Ikke den slags røv

Okay - det er jævnt spas - og kun en anelse selvcentreret - at lure på, hvordan folk finder vej til ens blog (som i øvrigt ligger død, er røvsyg for tiden og slet ikke med på det populære (?) reklamehalløj).

Ud over mennesker med søde, bløde og rare hjerter, der linker til den døde, kedelige, reklamefri blog, kan man nemlig lure på folks søgninger på vejen hertil.
De er ganske sådan 'nå'-'ej, hvor sjovt'-pudsige.
Som regel.

Men altså - I må sgu' vente med pudsighedslisten, for nu var jeg - i al hast - ved at dekorere tastatur og mig selv med skoldhed pukka-te (jeg har drukket mindst 10 kopper kaffe i går og to i dag, bare rolig, intet nyt under afhængighedssolen).

Jeg skrev ganske vist om en lidt grovkornet sprogsi i sidste indlæg.
Og der var engang også en, der sagde til mig, at jeg talte som en havneluder (var det 30, der sagde det? Hvem tæller!).

Men alligevel.
9 mennesker har fundet vej til mig ved denne søgning:
min mund siger ja men min røv siger nej

Beklager. Når jeg laver søgningen, kan jeg se, at I måske ikke lige fik, hvad I kom efter her hos mig.
Må man forresten lave den slags søgninger på sin arbejdscomputer? Ellers så god griner i it-afdelingen ...

Men måske det alligevel er tid til en sproglig justering på bloggen?

Eller bare en lille opklaring i forhold til, at min røv muligvis har udviklet sig over de sidste ti år.
Og fx kan mere, end den kunne tidligere. Hænge. Blævre. Og andre misundelsesværdige ting.
Men talende røv er jeg desværre ikke leveringsdygtig i.

Sprogrengøringsgeneration?

Det sker, at jeg bander. Okay, jeg bander hele tiden. Troede ligesom, det ville ændre sig, når jeg fik børn. Over night.
Skete ikke helt.
Selvfølgelig er der ord, jeg ikke siger, når der er børn.
Men min sprogsi er lidt grovtrådet, åbenbart.

I hvert fald siger Karla hele tiden "2 kr. i bandekassen". Til mig.
Godt, vi ikke har en bandekasse.
For så sku' jeg fandme have et job, der skæppede lidt bedre i lønningsposen.

Og godt, hun ikke gør andet end det.

I går slog det mig nemlig - barnet har fantastisk godt styr på, hvilke ord der nok ikke helt går som stuerene og dermed koster en 2-krone.
Men hun bruger dem ikke selv.
Fandme imponerende.
Og ret lidt imponerende, at jeg bestemt ville bede hende om at lade være, hvis hun gjorde (jeg har åbenbart ikke helt fanget den med glashuset og stenene).

Men der er måske håb forude?

Den der ungdom med det rædselsfulde sprog, alle åbenbart er enige om, kan tilsyneladende se frem til at blive afløst af en nydeligt talende generation, der nøjes med at pege fingre af de af os, der må ty til banderiet for ligesom at understrege, at vi siger noget vigtigt.

Jo.
For se nu bare her, hvad der virkelig trækker balladesmil frem:
Når barnet fnisende synger
tre tissemænd *fniiis* kom gående - de gik i gåsegang
så spurgte politiet dem, hvoffor de gik og sang
Jo, vi har lige været ud' å' laaaaaaade *fnis*
så hvorfor sku' vi ikke være glaaaaaade *fnisfnis*

Yes.
Tissemænd. At lade vandet.
Dir-ty! Ik'?

Watch out for sprogrengøringsgenerationen.

---

Og ja, ja, Nemesis kom bare fluks om fem år og pis på det hele med en preteen med et ordforråd, der får mig til at blegne. Du ved, hvor vi bor.

Hver gang, jeg vender ryggen til

ser der sådan her ud:

Ku' man måske godt lige have sagt lidt om, indimellem alt det der hvor-er-det-skønt-at-have-børn-selvom-man-ikke-altid-sover-så-meget-snak.


Så altså, ud over de gamle kendinge:

1. Lær dig selv at sove, når dit barn sove (ER det faktisk lykkedes for nogen at tænke, nu har jeg endelig 3 minutter for mig selv, jeg tror sgu, jeg sover - eller lyver vi allesammen for sundhedsplejersken?)
2. Lær dit barn at sove. Selv. (hvorfor bliver man lidt mere loose på den, når det er barn nr. 2? Eller er det kun mig, der faktisk nyder at falde i søvn hver aften med et barn filtret halvt ind i det ene øre?)
3. Lær dit barn at spise. Alt. (selvom det måske er lidt tankevækkende, når ungens andet ord er mad. "Hej! Mad!" Hvis barnet har travlt med at æde, opdager det ikke, at du måske ikke selv spiser alt. Karla på fire har lige opdaget, at hendes mor ikke spiser kød. Hun fandt trøstestemme og det hele frem, fordi det var så synd for den mor.)

Den vigtige:

1. Lær dit barn at rydde op. Selv. Også selvom det kun er 1 år. (Jo, far og mor - der ku' I godt ha' været skrappere. Fandme ikke nemt at lære sine børn det, når man selv ikke kan. Når man er 32.)

Nåmen, bare derfor jeg ikke har tid til at blogge.

Den slags mennesker

Hold nu kæft, hvor jeg synes, de er for viderekommende.

De der mennesker, der altid skal være indsmurt i planer og overskud til at hjælpe andre.
Og engagere sig i hoved og røv.
Som lige skal bladre i kalenderen, der er propfuld frem til februar, men som selvfølgelig 'strukturerer' sig ud af at finde tid til at lytte til veninde-i-nød klokken alt for sent.
Som er ansat i det offentlige til 40 timer om ugen, men jo 'har med mennesker at gøre' og derfor arbejder tættere på 60.
Mens de lige sørger for at få lavet noget på uddannelsesfronten.
Og tager noget freelance-undervisning ved siden af.
Mens de læser dagsorden til forældrebestyrelsesmøde.
Og prøver at passe noget frivilligt arbejde ind.
Og har lovet nogen at gennemføre et eller andet løbeprojekt.

Fandme ikke noget at sige til, at deres hjem roder.
Og at de spiser meget chokolade.
Og kaffe.
Deres hoveder roder forresten også. Og de har ikke altid så meget overskud. Indimellem overvejer de faktisk bare at trække gardinerne for og æde en burger.

Eddermame heldigt de har ryggen dækket af overskudsbefængte andre, der kan nusse på deres børn.

Bare lige noget, jeg kom til at tænke på.

Psst ...

Der var engang en blog. Som nogen skrev på. Fx mig.

Jeg vil det gerne igen.

Der er bare sket så meget godt. Og lidt skidt og trist.

Så jeg har travlt. Mit hoved er begyndt at være lidt for fuldt.

Jeg er ikke ude på at holde jer hen. Eller tease på den der irriterende spørg-mig-hvad-der-er-så-jeg-kan-se-hvor-mange-venner-jeg-har-på-fjæsen-måde.

Det er bare noget med et drømmejob, der faldt ned fra himlen.
En hverdag med to børn. I institution. Og det er kun den ene, der synes, det er ok.
OG drømmefuldtidsjob. Som er virkelig spændende. Og nyt. Og kræver hjerneaktivitet.
OG et speciale. Som skal være færdigt. Og ikke skriver sig selv på 1,5 time om aftenen.
OG verdens bedste farmor, der blev døende. Og døde. Og var den sidste bedsteforælder.

Så jeg er lige lidt overdynget af priviligeret, praktisk og en lille smule presset.

AVlevering

Er der faktisk mennesker, der kan det? Det der indkøring.

Uden at få en lille fodbold af ondt i maven.

Og ikke være lige ved at tude, når andet barn på to år grædesnøfter i institutionen, mens søde voksne og andre børn trøster og forklarer, at mor bare liiige skulle på arbejde og skynder sig tilbage.

Ikke ligefrem smart at have fyldte tårekanaler allerede inden Sødeste Pædagog spørger, om man er klar til at gå.

Fra det sødeste og lige pludselig alt for lille menneske på stuen.

Og så mander man sig op og hoster væk, så der ikke er nogen, der ser, at man er en af de der mødre, der faktisk har glædet sig helt vildt til at komme i gang igen, men som lige pludselig synes, at det er helt forkert skruet sammen. 

Og man overmandes næsten af den dårlige samvittighed over, at man dog ikke som minimum har fået lært barnet at tale, gå og slå lidt fra sig, så det i det mindste selv kan sige, at det vil have banan og ikke vil have tæv med en bil.

Og så tager man sig sammen. Og smiler og vinker. Og siger hejhej til alle børnene. 

Og det mindste og sødeste barn griner med munden fuld af knækbrød og siger ejej, mens det stolt kigger rundt for at se, om alle guys'ne har set, at det kan vinke. Inden det skynder sig at spise mere knækbrød.

Og man skynder sig ud. Og synes egentlig, at man klarede det skidegodt. Faktisk.

Og så kommer man ud på gaden.

Og ser mennesker, der ikke forstår, at man lige har overvundet sig selv.

Og så har man lyst til at vende om. Og skynde sig tilbage.

