Sider

tirsdag den 4. september 2012

Mette Jensen

Indimellem ville jeg ønske, at jeg hed Mette Jensen, så jeg var mindre let at spore.

Og at jeg havde valgt dæknavn til bloggen, så jeg ikke skulle tænke på stødte manchetter, små sko og sure tæer miner.

I stedet holder jeg bare lige lidt kæft.

tirsdag den 21. august 2012

Skål i mobil

De der mennesker, som har børn, der ikke sover. Hvordan fungerer de?

Én nat med total mareridts-varme-cirkus og jeg finder mig selv krøllet sammen halvt på gulv, halvt i børnesækkestol i den mest afslappede stilling, man kan have, når man skal holde barn på mave med én hånd og i hånd med den anden ...
Lå der heldigvis kun to timer! 
Efter at være blevet strubesparket af samme vågne og varme barn et par timer i vores seng.

Til gengæld var hun pissesur, da hun vågnede.

Men så var vi i det mindste to.

I dag har jeg kun prøvet at drikke kaffe af min mobil to gange. Og gået ind i en dør ditto. Og taget læsebriller på i stedet for solbriller. 

---

Søndag morgen løb jeg 3,5 km, fordi det var så langt væk, jeg havde glemt min cykel. Solen skinnede, og jeg nød at føle mig hellig frisk i forhold til alle dem, der dinglede hjem fra byen, så jeg glemte helt at lide.
I dag har jeg trænet interval. Der glemte jeg ikke at lide. Til gengæld var jeg ved at falde af løbebåndet. 

lørdag den 18. august 2012

Hvor er skranken for dem med mimrekort?

Da jeg blev 25, følte jeg mig som en vårhare.

Da jeg blev 30, var det vist noget med en bækkenløsning, så der følte jeg mig som en halt vårhare.
Da jeg havde kobberbryllup, var det bare fedt.
Da Karla blev 5, tænkte jeg, at jeg stadig havde to små børn.

I dag har hun vist mig sin første rokketand.
Og jeg overvejer at sætte pensionsindbetalingen op!
Tandløse børn er den slags, der sidder på forreste række med lidt skæve rottehaler på et klassebillede fra 1.b.
Og børn i 1.b har ret voksne forældre.

Som ikke siger yyyydrks og løber forfjamsket rundt, fordi de ikke ved, hvor de skal gøre af sig selv, når de har rørt ved en rokketand. Både fordi tænder, der siger svup, når man presser på dem med tungen, er kvalmefremkaldende, men også fordi, det minder om, at ens børn fandme bliver ældre i et afsindigt tempo.
Jeg må skynde mig at øve mig på det der voksen (eller satse på, at den tand bliver hængende længe)!

---
Ja! Selvfølgelig har jeg løbet, det lovede jeg jo! Onsdag 4 km og i går 5,75 km.
Og jeg har blå storetånegle. Fordi min løbesko, som jeg købte impulsivt på supertilbud for ca. 9 år siden uden skyggen af test, er for små.

Så i dag tog jeg herhen.
De er ret gode til det med vejledning og service, skulle jeg hilse og sige.
Og tålmodige, når man ikke kan vælge mellem to par.
Hils på mine nye bedste venner:

tirsdag den 14. august 2012

Afrapportering

5,5 km - og jeg løb nærmest kun de 4,5.
Til gengæld i fornuftigt (brækfremkaldende) tempo.

Om jeg gider at høre på gemalens snak om, at man altid kan løbe en halvmaraton på rutinen?
Og om, hvor hurtigt han kunne løbe efter et halvt års inaktivitet, da han lige testede i går?
Og om, at han måske gerne vil det der jernmand også?

Fitnessdk - vi ses i morgen tidlig igen.


Så tag mig dog sammen!!

Min lillebror har lige fået medaljebevis på, at han er lavet af jern.
Min mand, min far og min lillebror kan tilsammen vælte sig i medaljebeviser på, at de kan løbe mere end 42 km.

Mig?

