Efterlysning!

Dem, der kender mig IRL, ved det allerede:

Jeg har kronisk blå mærker.
Jeg har tæer, der vist alle har prøvet at være enten brækkede eller forstuvede eller begge dele samtidig.
Jeg kan nedlægge en hel rundboldbane af grin, hvis jeg står i marken og skal kaste bolden til nogen (okay, der blev jeg sgu' nogle gange lidt spids som lærer: "Vil I have tysk grammatik, eller vil I spille rundbold? Nå, det tænkte jeg nok!").
Jeg har altid nydt, når der var mindre børn med til første- og andenvælger-ting, for så blev jeg kun valgt næstsidst (eller nydt, når det en gang imellem skete, at JEG var første- eller andenvælger, selvfølgelig).
Jeg kan vende mine fødder 90 grader indad, når jeg går - hvilket kun er ca. 45 grader mere end min vanlige gang i øvrigt (og kun takket være mine forældres betalen til solo-gå-træning, da jeg var omkring et år).
Jeg har en veninde, der altid flytter kopper, tallerkener og andet væk, hvis jeg sidder i nærheden af det, og jeg synes efterhånden faktisk, at det er helt på sin plads.

Pæn pointe: Jeg er ikke et motorisk orakel!
Reel pointe: Jeg er grovmotorisk fuldstændig fatsvag!!
(til gengæld udfordrer jeg hvem som helst i sirlighed, korsbroderi og perlepladelægning!)

I dag var vi til samtale i børnehaven, fordi Karla måske skal skifte til skovbørnehave, og så vil man jo gerne liiige høre, om det nu er en god idé ...

En kort opsummering:
Jeg gjorde mig vildt umage for ikke at tude graviditets-hormonella-forældrerørtheds-tårer undervejs - det lykkedes faktisk.
Vi fik at vide, at de ser Karla som et empatisk, tillidsfuldt barn, der er helt uproblematisk, socialt velfungerende, sprogligt skarp og sjov, og som de vil være kede af at miste fra stuen.
Altså faktisk var det da lidt af en bedrift ikke at tage en af de Kleenex, der stod på bordet, her, synes jeg!?
MEN: Hun er også tålmodig!
Som i:
Hun flytter benene, men der sker ikke rigtigt noget, når hun går. (Opmuntrende: Det er blevet bedre.) Hun KAN godt tage tøj på selv, men det går meeeget langsomt. Hun KAN muligvis klatre i træer, hvis man løfter hende op i træet. Hun observerer meget på de træstubbe, de andre børn jorder op og ned ad.

Pæn pointe: Hun er velfungerende, men har brug for grovmotorisk stimulering.
Reel pointe: Barnet ligner sin mor i skræmmende grad!
Ok, jeg er måske ikke en, man vil savne på stuen. Jeg er heller ikke nær så sprogligt sjov. Gemalen synes helt sikkert ikke, at jeg altid er uproblematisk. Men ellers. 
Nå, nej - hun KAN faktisk gribe en bold!

Udfordring:
Motorisk fatsvag mor med bækkenløsning og voldsom vom + metroseksuel og blød far, der stoppede til håndbold, da de andre blev for store og gode (det passer altså!) har en opgave!

For selvfølgelig skal hun ikke vælges sidst.
Eller brække alle sine tæer. Eller noget andet.
Måske skal hun i virkeligheden bare på legepladsen uden bekymret mor?
Eller i den der skovbørnehave?
Og til det der MGP-børnefunk til august?

Og måske skulle jeg snart se at få lært at kaste! Hvorfor fanden er der aldrig kurser, man rigtigt har brug for gennem FOF, Familieskolen og alle dem der?
"Lær at kaste for begyndere"?

Og hvem ved, om fire sæsoner måske endda:
"Lær at kaste - let øvede"?