Så tag mig dog sammen!!

Min lillebror har lige fået medaljebevis på, at han er lavet af jern.
Min mand, min far og min lillebror kan tilsammen vælte sig i medaljebeviser på, at de kan løbe mere end 42 km.

Mig?

Jeg har et fitnessmedlemskort, der fremstår meget uslidt!
Og som jeg bruger præcis så tit, at det altid når at samle nullermænd i mærkelige tasker.
Jeg går ret tit i gang med et løbeprojekt.
Og jeg går lige så tit i stå.

Simpelthen så dumt.

Jeg o-orker virkelig snart ikke at lave starten på et løbeprogram igen.

Så nu blev det her til en løbeblog. Fordi jeg har tilmeldt mig det e-løb. Og lovet jer en halvmaraton. Og stadig ikke har fået trænet det forpulede bækken nok.

Nej - jeg gider ikke at skrive, hvor mange liter jeg har brækket mig, blødt og svedt undervejs. Det skal nok blive imponerende mange.
Men jeg skriver, hvor langt jeg har løbet eller hvordan.
Fordi jeg alligevel ikke gider at være en fed sofa-ko over for alverden.

Så nu ved I det.

Hvis I er heldige, hoster jeg op med et mavesurt indlæg undervejs også, når jeg har ædt tre plader choko i afmagt.
Hvis jeg er heldig, kommer jeg videre end uge 3 i løbeprogrammerne ...

Hvor lagde jeg nu det fitnesskort?


Ja, jeg har hørt, at man kan løbe udenfor. Og nej, det kommer ikke til at ske for mig. For jeg er åbenbart sådan en, der må og skal falde over streger på fliser og tælle lygtepæle i desperation - mens jeg bliver glad og paralyseret (= løber) af digitale tal og vammel svedlugt i træningscenter.