Leas blog

Må man græmmes på en søndag?

2012-01-15T08:00:00.002+01:00

Oh yes - hvis man er mig, ikke bare må men SKAL man græmmes.
Og slå sit hoved hårdt mod ting.
Mange gange.
Og råbe.
At man er en stor, fed idiot.
Endnu flere gange.

~~Beordret~~ Fået lov til at arbejde hele dagen på det der CBS.
Med strenge ordrer om ingen blog og FB.
Godt.
Man arbejder og arbejder og er så stolt af sin egen arbejdsmoral.
Indtil det tidspunkt, hvor man opdager, at man har overskrevet sin egen genialitet.
Så mere end to timers højhellig weekend er gået op i røg.

Der var vist nogen, der skrev superbruger i en ansøgning engang.
Den ansøgning får de lov til at æde. Nå. I tre eksemplarer.

Mon ikke snart jeg får første hit på Googles verdens største fjols?
Altid noget, "jeg" også har førstepladsen på verdens lækreste baby.
Og altid noget for hende, at hun overhovedet ikke ligner sin mor.

Må man blære sig på en lørdag?

2012-01-14T07:55:00.002+01:00

Jeg har en lille opgave til dig.
Hvis nu du lige tager en rask lille Google-billedsøgning.
Altså i billeder, du ved.
Og skriver i søgefeltet: "verdens lækreste baby".
Og ser på første hit. Og nyder det.

Godt, så er den konkurrence afgjort!

Og nej, jeg har ikke selv fundet ud af det.
Det har min seje niece i Grønland, som lavede søgningen med nogen fra sin klasse.
Som syntes, hun var lige lovlig plat, da hun påstod, at det var hendes kusine.

Mystifilla Tolerentia Mærkværdiga

2012-01-13T09:03:00.001+01:00

Jeg er tit ret glad for, jeg ikke blev en dreng.
Ud over alt det indlysende i, at det så havde været lidt vanskeligere at få Anders til at gifte sig med mig, selv at føde de børn der og den slags, så handler det også om, at jeg så vist var kommet til at hedde Svante.
Det siger min far og mor i hvert fald. De siger også, jeg skulle have heddet Maja, hvis jeg var blevet en pige.
I stedet blev jeg så en Lea.

Det var rimelig langhåret derude på landet i 80'erne, hvor man hed Stine, Camilla og Trine.
Eller Jacob, Simon og Peter.

Faktisk blev jeg en Lea Tilde. Det gjorde det ikke mindre peace'n'love-agtigt.
Men jeg har nu altid været glad for det.

Da jeg selv voksede mig federe og federe (og der var en anden grund til det end det fejlslagne rygestop 1), måtte vi selv på med opfindehatten. Det vil sige: Jeg måtte.
Anders iførte sig nej-hatten.

"Zia?" "Nej! Findes det overhovedet?"
"Røskva?" "Nej! Nej, det er fandme for mærkeligt"
"Kamille?" "Nej! Lyder lidt vel vegetaragtigt"
"Bjørk?" "Nej!" "Fiona?" "NEJ!" "Viola?" "Nej, altså!"
Gang selv med 9 mdr. Og hormonellaudsving i forslagene.

Vi syntes selv, vi var originale med et strejf af almindelighed, da vi valgte Karla Sofia.
That would be ordinære med et strejf af gennemsnit.
Find mig et menneske med en pædagogisk uddannelse, der ikke har en pige, der hedder Karla.
Okay - så find mig to, hvor den ene ikke har.

Næ - først gjaldt det åbenbart om at gå tilbage i tiden for at skille sig ud.
Og kalde knægten for Hugo Alfred, Max William eller Sejr Bertil.
Og pigen for Elvira, Leonora Amalie eller Asta Ella.
Troede, jeg var gået på De Gamles Hjem, første gang jeg så ned over musikholdslisten.
Nu virker de navne både harmløse, meget almindelige og sågar næsten søde.

Og nu må man virkelig oppe sig, hvis barnet ikke skal komme til at hedde Liva R, Vigga N eller Sander B. Hvis altså man synes, den slags er lidt fjollet.
Og folk opper sig.
Lucca Viola virker soooo ordinary efterhånden.

