betyder altså, at jeg ikke lige er SÅ bange for, at vi går bankerot i år.
Vi har alligevel ikke penge til rådighed, så at fedtskatten (som vi alle kender så godt) og portoen stiger, vælter ikke den tomme pengekasse herhjemme.

Til gengæld er der måske odds for, at vi faktisk får et rådighedsbeløb i 2011.
Hvis jeg får et job til efteråret. Eller bare dagpenge.
Men helst et job.
(Hvis du fx har et til mig, så skal du endelig ikke tænke ti gange, før du smider mig en mail! Så skriver jeg 51 takkeindlæg til dig! Mindst!)

Og så lover jeg at skrive om, hvordan det føles at være nyrig med rådighedsbeløb!!

fredag den 25. marts 2011

Hvad Wesley har med Parken at gøre

Der er nogen, der siger, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man lukke (tilføj selv røven, hvis den ligger bedre i munden).


Ikke at jeg på den måde er god til at shutte up - mennesker omkring mig vil muligvis mene, at der er 1.283 ting, jeg er bedre til - men i går var det mindst destruktive, jeg kunne sige, noget med, at dagen da heldigvis blev til aften, som blev til nat, som blev til fredag.
Så jeg holdt min skriftlige kæft.

Men i dag - fredag - blev verden god igen, og jeg vil udfordre mig selv.
Og virkelig forsøge at lade være. Med at skrive om det, alle vil skrive om lige om snart.
Om Take That (var de ikke blevet en lille smule slidte at se på? modsat os andre), Lise Rønne (hvorfor blev hun i øvrigt præsenteret som Sisse Rønne?), Aqua-Lene (glæder mig dog, at man åbenbart KAN få markant større og uhyre velsiddende barm af amning?) og PAR-KØØØØØN.

Og jeg tør ikke logge på vores allesammens Fjæs for at se, hvem der vel nok synes, at BAB eller PAT skulle have vundet (glæder mig til forkortelserne næste år *lummerfnis*).
Ow, måske jeg gør alligevel. For at se, hvor mange der alligevel skriver det. Af alle de voksne venner.

Men JO, jeg så det.

Og mens jeg selvfølgelig slet slet ikke stemte (stor fed lyvesmiley), kom jeg til at tænke på det her (og jo, jeg skal endnu mere ud. Ved det godt!):


Hvem stemte du forresten på?

onsdag den 23. marts 2011

noget mere ud, tak!

Egentlig ledte jeg efter det klip fra Blinkende Lygter, hvor Peter (aka Ulrich Thomsen - we like!) bliver lukket ud af kølerummet og messer 'jeg vil gerne noget mere ud', mens han vader ud i havet.

For Diktesoph havde helt ret i kommentaren fra i går: Jeg trænger vist til at komme ud!
Og jeg fik heldigvis stoppet mig selv, inden jeg gik ombord i buffetten af sveskemos, majsgrød og modermælkserstatning ad libitum - så jeg ved ikke, om det går i kaffe. Tror ikke, sveskemos gør.

Og så flere timer senere på youtube har man set pandaen nyse igenigen, grinet af grinebabyen, hørt tusind forskellige numre, man sørme havde glemt. Og der var ikke tid til at blogge langt og seriøst.

Jeg har nemlig en aftale. Ude. En frokostaftale.
Så selvom den er slidt. Får I den. For den er stadig sjov. Og vi e-elsker Bodil. Vi gør!

Det er i øvrigt ikke sådan en aftale, jeg har.
(de svenske undertekster er dels for hyggens skyld - dels fordi den uden ab-so-lut ikke vil vises ...)

tirsdag den 22. marts 2011

Hjernecelle1 og 2

... holder barsel og bruges til funderinger som disse:

