Sider

torsdag den 25. marts 2010

Hjernetunghed!

Jeg har jävla ondt i hovedet.
Når jeg har det, så sker det tit, at min hjerne går helt i tomgang og mest af alt minder om en hårdt behandlet børnecd, man har lånt på børnebiblo - så stangfuld af ridser, at man ikke får meget mere end énstavelseslyde ud af den ad gangen.

Så tænker jeg sådan her:

"Av min skal.
... knold
...
Har ondt i bærret.
... kraniet ...
knoppen
...

Hvis der kommer nogen!

Og larmer!
Så får de én på skrinet.
... låget ...
...
sinkadusen
... eller to(r)sken.

Eller måske endda et par på kassen, hvis de larmer meget."


Hvordan svinger jeg lige min hjerne i omdrejninger til et knaldgodt kommateringskursus i eftermiddag?

tirsdag den 23. marts 2010

Landet, pølser og bøhmænd

Jeg har været på landet i weekenden - altså det der indbegreb af land, som både ligger i Jylland og samtidig uden for lands lov og ret.

Noget af det er jeg lidt (hemmeligt) forelsket i:

Får, der får lam og siger mææh så højt, så Karla bliver skidebange, og frisk luft, som man bare får en helt mærkelig lyst til at smage på, fordi det lugter så meget af frisk luft.

Og rigtig meget andet er jeg vildt rædselsslagen over:

Fx alt det der hø/halm (og ja, jeg ved, at man skal kende forskel, og nej, det gør jeg ikke, og p.s.: Jeg er ligeglad), som de får sjosker rundt i, der er fuld af tis og klams, der skal muges ud.
Eller det der mørke, der bare er så buldermørkt, at 43 bøhmænd ville have frit lejde på én gang, og som stimulerer min fantasi som ingen krea-idémager-øvelse endnu har formået.
Og de der butikker, biografer og kiosker, der bare ligger så langt væk, så man enten må græde sig i søvn over, at man ikke laver månedsmadplaner eller bare tænke mandag aften, at en rugbrødsmad med honning også faktisk næsten er lige så god som en plade Valrhona (hvilket i øvrigt IKKE er tilfældet!).
Og den offentlige transport, der eksisterer i så tilpas sindssyge intervaller, at man enten kan komme til tidlig morgenkaffe eller til natmad og forresten skal hentes eller gå mange lange kilometer.

Jeg blev kørt til den offentlige transport i morges - til landbussen mod Århus. Og så ku' jeg pludselig huske, hvordan det var at være landbarn (på den utilpassede måde selvfølgelig, fordi det var på en fællesledet og flippet efterskole med lærerforældre, men alligevel):



At sidde bag ved det her skilt og køre to stop og mindre end en km i en gammel bus, mens der lugter af væltede makrelmadder og prut, og vi griner af buskort-damen, der altid sidder med sit buskort i munden og er bange for os (undskyld!), og vi frygter buschauffør Krølle, der er mindst psykopat, og de andre har skolesko og skolejakker, fordi de har nogle andre hjemme på gården, der er fulde af mudder og møg.

En orn'lig fed virkelighedsflugt, men jeg undrer mig stadig over, hvordan man ved et landbus-stoppested vil få fat i de pølser, is og øl/sodavand, som man bare ikke må spise i bussen?

søndag den 21. marts 2010

This is what you get ... when you mess with us!

I går var jeg sammen med verdens dejligste veninde, og det var 103 år siden, vi havde set hinanden sidst, så vi burde selvfølgelig have indlogeret os et sted i mindst en weekend for at catche up.
Virkeligheden deler sgu bare desværre ikke altid ud med så rund hånd af de der weekender helt uden aftaler, forpligtelser og 3½ børn, der vågner på kryds og tværs - så vi tog tidligt ud at spise, og der gik faktisk over en time, før vi begyndte at synkrongabe, men det gjorde ikke spor, for da havde vi heldigvis været omkring synkrongrin, synkrontale, synkrontænkning og synkronfniseri.

Sagens kerne er dog en anden.
Pointen er jo den, at jeg har ret meget i munden - eller det vil sige, jeg har ret meget i munden, når det kommer til mine tanker om, hvad jeg vel nok bare lige skulle have sagt, eller hvad folk virkelig nok bare lige burde have at vide ... hvis jeg altså turde ...
Det gør jeg aldrig.
Det er det med at sparke den der lillebitte røv.
Det tør jeg heller ikke.