I hvert fald når vi mødes med Folke, Emmeline, Mika og Sana.
Og sidst, men ikke mindst: Vega-Tilla.
(Kamille lyder pludselig ikke så vegetaragtigt, vel Anders?)

Må 2012 blive året, hvor nogen får den vanvittige idé at kalde deres barn for Erling eller Trine. Igen.

Ikke den slags røv

2011-10-28T10:47:00.001+02:00

Okay - det er jævnt spas - og kun en anelse selvcentreret - at lure på, hvordan folk finder vej til ens blog (som i øvrigt ligger død, er røvsyg for tiden og slet ikke med på det populære (?) reklamehalløj).

Ud over mennesker med søde, bløde og rare hjerter, der linker til den døde, kedelige, reklamefri blog, kan man nemlig lure på folks søgninger på vejen hertil.
De er ganske sådan 'nå'-'ej, hvor sjovt'-pudsige.
Som regel.

Men altså - I må sgu' vente med pudsighedslisten, for nu var jeg - i al hast - ved at dekorere tastatur og mig selv med skoldhed pukka-te (jeg har drukket mindst 10 kopper kaffe i går og to i dag, bare rolig, intet nyt under afhængighedssolen).

Jeg skrev ganske vist om en lidt grovkornet sprogsi i sidste indlæg.
Og der var engang også en, der sagde til mig, at jeg talte som en havneluder (var det 30, der sagde det? Hvem tæller!).

Men alligevel.
9 mennesker har fundet vej til mig ved denne søgning:
min mund siger ja men min røv siger nej

Beklager. Når jeg laver søgningen, kan jeg se, at I måske ikke lige fik, hvad I kom efter her hos mig.
Må man forresten lave den slags søgninger på sin arbejdscomputer? Ellers så god griner i it-afdelingen ...

Men måske det alligevel er tid til en sproglig justering på bloggen?

Eller bare en lille opklaring i forhold til, at min røv muligvis har udviklet sig over de sidste ti år.
Og fx kan mere, end den kunne tidligere. Hænge. Blævre. Og andre misundelsesværdige ting.
Men talende røv er jeg desværre ikke leveringsdygtig i.

Sprogrengøringsgeneration?

2011-10-19T10:24:00.000+02:00

Det sker, at jeg bander. Okay, jeg bander hele tiden. Troede ligesom, det ville ændre sig, når jeg fik børn. Over night.
Skete ikke helt.
Selvfølgelig er der ord, jeg ikke siger, når der er børn.
Men min sprogsi er lidt grovtrådet, åbenbart.

I hvert fald siger Karla hele tiden "2 kr. i bandekassen". Til mig.
Godt, vi ikke har en bandekasse.
For så sku' jeg fandme have et job, der skæppede lidt bedre i lønningsposen.

Og godt, hun ikke gør andet end det.

I går slog det mig nemlig - barnet har fantastisk godt styr på, hvilke ord der nok ikke helt går som stuerene og dermed koster en 2-krone.
Men hun bruger dem ikke selv.
Fandme imponerende.
Og ret lidt imponerende, at jeg bestemt ville bede hende om at lade være, hvis hun gjorde (jeg har åbenbart ikke helt fanget den med glashuset og stenene).

Men der er måske håb forude?

Den der ungdom med det rædselsfulde sprog, alle åbenbart er enige om, kan tilsyneladende se frem til at blive afløst af en nydeligt talende generation, der nøjes med at pege fingre af de af os, der må ty til banderiet for ligesom at understrege, at vi siger noget vigtigt.

Jo.
For se nu bare her, hvad der virkelig trækker balladesmil frem:
Når barnet fnisende synger
tre tissemænd *fniiis* kom gående - de gik i gåsegang
så spurgte politiet dem, hvoffor de gik og sang
Jo, vi har lige været ud' å' laaaaaaade *fnis*
så hvorfor sku' vi ikke være glaaaaaade *fnisfnis*

Yes.
Tissemænd. At lade vandet.
Dir-ty! Ik'?

Watch out for sprogrengøringsgenerationen.

---

Og ja, ja, Nemesis kom bare fluks om fem år og pis på det hele med en preteen med et ordforråd, der får mig til at blegne. Du ved, hvor vi bor.

