Sider

fredag den 10. juni 2011

Sure damer og slugte bolsjer

Om jeg havde travlt med at skrabe livserfaring sammen i går?

Nja, primært den slags, der handler om at koordinere lægebesøg med sovende baby i venteværelse for at få konstateret galoperende blærebetændelse og blive glad over, at der da så i det mindste er forklaring på feber og 103 toiletbesøg i døgnet, men også få lidt ondt af sig selv på inhaler-tyrkisk-peber-måden.
Var det kedeligt? Ja.
Lærte jeg noget? Ja.
Fx at det er dumt at ligge på ryggen og tylle bolsjer. Men at man godt kan overleve at sluge dem hele. Selvom det føles jævnt ubehageligt.

Anbefalinger igen, siger I?

DAGENS GODE IDÉ
At bestille dagligvarer på nettet. 

Undskyld, alle jer der arbejder i Netto, Irma, Føtex og andre skønne forretninger. Det ER bare ikke så hyggeligt at besøge jer hver dag. Med barnevogn. Og et-to børn. Sammen med alle de andre, der heller ikke helt ved, hvad de skal have at spise, før de står ved kassen. Eller måske heller ikke ved det helt endnu der, når de kigger ned over båndet og ser mælk, bladselleri, chokolade, vådservietter, flåede tomater, mayo og børnebodystockings på tilbud rulle forbi. Eksempel fra eget liv slut.

Men tag nu fx en af mine bedste venner nemlig.com

Når man sidder i ro og mag og bestiller varer kl. 23.01, så tvinger det en til at være lidt fremsynet. Og man skal ikke høre på (andres) vrælende unger. Eller trækkes med selvbetjeningskasser. Eller blive voldfristet, når man har svedetur, fordi dankortterminalen går ned. Og så kan man fx købe økofrugt til 1,- pr. styk i denne uge. Og de leverer med timeintervaller. Og er præcise.
Hvis man nu er så uheldig, at man ikke bor et sted, hvor de leverer, så prøv lige at finde nogle andre.
Fx torvet.dk  eller superbest.dk. (Der findes også andre, fx osuma.dk, som jeg dog ikke har prøvet). 

DAGENS DÅRLIGE IDÉ:
At halvråbe 'Så må DU have en rigtig god dag' til virkelig sur kælling dame i Føtex.

Det giver et splitsekunds tilfredsstillelse, indtil man godt kan høre, at det ikke kom til at lyde helt så overskudsagtigt, som man tænkte, at det gjorde.

Lesson learned:
Køb nu ind på nettet i stedet for at gå i Føtex, hvor sur dame højt skælder ud til sine børn:'Hold nu kæft, hvor er det DUMT at stille en barnevogn der' (som i helt ind til væggen i en passage, som næsten ingen bruger), og hvor man så overrasket siger 'øhm okay' henne fra bananerne og flyver hen for at flytte barnevogn, kun for at blive mødt af 'Sguda dumt, når der ikke kan komme en indkøbsvogn forbi. Fnys. Fnys igen. Virkelig højt fnys!', så man bliver fristet til at dele en storsviner ud ved højlys dag og påpege de fire andre vældig passable veje væk fra bananer, men heldigvis møder meget overrasket frugtdrengs øjne, der signalerer 'ko-dame' (ingen overtolkning fra min side!?), så man i stedet hvisler det med den gode dag. Suk.

5 kommentarer:

  1. Generelt er supermarkedskonceptet klart overvurderet. Rigtig meget faktisk. I særdeleshed om eftermiddagen efter arbejde med børn på armen/i barnevogn/kravlende skrigende og plagende hen af gangen.
    Hvad blev af den hyggelig gamle købmand, der selv stod smilende og overskudsagtig bag disken og pakkede varerne ind i brunt papir og sejlgarn? Købmanden tilbage, tak! Der må da være nogen, der kan starte en Facebookgruppe desangående. Count me in!

    SvarSlet
  2. Nemlig.com er også en af mine bedste venner. Også selv om jeg engang imellem bliver nærig på "hvorFOR koster jeres basilikun 30 kroner, når Nettos koster 10"-måden. Men så går jeg i Netto efter basilikum til en 10'er og finder LYNhurtigt ud af, hvorfor det nu er, jeg godt gider betale mere for det meste hos nemlig. Handler generelt kun i fysiske supermarkeder (næh, vent - butikker generelt), når jeg er af sted uden Øgle. Og selv da er det ganske overvurderet. Har tit lyst til at råbe noget RIGTIG surt af andre mennesker, så props til dig for kun at hvisle det...

    SvarSlet
  3. Hihihihihi, sidder altså og klukker af latter, selvom jeg godt kan regne ud, at der i banan-situationen med møgsur ko-dame ikke var meget at grine af. Skønt at du så har overskud til at beskrive det, så vi andre får aktiveret smilebåndene :)

    SvarSlet
  4. Jeg sad til en fest sidte lørdag og blev tippet med de der dagligvarer-sites...og jeg glemte jeg navnene, og vupti finder jeg dem her hos dig. Skøøøøønt.

    SvarSlet
  5. Hej Alle!

    Jeg er næmmelig også STOR fan af Nemlig.com! Hvis du ikke har prøvet det, kan det klart anbefales, men jeg skriver faktisk af nogle andre årsager....

    Jeg er en gravid studerende, som er ved at færdiggøre mit studie. I min afsluttende opgave skriver jeg om beslutningsprocessen for forbrugere som står overfor mange valgmuligheder. Og det er jo en situation vi gravide kan genkende, fra vores mange køb af baby produkter.

    Hvis I er førstegangs forældre og har stået overfor at købe jeres første barnevogn indenfor de seneste 18 måneder, kan I udfylde dette spørgeskema og deltage i konkurrencen om et gavekort på kr. 1.000,- hos BabySam:

    https://www.surveymonkey.com/s/customer_decision

    Jeg håber, I vil hjælpe mig til mange besvarelser.

    På forhånd tak for hjælpen!

    Med venlig hilsen, Kelly

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!