Sider

mandag den 30. november 2009

Stjernepsykopaten


Jeps, det er den blå af dem, der er den!
Og jo, jeg var både ved at kløjs i Zendium og Braun af kombinationen grin og forbløffelse, da vidunderbarnet i badekarret sagde det fantastiske: Der er sommerfuglen, der er den grønne fisk - og der er ... Stjernepsykopaten!

Så glemmer man næsten, at den virkelige og møgirriterende psykopat er Børnesåret, der har overmandet det stakkels barn og tvinger hende forældre-pasningsramt de næste (få, håber jeg!) dage og dermed er en meget værre fjende end Tidsrøveren.
Og man glemmer næsten også, at det jo egentlig er et grimt udtryk, som børn på næsten 2½ ikke bør kunne, for lige i dag, mens jeg skumler over arbejdstid, der forsvandt, vil jeg bevare min klukken over, at der bor en blå stjernepsykopat i Karlas badekar.

Hyggeweekend


Jo, så blev der både 'grannet', daset (og rodet, som nogen måske vil have blik for på billedet), bagt pizzasnegle og pølsehorn, gået ture og alt det gode.

Dokumentation, nu hvor der er batterier i biksen igen:
Karla var med i et kvarter, så havde hun fået nok af ulækre fingre, og hun ville kun have ét "træ" i leret ad gangen og egentlig helst splatte bær i leret.


Og tænk, jeg blev faktisk ganske opslugt af den juledekoration, så selvom jeg ganske vist ikke er billedkunstlærer eller noget i den boldgade, er den da så hæderlig, at jeg tør vise den frem med slet skjult stolthed over min første dekoration i omkring tyve år.

Kom bare an december :-)

lørdag den 28. november 2009

Tubabelagt søvnmonster og den rareste stemme

En lille tilføjelse:
Krea-(sviger)kusine-Katrine har kreeret knaldskønt og knippelskørt igen - og så må man jo reklamere for hende, når hun nu illustrerer så godt, se bare her.





Ja, sådan gik min formiddag videre - med sjove tastefejl i transskriptionen. For jeg skriver ikke om søvnmonstre, selvom jeg er helt sikker på, at de garanteret findes og er interessante forskningsobjekter. Og tubabelagt ... det lyder mest som noget utrolig tungt og højbelagt smørrebrød ...
Jeg skriver mere om noget tabubelagt, hvor søvnmønstre blev nævnt.

Men mens jeg så bedst sidder og skriver, ringer mobilos med ukendt nummer - og altså, det skal ikke være nogen hemmelighed: Jeg frygter altid, at der er nogen, der vil kræve noget af mig, når jeg ikke kender nummeret ...

Det var det ikke denne gang, i stedet mødes jeg af den mest behagelige stemme, næst efter Thomas Windings selvfølgelig: "Goddag Lea, det er Hans Otto Bisgaard".
Og nu er det altså ikke, fordi den gode Hans Otto med den blødeste, rare stemme ikke har andet at give sig til end at ringe til mig sådan en lørdag formiddag.
Det handler bare om, at vi har en nøgle her til Hans Ottos datters lejlighed, og den ville han så komme forbi og hente, når han var på de kanter (jeg kiggede straks rundt på al roderiet og åndede lettet op, da han så lige ville ringe først - han er behagelig og ved selvfølgelig godt, at man aldrig kommer uanmeldt).

Og tænk, hans stemme gjorde mig lige i så godt humør, at jeg næsten helt glemmer, at Winding er død, for han ønskede os også en rigtig god tur i sommerhus og sagde, at det da lød som en rigtig fornuftig idé.

Tak - det er det nemlig - det hjælper bare, når barndomsstemmen på den rare måde bekræfter det!



Sidste fri-weekend, sådan på en måde

Det er det i dag - eller i denne weekend.
Altså ikke i hele livet; det håber jeg da i hvert fald ikke!
Det føles bare lidt sådan ...

Faktum er, at jeg nok engang må skære ind til benet og øge produktionstimerne, hvis jeg skal gøre mig nogen som helst forhåbning om at aflevere noget som helst bare halv-præsentabelt og fuld-fagligt i starten af januar. Og det skal jeg - eller rettere: Det vil jeg.