Hver gang, jeg vender ryggen til

2011-10-18T14:05:00.000+02:00

ser der sådan her ud:

Ku' man måske godt lige have sagt lidt om, indimellem alt det der hvor-er-det-skønt-at-have-børn-selvom-man-ikke-altid-sover-så-meget-snak.

Så altså, ud over de gamle kendinge:

Lær dig selv at sove, når dit barn sove (ER det faktisk lykkedes for nogen at tænke, nu har jeg endelig 3 minutter for mig selv, jeg tror sgu, jeg sover - eller lyver vi allesammen for sundhedsplejersken?)
Lær dit barn at sove. Selv. (hvorfor bliver man lidt mere loose på den, når det er barn nr. 2? Eller er det kun mig, der faktisk nyder at falde i søvn hver aften med et barn filtret halvt ind i det ene øre?)
Lær dit barn at spise. Alt. (selvom det måske er lidt tankevækkende, når ungens andet ord er mad. "Hej! Mad!" Hvis barnet har travlt med at æde, opdager det ikke, at du måske ikke selv spiser alt. Karla på fire har lige opdaget, at hendes mor ikke spiser kød. Hun fandt trøstestemme og det hele frem, fordi det var så synd for den mor.)

Den vigtige:

Lær dit barn at rydde op. Selv. Også selvom det kun er 1 år. (Jo, far og mor - der ku' I godt ha' været skrappere. Fandme ikke nemt at lære sine børn det, når man selv ikke kan. Når man er 32.)

Nåmen, bare derfor jeg ikke har tid til at blogge.

Den slags mennesker

2011-10-03T12:35:00.000+02:00

Hold nu kæft, hvor jeg synes, de er for viderekommende.

De der mennesker, der altid skal være indsmurt i planer og overskud til at hjælpe andre.
Og engagere sig i hoved og røv.
Som lige skal bladre i kalenderen, der er propfuld frem til februar, men som selvfølgelig 'strukturerer' sig ud af at finde tid til at lytte til veninde-i-nød klokken alt for sent.
Som er ansat i det offentlige til 40 timer om ugen, men jo 'har med mennesker at gøre' og derfor arbejder tættere på 60.
Mens de lige sørger for at få lavet noget på uddannelsesfronten.
Og tager noget freelance-undervisning ved siden af.
Mens de læser dagsorden til forældrebestyrelsesmøde.
Og prøver at passe noget frivilligt arbejde ind.
Og har lovet nogen at gennemføre et eller andet løbeprojekt.

Fandme ikke noget at sige til, at deres hjem roder.
Og at de spiser meget chokolade.
Og kaffe.
Deres hoveder roder forresten også. Og de har ikke altid så meget overskud. Indimellem overvejer de faktisk bare at trække gardinerne for og æde en burger.

Eddermame heldigt de har ryggen dækket af overskudsbefængte andre, der kan nusse på deres børn.

Bare lige noget, jeg kom til at tænke på.

Psst ...

2011-08-22T22:32:00.000+02:00

Der var engang en blog. Som nogen skrev på. Fx mig.

Jeg vil det gerne igen.

Der er bare sket så meget godt. Og lidt skidt og trist.

Så jeg har travlt. Mit hoved er begyndt at være lidt for fuldt.

Jeg er ikke ude på at holde jer hen. Eller tease på den der irriterende spørg-mig-hvad-der-er-så-jeg-kan-se-hvor-mange-venner-jeg-har-på-fjæsen-måde.

Det er bare noget med et drømmejob, der faldt ned fra himlen.
En hverdag med to børn. I institution. Og det er kun den ene, der synes, det er ok.
OG drømmefuldtidsjob. Som er virkelig spændende. Og nyt. Og kræver hjerneaktivitet.
OG et speciale. Som skal være færdigt. Og ikke skriver sig selv på 1,5 time om aftenen.
OG verdens bedste farmor, der blev døende. Og døde. Og var den sidste bedsteforælder.

Så jeg er lige lidt overdynget af priviligeret, praktisk og en lille smule presset.

AVlevering

2011-08-02T10:06:00.001+02:00

Er der faktisk mennesker, der kan det? Det der indkøring.

Uden at få en lille fodbold af ondt i maven.

Og ikke være lige ved at tude, når andet barn på to år grædesnøfter i institutionen, mens søde voksne og andre børn trøster og forklarer, at mor bare liiige skulle på arbejde og skynder sig tilbage.