- hvorfor mon her lugter af gylp, selvom vi lige er steget ud af badet?
- hvorfor er der ikke flere voksne, der spiser sveskemos? I grunden en helt overset delikatesse.
- gad vide, hvorfor babyens lort er sådan en mærkelig farve? Svesker? Vi må lige tjekke igen. Næ - det er det vist ikke. Jern? Næ. Hvad mon så? Banan?
- apropos banan - er vi ikke sultne egentlig? Hvornår har vi egentlig spist sidst? Nå.
- lugter her egentlig ikke af gylp?
- majsgrød. Det er da nærmest mad, er det ikke?
- skal te egentlig være varm? Eller er det kaffe?
- kan man mon bruge modermælkserstatning i kaffe, når der ikke er mere mælk? Ja, jeg ved godt, det er vildt klamt (hvorfor?), men KAN man?
- kan man mon vaske tøj i tørshampoo?

mandag den 21. marts 2011

Arbejdsfordeling

Karla har leget gård i weekenden.
Hvorfor alle lige skal følge efter hesten, ved jeg ikke.
Og ambulancen eller bilen med isbjørnen på taget kan jeg heller ikke helt forklare.

Noget siger mig, at det heller ikke var det hele, der skulle forstås.
På dette billede ser vi nemlig Landmanden og ... Mærkemanden.
Han mærker og aer på alle dyrene. He-le tiden!
(Vegetarmoren synes ikke, det er en helt irrelevant opgave i en tid, hvor svin tramper hinanden ihjel)


Det er heldigvis ham til højre.
Ville nødig mærkes for længe på af den anden ...

fredag den 18. marts 2011

Alf og damerne

Jeg var til frisør den anden dag.
Og hey - det er blevet tid til et reklameindslag i en tid, hvor der er nok at skrive om dårlig service - 1,5 time satte de af til en klipning, fordi jeg havde baby med. Stille, rolig og hyggelig atmosfære og søde, søde, personlige frisører. Tid til mig. Fokus på mig. På, hvad jeg mon er for en kunde. Tak Headache - I'll be back.
(De har forresten studierabat man-ons. We like. Har det mon noget at sige, at de er jyder?)

Nå, men da jeg (med bævende post-fødsels-hårselvværd og behov for lidt smartness-stemme) siger, at der godt må ske et eller andet, at jeg måske godt kunne bruge lidt kant (og husker, at jeg har looovet Anders, at det ikke bliver konet), men at det heller ikke skal være for ... leden efter ord ... siger den søde frisør:

'for jeg er lige blevet mor og vil gerne have en frisk korthårsfrisure? Selvom man måske egentlig ikke har tid til at føne en halv time hver morgen?'

Mig: Øhmn ... fnis ... præcis (og samtidig lidt ærgerlig over, at jeg heller ikke komme til at ligne Posh-Spice efter dette besøg) 

Og så forklarer jeg en hel del om mine frisurer og mangel på samme, den belejlige hestehale og sådan. Og vi bliver enige om, at jeg nok er en slags langhåret-by-heart. Og at vi da i hvert fald synes, det er pænt, når man kan sætte håret op (langhåret frisør mon?).

Nåhm, alt dette egentlig for at sige, at der åbenbart sker noget, når de børn og den alder der overrumpler én. Og jeg nærmer mig de tolvogtyve med voldsom fart i disse dage, så jeg ved det. Der skal ligesom ske noget.

En mulighed er fx at blive korthåret. Det blev jeg så ikke.
En anden mulighed er at blive selvstændig. Det er jeg ikke. Endnu?
En tredje mulighed er at sparke røv på arbejdsmarkedet og lade manden tage lidt over på det børn der. Det kræver - for mig - lidt, at jeg er blevet færdig med uddannelse to. = ikke endnu.
En fjerde mulighed er at begynde at dyrke motion. Helst ubesværet og afkoblende løb.

Og helt bag af dansen vil man jo ikke være.
Så nu har vi en date. Alf og damerne og mig. I juni. Med noget løb. Og en goodiebag.
Og jeg har tænkt mig at tage det seriøst.
Er tilmeldt sammen med nogle kvindfolk. Som er ret så skønne, men desværre også ret så disciplinerede. Og jeg skal fandme vinde over nogle af dem!

P.S.'er: 
Det ubesværede og afkoblende glæder jeg mig til.
Hvorfor gik jeg ikke seriøst i gang tidligere, når jeg skal i bikini om to uger?
Hvorfor er mine fødder splattet så meget, at jeg muligvis er nødt til at have nogle nye løbesko?

torsdag den 17. marts 2011

Så kan de lære det!

