Der var en gang, hvor jeg troede, jeg skulle være læge og redde hele verden.
(P.S. Jeg vil egentlig stadig gerne redde hele verden, jeg skal bare lige have fundet den fede måde at gøre det på!)
Men så var det, jeg var med til kejsersnit og fandt ud af, at når der kommer flere liter uplanlagt blod og et meget blåt menneske ud af et andet menneske, så er jeg den, der stempler ud. Sammen med mine indvolde.
Eller at jeg slet ikke kan holde tredjegradsforbrændte menneskers smerte ud, fordi den er værre end alt andet, man overhovedet kan forestille sig.
Så jeg droppede medicinplanerne. Fordi jeg nok ikke var hårdfør nok.
Det er vist kun den halve sandhed.
Jeg kan jo ikke stille en diagnose, mand.
I sidste uge diagnosticerede jeg godt nok ganske rigtigt mht. blærebetændelsen.
Meeen ... i dag måtte jeg have hjælp til diagnosecv'et: Bækkenløsning!
Til serviceinfo kan jeg fortælle, at det bl.a. føles, som om man kontinuerligt falder ned på stangen af en lånt herrecykel i fuld fart. Og at man ikke kan løfte meget mere end to tomme toiletruller, før man falder ned på stangen OG bliver slået hårdt i lysken.
Det hjælper forresten ikke at spise næsten en hel pose chips. Selv.
Jeg overvejer at skifte blognavn til Klynkejammer.
Jeg venter kun med det, fordi Karla er blevet børnehavebarn i dag og bare har nydt det helt vildt. Helt selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!