Og græde på sit barn og love det, at man aldrig finder på sådan noget igen.

Men i stedet går man hjem og finder navnestemplet.

Og stempler og savner og stempler i alt det tøj, der skal kravle rundt i sandkassen.

Men så kommer man i tanke om, at man faktisk kan drikke en varm kop kaffe, uden at nogen æder en ledning, en gammel pastaskrue og flår en halv bogreol på gulvet, mens man sætter vand over.

Og så gør det ikke helt så ondt mere.

Før i morgen.

Og nej. Det er ikke nemmere med barn nr. to!

Nåhm, så var det der ferie slut

Om I ikke må blive overdynget med feriebilleder af yndig yngel i soppebassiner?

Næ.

Eller en masse svedebilleder af mig, der skæver til løbeur, mens man kan se spændstigheden gro?

Næ.

Til gengæld vil jeg så også skåne jer for billeder af den meget overbevisende bakke-ud-af-garage-skade, jeg fik lavet på svigermors fine røde bil.

Og for de flyttekasser, der har glidende overgang fra splatpap til fugtigpap.

Vi har været ramt af de samme ubetydeligheder (jo, våde ting og biler er trods alt bare ... våde ting og biler!) som andre danskere, og vi har haft en fantastisk ferie!

Med familietid plastret hen over det hele, så jeg faktisk tror, at min kvote af så-var-du-storesøsteren-ing'?-leg og ja-hunden-siger-vov-vov-og-nej-du-må-ikke-spise-den-gamle-krumme-snak for det næste halve år er ved at være opbrugt.

Det mener jeg i hvert fald ind til i morgen. 

Hvor Lucca skal prøve at være delfin uden mor i en halv time. 

Og hvor Karla plukker blåbær sammen med Anders 3500 km væk.

Og ja, jeg skal nok finde et gammelt billede og skrive noget om at være gift i 12 år.

Og om, hvilket halvmaraton jeg har tilmeldt mig.

Skal bare liiiige i gang ...

Hvor der engang var rygrad

Der var engang en mand, der tidligere var en meget ung fyr, der løb maratonløb.
Og trænede meget seriøst. I netenhunååååååd (hedder Århus 1900 åbenbart)!
Så mødte han en sjællænder. Og begyndte at ryge.
Og lade være med at løbe.
Det gjorde de sammen i ret så mange år.

Til manden sagde, at nu ville han stoppe med at ryge. Bum!
Og så gjorde han det. Lige på det tidspunkt.
Sjællænderen skulle liiiige være klar. Og måtte stadig gerne festryge. Og der var fx altid fest på vej til skolen om morgenen, på en lille hemmelig sidevej. Og på vej hjem. (For eleverne måtte jo heller ikke vide, at rollemodellen var faldet i. Igen!)
Manden blev ret så skuffet over sjællænderen og den rygrad, hun havde brugt på så mange andre ting, at der slet ikke var noget tilbage af den, når det kom til cigaretter.
Men han kyssede hende stadigvæk.
Så meget, at hun stoppede med at ryge for at blive gravid.
Og så havde hun så travlt med at være gravid og føde og amme og al den slags, at hun faktisk fik ryge-rygraden tilbage.

Men så fik de to børn og så travlt med hele tiden at sige til hinanden, hvor trætte de var, at de blev nødt til at spise så meget chokolade og drikke så meget espresso, at de helt glemte at træne deres træningsrygrad.
Og så en dag var den helt forsvundet.

Og selvom manden til enhver tid kan løbe 13 km på rutinen, så fandt han alligevel på, at han ville lave en halv ironman i august.
Og sjællænderen er jo lidt ved at have lokket sig selv i halvmaratonfælden. Så nu har hun tilmeldt sig Eremitageløbet. Hun kan nemlig ikke løbe 13 km på rutinen.
Så nu skal de træne.
Men de er ikke altid så gode til at komme af sted. Når der skal puttes. Og trøstes. Og ryddes op. Og vaskes. Og stenes på sofaen. Og drikkes rødvin.
Men de vil gerne.

Så nu har de lavet en aftale.
Han skal træne minimum fem gange om ugen. Hun skal minimum tre.
Pr. gang, de ikke træner, koster det 50,-

Det har de ikke råd til. Og de vil fandme ikke være den, der er nødt til at smide pengene.
Så nu løber der en mand rundt og får lungebetændelse i Søndermarken, fordi han er plaskvåd efter en lang cykeltur.
Og der sidder en sjællænder og tænker på, hvor sej hun ville være, hvis hun løb i morgen tidlig igen, så hun kunne nå fire eller fem gange på en uge.

For i stedet for den manglende rygrad har de begge groet stolthed og nærighed.

---

For at pleje træningen, børnene, stoltheden, kærligheden og alt det hele, holder de forresten også ferie.
Det gør bloggen også.
FERIE!
Hav en god en!!

Hallooo

Gad vide, om moren har snakket for meget i telefon under barslen, når babyen gør hvad som helst for at flå fjernbetjeningen op til øret og sige ai-aaii?

Anden mulig tolkning: Baby er ukvik og fatter ikke, at der er forskel på mobiler og fjernbetjeninger. Hvilket gør det billigt at give hende den første mobil.

Tredje mulig tolkning: Mor har ikke set fjernsyn under barsel, så baby ved ikke, hvad fjernbetjening skal bruges til. Øhmn ... når man hverken har skadestueserier eller Phil, så bliver barselsflimmer bare ikke helt det samme (smiley med glorie).

Nåmen, her har hun så alligevel fanget den rigtige.

Desværre har hun så taget fejl af mund og øre ...

Og ja, jeg ved godt, man ikke må have mobiler i munden. Eller nøgler. Eller krummer, man finder på gulvet. 

langsommeligt og langt om modem-mode

Nå, kan I heller ikke forstå, hvor jeg blev af?

Nej, men skal vi så lade det være startskuddet til en lang anbefaling af de helt vigtige. Eller en unbefaling, måske snarere.
Medmindre du virkelig virkelig ofte dybfølt savner og græder hjerteskærende over, at dit 56-modem afgik ved døden, da bredbånd og andet smart holdt sit indtog. Jeg gør ikke.

Lad os nu fx forestille os, at nogen har Fullrate. (Og har prøvet både Stofa og Telia, og hvad dertil hører af absurde priser, mærkelige bondefangerpakker og absurde flyttepriser).
Og at de faktisk er ret glade for det.
Men at bankrådgiveren så (igen) sender et lille brev om, at der vist skal flyttes nogle penge fra en konto til en anden (ellers gør han det).
Og at nogen så begynder at vende de fiktive betalingsservicekroner.
Og finder ud af, at det der nye Skyline, det da vist er ret så billigt.
Og at der faktisk ikke er nogen, der har skrevet (så) dårligt om det på nettet.

Nå, nogen finder så ud af at skifte, fordi Fullrate ikke kan matche prisen.
Og nogen overhører på venligste vis Fullrate-mand, der siger 'Nåmen vi ses om et halvt års tid'.
Og Skyline gør sit indtog. Sit billige indtog.
2Mbit forbindelse. Ikke meget, men havde jo været nok hidtil.
Nå - virkede ligesom ikke rigtigt så godt. Hvertfald ikke hurtigt.
Så nogen valgte at opgradere til 4 Mbit. Stadig ok-billigt jo.
Godt nok hjalp det ikke ret meget.

Og nogen fandt ud af, at der eksisterer hastighedsmålesider. Og målte forbindelsen.
0,92 Mbit. Igen. 1,02 Mbit.
Nå, nok fordi det var det trådsløse.
I med det 'rigtige' netstik.
1,01 Mbit. M..kay. Prøvede lige igen. 1,09 Mbit.
Prøvede mange gange. Mange dage.
Og så utroligt meget dr-tv på nettet med ufrivillige pauser tre gange i minuttet, fordi nettet ligesom ikke helt kunne følge med.

Så ringede nogen til Skyline.
Og sad i telefonkø i et meget anseeligt antal minutter. Og nej, der er ikke pyntet på tallene.
Og fik at vide, at det da egentlig gav god mening, for der var jo (jo?) problemer med masterne på den konservative højborg. Så de kunne faktisk ikke levere så højt.
Hvor længe det havde stået på? Nja, det vidste man ikke lige. Det var i hvert fald ikke nyt.
Nå, det var jo også kun 10 kr. dyrere om måneden. Sagde manden. For mig handlede det mere om net/ikke-net.
Men han kunne da stille mig om til teknikerafdelingen. Mere telefonkø.
Det eneste, man kunne love, var, at man ikke kunne love, om eller hvornår det kunne blive bedre.
I mellemtiden kunne jeg prøve at stille modtageren hen i vinduet med det påtrykte skrift pegende ud af vinduet, så det ligesom bedre kunne fange signalerne. (WTF!! Hvor er det skjulte kamera?)