Heldigvis havde jeg ikke en blog, da Karla skulle starte i institution. Eller da vi flyttede fra den mørke halvø til Frederiksberg.
Der havde selv Google censureret.

For der var en grim ting eller en milliard, der kunne skrives RÅBES om pladsanvisninger, gennemsigtighed og mangel på samme, uforsigtig omgang med andre menneskers papirer (og liv that is!), kællinger (jo, beklager, men jeg traf altså et par stykker), forskellige konsekvenser ved nej tak til plads og pladser, der så alligevel kunne dukke op af en tom pose, når man fik en overordnet i tale.

Tsk!

Og der kunne også være skrevet en hel del om en mor, der printede alle principper for solidaritet, tålmodighed, tillid og til sidst også god opførsel på en toiletrulle og tudende tørrede så grueligt røv med dem et efter et (og det  her ER den pæne udgave).


Godt, at ingen skal høre på det!!

Men jeg havde glemt, hvordan jeg virkelig hævnede mig. Til jeg for nylig fik brev fra kommunen. Man kan nemlig tjekke den der institutionsventeliste (som alligevel ikke gælder - citat fra kommunedame slut!) på nettet. Og man vælger selv sit kodeord.
Så se nu bare, hvad de måtte printe til mig:

"Bla bla bla - tjek på nettet (og tro på, at det virker, men det gør det ikke i virkeligheden) - bla bla bla - log ind med følgende oplysninger:
Brugernavn: XXXX
Kodeord: skodbutik"

Civil ulydighed og oprør - my middle name!

onsdag den 16. marts 2011

I mørke er alle psykopater, del II

Tak til tv2.
Jeg kan nu aldrig mere komme til noget, der foregår før eller efter mørkets frembrud.
As. In. Ever!

Tidligere udstillede jeg min tese (viden!?) om, at mørke får alle mennesker til at blive fucked.
Dengang skrev jeg, at taxachauffører selvfølgelig var undtagelsen.

Som frelsende (til dels ildelugtende og fartdjævleagtige og bestemt ofte jyde- eller mere eksotiskagtige) engle i mørket, som man endda kan bede holde og vente, mens man låser hoveddøren op.

Som om jeg ikke har overvejet, at de kunne være psyko'er også. Men min verden kunne ligesom ikke hænge sammen, hvis de var. Så det var de ikke.
Var.
Nu ved jeg, at de er. Jo! Alle! Sammen!

Og hvis du ikke har set 'den der dræber' endnu og faktisk tager en vogn i ny og næ, så tænd ikke for dit fjernsyn på søndag. Jeg er nødt til det nu. Jeg skal jo i hvert fald ikke noget. For da er det mørkt.

Så altså, bare for at være i god tid:
Tak for alle fremtidige invitationer - i vinterhalvåret kan jeg kun i tidsrummet 10-15, i sommerhalvåret lidt længere.
Men hvem vil ikke også gerne drikke Pina Colada og ryste røv i dårlig diskolugt kl. 13.21?

Undrer mig, at tv2 ikke allerede er sagsøgt af samtlige vognmænd i det ganskedanske.

onsdag den 9. marts 2011

Akkord? Ja tak!

I dag har jeg i tidsrummet 6.25-7.55 nået følgende. Udelukkende i kropsvæskeafdelingen vel at mærke:
  • ammet 
  • blevet kærligt oversavlet i hele hovedet af baby
  • blevet gylpet på af baby
  • ammet - igen
  • blevet kaldt 'jeg er fææærdig' til
  • blevet voldopkastet på af baby, der fik noget galt i halsen
  • skiftet opkasttøj på baby
  • pudset monster-snotnæse på barn
  • blevet gylpet på - igen
  • ammet - igen igen
  • blevet set beklemt på af storskidende baby
  • mærket stigende 'vådhed' på ben fra ammende, storskidende baby
  • skiftet overgylpet, -tisset, -skedet tøj på mig selv
  • skiftet ulexble
  • skiftet overgylpet, -tisset, -skedet tøj på baby
  • blevet gylpet på af nyskiftet baby
  • trådt i gylp
  • tørret gylp op fra gulv
  • pudset næse på barn - igen igen
  • fået våd skulder af savl 
Og så har jeg slet ikke skrevet om egen heftige pudsen næse og egne toiletbesøg. 

