Hvad man kan lære i et venteværelse

Vi nærmer os vist igen ... Ørelægen.
Med barnet, der aldrig har været ørebarn. På fire mellemørebetændelser på en vinter -måden i hvert fald.
Men ikke desto mindre lægger kraftigt i ovnen til tredje runde dræn.

Jeg kan mærke, at jeg er i gang med at blive en hårdfør mor.
Første runde dræn fyldte vildt meget. Og jeg sad i venteværelset og pudsede næse på den hardcore måde under hele narkosen. Over vores tapre datter, der ikke gjorde modstand, men holdt min øjenkontakt h-e-l-e tiden, til narkosen virkede. Og jeg var lykkelig, da barnet græd urgråd i et kvarter bagefter, fordi hun levede!
Anden gang var det simpelthen så nødvendigt med de dræn, at jeg næsten lod være med at hade mig selv for at lade andre mennesker skære i hendes ører. Og næsten ikke pudsede næse. Men stadig var mere end lykkelig, da hun vågnede igen!

Jeg tror, jeg er ved at være klar til tredje gang.
For enten er vores (vanlige?) lydhørhed, tålmodighed og pædagogiske tæft røget ud med stort skyl i løbet af vinteren, eller også er ungen stokdøv! Men på den der måde, hvor man altså godt kan blive lidt i tvivl om, om det kun er det selektive center, der er angrebet.
Så nu har vi selv prøvet alt muligt, og hun skal have mange point for opfindsomhed og coping!!
Hun svarer meget gerne, når hun kan se, vi bevæger munden. Men ikke nødvendigvis på det, vi siger.

Til gengæld vil jeg gøre mig umage for at være den søde mor i venteværelset, jeg mødte første gang.

Som meget deltagende kigger på mig og spørger, om det er første gang, 'vi' får lagt dræn.
Mig: Snøft. Snøft igen. Ja. Hikst.
Sød mor med rigtig sød pige: Ja, det er altså ikke særlig rart at lægge sit barn i narkose.
Mig, muligvis med mascara mange andre steder end på øjenvipperne: Nej (håbe håbe håbe, at hun vågner igen!) 
Sød mor med virkelig blød omsorgsstemme: Nå, hvor gammel er hun? Har I været plaget i forløbet op til? Hun klarede godt nok narkosen flot! (meget lydt hos ørelægen) ...
Indsæt selv flere søde, deltagende og empatiske spørgsmål, der fik tiden til at gå.

På et tidspunkt lykkes det mig at få fingeren så meget ud af navlen, at jeg returnerer et spørgsmål.
For at finde ud af, at de kører på omkring ottende indgreb på sød pige.
Og at moren kun er sig selv.
Og at der er tale om mange gange dræn og polypper.
Og at der nu skal skæres en helt god del i tungebånd, der er for korte.
Men at både mor og barn er helt rolige, tillidsfulde og meget optimistiske.

Mens jeg er helt i skoven over en runde dræn.
Tak søde mor i venteværelset for at have så meget overskud til mig.
Jeg lover, jeg giver det til en af de andre førstegangs-dræn-forældre næste gang!