Så ringede nogen til Fullrate. Kom direkte igennem. Og fik at vide, at der uden problemer kunne leveres 20Mbit på matriklen. Fordi de kører med kobber. Det gør Skyline ikke.
Så nogen fik møghurtigt opsagt Skyline med en notits om, at man eventuelt kunne overveje at meddele fremtidige kunder, at de muligvis - hvis heldige - ville få omkring en fjerdedel af det, de betalte for, men at man til gengæld ville undlade at informere dem om andre af den slags ubetydeligheder.
Og nogen forberedte sig på langdrag og bøvl omkring de 30 dages opsigelse.
Hvorefter opsigelsen træder i kraft efter fem dage. I det mindste service, når man har bedt om hurtigst mulig opsigelse. Selvom det selvfølgelig ikke liiige gør det muligt at have nyt net på sekundet.

Heldigvis ringer nogen igen til Fullrate med 0 minutters ventetid og får sød mand til at notere situationen, så der en time efter tikker besked ind om, at der leveres 10 Mbit om senest to døgn.

Og ja, bankmand, det bliver en lille smule dyrere. Til gengæld bliver det så faktisk muligt at åbne netbank. Samtidig med, at der kan blogges. Og måske kan nogen både nå at komme i form og få sovet, når de ikke hele tiden skal vente på, at sider skal loade. I hvert fald bliver nogen måske mindre skilt, når de ikke hele tiden skal skændes om, om nogen 'bruger' for meget af nettet, så den anden ikke kan åbne sin blog.

Hvordan jeg blogger nu. Med en pen. Ustabil, ja. Hurtigere end Skyline, ja.

Resumé

I flæng:

Farmorbesøg på sygehus. Igen. Vi kan ikke li' det!
Yngstesøster færdig som verdens bedste sygeplejerske. Jo. BEDSTE!
Afbrudt søvn. Smilebaby kl. 4. Og før fire. Som i Godmorgen. Som i virkelig dårlig morgen.
Kvaler. Om job og ikke job. Og ansøgninger. Og speciale. Og familieliv. Og mig. (og jeg gider ikke sige tanker, når det er kvaler. Okay?)
Logetur i AArhus. Som i spændstige kvindfolk. Og sushi. Og zumba. Og krea. Og vin. Og diskussion. Og uden børn. Og godt. Med rigtige smil.
Haveindflytterfest hos venner, der har købt hus. På den måde, man godt gider have hus. Når man er mig. Hvis jeg altså var voksen. Men masser af fadøl og pølser og moskitos og en yngre mands politiske påpegning af det usolidariske ved at bo på en konservativ højborg. Og høj musik og gode mennesker. Og alt for længe siden. Og gå i seng kl. næsten fire. Og sove længe. Uden børn.
Glemt brystpumpe. Som næsten kom til at overskygge fadølsglæden. Og udsigten. Og Dolly P. Så jeg alligevel måtte skynde mig hjem til baby. Der hellere ville smile og slå på bryster end at spise.
Mere afbrudt søvn. Og træthed. Og tagen sig selv sammen og ruske sig og tilmelde sig Eremitageløbet. Og spise sundt. Til omkring kl. 20. Og kollapse på sofaen. Igen. Igen.

Og diskuteret, hvad det egentlig er for noget med de blogs der. Hvorfor jeg gør det? Hvorfor I læser det? Hvorfor jeg læser dem? Og om det (jeg) er selviscenesættende.
Jeg tænker over det. Når jeg har sovet.

Overhovedet ikke!

Det kan godt være, mange går og mener, at 'ungdommen nu til dags' har et lidt vel friskt sprog. Ikke mindst når sgu er blevet et lødigt ord.
At det kan bruges på linje med 'dog', er jeg nu ikke helt sikker på, at en specialecensor vil være enig i ... "konkluderende finder jeg dog sgu, at" - ej, vel?

Den helt unge ungdom på 3-5 år kan også et par kække vendinger. Men fuck er ikke det mest udbredte. Det er 'overHOVEDET ikke'.

Ret harmløst i nogle tilfælde:
Mig: Karla, skal du tisse?
Karla: OverHOVEDET ikke!
Hvorefter vi to sekunder senere må panikløbe på toilettet.

I andre tilfælde ret sjovt:
Dreng fra børnehaven, vi kører hjem: Lea, kan du godt huske, at det den der højre vej, du skal dreje
Mig: Ja (primært fordi drengen har været ved atslå to fodgængere ned, mens han har holdt armen til den side de sidste fem min)
...
Mig: Er det her, jeg skal dreje
Dreng griner: OverHOVEDET ikke! (som om jeg spørger ved Gedser og skal dreje ved Aalborg) Det er der! (25 m væk og næste drejemulighed)

Og så ellers også en anelse provokerende:
Mig: Når du har hørt den der sang, skal du have børstet tænder
...
Mig: Når du har hørt den der sang, skal du have børstet tænder
...
Mig: altså, hører du efter, hvad jeg siger?
Gæt selv svaret!

Om jeg glæder mig til to teenagetøser?
OverHOVEDET ikke!

Okay, lidt så ...

Lakreme-snak

M'kay, der huserer en hel del snak om reklamer i det hersens blogland.
Og alle mulige, der synes, at det er voldligegyldigt, -fedt eller ufedt.

Personligt kan jeg bedre li' DR end TV3.

Om det skyldes reklameafbrud, produktion, programindhold eller min egen fraværende evne til at slukke for noget celeb-reality-kokke-ugeblads-show, lader vi ligge. Har desuden heller ikke haft den der tre'er i flere år nu. Så jeg ved virkelig, hvad jeg taler om. Savner kun Champions League. Meget! 


Men al halløjet om reklamer har gjort, at jeg er begyndt at lægge mærke til dem. Dét er ret irriterende!
Når man bliver mødt af reklamer for børne-økomad (til absurde priser for en gang smat, dog!), en skoreklame her og en wellnessreklame der - ja, så tænker jeg, at de der netspioner gør deres arbejde helt ok. Og at jeg vel er en slags målgruppe og trænger til nye sko.

Indtil altså det her sker:
At man stenende logger ind på sin fjæsbog for at blive mødt af reklamer for
narremissen.dk
slankedoktor.dk
corsagen.dk

WTF? Jamen, så tror jeg, vi siger tak for lørdagsbackstab, Facebook. Jeg skulle alligevel heller ikke lige til at smække benene op til en film (uden afbrydelser) og sende manden i kiosken efter choko for at falde i søvn imens. Tsk!

Sure damer og slugte bolsjer

Om jeg havde travlt med at skrabe livserfaring sammen i går?

Nja, primært den slags, der handler om at koordinere lægebesøg med sovende baby i venteværelse for at få konstateret galoperende blærebetændelse og blive glad over, at der da så i det mindste er forklaring på feber og 103 toiletbesøg i døgnet, men også få lidt ondt af sig selv på inhaler-tyrkisk-peber-måden.

Var det kedeligt? Ja.

Lærte jeg noget? Ja.

Fx at det er dumt at ligge på ryggen og tylle bolsjer. Men at man godt kan overleve at sluge dem hele. Selvom det føles jævnt ubehageligt.

Anbefalinger igen, siger I?

DAGENS GODE IDÉ

At bestille dagligvarer på nettet. 

Undskyld, alle jer der arbejder i Netto, Irma, Føtex og andre skønne forretninger. Det ER bare ikke så hyggeligt at besøge jer hver dag. Med barnevogn. Og et-to børn. Sammen med alle de andre, der heller ikke helt ved, hvad de skal have at spise, før de står ved kassen. Eller måske heller ikke ved det helt endnu der, når de kigger ned over båndet og ser mælk, bladselleri, chokolade, vådservietter, flåede tomater, mayo og børnebodystockings på tilbud rulle forbi. Eksempel fra eget liv slut.

Men tag nu fx en af mine bedste venner nemlig.com

Når man sidder i ro og mag og bestiller varer kl. 23.01, så tvinger det en til at være lidt fremsynet. Og man skal ikke høre på (andres) vrælende unger. Eller trækkes med selvbetjeningskasser. Eller blive voldfristet, når man har svedetur, fordi dankortterminalen går ned. Og så kan man fx købe økofrugt til 1,- pr. styk i denne uge. Og de leverer med timeintervaller. Og er præcise.

Hvis man nu er så uheldig, at man ikke bor et sted, hvor de leverer, så prøv lige at finde nogle andre.

Fx torvet.dk  eller superbest.dk. (Der findes også andre, fx osuma.dk, som jeg dog ikke har prøvet). 

DAGENS DÅRLIGE IDÉ:

At halvråbe 'Så må DU have en rigtig god dag' til virkelig sur kælling dame i Føtex.

Det giver et splitsekunds tilfredsstillelse, indtil man godt kan høre, at det ikke kom til at lyde helt så overskudsagtigt, som man tænkte, at det gjorde.

Lesson learned:

Køb nu ind på nettet i stedet for at gå i Føtex, hvor sur dame højt skælder ud til sine børn:'Hold nu kæft, hvor er det DUMT at stille en barnevogn der' (som i helt ind til væggen i en passage, som næsten ingen bruger), og hvor man så overrasket siger 'øhm okay' henne fra bananerne og flyver hen for at flytte barnevogn, kun for at blive mødt af 'Sguda dumt, når der ikke kan komme en indkøbsvogn forbi. Fnys. Fnys igen. Virkelig højt fnys!', så man bliver fristet til at dele en storsviner ud ved højlys dag og påpege de fire andre vældig passable veje væk fra bananer, men heldigvis møder meget overrasket frugtdrengs øjne, der signalerer 'ko-dame' (ingen overtolkning fra min side!?), så man i stedet hvisler det med den gode dag. Suk.

