Sider

fredag den 3. december 2010

GRRRR!!

Ja, bare læg lidt fråde om munden oveni. Jeg har været i Babysam. Igen. Og jeg ved det godt: Jeg er selv ude om det. Og så i december.
Men der var de her tilbud. På de her aktivitetstæpper. Som det hedder.
Sådan et er meget vigtigt at have, fordi baby så kan ligge på både ryg og mave uden at kede sin røv i laser over kun at se på sin mor fra forskellige vinkler.

Men bare fordi babybutikker generelt er de ondeste steder i verden. Og jo, her må man faktisk gerne generalisere! Og bare fordi de sælger alt det dyreste til alle de mest velmenende forældre. Så behøver de jo ikke at ansætte decideret dumme mennesker. Vel?

Døm selv, om det bare er mig:
Jeg ankommer til baby-helvedes-butik. Lurer lidt på deres aktivitetstæppeafdeling. Jo, sådan en afdeling er der. Selvom nogle af tæpperne selvfølgelig står andre steder. For overblikkets skyld!?
Bestemmer mig for, at tre tæpper kan virke aktuelle, og JO, det er den slags vigtige beslutninger, der følger med moderskabet: Skal mit barn stimuleres af Lamaze eller Tiny Love? Af sparkeplade eller ufo-musik? I orange eller sort/hvide nuancer?
Selvfølgelig stor beslutning, når nu tæpperne koster 499,- (sat ned fra 699,- forstås - sådan et tæppe koster jo kassen at producere). Trækker et nummer til betjening. Min tur.

Mig - henne ved kassen: Jeg kunne godt bruge lidt hjælp til noget aktivitetstæppe

Ung ekspedient med fedtet hår (ja, det havde jeg også, men jeg er sgu' på barsel) og slæbende fødder (UEMFHOSF): Nå. Det er herhenne.

Mig: Ja, jeg har stået og kigget på dem her (peger) og vil gerne høre, om du kan fortælle lidt om forskellene på dem?

UEMFHOSF og nu også opgivende tonefald: Ja, øhm ... (læser på flere indpakninger) altså ... der er jo nogle af dem, der er runde ... og andre, der er ovale ...

Mig - uden den store AHA-oplevelse: Mhm ...

UEMHOSFOOT: og firkantede ...


Mig i tankerne: hvorforspurgtejeghvorforspurgtejeg??

UEMHOSFOOT sukker: Og så er der dem herovre (peger på dem, der står de andre steder)

Mig: Kan du fortælle lidt om, hvad der ellers er forskelle? (tænker videre: HVORFOR? Hvorfor spørger du mere?)

UEMHOSFOOT: Jamen, så er der forskel på noget med musik. Så det er jo lidt, hvad man foretrækker ...

Mig (tænker, at jeg generelt ikke foretrækker baby-uro-muzak): Nå. Men jeg har læst om dem på jeres webside, og der ser det ud, som om de her tre er sat ned til 500,-, og...

UEMHOSFOOT afbryder: Nej, altså den her står til 499,- (som jo slet ikke er næsten det samme som 500, selvfølgelig!), og de andre ... nej, altså der er forskel på webshop og butikker i virkeligheden, hvis man kan sige det sådan, hehe ...

Mig (tænker: AHA - jeg står simpelthen ikke i en webbutik lige nu - I see!?): Så de her er ikke nedsat?

UEMHOSFOOT: Det ved jeg ikke

Mig: Nå. Okay. hvis valget står imellem de tre her, kan du så anbefale noget? (Mig til mig selv: Idiot - så lad dog være med at spørge mere)

UEMHOSFOOT: Altså det er jo noget med, hvad man ligesom bedst kan lide. Der er kant på det ene. Og så er det også noget forskelligt, de ligesom ... altså det giver noget forskelligt sti... stimulATION, hvis du forstår?

Mig: Hgrmf (prøver at skjule et lidt vel stort smil og glæder mig alligevel over, at jeg spurgte mere) ... Men hvad koster de andre her så?

UEMHOSFOOT: Ej, så må jeg lige have fat i den legetøjsansvarlige. Vent lige. Det kan godt tage noget tid.

Herefter blev besøget faktisk lidt mere behageligt. Dels fordi jeg lige fik lidt ro oven på chokket. Dels fordi Fru Legetøjsansvarlig fx både vidste priser. Og turde anbefale noget. Som jeg så købte. Fordi. Inden jeg fik røde knopper.

Det fik jeg nemlig en anden gang. Også i Babysam. I Århus. Hvor vi skulle købe en klapvogn, og jeg havde læst mange test og forhørt mig og alt muligt. Pointe: De kunne selv vælge, hvilken klapvogn, de ville sælge mig, hvis de gav noget ordentlig vejledning.
Realitet: Efter at to ekspedienter havde hjulpet hinanden med at hente målebånd for at måle liggemål (som stod på skiltet) og sagt ting som: 'hjulene drejer jo lidt forskelligt', 'der er den her slags regnslag til den her' og 'ja, de er jo begge to gode vogne' gik vi. Uden klapvogn. Efter at have sendt hinanden dybe suk og grimasser.

Er det virkelig den slags mennesker, vi gerne vil købe autostole og børnesikkerhed af?

Her skal man selvfølgelig svare NEJ, tjekke tusind test/tester (jo, det hedder det!) og købe over nettet i Tyskland.
Forresten: Hvis man gør det, så handler man så i en webshop. Det er ikke det samme som en fysisk butik. Hvis du forstår?

1 kommentar:

  1. Det lyder virkelig meget som et ret typisk besøg i Babysam......

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!