Så jeg har lovet husbonden, at vi holder fri sammen i denne weekend, eller næsten fri i hvert fald, for lige nu transskriberer jeg (i hvert fald på begge sider af dette indlæg), mens datter og far er i centeret og købe:
  • batterioplader. Vi kom nemlig til at tænke på det paradoksale i, at vi køber øko og sparepærer, men fordi vi ikke kan finde vores lader, så bruger vi batterier, som om vi havde aktier hos Phillips og alle de andre. Det gode vil så herefter desuden være, at der kommer batterier i kameraet løbende, og dermed måske også billeder her :-)
  • ler, gran og gear til årets juledekorationsræs, som jeg/vi ellers ikke er så meget til, men som jeg har lært a) ser sødt ud på billeder, når en 2½-årig kreerer det (og sådanne billeder skal man åbenbart have i fotoalbummet), b) skal være en del af morgen-familie-hyggen, når der er børn i familien og c) måske faktisk kunne være både knaldhyggeligt og afstressende at sidde med.
  • legetøj til Karla. Vi kom til at kigge på hendes legetøjssamling den anden dag, og selvom den allerede nu virker ufattelig omfangsrig og rodende, så er den altså måske nok mest til børn op til 1½-2 år og dermed overhovedet ikke sjov. Så nu er der købt fe-plastic-støvle-dukkehus, lego-sørøver-sæt og gø-og-gå hund, og de er af sted på endnu en brug-penge-ekspedition.
Og når de har brugt alle pengene, og Karla har sovet til middag, så kører vi i sommerhus ud til mormor - jubiii!
Og så står den altså på at kaste sten i vandet, drikke rismælkskakao (hurra for, at man kan lave hæderlig kakao uden sukker), hygge i den fede sandkasse, sove på kryds og tværs, læse, hygge, spille spil, lege, gå tur, gå på alle legepladserne og se sidste afsnit af Forbrydelsen i morgen aften - og jeg har tænkt mig at nyde hver en nanometer af det hele :-)

GO' weekend - og gem en plads til mig i weekendhygge-sofaen fra januar, for så kommer jeg altså stærkt tilbage!

onsdag den 25. november 2009

Det, man bare slet ikke må!

 - når man skriver en blog, det er at lade være med at skrive - altså!
Jeg ved det godt!
Så daffer læserne hen til alle de gode og pligtopfyldende bloggere, som godt ved, at det altså helt og aldeles er no go ikke at skrive ... og det vil jeg jo helst ikke have, vel?

Jeg har formået at programmere de sidste dage ned til sidste sekund, og nu minder jeg mig selv om, at der i den programmering selvfølgelig skal være posten: Sid stille ned med dig selv, nyd livet, nyd at tænke et eller andet, nyd at skrive det, nyd at bare sådan være lidt - altså blog-skrivning.

Men nu er jeg her igen - med efterslæb, og en masse blandet i rygsækken, som jeg nok skal se at få pakket ud herinde i de næste par dage:
- vejledervisit, som var skønt, givende og helt igennem godt!
- frisørvisit, som også var helt igennem godt - og ret krøllet bagefter!
- pasning og fleksiblitet
- printerballade i hidtil usete højder
- DSB-oplevelser Kbh-Århus tur-retur
- venindevisit 1 - helt igennem tiltrængt, påkrævet, dejligt og vanedannende
- tegnsætningskursus-afholdelse Århus
- veninde/barselsvisit 2 - knaldhyggeligt, påkrævet, mættende og dejligt
- kommakursus-afholdelse Emdrup
- svigermorvisit - hyggeligt og on-going

og nu kaster jeg mig snart på farten til chat-rådgivning og lektiehjælp.

Min skønne medblogger siger, at jeg har ild i jernet (hvilket vel kun går an at sige, fordi jeg er et hunkønsvæsen?) - men i aften lægger jeg det lidt til afkøling, for det der ikke-skriven - den går altså ikke Frau Rosenlund!

lørdag den 21. november 2009

De fås åbenbart allerede!!

