Og vi siger tak til Nemesis!

Jeg troede faktisk, at Nemesis boede i det klassiske Grækenland og i øvrigt var så gammel, at hun både var glemt og død.
Det er ret tydeligt, at jeg har taget fejl!
For på vores postkasse har der siden starten af januar stået: Anders, Lea, Karla OG Nemesis.


I forhold til, hvor mange ioniske søjler og atletlommer, der var i oldtidskundskab dengang i 90'erne, så var der måske lige i underkanten af timer om hybris.
For helt ærligt, det er sgu' alvor!

Omdrejningspunktet er familieplanlægning, eller rettere forøgelse.
Gemalen og jeg havde nemlig fundet ud af, at vi da både er overskudsbefængte og periodevis helt uden for skilsmissefare, så projekt formering var nok en gang kommet på dagsordenen.
I vanlig ydmyg stil havde vi selvfølgelig sat et par måneder af til, at projektet skulle lykkes, men der var gevinst i første forsøg, og ikke alene var der det, gevinsten var åbenbart så stor, at der kunne testes positiv allerede ti dage før, "man" ellers kan det. Og jeg havde det strålende.

Bevares, så bliver man selvfølgelig glad for, at gener, arvemasse og biologi passer så godt sammen.
Og ja, den kloge vil så vide, at man her klapper hælene sammen, bøjer hovedet ydmygt, folder hænderne og siger tak til ens forældre, en eller anden gud eller hvem det ellers måtte være relevant at takke.
Det glemte vi.
For vi kom faktisk til at klappe os selv og hinanden lige rigeligt på skuldrene og joke lidt med, hvor fa'ens dygtige vi var, sådan at være nogle biologiske formeringsorakler.
I et anfald af kådhed virker den slags altså meget naturligt og ikke spor arrogant og overmodigt ...

Dagen efter flyttede Nemesis ind.
Med det ledeste nakkekant-slag, der sendte mig direkte på knæ foran toilettet og med hovedet bøjet forover, bum!
Og der har jeg mere eller mindre siddet siden. Desuden belønnet med helt uanede mængder af mavesyre og overdreven lugtesans.
Ganske kortvarigt har hun haft andre ærinder, men hun er trofast kommet tilbage med nye slag.

Og seriously, nu er det faktisk sevet ind:
Man må - åbenbart - for gudernes - og sin egen i særdeleshed - skyld ALDRIG tage æren for nemme undfangelser, nemme graviditeter, nemme fødsler, nemme spædbørn eller nemme børn i al almindelighed!

Men det ville helt ærligt faktisk være skiderart, hvis der var én, der kom til det alligevel, for så kunne jeg måske lige få et kort øjebliks kvalmefri til at kaste lidt læsning efter det der speciale, inden jeg er helt sikker på, at Nemesis nok skal finde tilbage til september, hvor jeg forventer en fødselsmaraton uden lige, epidural af flere omgange, vedrop, stjernekiggerbarn og det hele - for mon ikke det var hybris, da jeg 5 min. efter sidste fødsel hormonhøj sagde: "Det gør jeg godt nok gerne igen!"?