Sider

torsdag den 7. januar 2010

Ego-mor på retræte

Jeg prøver ikke at være hård ved mig selv.
Jeg prøver at huske, at en glad mor er en bedre mor.
Jeg prøver at tænke, at andre børn ikke dør af at være i institution.
Jeg prøver at være hårdkogt, når min mand siger, at han bare har lyst til at hente midt på dagen.
Jeg prøver at lade være med at have dårlig samvittighed over, at jeg altså nogen gange bare hellere vil net-nørde, end jeg vil lege sørøver på repeat i et alt for lille badekar, der giver mig krampe i benene.

Det lykkes på den forkerte side af middelmådigt.
Det lykkes faktisk jævnt dårligt.

For når mor sørger over død farfar, så er tilstedeværelsen i perlepladelægningen ca. lige så stor som mit kødindtag de sidste 22 år.
Og når opgaverne stresser, så kan man faktisk næsten retfærdiggøre, at det er fjerde morgen, der kører en dødssyg dvd med nogle tåbelige tegneseriedyr, der får sukkerchok, selvom man godt ved, at en kælketur ville gøre alle i bedre humør.
Og når der er deadline, barnet kører på Grønlands-tid kl. 00.10, og man tager sine ørepropper i, så kan man godt mærke, at der, der hvor moderkærligheden burde sidde, er en kæmpe pumpende ego-frustrationsbyld.
Og når barn siger til far, der har stået for alt i en uge: Jeg elsker kun far, ikke mor – så ved man (jeg), at det er tid til at få lagt nogen perleplader uden ørepropper og finde overtrækserne og snehumøret frem!

Heldigvis er jeg faktisk god til at huske, at ferien heldigvis bød på codak-moments, som slet ikke var til ære for fotografen, men bare for os:
- juleferie med tid til at spille Wii i nattøj (fordel, da vi lærte at trække gardinerne for) alle tre
- utallige gruppekram, hvor mor og far skal kysse, barn skal kysse mor, barn skal kysse far og om igen
- verdens sødeste barn, der stod model til det hele – flyvetur, ny tid, nyt sted, ny mad, masser af mennesker og så det hele den anden vej igen, krydret med charme og høflighed
- kaneture på lille rød hundeslæde, hvor én forælder skubber anden forælder med barn på skødet, så den lækre sne fyger i ansigterne
Mand, hvor jeg elsker de øjeblikke – gange tusind millioner!

Og nu er der lige gået en prås op for mig (og hvilket helt igennem underkendt og underbrugt udtryk i øvrigt!):
Karla skal have vores værelse!

Ikke at det hjælper på eventuelle fremtidige dødsfald (som forhåbentlig først bliver engang langt langt ude i fremtiden!), på arbejdspres i al almindelighed, på min evne til at lade ting hobe sig op (men gid det gjorde!) og på min til tider virkeligt anmassende træt- og ugidelighed (der er vist ingen kur der).

Men det er unægtelig sjovere at lege, og ikke mindst at lege med, hvis der er plads!
Og lige nu har barnet et frimærke, mens de voksne har en dødssyg, rodet og ikke-anvendt balsal i sammenligning (som det nu lader sig gøre på en fjerdedel af 107 kvm).

Orv, hvor jeg glæder mig til at lave det sejeste børneværelse og til at have plads til både at bygge togbaner og bygge lego – samtidig – måske endda med sørøverbadekarret i midten?

Når altså jeg lige har været til eksamen …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!