Ikke ligefrem smart at have fyldte tårekanaler allerede inden Sødeste Pædagog spørger, om man er klar til at gå.

Fra det sødeste og lige pludselig alt for lille menneske på stuen.

Og så mander man sig op og hoster væk, så der ikke er nogen, der ser, at man er en af de der mødre, der faktisk har glædet sig helt vildt til at komme i gang igen, men som lige pludselig synes, at det er helt forkert skruet sammen.

Og man overmandes næsten af den dårlige samvittighed over, at man dog ikke som minimum har fået lært barnet at tale, gå og slå lidt fra sig, så det i det mindste selv kan sige, at det vil have banan og ikke vil have tæv med en bil.

Og så tager man sig sammen. Og smiler og vinker. Og siger hejhej til alle børnene.

Og det mindste og sødeste barn griner med munden fuld af knækbrød og siger ejej, mens det stolt kigger rundt for at se, om alle guys'ne har set, at det kan vinke. Inden det skynder sig at spise mere knækbrød.

Og man skynder sig ud. Og synes egentlig, at man klarede det skidegodt. Faktisk.

Og så kommer man ud på gaden.

Og ser mennesker, der ikke forstår, at man lige har overvundet sig selv.

Og så har man lyst til at vende om. Og skynde sig tilbage.

Og græde på sit barn og love det, at man aldrig finder på sådan noget igen.

Men i stedet går man hjem og finder navnestemplet.

Og stempler og savner og stempler i alt det tøj, der skal kravle rundt i sandkassen.

Men så kommer man i tanke om, at man faktisk kan drikke en varm kop kaffe, uden at nogen æder en ledning, en gammel pastaskrue og flår en halv bogreol på gulvet, mens man sætter vand over.

Og så gør det ikke helt så ondt mere.

Før i morgen.

Og nej. Det er ikke nemmere med barn nr. to!

Nåhm, så var det der ferie slut

2011-08-01T22:27:00.002+02:00

Om I ikke må blive overdynget med feriebilleder af yndig yngel i soppebassiner?

Næ.

Eller en masse svedebilleder af mig, der skæver til løbeur, mens man kan se spændstigheden gro?

Næ.

Til gengæld vil jeg så også skåne jer for billeder af den meget overbevisende bakke-ud-af-garage-skade, jeg fik lavet på svigermors fine røde bil.

Og for de flyttekasser, der har glidende overgang fra splatpap til fugtigpap.

Vi har været ramt af de samme ubetydeligheder (jo, våde ting og biler er trods alt bare ... våde ting og biler!) som andre danskere, og vi har haft en fantastisk ferie!

Med familietid plastret hen over det hele, så jeg faktisk tror, at min kvote af så-var-du-storesøsteren-ing'?-leg og ja-hunden-siger-vov-vov-og-nej-du-må-ikke-spise-den-gamle-krumme-snak for det næste halve år er ved at være opbrugt.

Det mener jeg i hvert fald ind til i morgen.

Hvor Lucca skal prøve at være delfin uden mor i en halv time.

Og hvor Karla plukker blåbær sammen med Anders 3500 km væk.

Og ja, jeg skal nok finde et gammelt billede og skrive noget om at være gift i 12 år.

Og om, hvilket halvmaraton jeg har tilmeldt mig.

Skal bare liiiige i gang ...

Hvor der engang var rygrad

2011-06-24T09:01:00.003+02:00

Der var engang en mand, der tidligere var en meget ung fyr, der løb maratonløb.
Og trænede meget seriøst. I netenhunååååååd (hedder Århus 1900 åbenbart)!
Så mødte han en sjællænder. Og begyndte at ryge.
Og lade være med at løbe.
Det gjorde de sammen i ret så mange år.

Til manden sagde, at nu ville han stoppe med at ryge. Bum!
Og så gjorde han det. Lige på det tidspunkt.
Sjællænderen skulle liiiige være klar. Og måtte stadig gerne festryge. Og der var fx altid fest på vej til skolen om morgenen, på en lille hemmelig sidevej. Og på vej hjem. (For eleverne måtte jo heller ikke vide, at rollemodellen var faldet i. Igen!)
Manden blev ret så skuffet over sjællænderen og den rygrad, hun havde brugt på så mange andre ting, at der slet ikke var noget tilbage af den, når det kom til cigaretter.
Men han kyssede hende stadigvæk.
Så meget, at hun stoppede med at ryge for at blive gravid.
Og så havde hun så travlt med at være gravid og føde og amme og al den slags, at hun faktisk fik ryge-rygraden tilbage.