And now for something completely different

... som dog ikke har noget med båndoptagere i næser at gøre.
(Note to self: Husk at se daglig dosis Monty P. Bliver faktisk ved med at være sjovt. JO, det gør. Særligt hvis man skifter mellem Monty og Mandril)


Men jeg har holdt fri og tænkt lidt. Som det nu har kunnet lade sig gøre for børn, der skulle sove oven på mig eller ikke-sove eller møve sig baglæns, når de ville forlæns, eller lade, som om de var ved at blive kvalt i riskager, når de slet ikke var det (eller var de?).

Det vil sige: Det er ikke blevet til Nobel-tanker.

Men jeg har tænkt over, at jeg må have lært og oplevet noget i mit liv, som jeg kan dele - også selvom jeg barsler den for tiden og har travlt med at lære nogen at spise æblebåde uden selv at få hjernestop undervejs.

Så nu har jeg bestemt at dele af min fantastisk store livserfaring og krydre jeres hverdag med anbefalinger. Kan vi næsten vente?
Opskriften:
Et skvæt anbefaling på noget, man med fordel kan gøre.
En dråbe anbefaling på, hvad man fx kan undlade at gøre.
(og jaja, det kan man også kalde en slags advarsel, men vi har ja-hatten på, så vi kalder det en anbefaling alligevel. Potato-tomato)


Here goes:

DAGENS MUST DO!
Bestil et garderobetjek hos verdens bedste Tobie. Jeg kender hende ikke personligt, får ikke procenter eller noget. Men hun virker.
Fx kan jeg komme ind i mit skab nu. Og se, hvad jeg har. Og nogen har fået ind i hovedet på mig, at jeg ikke er helt 50. Endnu. Og at jeg godt må gå i sort. Hvis jeg vil. Og at jeg gerne må købe en dyr læderjakke. Og gi' den lidt gas. Samtidig med, at hun var god til at drikke kaffe og få én til at være lidt ugenert. Og ærlig. Og jeg har foræret mere end to sorte sække væk. (Eller okay, der står to sorte sække og roder, som skal til genbrug, når jeg får det gjort. Men altså.)
Tal om win-win!
Og om noget tøj, der pludselig blev til yndlings, fordi nogen kunne finde ud af at sætte noget sammen, som var lige mig. Helt uden jeg vidste det.
Faktisk er jeg lidt ked af, at hun ikke kommer forbi en gang om ugen. Og lige sådan pifter egoet lidt op. For det er hun også ret god til.

DAGENS NOT TO DO!
Hvis du er på barsel. Eller er gravid. Eller har et nanogram hormoner i systemet. Eller har nogen, du holder ret meget af og helst ikke vil miste. Eller måske har mistet. Eller bare gerne vil kunne se ud af øjnene dagen efter.
Så skal du ikke se HELE DR's serie om  'Sømanden og juristen - historier fra et hospice' på samme dag.
Det er virkelig en rollercoaster. Smukt. Barskt. Fint. Trist. Hårdt. Ærligt. Synd. Uretfærdigt. Respektfuldt. Og så sørgeligt.
Altså faktisk synes jeg, du skal se det. Virkelig.
Fordi det er så fine mennesker, der giver os lov til at følge dem så tæt på. I det allersværeste.
Så vi kan få øje på, hvor vigtigt det liv det er!
Men lad være med at se det på én gang!!

Moderne kunst?

Need I say anything?

Ud over, at jeg også har det lidt, som om nogen har proppet et nedløbsrør gennem hovedet på mig i dag.
Men at man også kan se det som et sugerør, og at jeg da godt gad nogle drinks gennem sådan et.

Andre mere eller mindre fornuftige bud på ting, man kan få ud af den lille fyr, vil jeg glæde mig til i kommentarerne.

Og hey - er det forresten ikke længe siden, jeg har sagt TAK? Jamen for, at I er der. Og gider. Og er dejlige. JO, det er I! God fredag!

Lykken? Koster en tyver!

I hvert fald en fem minutters en af slagsen.

Og den ser sådan her ud:

 

Og nej, Karla er ikke til salg, og ja, jeg trænger til en mobil med et bedre kamera.

Men det var den lykke der.

I bobleform. Hele vejen til børnehave.

Det bedste? 

Tror, det smittede af på alle dem på vejen. 

Både cyklister, der fik dem på solbrillerne, ham, hvis hund nøs af dem, den anden børnehaveflok, der fuldstændig glemte orden i geledderne og lavede trafikprop og alle de andre, der smilede til os.

Fandme svært ikke selv at smile og synes, man har den dejligste yngel, når morgensolen får tusind bobler til at ligne ... øhm ... bobleguld?

Nå, ja okay så: Lykken koster en tyver PLUS batterier. Det er altså stadig billigt.

Bonusinfo:

1) Den er fra Tiger.

2) Det giver ikke helt så mange smil, når kæk mor selv skal prøve at hamre bobler af sted, og vinden tager dem alle hen i hoved og mund på fire andre vinkeforældre ved bussen.

Hvad man kan lære om Pladsanvisningen

Jeg er helt rundt på gulvet.

Her gik man og troede, at der var helt særlige ansættelseskriterier hos alle pladsanvisninger.
Noget med små horn skjult under pandehåret og en evne til, kynisk og uretfærdigt, at affærdige enhver klynkende moder. Og have særlige koder til særlige ventelister. Og kun fortælle det til særligt udvalgte.

Og noget med, at de flashede deres horn til jule- og sommerfrokoster, mens de planlagde, hvilke typer der særligt skulle forfordeles (hadeordet over alle med to betydninger, som her fint viser ondskabens bredde) det næste halvår.

Muligvis det faktisk ER sådan. 

Men så har ansættelsesudvalget lavet en fejl. 

For lur mig, om ikke der i går kom en institutionsplads med posten. I ønskeinstitutionen. På ønskestuen. 
Godt nok en halv måned efter ønsket. Et luksusproblem. Men alligevel nok til at fucke med logistikken.

Så fattet mor ringer til sød pladsanvisningsdame og fortæller, at alle skift i institutionen jo sker d. 1. Og om der mon så ikke er plads der i stedet for d. 16.

Og sød pladsanvisningsdame, der tydeligvis er sluppet uden om alle ondskabskontroller, tryller på nogle knapper, så der nu er dømt drømmeplads på drømmestue med drømmepersonale til drømmetidspunkt. 


Jeg har selvfølgelig skyndt mig at lave en elektronisk godkendelse. For den ultimative ondskab ville selvfølgelig være, at det pludselig ikke kunne lade sig gøre. At nogen havde lavet en fejl.

Men hvis dét sker, så lover jeg at gro både horn, hale og trefork på 8 sekunder. Og blive til 58 kg rendyrket ondskab.


Indtil da tror jeg sgu' lige, at Lucca og jeg tar en sjus!!

Hvad man kan lære af at lave give aways

Jeg ved godt, at det var søndag i går. Og der skulle falde en vinder.
Men jeg glemte, at min lillebror skulle løbe maraton (verdens dårligste storesøster - tjek!) og glemte at købe bleer (og havde ondt i fingrene af at krydse for begrænsede mængder lortebleer), så derfor havde jeg så travlt med dårlig samvittighed og oprydning-lige-om-lidt tanker, at jeg ville gemme fornøjelsen til i dag.

Og altså. Jeg synes faktisk ikke, at det er så sjovt. For nu er der jo nogen, der ikke vinder. Og det er ret øv. Alle har jo ret til forkælelse.

Jeg tænkte, at jeg ville lade det antal timer, jeg fik lov til at sove i nat, afgøre, hvem der skulle have fornøjelsen af spa, saunagus og massagestole.
Men så blev det lidt tvetydigt. For jeg vågnede efter tre timer - dvs. billet til Nadia(s søster) - men i øjeblikket øver vi, at der ikke skal hyggeammes hele natten, så jeg fik lov til at sove videre, mens Anders sørgede for bebs og mad. Derfor sov jeg faktisk tre timer mere, dvs. seks timer - og altså billet til Mille.

Så spurgte jeg random.org
Som sagde 6. Altså Mille igen.
Så Mille har vundet!

Men så skete det her:
Føromtalte lillebror valgte, som tak for min så glimrende ikke-heppen, at melde sig som børnepasser i aften, så de to voksne kan komme i biografen.

Og når jeg på den måde ufortjent bliver forkælet, så skal den slags da leveres videre. Ikke mindst, når den anden potentielle vinder er en lige så god søsken.

Derfor har jeg bestemt, at BÅDE Nadia og Mille vinder en billet til kurbadet.

Send mig en mail med jeres adresser, så sender jeg en billet til jer!

Og alle I andre: Lad, som om I faktisk vandt! Og tag flybillet, hotelbooking og ansigtsmasker under armen. Jeg giver stadig kaffe. Og lover ubarberede ben, hvis I kommer!!

Hvad man kan lære af Maggie V.

Hende der den lækre, grånende med efterlønnen var i 21 Søndag her den anden dag.
Opdagede jeg.
Og fordi jeg engang - ret forblændet i øvrigt - har haft fornøjelsen af at interviewe hende, blev jeg jo lige nødt til at se det.