Jeg har faktisk verdens sejeste sviger-kusine!
Hun kan det der med streger og kreativitet i al sin øvrighed - og jeg er kun lidt (meget!) misundelig.
Hun huserer i øvrigt på http://frokenlilienskjold.wordpress.com/

Jeg spurgte hende, om ikke hun kunne kreere en tegning til min opfindelsestænkning, og nu har hun researchet sig frem til denne geni-streg - TAK Katrine!


torsdag den 19. november 2009

En opfindelse, (næsten) alle har brug for - især mig!

Jeg ved godt, at det slet ikke er mit næste liv endnu, og derfor er det så heller mig, der skal opfinde opfindelsen.
Men påkrævet, det er den altså.

Opfindelsen skal:

- være lidt ligesom et usb-kabel, bare smartere og trådløst (og dermed egentlig ikke så usb-kabel-agtigt)
- kunne tilsluttes menneskehjernen (hvis altså ikke mennesker kunne fødes med en trådløs modtager indbygget?)
- kunne tilsluttes både gamle, gulnede og støvede bøger og faglige artikler samt e-bøger og elektroniske artikler
- kunne overføre data fra ovennævnte til oven-ovennævnte i et tempo, der ville gøre Kipketer forpustet

Nå ja, og nu jeg alligevel kræver, så måtte den da også godt kunne oversætte fagtermer til hverdagsbegreber og fremmedsprog til modersmål - vupti!

Kan man få delvist patent, hvis man har været idéudvikler?

Og hvem kan lave den - anyone?

onsdag den 18. november 2009

Min nye bedste ven

hedder Express Scribe - programmet alle må eje!

Eller, næsten alle, eller okay:
Programmet, som alle os fattigrøvsstuderende, der skal bruge interviewudskrifter, men som ikke har råd til at købe andre fattigrøvsstuderende til at lave transskriptionerne for os, bare må eje.

Og så er det gratis!
I mit næste liv vil jeg også være sådan en, der finder på programmer, som næsten alle har brug for!

Valgaftensmagi

Jeg elsker valgdage og -aftener.
Og jeg bliver altid følsom på sådan en lidt skæv mellem-nostalgisk-optimistisk og forunderlig måde, når valgstederne lukker, optællingerne begynder, mørket falder på, de første afgørelser tikker ind, mens man venter i spænding, undres, smiler, frygter og drikker god latte eller rødvin.

Jeg kan huske valgaftener fra min barndom som aftener, hvor jeg fik lov til at falde i søvn på sofaen, hvor der blev talt fremtid, rykket tættere sammen og håbet på alt det bedste - det sidder stadig i mig, og jeg holder altså mine valgaftener hellige, så jeg bare kan få lov til at synke hen i mit dvæleri og min nydning over, at demokratiet ruller igennem det ganske land.

Så jeg har videreført en tradition: Herhjemme stemmer vi sammen.
Altså vi stemmer ikke det samme, Anders og jeg, det har vi vist aldrig gjort, men vi er lige præcis så enige og uenige, at vi ikke behøver at slås om, hvem der har ret.
Nej altså, vi tager af sted sammen, tjekker ind som hr. og fru Rosenlund lige efter hinanden og venter på hinanden uden for boksene - i går sammen med Karla.
Og det tager vel 5 min., og det er jo egentlig ikke, fordi det er specielt hyggeligt, sjovt eller velduftende at stå i en gymnastiksal med en gul og en hvid seddel i u-handy format - men det er magisk!

Og i går kunne jeg slet ikke slippe magien igen, så det var først kl. 01.38, at jeg langt om længe fik smidt mig selv i seng, efter den dejligste aften med resultater og prognoser, skøn musik i headphones, tænkning og lidt transskribering - jeg glæder mig til næste valgaften!

tirsdag den 17. november 2009

Pas på! Jeg flyder over

af begejstring!