Men så fik de to børn og så travlt med hele tiden at sige til hinanden, hvor trætte de var, at de blev nødt til at spise så meget chokolade og drikke så meget espresso, at de helt glemte at træne deres træningsrygrad.
Og så en dag var den helt forsvundet.

Og selvom manden til enhver tid kan løbe 13 km på rutinen, så fandt han alligevel på, at han ville lave en halv ironman i august.
Og sjællænderen er jo lidt ved at have lokket sig selv i halvmaratonfælden. Så nu har hun tilmeldt sig Eremitageløbet. Hun kan nemlig ikke løbe 13 km på rutinen.
Så nu skal de træne.
Men de er ikke altid så gode til at komme af sted. Når der skal puttes. Og trøstes. Og ryddes op. Og vaskes. Og stenes på sofaen. Og drikkes rødvin.
Men de vil gerne.

Så nu har de lavet en aftale.
Han skal træne minimum fem gange om ugen. Hun skal minimum tre.
Pr. gang, de ikke træner, koster det 50,-

Det har de ikke råd til. Og de vil fandme ikke være den, der er nødt til at smide pengene.
Så nu løber der en mand rundt og får lungebetændelse i Søndermarken, fordi han er plaskvåd efter en lang cykeltur.
Og der sidder en sjællænder og tænker på, hvor sej hun ville være, hvis hun løb i morgen tidlig igen, så hun kunne nå fire eller fem gange på en uge.

For i stedet for den manglende rygrad har de begge groet stolthed og nærighed.

---

For at pleje træningen, børnene, stoltheden, kærligheden og alt det hele, holder de forresten også ferie.
Det gør bloggen også.
FERIE!
Hav en god en!!

Hallooo

2011-06-23T09:19:00.000+02:00

Gad vide, om moren har snakket for meget i telefon under barslen, når babyen gør hvad som helst for at flå fjernbetjeningen op til øret og sige ai-aaii?

Anden mulig tolkning: Baby er ukvik og fatter ikke, at der er forskel på mobiler og fjernbetjeninger. Hvilket gør det billigt at give hende den første mobil.

Tredje mulig tolkning: Mor har ikke set fjernsyn under barsel, så baby ved ikke, hvad fjernbetjening skal bruges til. Øhmn ... når man hverken har skadestueserier eller Phil, så bliver barselsflimmer bare ikke helt det samme (smiley med glorie).

Nåmen, her har hun så alligevel fanget den rigtige.

Desværre har hun så taget fejl af mund og øre ...

Og ja, jeg ved godt, man ikke må have mobiler i munden. Eller nøgler. Eller krummer, man finder på gulvet.

langsommeligt og langt om modem-mode

2011-06-22T20:29:00.000+02:00

Nå, kan I heller ikke forstå, hvor jeg blev af?

Nej, men skal vi så lade det være startskuddet til en lang anbefaling af de helt vigtige. Eller en unbefaling, måske snarere.
Medmindre du virkelig virkelig ofte dybfølt savner og græder hjerteskærende over, at dit 56-modem afgik ved døden, da bredbånd og andet smart holdt sit indtog. Jeg gør ikke.

Lad os nu fx forestille os, at nogen har Fullrate. (Og har prøvet både Stofa og Telia, og hvad dertil hører af absurde priser, mærkelige bondefangerpakker og absurde flyttepriser).
Og at de faktisk er ret glade for det.
Men at bankrådgiveren så (igen) sender et lille brev om, at der vist skal flyttes nogle penge fra en konto til en anden (ellers gør han det).
Og at nogen så begynder at vende de fiktive betalingsservicekroner.
Og finder ud af, at det der nye Skyline, det da vist er ret så billigt.
Og at der faktisk ikke er nogen, der har skrevet (så) dårligt om det på nettet.