Og dette er ikke politisk propaganda. Det lader vi vist Trier og andre langnæsede mennesker om. Hm ...
Jeg tror heller ikke, de får min stemme. Selvom jeg drikker rigtig meget latte og er studerende.


Næ - i dag holder vi os helt på det overfladiske plan.
Hun. Er. Da. For. Lex.

Gad jeg godt se sådan ud som 43-årig?
Meget gerne, tak!

Lidt irriterende, at indslaget så skulle afsløre, at hun faktisk gør noget for det.

Men tak for sparket, Maggie. Det var lige det, jeg havde brug for kl. 6.
Når hun kan, kan jeg også. Selvom jeg ikke har en hund på slæb.

Hvad man kan lære af, at jeg trænger til forkælelse

Jeg har ikke jubilæum.
Eller skrevet indlæg nr. rundt.
Jeg har heller ikke fået job (æv!). Men jeg vil altså stadig MEGET gerne undervise i alle de pædagogiske fag på læreruddannelsen. Kender du nogen??
Jeg er end ikke udsovet.

Men alligevel.
Fordi det er onsdag.
Og fordi jeg har lyst.
Og kunne mærke, at jeg selv trænger.
Og endnu mere kunne huske, hvor glad jeg blev sidst, jeg selv var af sted.

Det er blevet tid til forkælelse til en læser.

Det er noget med at flyde.
Være vægtløs.
Svede.
Se rødt.
Få et gys.
Og børn er forment adgang.
Det er or'nligt nice!

Jeg giver en tur i Kurbad i Frederiksberg Svømmehal væk.

Og hvis du nu bor i Nr. Nissum, kan jeg godt se, at det kunne have været tættere på.
Eller hvis du har vandskræk, ville du muligvis hellere vinde en soft ice.
Det udlodder jeg måske en anden gang.

Ellers må du jo sende det videre, hvis du vinder. Man kender altid nogen, der ville blive glade. Og ikke bor i Nr. Nissum. Men bare i hovedstaden et sted. Forresten har jeg ikke noget imod folk fra Nr. Nissum.


Nåmen kort historie hermed gjort lang.

Vil du vinde en nydelsestur?
Så smid en kommentar.
Og jeg orker ikke sådan noget bøvl med fem lodder, hvis du sætter valgplakater op af mig i otte lygtepæle, og syv lodder, hvis du siger, at mine børn er lækre på din blog.
Man vinder dog fire ture og bøjen i støvet ad libitum, hvis man skaffer mig et pædagogisk underviserjob.
Men man må selvfølgelig godt fortælle andre om det, hvis man virkelig ikke kan lade være.

Jeg trækker lod søndag aften.

Hvad man kan lære i sin egen gård

Forestil jer, at det er mandag.
Og at man har taget overskuds- og opmuntringssmilet på.
Selvom det regner.
Fordi man er ved at tage ældstebarn med til ørelægen for at få lagt dræn. For tredje gang.

Hygge, hygge, god tid, god stemning.
Lege, lege, selvom det regner, lege, lege ind i cyklen.
Låse op, lege, lege.

Find selv den fejl, der så møder én:

Og selvom det regner og er lidt synd, at barnet igen skal have lugtemaske på, og at mor skal se på barn i narkose, så er det ikke noget af det.

Jeg hjælper lidt:

Så kære tyv, jeg har lige en bøn:

En anden gang, gider du så nakke vores sadel en anden type morgen i stedet?

Eller i det mindste så smide en taxabon, så vi ikke skulle parkere 100 km fra ørelægen?

Eller i hvert fald så stille en stærk mand til rådighed, når fuldstændig smadret narkosebarn skal slæbes de 100 km tilbage til bil af mor?

Nå, ikke?

Nej, men så kan du sgu' i det mindste smide et gavekort til den massage, jeg har brug for nu!

Hvad man kan lære af at skrive dumme ting

Ja, det er jo ikke, fordi jeg ikke har set det.

I formerer jer derude i højre side.

Faste læsere.

Jeg ville jo rigtig gerne være glad for det.
Det kunne fx være, at op imod halvdelen af jer faktisk synes, jeg skriver sådan jævnt okay.
Og kun halvdelen var nogle sadistiske, gnæggende fedtører, der ville elske at se mig lide 21 km i træk.
Eller se mig skynde mig at slette det med det halvmaraton, fordi jeg blev en kylling.
Eller bare blive nødt til at forkaste projektet og hyle mod himlen, at jeg er en ussel svagpisser med det hele i munden og kun 2,1 km i benene.

Men ved I hvad?

Jeg er måske nok en svagpisser. Og en kylling. Og kommer til at lide om ikke andet så 17 km.
Men i det mindste har jeg tænkt mig at være en svagpisserkylling, der holder ord.
(Og muligvis holder op med at annoncere helt så dumme ting på sin blog).

De der 87 faste læsere virkede bare så langt væk.
Så altså: Jeg skal nok gøre det.

Men vil I så ikke være søde kun at blive 86 frem til 1. august?

(Alt det ovenstående skal naturligvis læses som et kejtet, ydmygt og ubehjælpeligt forsøg på at sige helt vildt tak for jeres kommentarer og for, at I faktisk læser med. Yndlings, Men det med de 86, ikke? Det mente jeg!)

Hvad man kan lære på en søndag

Jeg er lige trådt ind ad døren. 
Med smokey eyes og cykelhjelmehår. Og et smil, der nok først går af i morgen.
Eventuelt ved fire-tiden, hvis det bliver en af de nætter - det er alligevel begrænset, hvor meget smil man kan spare op.


Nåmen jeg er glad!


Det er forår.
Jeg har cyklet på min egen cykel. (Læs: Jeg har cyklet på cykel uden barnesæde. Uden pusletaske på slæb. Uden stress for at nå at hente.)
Jeg har haft mig-tid. Ikke mor-tid. Ikke kæreste-tid. 
Lea-tid!


Og lært at lave smokey eyes. Sammen med veninder. Og bobler. 
Og set mig selv i et spejl og tænkt, at de rynker der sgu'da er en del af mig. Selvom det unægteligt er lidt nemmere at lægge makeup, når hele øjenlåget ikke krøller, fordi huden er blevet ... lidt træt.
Og sludret og diskuteret og ikke kunnet finde ud af, hvilken slags cafémad jeg skulle have. 


Og det var kun ét glas bobler.


Men det virker stærkt stimulerende - og vanedannende - det der solotid.


Hvordan Anders jonglerede de to børn, Zoo-udflugten, putningen og pandekagerne med is, han havde lovet?


Det ved jeg ikke.


Der står tallerkener med isrester på i køkkenet. 
Og sko og jakker sådan lidt rundt omkring i lejligheden.
Og inde i dobbeltsengen ligger tre mennesker og sover. Klokken halv ti.


Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige smed benene op, nød sin solo-søndagsaften og tjekkede, om der var en pandekage tilbage!

Hvad man kan lære af Blogger

Nå okay. Jeg skulle ikke liige have lov til at være på forkant.
Havde ellers skrevet et for fedt indlæg til jer til i dag. I går aftes endda.
Og brugt tid på det. Faktisk var det også lidt sjovt.

Men nu kan jeg ikke huske, hvad det handlede om.
For Blogger lavede en Word-agtig ting lige pludselig, som i 'Tryk her, hvis du vil miste alt - du kan forresten kun trykke her'!
Tak. For. Crap!

Nåmn okay, havde da heldigvis lige nået at markere det hele og trykke copy.
Altså i hvert fald lige inden, jeg havde kopieret et link et andet sted.
Som så var det eneste, jeg havde.

Og så som en sidste lille overrasker i ærmet, blev mit indlæg fra i går også slettet.
Specially for you my friend.

Til gengæld har det så været nede hele natten og dagen. Så man slet ikke kan tjekke, om det nu virkelig var væk. Det var det så.

Så jeg er ligesom ikke rigtigt i humør ...

Hvad man kan lære af fattethed

Vi har vist 'talt' om den pladsanvisning der tidligere.
Og om, at jeg i al almindelighed ikke er den, der har oprettet et fanforum på Fjæsen.

Men sagen er den, at uanset hvor dårlig smag i munden jeg får, når nogen siger 'Pladsanvisning', så er det trods alt de mennesker, der skal fikse Lucca ind i august.
Så selvom jeg både frygter og skælder på dem, og er så forberedt på det værste, at jeg logger ind hver eneste dag og ser placeringen på den venteliste på nettet, som alligevel ikke gælder, tog jeg fat i mor-kraven på mig selv i dag.
Efter at have sendt to mails, der ikke blev besvaret.
Og ringede.
Og lovede mig selv, at selvom jeg kunne høre min puls, var der ingen grund til at køre det tunge temperamentskyts frem. Endnu.

Så jeg talte roligt med mand, der også virkede rolig.
So far so good.
Gav rolig mand Luccas personnr. Som slutter med et lige tal. Som i pige.
Går også ud fra, han på sin skærm kan se, at hun også hedder Viola.
Alligevel sagde rolig mand konsekvent alligevel 'ham' og 'han'.

