Og jeg løb den halvmaraton!
Den sidste dag i august, hvor himmel og jord stod i et, og alt regnede væk.
Jeg kan fortælle, at jeg ikke et sekund overvejede ikke at stille op.
Og at jeg nåede at få en sort affaldssæk på, inden jeg løb.
Jeg kan også fortælle, at mine løbesko, fødder og løbestrømper åbenbart er et perfect match, for til trods for, at alle tre var gennemblødte og stod under vand før start og gennem det meste af løbet, fik jeg ikke skyggen af gener undervejs.
Og så kan jeg fortælle, at der eksisterer tre forskellige målinger af min distance og tid: Den officielle, løbeurets og telefonens - selvom de sidste to sad på samme arm.
Og så ved jeg nu, at jeg simpelthen ikke kan finde ud af at løbe og drikke samtidig, selvom Anders flittigt fortæller, at 'man' kan. Det må jeg få lært, for jeg ved også, at mine ben ryster så meget ved standsning, at det ikke er bedre at stoppe og drikke.
Og jeg ved også, at jeg kan presse mig selv hårdere næste gang.
Men se nu bare, hvor glad jeg ser ud, lige før jeg rammer målstregen. Og det regner heller ikke mere.
Epilog: Ikke mange dage efter løbet vandt jeg en pilrådden og stædig svimmelhed, som intet havde med løbet at gøre, øresten og virus på balancenerven, så først i denne uge kunne jeg starte træningen op igen. I regnvejr. Og det gør mig stadig glad.
For det var faktisk ret fedt at gennemføre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!