Nå, nogen finder så ud af at skifte, fordi Fullrate ikke kan matche prisen.
Og nogen overhører på venligste vis Fullrate-mand, der siger 'Nåmen vi ses om et halvt års tid'.
Og Skyline gør sit indtog. Sit billige indtog.
2Mbit forbindelse. Ikke meget, men havde jo været nok hidtil.
Nå - virkede ligesom ikke rigtigt så godt. Hvertfald ikke hurtigt.
Så nogen valgte at opgradere til 4 Mbit. Stadig ok-billigt jo.
Godt nok hjalp det ikke ret meget.

Og nogen fandt ud af, at der eksisterer hastighedsmålesider. Og målte forbindelsen.
0,92 Mbit. Igen. 1,02 Mbit.
Nå, nok fordi det var det trådsløse.
I med det 'rigtige' netstik.
1,01 Mbit. M..kay. Prøvede lige igen. 1,09 Mbit.
Prøvede mange gange. Mange dage.
Og så utroligt meget dr-tv på nettet med ufrivillige pauser tre gange i minuttet, fordi nettet ligesom ikke helt kunne følge med.

Så ringede nogen til Skyline.
Og sad i telefonkø i et meget anseeligt antal minutter. Og nej, der er ikke pyntet på tallene.
Og fik at vide, at det da egentlig gav god mening, for der var jo (jo?) problemer med masterne på den konservative højborg. Så de kunne faktisk ikke levere så højt.
Hvor længe det havde stået på? Nja, det vidste man ikke lige. Det var i hvert fald ikke nyt.
Nå, det var jo også kun 10 kr. dyrere om måneden. Sagde manden. For mig handlede det mere om net/ikke-net.
Men han kunne da stille mig om til teknikerafdelingen. Mere telefonkø.
Det eneste, man kunne love, var, at man ikke kunne love, om eller hvornår det kunne blive bedre.
I mellemtiden kunne jeg prøve at stille modtageren hen i vinduet med det påtrykte skrift pegende ud af vinduet, så det ligesom bedre kunne fange signalerne. (WTF!! Hvor er det skjulte kamera?)

Så ringede nogen til Fullrate. Kom direkte igennem. Og fik at vide, at der uden problemer kunne leveres 20Mbit på matriklen. Fordi de kører med kobber. Det gør Skyline ikke.
Så nogen fik møghurtigt opsagt Skyline med en notits om, at man eventuelt kunne overveje at meddele fremtidige kunder, at de muligvis - hvis heldige - ville få omkring en fjerdedel af det, de betalte for, men at man til gengæld ville undlade at informere dem om andre af den slags ubetydeligheder.
Og nogen forberedte sig på langdrag og bøvl omkring de 30 dages opsigelse.
Hvorefter opsigelsen træder i kraft efter fem dage. I det mindste service, når man har bedt om hurtigst mulig opsigelse. Selvom det selvfølgelig ikke liiige gør det muligt at have nyt net på sekundet.

Heldigvis ringer nogen igen til Fullrate med 0 minutters ventetid og får sød mand til at notere situationen, så der en time efter tikker besked ind om, at der leveres 10 Mbit om senest to døgn.

Og ja, bankmand, det bliver en lille smule dyrere. Til gengæld bliver det så faktisk muligt at åbne netbank. Samtidig med, at der kan blogges. Og måske kan nogen både nå at komme i form og få sovet, når de ikke hele tiden skal vente på, at sider skal loade. I hvert fald bliver nogen måske mindre skilt, når de ikke hele tiden skal skændes om, om nogen 'bruger' for meget af nettet, så den anden ikke kan åbne sin blog.

Hvordan jeg blogger nu. Med en pen. Ustabil, ja. Hurtigere end Skyline, ja.

Resumé

2011-06-20T22:27:00.001+02:00

I flæng:

