Sider

onsdag den 18. november 2009

Valgaftensmagi

Jeg elsker valgdage og -aftener.
Og jeg bliver altid følsom på sådan en lidt skæv mellem-nostalgisk-optimistisk og forunderlig måde, når valgstederne lukker, optællingerne begynder, mørket falder på, de første afgørelser tikker ind, mens man venter i spænding, undres, smiler, frygter og drikker god latte eller rødvin.

Jeg kan huske valgaftener fra min barndom som aftener, hvor jeg fik lov til at falde i søvn på sofaen, hvor der blev talt fremtid, rykket tættere sammen og håbet på alt det bedste - det sidder stadig i mig, og jeg holder altså mine valgaftener hellige, så jeg bare kan få lov til at synke hen i mit dvæleri og min nydning over, at demokratiet ruller igennem det ganske land.

Så jeg har videreført en tradition: Herhjemme stemmer vi sammen.
Altså vi stemmer ikke det samme, Anders og jeg, det har vi vist aldrig gjort, men vi er lige præcis så enige og uenige, at vi ikke behøver at slås om, hvem der har ret.
Nej altså, vi tager af sted sammen, tjekker ind som hr. og fru Rosenlund lige efter hinanden og venter på hinanden uden for boksene - i går sammen med Karla.
Og det tager vel 5 min., og det er jo egentlig ikke, fordi det er specielt hyggeligt, sjovt eller velduftende at stå i en gymnastiksal med en gul og en hvid seddel i u-handy format - men det er magisk!

Og i går kunne jeg slet ikke slippe magien igen, så det var først kl. 01.38, at jeg langt om længe fik smidt mig selv i seng, efter den dejligste aften med resultater og prognoser, skøn musik i headphones, tænkning og lidt transskribering - jeg glæder mig til næste valgaften!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!