Hvad jeg har til fælles med en mus

Nåmen det var jo varmt. Og der var masser af pools. 
Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ganske vist har gået til svømning og nyder den slags, men regulær pool- og strandbadning - that's so not me.

Men min badedragt er mildest talt slidt.
Og da min sidste bikini var en gravidslags, kunne jeg HELDIGVIS ikke passe den!
Og bikinien før den var lige lovlig turkis i forhold til min meget vinterblege ikke-tan.

Så jeg måtte til det.

I ved:
Oplyst omklædningsrum (alt for oplyst).
Ekspedient, der kigger lidt på ammebryster og spørger, hvor længe jeg gør det endnu. Og finder de eneste to overdele, der tilsyneladende kan rumme den slags.
Lidt vrissent blik på baby, der er skyld i strækmærker (jo, jeg havde dem jo ikke før hende = hendes skyld).
Glæde over, at de over 20 kg da i det mindste er næsten væk, og at det nu stort set 'bare' handler om opsamling.
Frustration over, at den opsamling ikke er gået lidt stærkere.
And so on. Til baby siger lyde i barnevognen. Og der skal lynbesluttes.


Så jeg endte med denne her sag (Billederne er lånt her, da jeg ikke er foreviget i den!):

Og syntes, at den da i grunden var helt ok - sådan en slags diskretkæk,  uden at være det på 'jeg er stanglækker og ved det godt selv-tan in a can-fit motherfucker men spiser is alligevel'-måden.

Og jeg viste mig da også i den hele to gange.

Til nogen sagde, at den da var ret flot. 

At der var sådan lidt Minnie Mouse over det.

Øhm ... nå ... eller tak ... eller?

Hvis det er på den der måde med irriterende pivestemme, underbenklæder med kæmpe blonder og en virkelig nævenyttig kæreste, så orker jeg altså ikke at gå med den igen.

Men hvis det betyder, at jeg er lige så sød som hende her, så er det vel en slags ok?

Men måske skulle jeg alligevel droppe sløjfen i håret næste gang.