Det tør min veninde heller ikke (altid). 
Derfor så man i går aftes to komplet ædru kvinder sidde og hugge/nøkke (afhængig af landsdel) om bedst ud af tre på Grappa.
Det var os. For vi var altså blevet lidt sure.
Stine fik nemlig en forkert pizza.
Bevares, den slags sker jo (men altså lige lovlig ofte for folk, der laver pizzaer i forhold til fx kirurger - I hope).
Det, vi egentlig var lidt irriterede over, var, at min ravioli i mellemtiden blev lunken, hvilket jo også sker, så jeg skyndte mig at spise den (og den var i øvrigt helt igennem god), med det resultat, at jeg var færdig med at spise, da Stine fik sin mad.

Opsummering: Vi gik ud for at spise samtidig, men spiste hver for sig.
(Og for god ordens skyld, så er jeg klar over, at der findes problemer, der - med rette - kan ses som værende en lille smule større end dette, men nogle lørdagsaftener kan man altså ikke fokusere på det store perspektiv hele tiden!)

Så vi blev enige om, at det vel måtte være på sin plads, at de gav os en omgang dessert på husets regning, så vi kunne prøve, hvordan det var at spise sammen.
Sådan. Så ku' de måske lære det!
Rimelig badass-mødre at messe med der.
Hvis vi altså turde sige det. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.
Men vi ku' ret godt ondulere en favnfuld gratis italiensk is.
Så vi huggede om, hvem af os, der blev nødt til at turde.
Shit, hvor var det godt, at jeg vandt. For jeg tror, at Stine trods alt turde lidt mere end mig (selvom hun ikke kunne spise det halve af sin pizza, fordi hun hele tiden skulle holde øje med, om tjeneren kom, så hun skulle finde skuffet-kunde-minen frem).

Hun fik spurgt. Og jeg fik spruttet komplet tåbeligt af grin, inden tjeneren fik sagt ok.
Desuden fik vi ikke is. Men vi fik en gang gratis kaffe.

Jo, jo. Don't mess med os en anden gang.
For det er altså en ret så harsk veninde, jeg har!

Tak for kaffe i øvrigt (var lige ved at smide drikkepenge, fordi jeg næsten syntes, det var lidt synd for tjeneren - harsk, that's me!)

fredag den 19. marts 2010

Jeg er dødsens

... alt muligt! Men mest er jeg vist dødsens:


1) på røven! - dels fordi jeg ikke når at aflevere det der (tænkte jeg faktisk 'skide'?) speciale inden 7  uger før min termin, så jeg kan slippe for karens og SU og hundrede millioner stempler og underskrifter og ryge direkte på barselsdagpenge, og dels fordi jeg lige for tiden tilsyneladende tror, at a) jeg har en sugardaddy (og det har jeg så certainly not!) eller b) jeg tjener faktisk som en kandidat ansat fuld tid i det private, i min ublu shoppen af snart sagt hvad som helst.

2) heldig! - fordi jeg har en datter, der plukker erantis og vintergæk og viser, at foråret faktisk er der, selvom det endnu er lidt gråt i det, og fordi jeg har en mand, der faktisk mener (eller er en ret så habil skuespiller?), at det er ok-charmerende at være gravid (om han er helt så tiltrukket af dødssøvnen på sofaen - endnu ikke klarlagt). Og så fordi, Nemesis måske er ved at flytte ... I hope!

Og ... så er jeg altså sådan helt oprigtigt og gennemtrængende: Dødsens træt!
Hele tiden!
Og jeg får faktisk lyst til at skrive en storm af hadebreve til alle de der graviditetsbogsskribenter, der med titler som læge og jordemoder autoritetsfuldt fortæller, hvordan kvalme og træthed forsvinder som dug for solen efter uge 12.
Jeg bliver så træt af den slags tåbeligheder, at jeg faktisk ikke orker at læse videre om, at jeg helt sikkert nu også kun har taget 475 g på, som i øvrigt sidder nydeligt midt på maven, at jeg lige nu vil blushe på den helt fantastiske og strålende måde, som kun gravide kan, og jeg vil få overskud og energi tilbage til at dyrke motion og sex 30 min om dagen (eller hvordan det nu lige er).