Eller om tøjdiskussioner med treårig, påklædning, tandbørstning, morgenmad(shygge?), finden vådservietter til overgylpet mand, plasterklipning og -påsætning, æbletegning, hårbørstning, flyverdragtsdiskussion, taskepakning og alt det andet ...

Hvorfor er det egentlig så skidesynd for ham Sisyfos?
Giv mig én sten og så skal I fandme se mig jonglere den op ad bakke med en hånd, mens jeg griner min røv i laser af lettethed.

mandag den 7. marts 2011

Megavoksen!

I går aftes skulle jeg printe en masse og tog ruten forbi CBS. Jeg elsker det bibliotek, de holder sig. Det gør noget ved mig. Noget ved mit ambitionsniveau. Mit behov for intellektuel udfordring. Mit blik på sig selv. Lidt som om jeg er ret så meget den eneste, der har sneget det søndagsfedtede hår og en joggingbuks fra H&M med på den matrikel. Ever!
Jeg får sådan lidt brug for at være voksen(tjekket) og kan drømme mig helt væk fra denne verden i salighed over, hvor skønt det dog ville være at gøre alle de knoklende studerende selskab. Mind mig gerne om denne vildfarelse, når jeg sidder med håret i specialepostkassen til august!

Så hvilken lykke at skulle på konsulentopgave i dag. Og sige voksne ting til voksne mennesker. Og være skarp. Og se lidt tjekket ud.
Ud over at der var børn, der var vågne i mere end en nat, at jeg flere gange var helt sikker på at få et ammehjerne-meltdown midt i noget vigtigt, at jeg helt sikkert ville have dårlig hårdag, så glædede jeg mig helt vildt. Og priste mig lykkelig over, hvad kaffe og makeup kan udrette.

Gik i al beskedenhed ret så godt. De var sprognørder. Det syntes de også, jeg var. Med alt det positive, der ligger i det, sagde pressechefen. Yndlingskompliment.

Nød ret så meget det der voksenhed.
Og at sige til Karla i morges - da hun sagde, hvad jeg skulle, og at jeg kun var en lillebitte smule grim, men meget meget smuk (WTF?) - at jeg skulle på ar-bej-de.

Voksen - that would be me!

Ind til altså at jeg cyklede nynnende hjem i forårssolen. Og tog mig selv i at nynne en MGP-sang. Det børnede af slagsen. Og grinede lidt at det. Og cyklede videre. Og nynnede en ny sang. Fra MGP - børne - igen. 
Og havde en holdning til det. Og til, at det altså ikke var den rigtige, der vandt. Det var vi faktisk allerede enige om i lørdags, Anders og jeg. Karla var ikke, hun faldt i søvn efter de første to sange. Vi så det selvfølgelig færdigt. Superfinalen, afstemningen, Bruno og det hele. Vi stemte ikke. Telefonen lå for langt væk?

Til gengæld var den her altså bedst. Jo. Den var. For han har fx smilehuller.


Jeg giver brikjuice, små rosinpakker og Kinderæg, hvis du får lyst til at hænge ud! 

fredag den 4. marts 2011

Don't we all?

Yndlingsaftensmad af kaliberen bagekartofler, fiskefrækkedeller og blomkålsmos (en i dén grad undervurderet spise by the way) gør minivandfaldet herhjemme mundlam for en kort periode, og mor indleder følgende samtale:
(Også bare lige for at vise, at vi ikke altid er fam. Idylla med store smil i de sorte sofaer)

Mig: Hvor er det bare dejligt, vi begge to er glade igen (prøver at skjule frustration over at have båret selvsamme skrigende og sukkerkolde unge op til anden sal nogle timer tidligere) - det var SÅ hyggeligt at lege butik sammen med dig! Jeg hader altså, når vi bliver så sure på hinanden. Gør du ikke?

Barn med munden fuld af fiskedelleremomix: Det hader jeg også ... (gumle gumle) Og jeg hader også hundelort, lort, der kommer ud af hundens numse.

