Sider

onsdag den 3. november 2010

R.I.P. King

Hvor dårlig en mor er det lige, man er, hvis man taber sit barn?
Prøv at gætte, hvor dårlig en mor jeg så er!

Nemlig! Pure tabermor!
Lektie lært: Lad være med at tro, at du kan sms'e, låse dør, holde lift og skynde dig alt for langsomt på én gang.

Heldigvis tabte jeg kun den ene hank. Heldigvis holdt jeg kun liften 15-20 cm over jorden. Heldigvis græd hun kun vildt højt i alt for lang tid. Heldigvis havde jeg sindssygt travlt med at komme for sent. Heldigvis er jeg kun så paranoid, at jeg mærker hende under næsen hvert kvarter. Heldigvis tror jeg kun lidt, at hun har indre kvæstelser.

Jeg ved, man kan blive virkelig mærkelig af at blive tabt. Seriøst.
Vi havde engang en dværghamster (og jo, jyder, det hedder ÉN hamster!), der hed King. Det var en bryllupsgave. Sjovt nok ikke fra ønskesedlen.
Den var nu faktisk meget hyggelig og boede i en papkasse hos os. Og var i dén grad passiv ryger.
Og folk kom med gaver til den som King ølkapsler og et hjul at løbe i og sådan.
Altså faktisk passede vi godt på den. For den var sød og kun lidt irriterende, når den løbetrænede i sit hjul, der trængte til det helt store olieeftersyn, midt om natten.
En dag ville jeg kæle med den og holdt den i hånden. Jeg stod op, holdt den forsvarligt, men pludselig hoppede (!) den med lynets hast ned på gulvet. Og lå helt stille. Og sagde vist nok en lyd.
Jeg skyndte mig at samle den op, mens jeg tænkte 'dårlige, dumme hamstermor!' tusind gange efter hinanden.

Den blødte lidt ud af næsen, men lidt efter var den helt normal igen. Og løb i sit hjul.
Men så noget tid efter begyndte den at gnave i sine egne bagben.
Og så kom sviger-dyrlæge-papfar og aflivede den. Og fordi han ved, at vi er sådan nogen, der synes, at det er synd for dyr, så gjorde han det med en sprøjte. Ellers taber man dem vist bare. Men King var lissom tabt nok.
Hvis der findes et hamsterpasser-helvede, så kommer jeg garanteret dertil.
Undskyld!

Jeg håber virkelig ikke, at Lucca begynder at gnave i sine ben!!

P.S. Tror altså virkelig nok, at hun er ok. Det er nok værre med mig.

4 kommentarer:

  1. ...og så er jo intet imod alle de virkelige vilde styrt hun tager om et års tid sødeste søde dig!! MP

    SvarSlet
  2. Jeg kom til at tænke tilbage på en dreng jeg gik i klasse med, der var blevet tabt på badeværelsesgulvet engang, da han var helt lille. Han var tydeligt mærket af det. Men resten af hans opvækst var vist også tabt derude på det hårde flisegulv og lidt ned i afløbet, så spørgsmålet er, om det var faldet i den bogstavelige betydning eller i den overførte betydning, der havde skadet ham mest?

    Jeg tror på det sidste! Og når al alvor er skåret væk fra din angst og din bekymring, så må jeg godt have lov at sige, at du fandme skriver sjovt og godt om noget ganske forfærdeligt. Og har vi ikke alle på den eller anden måde prøvet at "tabe" vores barn engang. Jeg husker stadig, da jeg bankede hans 4 mdr. gamle hovede ind i en dør, da jeg ville vende mig hurtigt efter postbudet, mens jeg havde ham på armen. Han har det fint i dag, men hold da fast, det lille hovede er blevet studeret mange gange siden. Der er stadig ingen mén at spore :-)

    SvarSlet
  3. Åhh...det har vi også prøvet. Helt splinternye forældre, kommer hjem med nærmest nu-født baby. Ind af hoveddøren - småkage! Ruller ud af liften, og lander ret så hårdt på stuegulvet. Nåhm, velkommen hjem, lille baby. Skal vi køre tilbage og aflevere ham på hospitalet med det samme? For vi er da vist verdens dårligste forældre! Vi besluttede at beholde ham. Og han er okay idag. 17 år senere. Hærdet, men fattet.

    SvarSlet
  4. @MP - er det mon min gode gamle 'PO'?
    @AB: Åh, ja, det er ikke til at holde ud, når nogens opvækst 'tabes'! Får ONDT i maven af det. Godt, at der så er nogle voksne (fx lærere), der knokler for at give andet end det.
    @Fru Z: Puha, stakkels jer, som helt bestemt må have været mere stakkels end knægten. Hærdning - det er jo det, det er. I see!

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!