Ej, må jeg be' om en morfar, en sofa og en plade Marabou, tak!

onsdag den 17. marts 2010

Pædagogisk paradoks

Jeg går på et universitet - eller rettere: en universitetsskole, som det så kort og fint hedder.
En pædagogisk en af slagsen, hvor vi både bryster os af og virkelig øver os i at give teoretiske forklaringer, fulde af på-den-ene-side-og-på-den-anden-side anerkendelse af, at andre perspektiver også er meget værdifulde og helt sikkert ville kunne udsige noget andet om den verden, vi hver især går og synes er virkeligheden.
Faktisk elsker jeg det!
Helt vildt meget!

Men nogen gange går der så meget forståelse og anerkendelse i butikken, at jeg næsten kommer til at savne den tid, hvor jeg højt og helt ærligt sagde kategoriske ting som "INGEN mennesker mener for alvor, at det er fedt at snyde i skat", "ALLE mennesker vil et eller andet sted andre det bedste", "jeg kommer ALDRIG til at købe noget på McDonald's", "sådan vil jeg ALTID være" osv.

Måske er det et lignende lillebitte oprør (eller et typisk tegn på, hvor forældet nogle ting på universiteterne altså desværre er), når der på ovennævnte pædagogiske universitetsskole på en hylde med bøger med meget lavt lix-tal står med blokbogstaver: LÆSNING FOR LÆSERETARDEREDE

(Her skulle selvfølgelig have været et billede, men jeg glemte sådan at tage det, fordi jeg havde en liter skildpaddeis i tasken, som jeg var bange for ville smelte ud på ph.d.'en "Velkommen til Pussyland" - jo det er skam et meget seriøst studie!)

Jeg kommer nok til at glo lidt, hvis Karla en dag får en seddel med hjem, hvor der står, at hun er læseretarderet; der vil jeg nu nok alligevel udbede mig lidt pli og lidt læsevanskeligheder i stedet ...

fredag den 12. marts 2010

Kender du en sprænggod kran-bog?

Jeg tror nok, at vi har et sådan relativt begavet barn (modsat naturligvis alle andre forældre, der jo til enhver tid vil stå frem og sige, at de har relativt underfrankerede børn!?).

I nat vågnede hun fx og græd, fordi hun rigtig gerne ville lege med perler - jeg mener, hvem kender ikke den fornemmelse?
I vuggeren har de også fortalt, at hun af og til, når de leger den der 'vi-løber-helt-tovligt-og-crazy-frem-og-tilbage-i-lokalet-tusind-gange-i-træk'-leg, kan finde på at stoppe op og spørge de andre børn: "Øh, hvorfor løber I?"
Og så er hun begyndt at lure, at der faktisk er mulighed for lige præcis dét svar om en Pingo-drikkedunk eller en Peter Pedal film, hun helst vil ha', hvis hun spørger os begge hver for sig, eller hvis hun spørger midt i noget andet.

I går blev det nu alligevel klart for mig, at hun måske nok er nogenlunde snedig på visse områder, men at vi vist skal stramme seriøst op på andre.

Vi tog scooteren i vuggeren - den er vi ret enige om, hvad er for én, det er sådan én her:
Vi er dog ikke altid helt enige om, om det virkelig kan tage et kvarter at køre mindre end 200 m!

Og herhjemme har hun sådan én her, og det er en "gul 'kræs'slåmaskine ligesom morfar" (der naturligvis ikke er en græsslåmaskine, selvom det ellers kunne give nogle muntre familiesammenkomster):

Derfor var jeg også ret sikker på, hvad hun ville sige, da vi gik forbi byggerodet, og der holdt en stor lastbil med sådan en her:
Det, hun sagde, var:
"SE mor - en kæmpe stor k..., øh ... - kræsslåmaskine!"

What? Bevares, hverken faren eller jeg er måske nok de mest maskininteresserede, men alligevel!

Så altså:
Er der nogen, der kender nogle rigtig gode billedbøger, så barnet ikke pludselig siger havetraktor, når nogen viser os deres spritnye bil?

onsdag den 10. marts 2010

Hvilken kampdag?

Altså jeg ligger her jo igen - og selvom dynen er blevet opgraderet til dobbeltdyne, og vi har forsøgt os med et lidt friskt betræk, så er det faktisk virkelig sygt. Som i r..-hamrende dødssygt!