Men rolig mor havde bestemt sig for at lade unødig faren op blive hjemme.
Så vi fandt frem til, at Lucca ikke står nr. 14 som på tilgængelig venteliste.
'Han' står nr. 4, når søskendefordelen er regnet med.
Taktak for opløftende besked!

Han kunne dog ikke fortælle, om der mon er fire børn, der skal i børnehave senest 1. august.
Det ved til gengæld fru Overpladsanvisning, som holder ferie i denne uge.
Men som helt sikkert ville kunne hjælpe, hvis jeg ringede igen i næste uge.

Okay. Har vi lavet nye boller og ny suppe?
Eller skiftet hele mandskabet ud?
Jeg prøver i hvert fald den med nysgerrig fattethed igen i næste uge. Lader til at virke ok.

Selvom jeg stadig ikke helt forstår systemet:

Forældre har adgang til venteliste type Q, hvor man kan se et fiktivt ventetal, der bliver lavere. Noget egentligt kan man dog ikke bruge det til.
Man kan dog kontakte Menig Pladsavisning M/K, som har adgang til venteliste type Z, hvor søskendefordele og andet kan ses og dermed er noget nærmere sagligt ventetal. Det kan man bestemt bruge til lidt.
Men for virkelig at få indsigt, skal man kontakte fru Overpladsanvisning, der har adgang til Hemmelig Venteliste X, hvor alt kan ses. Og det kan man bruge til alt.

Jeg troede på en måde, at det der net og it var noget med, at alle så kunne have adgang til ting, og man måske dæmpede bureaukratiet en smule. My bad.

Hvad man kan lære om blod

I går blev livet lige pludselig helt igennem fantastisk (igen), da jeg havde Christiania-biken fuld af lækre børn, der var mine, og solen skinnede os tilpas behageligt i øjnene, mens vi sang 'U-lækker Tarzan' ('Who let the dogs out' for andre, måske) og tyggede i bananskræller på vej til musik.

På vejen mødte vi en hel karavane af dem her:

The Blood Do Good'ers.

Sikkert på vej hen for at tappe alle dem, der ved noget om økonomi og om at se en hel del mere tjekket ud på en søndag end mig (CBS, I ved).

Jeg har virkelig taget tilløb mange gange. Fordi jeg har en af de blodtyper, der ikke er så helt almindelig, men alligevel ret rød, når jeg bløder, men som jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Så jeg synes faktisk, det er min pligt at lægge mig en halv time og inhalere en øl og et marcipanbrød bagefter. Synes faktisk, det er et ret fair bytte.

Men jeg er nødt til at finde et andet sted at få fyldt do-good-tanken op. For det kommer aldrig til at ske.

Og jeg har ikke engang arvet min fars smiden sig ninjahurtigt i jorden ved synet at størknet ketchup.

Men først havde jeg jo travlt med at blive helt høj af at få  den tattoo der. Som egentlig er min vielsesring, men den historie skylder jeg vist?
Så må man ikke give blod i et år.
Og set i det lys, virker det sgu' egentlig lidt sært, at man så - hvis der kan være skyggen af fare ved det - alligevel tænker: Det der med at lade nogen fræse noget blæk ind i min krop, det er fandme en god idé!

Og så havde jeg helt vildt travlt med at få den piercing der. Som hørte til den tid med korte bluser, hvor min mave var noget af det, jeg var gladest for. Det er i hvert fald to graviditeter og et rygestop siden!
Men så må man heller ikke give blod.
Set i det lys, virker det egentlig også dumt at lade nogen stå med en hultang i ens mave, mens manden er ved at gå i gulvet for at holde i hånd.

Så holdt jeg op med den slags og ville fluks ture til Blodbanken og gøre krav på en briks og lidt choko.

Til jeg fandt ud af, at jeg til evig tid er forment adgang.
Fordi jeg har haft malaria.
To gange.
For hundrede og tre år siden.
Føles det som.

Det var noget med noget vild feber. Og et U-land. Og nogle forældre, der varmede hospitalstermometeret op med en lighter for at vise, at det fandme var nu-nu, at nogen skulle gøre noget.
Jeg kan ikke engang huske det.
Men det virker trods alt lidt dummere end en tattoo og en piercing.
Og hvis jeg en halv menneskealder senere stadig ikke må levere blod til værdigt trængende - hvor meget skal jeg mon så tænke over, hvad det kan være for sære ting, der stadig potentielt kan manipulere i min krop?

Nå, men som vi sad der i cyklen med Tarzan blev jeg altså lidt trist over ikke at kunne dele noget så vigtigt som blod. Tænk, hvis nu mine børn havde brug for det en dag? Eller Anders? Eller mig? Eller en anden? Eller en andens barn?

Så måske nogen andre vil dele for mig? Jeg sender virkelig gerne bonusmarcipan!!

Hvad man kan lære af smilerynker

Jeg har været træt. Ikke på den der åh-jeg-har-ammet-en-gang-i-nat-og-så-skal-man-jo-klynke-lidt-over-for-manden-måde.

Mere på sådan en måde, hvor man glemmer, hvor man lægger den lorteble, man lige har taget af babyen, mens man kommer i tanke om, at man ikke har spist i et halvt døgn og derfor hellere må gå på toilettet (det virkede logisk der), hvor man så begynder at drikke af den kolde kop kaffe, man satte der i morges, da det største barn kun (som i: KUN-KUN-KUN) kunne tørres af mor, og hvor man ved, at lige om lidt skal man hente det barn igen, og man har stadig ikke fået sovet, og egentlig er kold kaffe ikke SÅ dårligt.
Træt på den måde, hvor der er overhængende fare for, at man faktisk kunne have lagt lortebleen i køleskabet og muligvis først finde ud af det, når man satte tænderne i den.
I kid you not.

Lucca har været syg.

Som i høj feber.
Som i ALTID-smilende-baby transformeres til ynkelig piveklud.
Som i dobbeltklæbende mor-tape over det hele.
Som i ikke-spise-andet-end-bryst.
Som i helehele tiden.
Som i kogekogekoge i ble.
Som i antisov. Antianti.

Jeg er ikke udpræget søvnmonster. Men jeg trives faktisk ret fint med minimum fire timer i træk i døgnet.
Gerne syv. Men i hvert fald fire. I. Træk.
Og jeg forstår ret godt, hvorfor intervalsøvn ikke for alvor er blevet funky.
Nå, men jeg har fået knapt tre. Én gang. På fem døgn.

Til gengæld skulle jeg både lidt ud, holde navngivning igen og skrive jobansøgning til ønskejobbet samtidig. Så det gik jo som en leg.

Derfor har vi lavet en ny aftale herhjemme.
Den går ud på, at al logik er sat ud af drift. Ingen må regne med, at den anden kan regne noget ud. Og at man derfor gerne må sige ting mange gange. Eller stoppe en sætning midtvejs, fordi man ikke kan huske, hvordan den slutter. Eller hvad man sagde. Man må også godt bede om at få gentaget. Fordi man godt hørte, men ikke forstod 'Mælken er i køleskabet'.
Man må også ret gerne tale med lavt lix-tal.

Og nu har jeg opdaget flere rynker. Og det er såmænd ikke, fordi jeg lige står og mangler. Men de har åbenbart inviteret alle deres venner.
Synes egentlig godt, det kan være ret charmerende. Hvis man er Sean Connery fx.
Eller hvis det er rynker på den der jeg-har-bare-moret-mig-så-helt-igennem-skønt-hele-livet-måde. Altså de smukkeste smukke smilerynker. Ved øjnene især.
Totalt yndlingsrynker.

Mine?
Nåmen de sidder sådan lidt mere i folderne
dør-hvis-jeg-ikke-får-kaffe- har-vrisset-skældt-og-smældt-på-mand-i-nat-og-vil-gøre-hvad-som-helst-for-et-varmt-bad-eller-tre-minutter-med-lukkede-øje.

Lucca?
Hun er næsten rask. Til gengæld har hun fået smag for natlig hygge. Så jeg fik faktisk en smilerynke i morges.
Men ikke en af de søde smilerynker. Den var frydefuld. Fordi jeg hørte en anden end mig skælde ud i nat. Og være ødelagt i morges.

I morgen vil jeg arbejde på at få en sympatisk smilerynke.
I dag vil jeg bare sove.

P.S. Hvis du falder over en stavefejl, kommafejl eller otte fejlslutninger ... retter du det så ikke bare på din egen skærm og sender et trøste-dameblad?

Hvad man kan lære af fondant

Hvis du ikke ved, hvad fondant er, så er du præcis lige så klog, som jeg var for 14 dage siden.
Okay, faktisk ved jeg stadigvæk ikke helt, hvad det ER.

Men nu jeg ved, hvordan det ser ud.
Og føles.

Det er sådan noget hvidt modellervoks.
Som hviner helt vildt i tænderne.
Man kan nemlig spise det.
(Det ved jeg godt, at man i princippet også kan med 'rigtig' modellervoks, men det er vel ikke decideret anbefalelsesværdigt?)
Og fondant er garanteret kun 97% sukker og 3% usund.
(Modsat 'rigtig' modellervoks, der er hvad? 92 % mærkelige ting og 8 % usund?)