Begejstring over:
  • at have knoklet en vis legemsdel og nu tilsyneladende også feber og dårligdom ud af gamachen.
  • at jeg stadig står oprejst efter nogle lange nætter ved computeren, hvor jeg har forsøgt at presse og vride visdomsdråber ud af hjernen (og helt med vilje læser jeg lige nu ikke det, jeg har skrevet disse nætter).
  • at jeg åbenbart endelig har fået taget lidt hul på den arbejdshob og skrive- og læseblokering, jeg har skubbet foran mig i efterhånden utællelige tider.
  • at det efterhånden er lykkedes mig at få fyldt livet med givende og meningsfulde foretagender og folk - og luget ud i al 'burde'-heden.
  • at jeg har fået lavet empiri til min opgave i dag, og at det var knaldspændende - tænk, jeg glæder mig faktisk helt til at transskribere.
  • at jeg i dag har mødt et af de der fantastiske mennesker, der virkelig brænder for noget og smitter det af på sine omgivelser, TAK! Og jeg må ikke engang sige hvem, for det er fortroligt-stemplet, men sikke et vigtigt og givende menneske!!
  • at Anders er begyndt at skrive igen.
  • at leve i et demokrati, hvor jeg måske nok i navlebeskuenhed synes, at nogle politikere og partier er helt ude i skoven, men i det store perspektiv elsker at have muligheden for at afgive min stemme og for, at alle andre kan afgive deres.
  • at Karla og jeg har vores dejlige tirsdagsaftale med musikskolen, hvor jeg virkelig ikke tænker på andet end at være til stede sammen med hende.
  • at tirsdag aften er Lea-aften, med yoga, sauna og solo-tid.
  • at cykle på en larmende, lånt bourdeauxrød cykel i mildt efterårsvejr i MIN bydel og vide, at det hele bare er helt rigtigt på den der helt særlige og helt rigtige måde.
Og lige om lidt vil jeg begejstres helt uhørt over at sidde helt stille og lade op med rygende og velduftende kaffe.

Livet styrer!

mandag den 16. november 2009

616 kroner!

Det er simpelthen for pinligt, dumt, træls, åndssvagt, dovent og TYPISK!

Nok engang en reminder om, at jeg altså på nogle områder skal prøve at blive voksen og tjekket og helst ret hurtigt, så jeg ikke igen behøver at betale for ingenting ud over en lang lang næse.

De 616,- er den nette sum af tre netop betalte biblioteksbøder.
På tre forskellige biblioteker - bevares - men jeg håber, at jeg ved at offentliggøre det også selv kan se det lidt paradoksale i at være på SU, prøve at lave madplaner for at spare på indkøb og så samtidig kaste penge efter bøger, jeg end ikke har fået åbnet.

Ja, man må jo næsten imponeres over, hvordan jeg bare sådan åbner mine remindermails og helt arrogant og naivt tænker: Nå, pyt, der sker nok ikke noget ved det ...
I foråret røg der 800-et-eller-andet meget tæt på 900 kr., og så kan det speciale jo altså gå hen og blive et dyrt bekendtskab.

... der var en gang, hvor jeg kunne have fået 616 plader MiniMuh for det, og selvom det er ganske rædselsfuld vekao-choko, så er det altså mange!

Jeg vil gerne hedde Tine - det ku' være sjovt!

- citat Karla Sofia.

Efterfulgt af 3 x latter.

For no offense til alle Tinerne, men vi har da prøvet at gøre os lidt umage for at finde et navn, som, vi synes, er sjovt, stærkt og sejt, men Karla selv synes altså åbenbart, at Tine klinger skæggere.

I sammenhængen skal måske nævnes, at vi hele weekenden - for at forsøge at overleve al den irriterende sygdom - har genopdaget Roben og Knud, Darwins sang, Puma, Hej lille TulipanJesper Klein og ikke mindst Tine Pingvin.
For selvom man er syg, så kan man altså godt smile ved tanken om en konge-Tine-pingvin med luffer, der ikke kan forstå, at Ambrosius og hende er skabt for hinanden, og hvis man er to år, er der mindst tre piruetter under opsejling, når pingvinkærligheden blæser ud af højttalerne.

Så tillykke til alle Tine'r - I er hermed lige det sjovere!

søndag den 15. november 2009

Sikke en weekend

Ja, så har jeg simpelthen brugt den (weekenden) på at ligge på langs, ligge brak, være sendt til tælling og alt det andet helt mærkelige, man kan ligge og være, når man mest af alt ønsker sig, at ens mor bare skal komme med et Wendy-blad og noget varm mælk med honning ...

Jeg synes simpelthen, at det der syg er noget rigtig møg-hø!