Jeg har talt alle de edderkopper, der er at tælle i lejligheden, når man ligger hhv. på sofa, på Karlas folde-ud-madras og i vores seng. Først blev jeg lidt pinligt berørt over, at så mange af dem trives så godt her, så bad jeg halvirriteret manden om at fjerne dem (han mente vist, at han havde rigeligt andet som hente-bringe, indkøb, madlavning, oprydning, pasning, arbejde og den slags), og nu er de blevet mit ovenpå-projekt: Når jeg har haft det ok i mere end 4 timer i træk - så må jeg fjerne dem!

Det samme gælder med specialekontrakten: Når jeg har kunnet sidde op uden at blive bleg, få ondt eller styrte på toilettet i 3 timer i træk (like that's ever going to happen!), så sender jeg den!

Og når de tre-fire salige timer er gået, så vil jeg lette min efterhånden meget lidt spændstige bagdel de 5-6 cm op fra jorden, den efterhånden hænger, og slæbe den over i det fitness-center, der griner hele vejen til banken i disse tider. Og hvem ved, måske vil jeg sågar købe noget lødig og sund overskudskost og fylde i os alle tre?
Og ikke mindst vil jeg give min hårdtslidende mand fri til sådan ca. alt det, han gerne vil!

Det slog mig nemlig lige i dag, at jeg er i overhængende fare for at blive sådan en, jeg faktisk selv kunne overveje at skride fra, for helt ærligt, ægteskabsløfte og det hele til trods:
Hvor charmerende er det egentlig at have byttet sin ellers nogenlunde friske og relativt klædelige kæreste ud med en gråhvid, småslatten sengesnylter iført joggingbuks og forvasket t-shirt, der kun letter korpusset for at spise den mad, man igen igen har måttet opfinde ud af de manglende indkøb, man selv har måttet foretage med et barn i hånden, hvis altså snylteren overhovedet letter sig?
Og hvor yndefuldt og sexet er det, at hun, stadig i joggingbuks og med flerdags-gammel mascara, påtaler edderkoppe- og skraldeposefjerningsbehovet midt i den kop kaffe, man har ventet hele dagen på at stirre ud i luften med?

Kvindernes kampdag valgte jeg derfor at forbigå fuldstændig i tavshed:
Herhjemme er der nemlig kun én, der kæmper,slås og får butikken til at køre rundt - og hvordan han finder overskud til både at være glad far i musikskole, i svømmehal, i Zoo og på biblo, samtidig med at han faktisk husker at klappe hende der i joggingbuksen lidt på hovedet uden at bruge et eneste af de opsparede bitchpoints, det fatter jeg ikke!

tirsdag den 9. marts 2010

Taknemmelig og 101,8 år!

Så gammel bliver jeg ifølge denne test.
Dét er jeg rigtig glad for.

Men den egentlige tak skylder jeg dem her:
Ellen - min elskede farmor, som stadig lever, og som jeg skal ringe til, når jeg er færdig med dette indlæg!
Asta - min savnede, omsorgsfulde og søde mormor, der levede med diabetes 1 i over 50 år, som altid lavede havregrød i skålen med de flotte katte, og som er den, jeg ligner mest.
Svenn - min savnede, sjove og søde farfar, der blev 92 og døde lige før jul, som spillede stangtennis som ingen andre, og som vi har vores fyldige underlæber fra.
Evald - min morfar, som jeg slet ikke er nået til at savne endnu, fordi jeg først lige nu er ved at forstå, at han ikke er her mere. Han døde i går morges, 95 år gammel.
Jeg er helt sikker på, at min stædighed, min sprogfetich, min kærlighed til krydsord og mintbolsjer stammer fra den kant.
Han skal begraves på lørdag, ved siden af min mormor. Det bliver helt sikkert smukt.
Og det bliver helt sikkert rigtig hårdt!

Det er altid svært at sige farvel, men det er ved at gå op for mig, at det er ekstra hårdt, når det betyder generationsskifte.
Nu er min mor pludselig den ældste i den del af min familie, og jeg synes, at 57 år er alt for lidt til at være ældst! Og så bliver jeg bange for at miste på en helt anden måde ...

Og samtidig så bliver jeg også taknemmelig:
For at jeg har nået at have fire dejlige bedsteforældre i mit voksenliv, for at de alle kunne være med, da jeg blev gift, for at tre af dem har oplevet Karla.
Og endnu mere taknemmelig er jeg for:
- at have to kærlige forældre, der stadig er sammen, nyder livet og den frihed, det giver, at have 0 hjemmeboende børn, samtidig med, at de altid er der for os allesammen.
- at jeg har tre søskende, der på hver deres måde spiller en dejlig, sjov, kærlig og helt speciel rolle i mit liv.
- at have min egen lille sunde og dejlige familie, som vokser.

