I går var jeg sammen med verdens dejligste veninde, og det var 103 år siden, vi havde set hinanden sidst, så vi burde selvfølgelig have indlogeret os et sted i mindst en weekend for at catche up.
Virkeligheden deler sgu bare desværre ikke altid ud med så rund hånd af de der weekender helt uden aftaler, forpligtelser og 3½ børn, der vågner på kryds og tværs - så vi tog tidligt ud at spise, og der gik faktisk over en time, før vi begyndte at synkrongabe, men det gjorde ikke spor, for da havde vi heldigvis været omkring synkrongrin, synkrontale, synkrontænkning og synkronfniseri.
Sagens kerne er dog en anden.
Pointen er jo den, at jeg har ret meget i munden - eller det vil sige, jeg har ret meget i munden, når det kommer til mine tanker om, hvad jeg vel nok bare lige skulle have sagt, eller hvad folk virkelig nok bare lige burde have at vide ... hvis jeg altså turde ...
Det gør jeg aldrig.
Det er det med at sparke den der lillebitte røv.
Det tør jeg heller ikke.
Det tør min veninde heller ikke (altid).
Derfor så man i går aftes to komplet ædru kvinder sidde og hugge/nøkke (afhængig af landsdel) om bedst ud af tre på Grappa.
Det var os. For vi var altså blevet lidt sure.
Stine fik nemlig en forkert pizza.
Bevares, den slags sker jo (men altså lige lovlig ofte for folk, der laver pizzaer i forhold til fx kirurger - I hope).
Det, vi egentlig var lidt irriterede over, var, at min ravioli i mellemtiden blev lunken, hvilket jo også sker, så jeg skyndte mig at spise den (og den var i øvrigt helt igennem god), med det resultat, at jeg var færdig med at spise, da Stine fik sin mad.
Opsummering: Vi gik ud for at spise samtidig, men spiste hver for sig.
(Og for god ordens skyld, så er jeg klar over, at der findes problemer, der - med rette - kan ses som værende en lille smule større end dette, men nogle lørdagsaftener kan man altså ikke fokusere på det store perspektiv hele tiden!)
Så vi blev enige om, at det vel måtte være på sin plads, at de gav os en omgang dessert på husets regning, så vi kunne prøve, hvordan det var at spise sammen.
Sådan. Så ku' de måske lære det!
Rimelig badass-mødre at messe med der.
Hvis vi altså turde sige det. Det gjorde vi selvfølgelig ikke.
Men vi ku' ret godt ondulere en favnfuld gratis italiensk is.
Så vi huggede om, hvem af os, der blev nødt til at turde.
Shit, hvor var det godt, at jeg vandt. For jeg tror, at Stine trods alt turde lidt mere end mig (selvom hun ikke kunne spise det halve af sin pizza, fordi hun hele tiden skulle holde øje med, om tjeneren kom, så hun skulle finde skuffet-kunde-minen frem).
Hun fik spurgt. Og jeg fik spruttet komplet tåbeligt af grin, inden tjeneren fik sagt ok.
Desuden fik vi ikke is. Men vi fik en gang gratis kaffe.
Jo, jo. Don't mess med os en anden gang.
For det er altså en ret så harsk veninde, jeg har!
Tak for kaffe i øvrigt (var lige ved at smide drikkepenge, fordi jeg næsten syntes, det var lidt synd for tjeneren - harsk, that's me!)
Åh ja, det kender jeg alt for godt. Kan umuligt hellere prutte om prisen om noget som helst uden at sige undskyld eller jeg mente det ikke alligevel eller vil du have en tyver oveni?
SvarSlet