Jeg har et fitnessmedlemskort, der fremstår meget uslidt!
Og som jeg bruger præcis så tit, at det altid når at samle nullermænd i mærkelige tasker.
Jeg går ret tit i gang med et løbeprojekt.
Og jeg går lige så tit i stå.

Simpelthen så dumt.

Jeg o-orker virkelig snart ikke at lave starten på et løbeprogram igen.

Så nu blev det her til en løbeblog. Fordi jeg har tilmeldt mig det e-løb. Og lovet jer en halvmaraton. Og stadig ikke har fået trænet det forpulede bækken nok.

Nej - jeg gider ikke at skrive, hvor mange liter jeg har brækket mig, blødt og svedt undervejs. Det skal nok blive imponerende mange.
Men jeg skriver, hvor langt jeg har løbet eller hvordan.
Fordi jeg alligevel ikke gider at være en fed sofa-ko over for alverden.

Så nu ved I det.

Hvis I er heldige, hoster jeg op med et mavesurt indlæg undervejs også, når jeg har ædt tre plader choko i afmagt.
Hvis jeg er heldig, kommer jeg videre end uge 3 i løbeprogrammerne ...

Hvor lagde jeg nu det fitnesskort?


Ja, jeg har hørt, at man kan løbe udenfor. Og nej, det kommer ikke til at ske for mig. For jeg er åbenbart sådan en, der må og skal falde over streger på fliser og tælle lygtepæle i desperation - mens jeg bliver glad og paralyseret (= løber) af digitale tal og vammel svedlugt i træningscenter.

fredag den 15. juni 2012

Så opfør os dog ordentligt!!

Jeg har eksamener for tiden. I læssevis.
Det er ikke mig, der er til eksamen. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Jeg er 'bare' til eksamen som eksaminator.
Meget spændende. Og lidt hårdt.

Men jeg elsker det faktisk også. Fordi jeg synes, det er så pissevigtigt at gøre det godt!
Som eksaminator og censor.
Det kræver noget at eksaminere ud fra en skala, hvor argumentationen for karaktergivning går på mængden af væsentlige/uvæsentlige mangler.

En vinkel kan være at gå direkte i kødet på de oplagte mangler på en måde, så de studerende i hvert fald heller ikke er det fjerneste i tvivl om, hvor mangelfulde og talentløse de er. Uanset bedømmelsen.
Det er åbenbart en vinkel, der bruges.
Fandme ikke særlig flot gjort!

Resultatet er, at jeg har mødt oceaner af studerende, der er nervøse langt ud over det sædvanlige og rimelige. Som i angst. Som føler, at deres eksistens er på spil. At de kun kan fejle. Og frygter, at jeg skifter personlighed, når vi ses i eksamenslokalet.
Og selvom de er rationelle omkring det, så husker deres kroppe åbenbart summen af alle dårlige eksamensoplevelser, når de nærmer sig.

Det gør mig virkelig vred.

Jeg praktiserer ikke gavebod til eksamen.
Og jeg ved også, at mange studerende synes, at jeg stiller store krav. Og forlanger, at de skal kunne deres stof og arbejde selvstændigt, kritisk og teoretisk. De har fuldstændig ret.

Men jeg gør mit ypperste for, at de - uanset niveau - får en behagelig, ligeværdig og ordentlig eksamination.
Derfor bliver jeg selvfølgelig også rigtig glad, når studerende melder tilbage, at de har oplevet det sådan.
Det burde bare ikke være nødvendigt at fremhæve det som exceptionelt.

Så klap jeres børn, unge eller jer selv på hovedet, når de/I går til eksamen.
Det handler om faglighed. Og om anvendelse af faglighed. Ikke om andet.

Og når/hvis I møder ubehagelige og upædagogiske mennesker på den anden side af bordet, så er det ikke rimeligt. Der står ikke nogen steder, at man skal være strid og hård som eksaminator.
Det kan være slemt nok at få en dårlig karakter. Der er ingen grund til, at man skal have fornemmelsen af nakkeskud og likvidering samtidig.