Mig (prøver at skjule et grin, mens jeg overvejer om det er mig, der virker så fatsvag på hende, at hun lige må forklare konceptet i lort): Hmm ...

Barn med genvundet talelyst: Jeg hader altså virkelig ting, der kommer ud af dyrs numser!

Samtale slut.

Mere remoulade?

torsdag den 3. marts 2011

En af de dage

Der er dage, hvor man drømmer sig tilbage til dengang, hvor man sagde ting som:
Jeg skal aldrig giftes!
Hvis jeg bliver gravid nu, skal jeg i hvert fald have en abort - jeg har ikke plads til børn i mit liv!
Hvem skal med i fredagsbar?

Og så er der dage, hvor man kommer i tanke om, hvor svinagtigt heldig man er, at man sagde ét og gjorde det stik modsatte.
Dage, hvor man helt glemmer, at uafbrudt søvn findes, at man er i underskud på mig-tid og den slags.

Og selvom man da godt kan se, at man ser træt ud og kunne have strammet lidt op på make up-fronten, så er der ikke andet at gøre end at klappe hælene sammen og huske, hvor heldig man var, at man fik alt det her:

Forresten er Anders ikke altid i baggrunden som Master of the Shadows herhjemme. Ligesom vi heller ikke har stribekrav. Eller joggingkrav.

Nåmen det var det tak der, jeg kom fra!

onsdag den 2. marts 2011

Glem Vanish!

For 7 år siden købte vi to hvide stofsofaer. I Bilka.
Og ud over det helt igennem muntre med at låne en trailer, hvor de slet ikke kunne være på, men lade som ingenting og bare spænde dem fast tværs gennem Århus, så var det nyt for os at have henslængningsmøbler, der ikke var købt i en genner. Og dermed potentielt andre mennesker, der både havde født, done it, savlet, gylpet og gået bort på. Egentlig helt ok, syntes vi.

Og selvom jeg ikke indretningsmæssigt er den store romantiker, fik jeg lov til at vælge, at de skulle være hvide. Og jeg husker, at jeg var pissesur på Anders over, at han ikke engagerede sig i farvevalget, men bare sagde noget om, at hvis jeg var glad, så var han. Hvem sagde teatralske bitch?

Enhver, der kender blot nanogram til vores liv, kunne måske have indvendt en lille smule her.

Delelementer, der tilsammen virkelig vanskeliggør projekt hvid sofa:

1) Når husstanden samlet set ryger min. 30 smøger i døgnet (den knapt så pæne udgave: Når den kvindelige beboer røg i snit 25-30 smøger i døgnet)
2) Når husstanden samlet set har relativt dårlig motorik (den mandlige beboer kan lære sig alle slags sport på 4,2 sek - you do the thinking)
3) Når husstanden samlet set lever og ånder for moccaholdige drikke (udlover hermed dusør til den, der opfinder hvid kaffe. Gerne med et strejf af Bailey's.)
4) Når husstanden samlet set konsummerer fra 300-1500 g choko om ugen - helst i 70 %-udgaven (de 300 g refererer til en uge, hvor vi begge var syge ...)
5) Når husstanden vælger at fordoble sig selv og levere afkom, der, ud over også at leve op til 2 og 4, har fast daglig levering af fedtede fingre, snot, gylp, savl og det, der er værre.

Vanish og Lotte Heise kom bare an. De bliver ikke hvide. Nogen sinde.

Derfor købte vi selvfølgelig bare et nyt hvidt betræk til den. For med to logisk tænkende hoveder i husstanden giver det jo god mening: hvis en hvid sofa ikke kan blive hvid, så kan en engang-hvid sofa med hvidt betræk, der bliver beskidt, selvfølgelig blive hvid. (Måske var det mest den kvindelige del af husstanden, der drog denne logiske slutning).

Men learning by living it is, så derfor ser sofaerne nu sådan ud:


Og når netsupermarkedet samtidig har halv pris på yndlingschoko, kan det kun betyde én ting:
Jeg er nødt til at lave choko-falde-i-søvn-vågne-op-og-spise-mere-choko testen.
Og senere lattetesten.
Og hvem ved, rødvinstesten?

I've got work to do!