Battlefield og Babysam

Der har været stille på bloggen.
Der var lige en kamp, der skulle kæmpes i virkeligheden.
En af de ubehagelige.

Det var ikke den mod en tre-årig, der var alt for træt til at gå på trapper, mens Mini-miv sad i bæresele.
Og heller ikke den, hvor mand var to dage i Århus, og vi alligevel skulle nå af sted og have noget mad.

Det var kampen mod store, onde, grusomme Trøske (der næsten lyder som trøsTE, men det har absolut INTET med hinanden at gøre).
Kampen med ammebrikker, malkemaskine, flasker, brentan det ene og det andet, salve og halløj, læger og omsorg på min side.
Og sultent barn, flosset selvtillid, stress og brystparti i mere end laser på den anden side.

I øjeblikket er der indledende fredsforhandlinger.
Jeg håber, at vi så småt er ved at nærme os bare en kortvarig våbenhvile.

Og ja, Nemesis, jeg har lært noget. Igen.

At være uhyggeligt taknemmelig for, at amningen har kørt så fint indtil nu.
At dem, der opgiver amning, højst sandsynligt har kæmpet deres bryster, selvtillid, moderfølelse og alt andet i laser. Og haft bidemærker i egne arme og hænder. Og grædt. Og derfor skal have et kram og et skulderklap. Og nul kommentarer med på vejen.
At Babysam - også på dette område - spinder guld på desperado-forældre, når de fx skal have 100,- for rengøring af malkemaskine. Selv om man selv skal købe flaske, ledning osv. til maskinen. Men vi ved selvfølgelig alle, hvad finanskrisen har gjort ved prisen på engangsklude og sprit ...
At jeg MÅ kunne gennemføre et halvmaraton - hvor ondt kan det egentlig gøre?