Sider

fredag den 13. november 2009

Sørøvermedicin

Det hedder det altså herhjemme - i den ellers relativt sukkerfri husstand.

For når far ligger syg og kaster op i 2 dage og slet ikke kan klare lugten af mad, og mor burde-burde-burde skrive en helt masse vejledningspapirer, kontraktudkast, interviewguides, etiske retningslinjer og samtidig liiige få smurt de der fordømte madpakker, fordi institutionen starter køkkenombygning lige i denne uge, ryddet op, købt nødtørftigt ind, lavet mad, som ingen alligevel orker at spise osv., mens feberen holdes nede med Pinex - ja, så kommer der altså tidspunkter, hvor kaffe ikke længere har noget effekt - overhovedet!

Og når far så har brug for hurtig energi og kræver Piratos, og Karla spørger, om han skal have medicin, og om det så skal være isbjørne-medicin (Vicks) eller løve-medicin (penicillin), ja, så må man som mor jo lyve højt og flot, så mor og datter i rask hue-vinterjakketrav kan købe Sørøvermedicin i kiosken - og smile lidt forlegent til kioskmanden, når Karla spørger, om det brune (kvadratisch-praktisch-gut) medicin er til mor så?

Til gengæld fik hun lov til at vælge en rigtig flot Ylette med lilla blomster - helt uden sukker - til sig selv!

Og resten af dagen tilbragte hun så med at tvangsfodre forældrene med 'medicin' uden selv at forlange spor, mens hun bekymret spurgte, om far da ikke ville se Gurli Gris eller Peter Pedal ...

Jo - herhjemme bor den sødeste 2-årige sygeplejerske!

2 kommentarer:

  1. Først: Dejlig blog du her har fået stablet på benene! Men hvordan undgår man, at man skriver mere på dén end på specialet??
    Næst: Utroligt, at din datter, som jo vel nå være ualmindeligt kvik, hvis hun slægter dig på, ikke kender til slik? Det er imponerende! Min datter, som er startet i skole, kender pludselig til utroligt mange ting, som hun var uvidende om før: pik, forelskelse, Star Wars-tegninger, Littlest Petshop (små gyselige plastdyr med enorme øjne) OG så kan hun læse - så lidt godt kommer der da ud af det!!

    SvarSlet
  2. Altså det er bare mig, Laila fra DSR, men jeg kunne ikke få lov at skrive mit navn uden også at skrive en webadresse...

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!