Jeg bliver aldrig spor hormonbefængt som gravid. Synes jeg. Selv.
Faktisk synes gemalen det også. Nogle gange. Siger han.
Jo altså - fysisk er hormonerne der selvfølgelig. Som i flere krøller. Flere fregner. Flere kilo (skyldes måske lige dele Marabou og hormoner). Tykkere garn. Flere kilo - skrev jeg det?
Nå, ja, og så en rum del flere tårer.
Når jeg er gravid, generer mine kontaktlinser nemlig lige dét mere, når folk fortæller om noget personligt som fx et skænderi med barnet eller en shoppingtur i Fields.
Og når jeg skal fortælle noget over aftensmaden, får jeg virkelig ofte sandkorn i øjnene, når det handler om vigtige ting som Karla eller vasketøj.
I går aftes var den helt gal, og jeg blev helt forskrækket selv!
Det må klart have været min natteblindhed, der generede, mens Aquas "My mama said" pludselig tordnede ud af bilradioen, for pludselig føltes det som den sørgeligste sang i hele universet!
Heldigvis reddede den gode Dif mig fra både natteblindhed og min mindre hormonforstyrrelse i omkvædet, for uanset mængden af hormoner, så er det sgu lidt u-sørgeligt, når han synger noget, der lyder som "Ma-ma just cro-ssed to the para-lleled world" på hardcore stavelses dansk-engelsk ...
Til gengæld har det INTET med hormoner at gøre, når jeg lidt senere samme aften råber "eins zu null", "sådan sguda, Robben" og andre meningsfulde ting og er lige ved at få sandkorn i øjnene over noget grønsvær og en finale i maj, der rykker tættere på nogle tyskere!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!