Nå. Men hvis man er vildt sej, kan man lave ting af fondant.
Og så kan man have en blog, hvor man viser billeder af, at man har bygget Eiffeltårnet, Obama og et toilet. Eller måske endda Obama på toilet oppe i Eiffeltårnet?
Kagemor har godt nok ikke lige bygget det, men ret så meget andet kewl.

Pointen er, at der skulle noget til at matche de i omegnen af tyve kager, vi lavede til Karlas navngivning.
Og så tænkte jeg, at jeg da i grunden var ferm til det der modellering i fritteren.
(Og glemte, at jeg i gymnasiet var helt afsindig dårlig til det med ler og pølseteknik og fik oversprøjtet billedkunstlærerens lyse sommertøj og alle i lokalet med ler. Undskyld, i øvrigt!)

Så selvom alle andre åbenlyst øver sig og laver øve-modelleringskager til familien, så har jeg åbenbart lyttet, når nogen har sagt "Yes, we can", "Slug frøen" og "Fake it till you make it" .
Derfor havde jeg lilla fingre til navngivningen, fordi det der farvepasta faktisk er ret for real.
Og derfor fandt jeg ud af, at elasticiteten i fondant ryger sig en solid tur, når man hamrer marcipan i.

Men til gengæld blev der en kage ud af det.
Og alle sagde, den var fin.
Og jeg lærte ikke at være (så) perfektionistisk (på kagefronten).
Og (gen)lærte, at det faktisk er vildt fedt at lave ting ud af bløde ting.

Gode råd:
Sørg for at lave rigeligt. Sådan en kvart kage er lige præcis tilpas til frokost til én person et par dage senere.
(Den kan sagtens tøes op i mikro, hvis vi skal dvæle ved denne opfindelses fortræffeligheder igen).
Fondant er virkelig virkelig ikke rigtig godt at spise rent. Gå klart efter den marcipan, du ikke har rullet ind i fondanten.
Tag et billede af din kreation så langt væk fra, at det næsten ser en lille smule prof ud, når du lægger det på din blog.

Hvad man kan lære af tøjkriser

Måske er det her dødsensfarligt. Og burde have label med 'Do not try this at home'.

Scenariet:

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid.
Baby, barn og far og mor glade.
Hvis det lugter for meget af hvid flonel og blomster, så tilsæt amputerede solstråler, der forsøger at kæmpe sig vej gennem møghamrende beskidte vinduer - det er mere tæt på virkeligheden.

Baby skider i ny ble og gylper på sig selv og mor med rent tøj.
Barn vil IKKE have prinsesseunderbukser på. Eller dem med jordbær. Eller blomster. Og slet ikke de gule. Eller pink.
Kun dem med hjerter på. KUN DEM!
Som hænger på vaskestativet. Og er så fugtige, at ingen forælder ved sine fulde fem lader nogen få dem på.
Far kommer i tanke om vigtigt møde og skal akutstryge skjorte.

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid forvandlet til knapt så hyggelig hverdagsmorgen med knapt så god tid.
Men.
Det er ikke for sent.

Morhjerne arbejder på højtryk, mens baby skiftes.

To minutter senere har barn hjerteunderbukser på. Tørre.
Og alle er glade.

How I did it?
Mikroovn, I tell you.

Bare kun ti sekunder ad gangen, så skal de lige ud og dampe af.
Tror måske også kun, det virker med underbukser i str. 98.

Hvis nogen synes, at barnet må lære, at tøj kan være til vask, til tørre og den slags, så er jeg helt enig. Virkelig. Hun forstår det også normalt.

Men jeg forstår altså også godt en lille tøjkrise.
Især da jeg fulgte det glade barn med hjertebenlæder i børnehave. Og så al gylpen på det tøj, jeg ikke lige selv nåede at skifte!

Hvad man kan lære om døde mennesker

Aftenerne herhjemme er efterhånden blevet så rutiniserede (læs: baby kan ligge på fars mave også), at jeg kan putte Karla.
Og selvom trætheden vejer 1,3 ton på skuldrene kl. halv otte, så er det altså uendeligt hyggeligt at læse Ole Lund Kierkegaard i mørket.
Selvom jeg tror, hun synes, far synger lidt federe godnatsange.
For jeg er altså ikke helt så udenadsagtig på Smashmouth og Jack Johnson (Shrek og Peter Pedal-film, that is).
Til gengæld kan jeg synge 'Langt ude i skoven' så langsomt og kedeligt, at jeg selv er ved at falde i søvn af det.

Men de sidste aftener har vi været i det mere dybe hjørne. Og talt om død. Min nærmere bestemt.
Først blev jeg lidt forskrækket.
Ja, altså bevares, jeg ved da godt, at jeg ikke længere er i kategorien ung i statistikkerne, men derfor har jeg altså ikke overvejet kiste endnu.
På den anden side har jeg det rigtig godt med at snakke helt udramatisk om det.
Selvom Anders studser, når han går forbi døren og hører os snakke om begravelser og mennesker i jorden.
Men han hører jo heller ikke, hvor skønne børn alligevel er, når man synes, de har fattet det hele og alligevel er fattede:

Karla: Mor, vi er da rigtig gode venner, ikke?
Moren: Jo, selvfølgelig.
Karla: Men engang, ikke, så dør du jo.
Moren: Ja, det gør jeg.
Karla: Når du bliver rigtig gammel. Men så kommer jeg jo til at savne dig. (Mor synes, hun kan høre en lidt knækkende stemme i mørket og overvejer, om hun skal lave et kækt emneskift)
Moren: Det gør du nok. Hvis man kender nogen, der er døde, så savner man dem tit. Men når jeg dør, så har du måske din egen familie, så du er nogens mor. Og det bliver man rigtig glad af. (Og ja, jeg ville måske have lavet en lidt anden og flottere returnering, hvis jeg ikke var ved at falde i søvn)
Karla: Men så når du skal begravnings, ikke? Så kan det godt være, jeg kommer til at græde, fordi jeg savner dig.
Moren: Det må man også gerne. Det betyder bare, man var glad for dem, der er døde.
Karla: Men vil du så ikke godt følge mig derhen? Ellers ved jeg jo ikke, hvor du skal begraves!
Moren: ... Øhmn ...
Karla: Vil du synge den med 'langt ude i skoven'?
Moren: Selvfølgelig!

Fingeren op, alle jer, der elsker børnelogik!

Hvad man kan lære i Kvickly

Mor alene i Kvickly og noget, der opleves som frihed. Til både at få smagsprøver og sludre med ostemanden.
Ret så mange flueben på alenlang indkøbsseddel.

Far ringer og fortæller, at baby nok snart er ved at være klar til hed moromfavnelse.
Mor svarer, at hun er ude af Kvickly om fem min.

En lille time senere ringer far igen.
Mor ved at læse 1000 varer ind i bil og er ellers ved at køre.

Hvad der skete?
Jamen, da jeg selvtilfreds tjekkede indkøbsseddel og bugnende indkøbsvogn, kom jeg til at se, at jeg sgu'da ikke havde taget fem for noget-hakket okse. Eller pitabrød. Eller bamseskyllemiddel.

Fedt at fylde en vogn halvt og så fylde en andens vogn halvt. Gad vide, om de blev glade for Hello Kitty-plastrene henne ved kassen?

Og undskyld Kvickly-medarbejder for den bunke for 700 kr. blandet landhandel, der ligger parkeret i en af kølediskene. Jeg orkede altså ikke at lægge det på plads sådan rigtigt ...

Hvad man kan lære i et venteværelse

Vi nærmer os vist igen ... Ørelægen.
Med barnet, der aldrig har været ørebarn. På fire mellemørebetændelser på en vinter -måden i hvert fald.
Men ikke desto mindre lægger kraftigt i ovnen til tredje runde dræn.

Jeg kan mærke, at jeg er i gang med at blive en hårdfør mor.
Første runde dræn fyldte vildt meget. Og jeg sad i venteværelset og pudsede næse på den hardcore måde under hele narkosen. Over vores tapre datter, der ikke gjorde modstand, men holdt min øjenkontakt h-e-l-e tiden, til narkosen virkede. Og jeg var lykkelig, da barnet græd urgråd i et kvarter bagefter, fordi hun levede!
Anden gang var det simpelthen så nødvendigt med de dræn, at jeg næsten lod være med at hade mig selv for at lade andre mennesker skære i hendes ører. Og næsten ikke pudsede næse. Men stadig var mere end lykkelig, da hun vågnede igen!

Jeg tror, jeg er ved at være klar til tredje gang.
For enten er vores (vanlige?) lydhørhed, tålmodighed og pædagogiske tæft røget ud med stort skyl i løbet af vinteren, eller også er ungen stokdøv! Men på den der måde, hvor man altså godt kan blive lidt i tvivl om, om det kun er det selektive center, der er angrebet.
Så nu har vi selv prøvet alt muligt, og hun skal have mange point for opfindsomhed og coping!!
Hun svarer meget gerne, når hun kan se, vi bevæger munden. Men ikke nødvendigvis på det, vi siger.

Til gengæld vil jeg gøre mig umage for at være den søde mor i venteværelset, jeg mødte første gang.

