Sider

tirsdag den 2. august 2011

AVlevering

Er der faktisk mennesker, der kan det? Det der indkøring.
Uden at få en lille fodbold af ondt i maven.

Og ikke være lige ved at tude, når andet barn på to år grædesnøfter i institutionen, mens søde voksne og andre børn trøster og forklarer, at mor bare liiige skulle på arbejde og skynder sig tilbage.

Ikke ligefrem smart at have fyldte tårekanaler allerede inden Sødeste Pædagog spørger, om man er klar til at gå.
Fra det sødeste og lige pludselig alt for lille menneske på stuen.

Og så mander man sig op og hoster væk, så der ikke er nogen, der ser, at man er en af de der mødre, der faktisk har glædet sig helt vildt til at komme i gang igen, men som lige pludselig synes, at det er helt forkert skruet sammen. 
Og man overmandes næsten af den dårlige samvittighed over, at man dog ikke som minimum har fået lært barnet at tale, gå og slå lidt fra sig, så det i det mindste selv kan sige, at det vil have banan og ikke vil have tæv med en bil.

Og så tager man sig sammen. Og smiler og vinker. Og siger hejhej til alle børnene. 

Og det mindste og sødeste barn griner med munden fuld af knækbrød og siger ejej, mens det stolt kigger rundt for at se, om alle guys'ne har set, at det kan vinke. Inden det skynder sig at spise mere knækbrød.

Og man skynder sig ud. Og synes egentlig, at man klarede det skidegodt. Faktisk.
Og så kommer man ud på gaden.
Og ser mennesker, der ikke forstår, at man lige har overvundet sig selv.
Og så har man lyst til at vende om. Og skynde sig tilbage.
Og græde på sit barn og love det, at man aldrig finder på sådan noget igen.

Men i stedet går man hjem og finder navnestemplet.
Og stempler og savner og stempler i alt det tøj, der skal kravle rundt i sandkassen.

Men så kommer man i tanke om, at man faktisk kan drikke en varm kop kaffe, uden at nogen æder en ledning, en gammel pastaskrue og flår en halv bogreol på gulvet, mens man sætter vand over.
Og så gør det ikke helt så ondt mere.
Før i morgen.

Og nej. Det er ikke nemmere med barn nr. to!

10 kommentarer:

  1. Arrh det ER frygteligt.
    Jeg hadede det! Ego kaffen hjælper (og kage, det må man godt), men av alligevel.

    SvarSlet
  2. Nej, det bliver ikke meget nemmere med nr. 2. Min nr. 2 er jo stadig bittelille (han bliver nok altid ved med at være babyen i familien!), han græder hver morgen, når han bliver afleveret og næsten hver eftermiddag når han bliver hentet og får øje på mig.... Det har han gjort i de 3 mdr han har gået i vuggestue. Heldigvis ved jeg, at han ikke græder resten af tiden han er der :-)

    SvarSlet
  3. PS: ja egokaffe og egotoilettid hjælper faktisk på humøret :-)

    SvarSlet
  4. Husker det som det absolut mest rædselsfulde - nogensinde! Trafikuheld og fødsler er det rene vand ifh til at aflevere sit barn de første dage. Sender dig masser af trøste- og powerkram <3 Mette

    SvarSlet
  5. Hellere ikke nemmere med barn nr 4! hun skulle være startet i går, men jeg udskød det en uge... Kan næsten ikke have tanken om at være væk fra hende - heller ikke selv om hun er mere end klar og lidt irriterende hjemme...
    Godt klaret, synes jeg.

    SvarSlet
  6. Nej det er bare noget lort uanset hvilket nummer barn det er. Det er uanmindelig rædselsfuldt, men du er altså ikke alene om den følelse og om lidt bliver det bedre. Specielt når du har være uforstyrret på wc, i bad og drukket kaffe - så begynder du at kunne se formålet med det. I mellemtiden synes jeg at det er mega-synd for dig!!

    SvarSlet
  7. De der mødre der kan det - jeg tror de bor i Hollywood og er dem, der knapt husker navnene på deres børn - for jeg kender altså ingen lige heromkring:-)
    Og dejligt, du har fundet kuren, der hjælper.. Kaffe i stilhed gør faktisk godt! For da slet ikke at tale om glæden ved at tisse i fred for lukkede døre!!!

    SvarSlet
  8. årh øv, hvor synd for dig...
    Kan ikke finde på noget trøstende at skrive, så nøjes med at sende et cyber-kram... Og du har ret - det er ikke nemmere bare fordi man har sendt ét barn i vuggestue...

    SvarSlet
  9. Er jeg en dårlig mor hvis jeg fortæller, at jeg begge gange har været glad og lettet over, at mine børn har været trygge ved en anden voksen (og en voksen som gad at lege hele dagen, gå tur og skære rugbrød i hapsere...) Tror det var godt for mig OG for børnene at jeg kunne aflevere dem hos den søde dagplejemor og så først tænke på dem igen når jeg skulle hente dem...

    SvarSlet
  10. Ih hvor dejligt at du er tilbage fra ferie. Suk knap så dejligt at skulle starte med at aflevere en pixi person. ...og det blir desværre ikke nemmere, jo flere af dem der er ;)

    ...og når man sender den ældste på 11 med toget til mormor og morfar, så sker det dælme også med en klump i halsen på størrelse med et kyllingelårsben...

    SvarSlet

Orv, hvor bli'r jeg glad, hvis du lægger en kommentar!