Og jeg ved godt, at ikke alle mine studerende er tilfredse med deres resultater.
Og at nogen helt sikkert synes, at jeg er en stor idiot, fordi de ikke fik den karakter, de gerne ville have haft. Og sikkert også synes, at de fortjente.
Det er en del af fagligheden at lave de vurderinger, man godt ved, at nogen kan blive skuffede og vrede over.
Også selvom de studerende måske ikke kan huske argumentationen 1 time efter.

Men det er ikke spor fagligt som eksaminator at få nogen til at føle sig forkert og komplet uduelig på alle områder.
Det kan de studerende huske 2, 7, 14 og 26 år efter!

onsdag den 16. maj 2012

Mens vi venter ...

Anders troede ikke på det. Ingen troede vist snart på det. Jeg gjorde. Fordi jeg blev nødt til det.
Så ja, jeg har afleveret speciale. Og ja, det var sindssygt til sidst. Og spændende. Og hårdt med hårdt på.

Nu venter jeg bare ...

Og NYDER at have tid til at fokusere på mit allerbedste arbejde. Hvor jeg får lov at blive. Og få flere udfordringer næste år.

Jeg er ikke blevet skilt. Mine børn kan stadig huske, hvad jeg hedder. Mine venner har ventet. Jeg elsker mit liv!

torsdag den 3. maj 2012

Energy activator!

Har skiftet segment. 
Fra mor-mod-sukker til Cult Raw Energi 500 ml-fan.

Har læst det her.
Og en halv liter stærk kaffe senere fundet ud af, at det ikke gælder for mig. 

Det med 80-100-kopper finder jeg måske ud af i løbet af de næste døgn.


onsdag den 2. maj 2012

Piklorterøvmøgbiks!

Ikke. Gi. Op.
5 dage endnu.
Alt for få timer.

Jeghaderhaderatskrivespecialeogpassemereendfuldtidsjoboghavebarnmedfalskstrubehoste!

fredag den 6. april 2012

Dyyyb indånding

Jeg er lige blevet 33. Den 4/4. Symmetri på den front.
Work-life-balance? Asymmetri all over.

Jeg savner at skrive noget, der ikke handler om set-hed, krop, køn og diskurser.

Lykken er lige nu og her, grib dagen og blablabæ.

For mig er lykken om en måned og nogle dage. Når jeg har sovet ud. Og afleveret speciale. Og indstillet studerende til eksamen.

Glæder mig til at skrive om prutter, Irma, ikke-eksisterende kondi, søvn og den slags!

torsdag den 1. marts 2012

Breathe and enjoy

Indrømmet.
Jeg kan godt blive lige rigeligt sovset ind i arbejde, leverpostej og dagligdag. Og glemme at trække vejret særlig meget dybere end lige forbi adamsæblet.
Og tænke, at lige om lidt - fx i morgen - bliver det hele lidt bedre, nemmere, mere overskudsagtigt.

Hvis jeg skulle skrive en kontaktannonce var det ikke et af de karaktertræk, jeg ville skrive øverst.

Jeg hader, når jeg glemmer, at livet er røvfantastisk!

Det sker typisk, når det er for længe siden, jeg har hørt den her med lukkede øjne (og nej, jeg kan stadig hverken finde ud af at meditere, sidde i lotus og den slags, så jeg har ikke været på kursus - jeg orker bare ikke at se på rod og lister, mens jeg hører den).

Rimelig svært ikke at trække vejret dybt og tænke, at det sgu egentlig er helt igennem ok at være til.

(Kan berette, at det også er et ret godt nummer at høre lige inden en mundtlig eksamen, hvis man har brug for lidt powerfølelse - jeg lover ikke, at det hjælper på resultaterne)

søndag den 15. januar 2012

Må man græmmes på en søndag?

Oh yes - hvis man er mig, ikke bare må men SKAL man græmmes.
Og slå sit hoved hårdt mod ting.
Mange gange.
Og råbe.
At man er en stor, fed idiot.
Endnu flere gange.