Men så læste jeg i en fremragende blog om nogen, der ikke ville give influenza-soen lov til at få dem ned med nakken, og selvom ordvalget er grimt, så sidder jeg nu og siger til mig selv igen og igen, at hun heller ikke får magt over mig, som jeg sidder stablet op med varmepude, Marabou, kaffe og selvmedlidenhed og skriver vejledningsudkast.
Og ser frem til også at sidde her om fem timer, fordi det ikke er så lige til at være skarp og klar, når man egentlig mest er slatten og sløret.

Findes Wendy stadig? Ellers så vil jeg bare gerne have lidt mælk og honning - medlidenheden har jeg vist så rigeligt af helt selv!

fredag den 13. november 2009

Mit speciale handler om …

Eller … det, jeg tænker, at jeg gerne vil undersøge nærmere, er … jeg har en tese om, at … mit projekt udspringer af, at jeg selv tidligere …

Altså helt ærligt: Hvad vil du dog kvindemenneske?

Jo, jeg vil gerne – præcist, konkret og tydeligt – skrive til min vejleder, hvad det er, jeg vil i mit speciale!

Så hun ikke tænker, at jeg er nok en af de der typiske studerende, der ikke har styr på en skid, men alligevel tror, at de kan nå det hele på den halve tid, og at det hele nok skal løse sig, men som hun i hvert fald ikke har tænkt sig at forære noget, uden at jeg ligesom selv bidrager.

Og det virker simpelthen så ufattelig svært, at jeg næsten overvejer, om jeg overhovedet kan skrive det speciale – eller noget som helst speciale for den sags skyld.

For én ting er, at jeg måske nok ikke altid kan forklare mit projekt på tydeligt, jordnært og mundret dansk, så det kan fordøjes sammen med grønlangkålen til en af de nært forestående december-familie-frokoster, men der kan jeg godt leve med at være lidt akademiker-nørdet, og på de dårlige dage kan jeg tænke, at de heller ikke ’fatter noget, fordi de er så dumme’.

Men når jeg nu faktisk heller ikke rigtig helt kan forklare mig til én, der faktisk ved noget – rettelse: ved helt ufattelig (skræmmende) meget – om feltet, ja, så er det lidt, som om flaskehalsen peger tilbage på mig!

Og det giver ikke så utrolig mange muligheder:

1) Jeg er selv dum!

Hvilket bestemt er en mulighed, jeg i disse dage tager op ganske ofte, men som nu alligevel ikke virker så fandens flatterende og fordrende.

2) Min vejleder er en altædende ond lektor, der kun er ude på at jorde mig, enten fordi 1) gælder, eller fordi hun synes, jeg er dum.

Hvilket selvfølgelig er muligheder, men det er nu altså trist at skrive om in- og eksklusion, hvis man selv er sadist, så det er hun nok ikke (håber jeg).

3) Jeg må simpelthen tage mig sammen og se at få knaldet nogle begreber – både december-acceptable og vejleder-rigtige – i nakken på det projekt og så få lavet en problemformulering, så jeg har det (åh så fremragende) styringsredskab for mit projekt, der giver både ro, orden og konkretisering!

Hvilket lige nu virker som en fuldstændig umulig og frustrerende ikke-mulighed!


Så altså: pkt. 3 here I come – jeg skal bare liiiige have tanket kaffe på kanden og høre min dejlige mand på bogmesse, men SÅ er det altså simpelthen også i gang! Unge Dame! Blev der sagt!!

… og jeg skal selvfølgelig nok skrive, hvad jeg egentlig skal skrive om det næste halve år, når jeg ellers har fundet ud af det og af at forklare det (om et halvt års tid monstro?)

Sørøvermedicin

Det hedder det altså herhjemme - i den ellers relativt sukkerfri husstand.

For når far ligger syg og kaster op i 2 dage og slet ikke kan klare lugten af mad, og mor burde-burde-burde skrive en helt masse vejledningspapirer, kontraktudkast, interviewguides, etiske retningslinjer og samtidig liiige få smurt de der fordømte madpakker, fordi institutionen starter køkkenombygning lige i denne uge, ryddet op, købt nødtørftigt ind, lavet mad, som ingen alligevel orker at spise osv., mens feberen holdes nede med Pinex - ja, så kommer der altså tidspunkter, hvor kaffe ikke længere har noget effekt - overhovedet!