Som meget deltagende kigger på mig og spørger, om det er første gang, 'vi' får lagt dræn.
Mig: Snøft. Snøft igen. Ja. Hikst.
Sød mor med rigtig sød pige: Ja, det er altså ikke særlig rart at lægge sit barn i narkose.
Mig, muligvis med mascara mange andre steder end på øjenvipperne: Nej (håbe håbe håbe, at hun vågner igen!) 
Sød mor med virkelig blød omsorgsstemme: Nå, hvor gammel er hun? Har I været plaget i forløbet op til? Hun klarede godt nok narkosen flot! (meget lydt hos ørelægen) ...
Indsæt selv flere søde, deltagende og empatiske spørgsmål, der fik tiden til at gå.

På et tidspunkt lykkes det mig at få fingeren så meget ud af navlen, at jeg returnerer et spørgsmål.
For at finde ud af, at de kører på omkring ottende indgreb på sød pige.
Og at moren kun er sig selv.
Og at der er tale om mange gange dræn og polypper.
Og at der nu skal skæres en helt god del i tungebånd, der er for korte.
Men at både mor og barn er helt rolige, tillidsfulde og meget optimistiske.

Mens jeg er helt i skoven over en runde dræn.
Tak søde mor i venteværelset for at have så meget overskud til mig.
Jeg lover, jeg giver det til en af de andre førstegangs-dræn-forældre næste gang!

Hvad påsker er for en slags

Det blev simpelthen en af de allerbedste. Påsker.
Gad godt se, hvem der kunne skrue sig ned i for små sko og vrante vrissende ind i hverdagen igen oven på den omgang D-vitamin. Nej, vel?

Fællesferie, sol, lyse aftener, børn ved stranden og en mor, der ikke kan slå smut (Ih!) - jamen find bare soundtracket til Oh, Happy Day et sted, for jeg tror, jeg er vokset 2 cm!
Mens vi nyder billedet, nævner jeg så ikke noget om de første 'feriedage' med snot, feber og så meget ufrivillig søvnløshed, at der kun kunne være meget træt latter til overs for koffeins wannabe opkvikkende virkning.


Fordi vores trappe herhjemme slog så hårdt, blev vi nødt til at spise mange kager, inden vi smuttede på landet ...

Når ikke engang en bilkø kan irritere, ved man, at det forår der burde fås både henkogt og i pulverform.

Det sætter sig alle vegne.

På humøret og i håndvasken på biblioteket.

Hvad hjernen forårskulrer med

Jeg har set det gennem de beskidte vinduer. Det ER blevet forår.

Og i dag har jeg meldt mig ind i 'Sommerkjolens fremme'.

Så nu er det vist blevet tid til at genopfriske. Og nyde. Og smile.

Skyl evt. ned med påskeferie. I know I will.

Hvad jeg har til fælles med en mus

Nåmen det var jo varmt. Og der var masser af pools. 
Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ganske vist har gået til svømning og nyder den slags, men regulær pool- og strandbadning - that's so not me.

Men min badedragt er mildest talt slidt.
Og da min sidste bikini var en gravidslags, kunne jeg HELDIGVIS ikke passe den!
Og bikinien før den var lige lovlig turkis i forhold til min meget vinterblege ikke-tan.

Så jeg måtte til det.

I ved:
Oplyst omklædningsrum (alt for oplyst).
Ekspedient, der kigger lidt på ammebryster og spørger, hvor længe jeg gør det endnu. Og finder de eneste to overdele, der tilsyneladende kan rumme den slags.
Lidt vrissent blik på baby, der er skyld i strækmærker (jo, jeg havde dem jo ikke før hende = hendes skyld).
Glæde over, at de over 20 kg da i det mindste er næsten væk, og at det nu stort set 'bare' handler om opsamling.
Frustration over, at den opsamling ikke er gået lidt stærkere.
And so on. Til baby siger lyde i barnevognen. Og der skal lynbesluttes.


Så jeg endte med denne her sag (Billederne er lånt her, da jeg ikke er foreviget i den!):

Og syntes, at den da i grunden var helt ok - sådan en slags diskretkæk,  uden at være det på 'jeg er stanglækker og ved det godt selv-tan in a can-fit motherfucker men spiser is alligevel'-måden.

Og jeg viste mig da også i den hele to gange.

Til nogen sagde, at den da var ret flot. 

At der var sådan lidt Minnie Mouse over det.

Øhm ... nå ... eller tak ... eller?

Hvis det er på den der måde med irriterende pivestemme, underbenklæder med kæmpe blonder og en virkelig nævenyttig kæreste, så orker jeg altså ikke at gå med den igen.

Men hvis det betyder, at jeg er lige så sød som hende her, så er det vel en slags ok?

Men måske skulle jeg alligevel droppe sløjfen i håret næste gang.

BackInBusiness

Jeg har simpelthen haft SÅ travlt. 

Her:

Billede lånt her

Det var fx noget med at voldnyde de der børn og den mand. 

Og i omegnen af 400 m2 buffet døgnet rundt. 

Og nogle drinks. 

Og espressoer.

Og en masse solskin.

Og en roman.

Og tid.

Og pilates og spinning til denne udsigt. (gloriepudsning slut) 

Fik jeg sagt all inclusive? 

(Kæmpe tak til svigerfar og svigerbonusmor!)

Så du det ikke lige rigtigt?

Billede lånt her

Jeg skal nok lige skrive om det der med at gå i bikini, klamre sig til flysæder og få ubehagelig opmærksomhed i Billund. 

Men er det ikke rigtigt, at ferien varer længere, hvis man trækker den der udpakning?

Hvad bryllupsinvitationer gør ved folk

Altså jeg bliver SÅ glad.
For og over dem allesammen.

Både dem, der er håndlavede i særligt papir med glimmer og lak.
Dem, der er lavet på en køleskabsmagnet, så de ikke bliver væk (utrolig smart feature der!).
Dem, der viser et billede af brudeparret midt under jordomsejlingen.
Dem, der fortæller en sjov historie.
Dem, der viser stedet, hvor der blev friet.

Og ja, vi har fået mange de sidste år.
Og tak for nogle fremragende fester! (Synd, at I skulle lægge dem så meget oven i hinanden sidste år, dog)
Og lækker mad. (Jo, det betyder endnu mere, hvis man kommer i bækkenløsningsmundering med krykker under armene).
Og taler. (Jeg tuder til dem alle - hvis det er et kvalitetsstempel?)

Og jeg bliver glad.
For så kommer jeg i tanke om - under alt det der leverpostejs-madplans-hentebringe-hverdags-kronisk-træthed-noget - hvor fedt det nu egentlig var, at jeg fandt ham der, jeg (først slet ikke ville, men så meget) gerne ville giftes med så tidligt.
Og om alle andre mon er lige så glade på dagen, som vi var.
Det tror jeg faktisk, de er.
Bryllupper holder!
(at ægteskaber ikke helt så ofte gør er ... et andet kapitel)

Så altså: Tak for invitation igen!
Vi kommer.
Og jeg glæder mig!

Forresten:
Vores invitation var kaligrafiskrevet af undertegnede på orange papir (hvorfor nu orange, egentlig?) - uden billeder eller lirumlej, men med invitation til borgerlig vielse på stranden (tak for 30 grader den dag), til vegetarbuffet, til spejderhyttefest og overnatning.
Den ene halvdel af os havde vel dreads, begge halvdele af os elskede (elsker?) Jim Morrison og Sartre, og begge halvdele storelskede blå Kings!
Nøgenbadningen havde vi dog ikke inviteret til. Faktisk.

Hvad en treårig burde have stående på et mærkat

  

(Billeder lånt herfra, sig til, hvis de skal fjernes)

Hvor-for er det lige, at de labels ikke sidder med magnaprint på ryggen af en 3-årig?

Ups.

Tre-et-HALVT-årig.

My bad!

Til gengæld skal hun have point for så kraftfuld og vedholdende stemme, at det halve af Frederiksberg muligvis tror, at vi praktiserer forsøg med vold på børn herhjemme.

Det gør vi så i øvrigt ikke.

Om jeg elsker de morgener, hvor jeg solo skal have to børn ud af døren med skovbørnehavebus-deadline?

Lad mig se ... jeg vil det muligvis hellere end at spise en nylagt elefantlort, men ellers ... rungende nej!

Hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag?

• En husalf, der kan trylle skal-tisse-inden-vi-skal-ud-af-døren konflikter og jeg-vil-selv-tage-flyverdragt-på-men-jeg-gør-det-fandme-alligevel-ikke konflikter væk.
• En boksebold eller sandsæk. Nej, vent, må hellere tage en til hvert rum. Fem af dem, tak.
• Tredive timers kurbad/spa/massage/solotid/... Faktisk kan jeg også bare sætte mig over på læsesalen. Bare der er stille. Og voksne. Og varm kaffe. Og ingen deadlines, der har med elastikker under støvler at gøre. Jeg kan også godt nøjes med otte minutter, hvis det er. Bare jeg så får det.

Nå. 

Nu kridter jeg Duplo-skoene, laver en kop te, lytter til barnets behov og satser på at finde en løsning på, hvor hun skal være, mens babyen skal starte til musik i dag. Og lader hjemmedag være luksus.

Måske når jeg at dampe af, inden Anders kommer sent hjem.

Ellers må jeg vel sætte advarselsskilte på ryggen af mig ...