Sider

mandag den 2. maj 2011

Hvad man kan lære om døde mennesker

Aftenerne herhjemme er efterhånden blevet så rutiniserede (læs: baby kan ligge på fars mave også), at jeg kan putte Karla.
Og selvom trætheden vejer 1,3 ton på skuldrene kl. halv otte, så er det altså uendeligt hyggeligt at læse Ole Lund Kierkegaard i mørket.
Selvom jeg tror, hun synes, far synger lidt federe godnatsange.
For jeg er altså ikke helt så udenadsagtig på Smashmouth og Jack Johnson (Shrek og Peter Pedal-film, that is).
Til gengæld kan jeg synge 'Langt ude i skoven' så langsomt og kedeligt, at jeg selv er ved at falde i søvn af det.

Men de sidste aftener har vi været i det mere dybe hjørne. Og talt om død. Min nærmere bestemt.
Først blev jeg lidt forskrækket.
Ja, altså bevares, jeg ved da godt, at jeg ikke længere er i kategorien ung i statistikkerne, men derfor har jeg altså ikke overvejet kiste endnu.
På den anden side har jeg det rigtig godt med at snakke helt udramatisk om det.
Selvom Anders studser, når han går forbi døren og hører os snakke om begravelser og mennesker i jorden.
Men han hører jo heller ikke, hvor skønne børn alligevel er, når man synes, de har fattet det hele og alligevel er fattede:

Karla: Mor, vi er da rigtig gode venner, ikke?
Moren: Jo, selvfølgelig.
Karla: Men engang, ikke, så dør du jo.
Moren: Ja, det gør jeg.
Karla: Når du bliver rigtig gammel. Men så kommer jeg jo til at savne dig. (Mor synes, hun kan høre en lidt knækkende stemme i mørket og overvejer, om hun skal lave et kækt emneskift)
Moren: Det gør du nok. Hvis man kender nogen, der er døde, så savner man dem tit. Men når jeg dør, så har du måske din egen familie, så du er nogens mor. Og det bliver man rigtig glad af. (Og ja, jeg ville måske have lavet en lidt anden og flottere returnering, hvis jeg ikke var ved at falde i søvn)
Karla: Men så når du skal begravnings, ikke? Så kan det godt være, jeg kommer til at græde, fordi jeg savner dig.
Moren: Det må man også gerne. Det betyder bare, man var glad for dem, der er døde.
Karla: Men vil du så ikke godt følge mig derhen? Ellers ved jeg jo ikke, hvor du skal begraves!
Moren: ... Øhmn ...
Karla: Vil du synge den med 'langt ude i skoven'?
Moren: Selvfølgelig!

Fingeren op, alle jer, der elsker børnelogik!

9 kommentarer:

  1. Alle fingrene oppe og et lille snøft herfra!

    SvarSlet
  2. Min finger er oppe! Muligheden for at få vendt livets store emner på den ufarlige måde - den skal man bestemt gribe :)

    Mvh Laila

    SvarSlet
  3. Jeg synes du navigerede udemærket igennem den samtale. Da min søster var 4 år og jeg var 14 år fik jeg hende til at græde, fordi jeg sagde til hende at alle mennesker skulle dø en dag, også mor og mig og far og hende. Min far synes jeg var gået for voldsomt frem, jeg synes jo bare hun skulle kende sandheden! Og så tror jeg ikke hun fattede, at det ikke var lige nu altså.

    SvarSlet
  4. Jeg blev helt rørt over at læse dit indlæg. Jeg synes du returnerede sindssygt godt på alle de spørgsmål. God mor hun har der. kan godt forstå hun kommer til at savne dig om 56.000 år, når du dør.

    SvarSlet
  5. hejsa Lea - dejlig blog du har♥ Sikke et skænt indlæg. Hvor er børnelogik dejlig........ Den sidste kommentar var bare SÅ sød. Og som Laila skriver er det med at gribe muligheden for at snakke om de store emner når den er der. knus

    SvarSlet
  6. Altså selvom man jo godt ved at man skal dø engang, så giver det da en klump i halsen, når ungerne bringer det på banen...

    Men sikke en fin dialog i havde om emnet

    SvarSlet
  7. Min finger er oppe! :)
    Søde Karla, men sikke nogle tanker at gøre sig!?

    SvarSlet
  8. tudning i tastaturet herfra mig, Mette

    SvarSlet
  9. Tak, hvor er I dog søde!
    Og Kongemor, jeg elsker forresten også mange 14-åriges direkte facon.
    Mon ikke det bedste er at tale om døden, når den ikke er farlig og tæt på, men bare noget, man er nysgerrig på?

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!