Sider

fredag den 8. oktober 2010

Tilbage - men ingen gelérand, tak!

Man ku' jo tro, at jeg var afgået ved døden. Eller at bloggen var.
Det var vi ikke. Men der var dvale og hi.

Sammen med dem her:
krykker, varmepude, dårligt humør, manglende overskud, husarrest, sofaarrest, plukkeveer, ekstraskanning, bekymring, smerter og en masse andre fra det dårlige selskab.

Og det var altså virkelig kedeligt. Og ikke noget skrive hjem om. Eller blogge om.

Men nu er jeg en lækker babydatter og en super fødselsoplevelse rigere, og alt er (næsten) glemt - hurra for fortrængningshormoner og generhvervet bevægelsesfrihed!

Det er måske ikke nok at skrive om.

Men måske undgår jeg så barselskuller.
Eller også kan bloggen være dokumentation for, om ammehjerne faktisk findes. Om det ER sværere at smide kiloene anden gang. Om søskendereaktioner er så slemme. Om man kan være på barsel OG på røven uden at gå agurk. Om man bliver mærkelig af ikke at sove. Og bade. Og snakke med voksne mennesker i løbet af dagen.

Så bliv hængende de næste 8-10-12 mdr. Sammen med mig.
Og med Lucca.
Det skal hun (vistnok) hedde, hende, der på en måde var skyld i det hele, men bestemt også er det hele og mere værd.

(Jeg synes nu stadig, at det må være rimeligt, at hun skylder mig noget bedre end sprængt nakke og gelérand, når jeg bliver over 80!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!