Beordret Fået lov til at arbejde hele dagen på det der CBS.
Med strenge ordrer om ingen blog og FB.
Godt.
Man arbejder og arbejder og er så stolt af sin egen arbejdsmoral.
Indtil det tidspunkt, hvor man opdager, at man har overskrevet sin egen genialitet.
Så mere end to timers højhellig weekend er gået op i røg.

Der var vist nogen, der skrev superbruger i en ansøgning engang.
Den ansøgning får de lov til at æde. Nå. I tre eksemplarer.

Mon ikke snart jeg får første hit på Googles verdens største fjols?
Altid noget, "jeg" også har førstepladsen på verdens lækreste baby.
Og altid noget for hende, at hun overhovedet ikke ligner sin mor.

lørdag den 14. januar 2012

Må man blære sig på en lørdag?

Jeg har en lille opgave til dig.
Hvis nu du lige tager en rask lille Google-billedsøgning.
Altså i billeder, du ved.
Og skriver i søgefeltet: "verdens lækreste baby".
Og ser på første hit. Og nyder det.

Godt, så er den konkurrence afgjort!

Og nej, jeg har ikke selv fundet ud af det.
Det har min seje niece i Grønland, som lavede søgningen med nogen fra sin klasse.
Som syntes, hun var lige lovlig plat, da hun påstod, at det var hendes kusine.

fredag den 13. januar 2012

Mystifilla Tolerentia Mærkværdiga

Jeg er tit ret glad for, jeg ikke blev en dreng.
Ud over alt det indlysende i, at det så havde været lidt vanskeligere at få Anders til at gifte sig med mig, selv at føde de børn der og den slags, så handler det også om, at jeg så vist var kommet til at hedde Svante.
Det siger min far og mor i hvert fald. De siger også, jeg skulle have heddet Maja, hvis jeg var blevet en pige.
I stedet blev jeg så en Lea.

Det var rimelig langhåret derude på landet i 80'erne, hvor man hed Stine, Camilla og Trine.
Eller Jacob, Simon og Peter.

Faktisk blev jeg en Lea Tilde. Det gjorde det ikke mindre peace'n'love-agtigt.
Men jeg har nu altid været glad for det.

Da jeg selv voksede mig federe og federe (og der var en anden grund til det end det fejlslagne rygestop 1), måtte vi selv på med opfindehatten. Det vil sige: Jeg måtte.
Anders iførte sig nej-hatten.

"Zia?" "Nej! Findes det overhovedet?"
"Røskva?" "Nej! Nej, det er fandme for mærkeligt"
"Kamille?" "Nej! Lyder lidt vel vegetaragtigt"
"Bjørk?" "Nej!" "Fiona?" "NEJ!" "Viola?" "Nej, altså!"
Gang selv med 9 mdr. Og hormonellaudsving i forslagene.

Vi syntes selv, vi var originale med et strejf af almindelighed, da vi valgte Karla Sofia.
That would be ordinære med et strejf af gennemsnit.
Find mig et menneske med en pædagogisk uddannelse, der ikke har en pige, der hedder Karla.
Okay - så find mig to, hvor den ene ikke har.

Næ - først gjaldt det åbenbart om at gå tilbage i tiden for at skille sig ud.
Og kalde knægten for Hugo Alfred, Max William eller Sejr Bertil.
Og pigen for Elvira, Leonora Amalie eller Asta Ella.
Troede, jeg var gået på De Gamles Hjem, første gang jeg så ned over musikholdslisten.
Nu virker de navne både harmløse, meget almindelige og sågar næsten søde.

Og nu må man virkelig oppe sig, hvis barnet ikke skal komme til at hedde Liva R, Vigga N eller Sander B. Hvis altså man synes, den slags er lidt fjollet.
Og folk opper sig.
Lucca Viola virker soooo ordinary efterhånden.

I hvert fald når vi mødes med Folke, Emmeline, Mika og Sana.
Og sidst, men ikke mindst: Vega-Tilla.
(Kamille lyder pludselig ikke så vegetaragtigt, vel Anders?)

Må 2012 blive året, hvor nogen får den vanvittige idé at kalde deres barn for Erling eller Trine. Igen.