Og hvis jeg bliver 101,8 år, så håber jeg - udover utallige rejser, fest og farver - at jeg også har nået at have et lige så rigt liv, som dem, der giver så mange points i testen: De sejlivede gamle bedsteforældre!

søndag den 7. marts 2010

Nydning


Når man står op 04.45 og tager toget alene mod Århus fra Hovedbanen kl. 05.50, så må det betyde, at der er noget godt i vente!
Og når solen så står op uden for togvinduet så smukt som her, så er det, at jeg pludselig husker, hvorfor jeg var så udpræget A-morgen-arbejdshest-menneske, før jeg blev mor. 
Jeg ELSKER morgenener, ro og forventning.

Forresten har jeg været til halvårlig fitnessmødrelogedag med stylecoaching, indkøb af et alt for dyrt og fantastisk stykke tøj, lækker mad, godt selskab, kunstmuseum, tesmagning og masser af grin og (lummer) snak.
Dét elsker jeg også!

fredag den 5. marts 2010

Og vi siger tak til Nemesis!

Jeg troede faktisk, at Nemesis boede i det klassiske Grækenland og i øvrigt var så gammel, at hun både var glemt og død.
Det er ret tydeligt, at jeg har taget fejl!
For på vores postkasse har der siden starten af januar stået: Anders, Lea, Karla OG Nemesis.


I forhold til, hvor mange ioniske søjler og atletlommer, der var i oldtidskundskab dengang i 90'erne, så var der måske lige i underkanten af timer om hybris.
For helt ærligt, det er sgu' alvor!

Omdrejningspunktet er familieplanlægning, eller rettere forøgelse.
Gemalen og jeg havde nemlig fundet ud af, at vi da både er overskudsbefængte og periodevis helt uden for skilsmissefare, så projekt formering var nok en gang kommet på dagsordenen.
I vanlig ydmyg stil havde vi selvfølgelig sat et par måneder af til, at projektet skulle lykkes, men der var gevinst i første forsøg, og ikke alene var der det, gevinsten var åbenbart så stor, at der kunne testes positiv allerede ti dage før, "man" ellers kan det. Og jeg havde det strålende.

Bevares, så bliver man selvfølgelig glad for, at gener, arvemasse og biologi passer så godt sammen.
Og ja, den kloge vil så vide, at man her klapper hælene sammen, bøjer hovedet ydmygt, folder hænderne og siger tak til ens forældre, en eller anden gud eller hvem det ellers måtte være relevant at takke.
Det glemte vi.
For vi kom faktisk til at klappe os selv og hinanden lige rigeligt på skuldrene og joke lidt med, hvor fa'ens dygtige vi var, sådan at være nogle biologiske formeringsorakler.
I et anfald af kådhed virker den slags altså meget naturligt og ikke spor arrogant og overmodigt ...

Dagen efter flyttede Nemesis ind.
Med det ledeste nakkekant-slag, der sendte mig direkte på knæ foran toilettet og med hovedet bøjet forover, bum!
Og der har jeg mere eller mindre siddet siden. Desuden belønnet med helt uanede mængder af mavesyre og overdreven lugtesans.
Ganske kortvarigt har hun haft andre ærinder, men hun er trofast kommet tilbage med nye slag.

Og seriously, nu er det faktisk sevet ind:
Man må - åbenbart - for gudernes - og sin egen i særdeleshed - skyld ALDRIG tage æren for nemme undfangelser, nemme graviditeter, nemme fødsler, nemme spædbørn eller nemme børn i al almindelighed!

Men det ville helt ærligt faktisk være skiderart, hvis der var én, der kom til det alligevel, for så kunne jeg måske lige få et kort øjebliks kvalmefri til at kaste lidt læsning efter det der speciale, inden jeg er helt sikker på, at Nemesis nok skal finde tilbage til september, hvor jeg forventer en fødselsmaraton uden lige, epidural af flere omgange, vedrop, stjernekiggerbarn og det hele - for mon ikke det var hybris, da jeg 5 min. efter sidste fødsel hormonhøj sagde: "Det gør jeg godt nok gerne igen!"?