Og når far så har brug for hurtig energi og kræver Piratos, og Karla spørger, om han skal have medicin, og om det så skal være isbjørne-medicin (Vicks) eller løve-medicin (penicillin), ja, så må man som mor jo lyve højt og flot, så mor og datter i rask hue-vinterjakketrav kan købe Sørøvermedicin i kiosken - og smile lidt forlegent til kioskmanden, når Karla spørger, om det brune (kvadratisch-praktisch-gut) medicin er til mor så?

Til gengæld fik hun lov til at vælge en rigtig flot Ylette med lilla blomster - helt uden sukker - til sig selv!

Og resten af dagen tilbragte hun så med at tvangsfodre forældrene med 'medicin' uden selv at forlange spor, mens hun bekymret spurgte, om far da ikke ville se Gurli Gris eller Peter Pedal ...

Jo - herhjemme bor den sødeste 2-årige sygeplejerske!

onsdag den 11. november 2009

Vejvender-retro

Hvordan kunne jeg glemme det?

Det der helt fantastiske, sjove, tilfældige og farverige kortspil, som leder tankerne hen på lugten af makrel- og spegepølsemadder i madkasser med skillerum, Roxettes Joyride på en gammel kassettebåndoptager og slåskamp i pudehjørnet: Spil og spisefrikvarter.

Nu er Uno åbenbart blevet retro, men bestemt ikke spor ringere af den grund - og lige i Uno-sammenhængen kan jeg nu altså godt leve med at være blevet lidt gammel (men lidt gammeldags forarget tillader jeg nu mig selv at blive, når jeg ser på den klækkelige prisstigning i forhold til slutfirserne).

Og alle de gode tricks, 4+, 2+ i flere lag, vend vej-kort, spring over-kort og ikke mindst den udfordrende 0-regel!

Mon ikke jeg kommer til at tænke Uno et par gange i løbet af dagen i dag? Om ikke andet så fordi manden har smidt håndklædet i ringen og sit feber-kvalme-ramte selv under dynen ...

Uno!

mandag den 9. november 2009

38 minutter – helt ærligt!

Så skete det igen. Situationsrapport mandag morgen: Familien Rosenlund sidder ganske stille, vågner langsomt og hygger med havregrød og kanel, og pludselig har han været der igen! Tidsrøveren!

Sådan en lille lusket filur, der altid kommer snigende, når man mindst venter det (og i øvrigt allermindst har brug for det) - men hans besøg hos os om mandagen er lige så sikkert, som "Amen" i kirken vist nok var det, dengang før jeg blev født.

Nogle af de andre morgener er han nøjsom og stikker ikke af med mere end et par minutter, højst en håndfuld. Men om mandagen er han altså helt ublu og grådig, synes jeg; sådan at stikke af med 38 minutter i dag alligevel!

De var simpelthen bare fuldstændig forduftet, både minutter og tidsrøver.
Og nu må det altså være slut.

Jeg tror slet ikke, han er klar over, hvilken skade han egentlig forvolder på det gode humør. For ikke alene bliver man ikke helt færdig med havregrøden, før man må smide resten i skraldespanden, så man kan nå at stille tallerkenen i opvaskeren, så vi ikke bryder flere aftaler om almindelig og fornuftig oprydning herhjemme (men det er en anden historie, som tidsrøveren trods alt ikke skal have skylden for), nej, støvlerne og jakken skal pludselig også alt for hurtigt på til, at det pædagogiske "barn på to år får al tid i verden til at kunne selv"-ideal kan følge med.

Og derfor blev situationsrapporten i dag efter havregrød:
Stakåndet forælder afleverer forvirret og forhastet barn til pædagog, der sikkert tænker sit (og som nok, trods pædagogisk indsigt i barnlig fantasi, ikke helt tror på tidsrøvere, der stjæler over 30 minutter ad gangen), mens anden stakåndet forælder med mascarablink på øjenlåg igen kommer for sent til studiegruppemøde og lugter kanellugt på alle de andre.

Kan man mon give en tidsrøver 100.000 kr. for at holde sig væk eller skrubbe hen, hvor han kommer fra?
Eller vil han mon hellere have 38 minutters mandags-familietid?