Farmorbesøg på sygehus. Igen. Vi kan ikke li' det!
Yngstesøster færdig som verdens bedste sygeplejerske. Jo. BEDSTE!
Afbrudt søvn. Smilebaby kl. 4. Og før fire. Som i Godmorgen. Som i virkelig dårlig morgen.
Kvaler. Om job og ikke job. Og ansøgninger. Og speciale. Og familieliv. Og mig. (og jeg gider ikke sige tanker, når det er kvaler. Okay?)
Logetur i AArhus. Som i spændstige kvindfolk. Og sushi. Og zumba. Og krea. Og vin. Og diskussion. Og uden børn. Og godt. Med rigtige smil.
Haveindflytterfest hos venner, der har købt hus. På den måde, man godt gider have hus. Når man er mig. Hvis jeg altså var voksen. Men masser af fadøl og pølser og moskitos og en yngre mands politiske påpegning af det usolidariske ved at bo på en konservativ højborg. Og høj musik og gode mennesker. Og alt for længe siden. Og gå i seng kl. næsten fire. Og sove længe. Uden børn.
Glemt brystpumpe. Som næsten kom til at overskygge fadølsglæden. Og udsigten. Og Dolly P. Så jeg alligevel måtte skynde mig hjem til baby. Der hellere ville smile og slå på bryster end at spise.
Mere afbrudt søvn. Og træthed. Og tagen sig selv sammen og ruske sig og tilmelde sig Eremitageløbet. Og spise sundt. Til omkring kl. 20. Og kollapse på sofaen. Igen. Igen.

Og diskuteret, hvad det egentlig er for noget med de blogs der. Hvorfor jeg gør det? Hvorfor I læser det? Hvorfor jeg læser dem? Og om det (jeg) er selviscenesættende.
Jeg tænker over det. Når jeg har sovet.

Overhovedet ikke!

2011-06-13T21:01:00.000+02:00

Det kan godt være, mange går og mener, at 'ungdommen nu til dags' har et lidt vel friskt sprog. Ikke mindst når sgu er blevet et lødigt ord.
At det kan bruges på linje med 'dog', er jeg nu ikke helt sikker på, at en specialecensor vil være enig i ... "konkluderende finder jeg ~~dog~~ sgu, at" - ej, vel?

Den helt unge ungdom på 3-5 år kan også et par kække vendinger. Men fuck er ikke det mest udbredte. Det er 'overHOVEDET ikke'.

Ret harmløst i nogle tilfælde:
Mig: Karla, skal du tisse?
Karla: OverHOVEDET ikke!
Hvorefter vi to sekunder senere må panikløbe på toilettet.

I andre tilfælde ret sjovt:
Dreng fra børnehaven, vi kører hjem: Lea, kan du godt huske, at det den der højre vej, du skal dreje
Mig: Ja (primært fordi drengen har været ved atslå to fodgængere ned, mens han har holdt armen til den side de sidste fem min)
...
Mig: Er det her, jeg skal dreje
Dreng griner: OverHOVEDET ikke! (som om jeg spørger ved Gedser og skal dreje ved Aalborg) Det er der! (25 m væk og næste drejemulighed)

Og så ellers også en anelse provokerende:
Mig: Når du har hørt den der sang, skal du have børstet tænder
...
Mig: Når du har hørt den der sang, skal du have børstet tænder
...
Mig: altså, hører du efter, hvad jeg siger?
Gæt selv svaret!

Om jeg glæder mig til to teenagetøser?
OverHOVEDET ikke!

Okay, lidt så ...

Lakreme-snak

2011-06-11T20:23:00.000+02:00

M'kay, der huserer en hel del snak om reklamer i det hersens blogland.
Og alle mulige, der synes, at det er voldligegyldigt, -fedt eller ufedt.

Personligt kan jeg bedre li' DR end TV3.

Om det skyldes reklameafbrud, produktion, programindhold eller min egen fraværende evne til at slukke for noget celeb-reality-kokke-ugeblads-show, lader vi ligge. Har desuden heller ikke haft den der tre'er i flere år nu. Så jeg ved virkelig, hvad jeg taler om. Savner kun Champions League. Meget!

Men al halløjet om reklamer har gjort, at jeg er begyndt at lægge mærke til dem. Dét er ret irriterende!
Når man bliver mødt af reklamer for børne-økomad (til absurde priser for en gang smat, dog!), en skoreklame her og en wellnessreklame der - ja, så tænker jeg, at de der netspioner gør deres arbejde helt ok. Og at jeg vel er en slags målgruppe og trænger til nye sko.

Indtil altså det her sker:
At man stenende logger ind på sin fjæsbog for at blive mødt af reklamer for
narremissen.dk
slankedoktor.dk
corsagen.dk

WTF? Jamen, så tror jeg, vi siger tak for lørdagsbackstab, Facebook. Jeg skulle alligevel heller ikke lige til at smække benene op til en film (uden afbrydelser) og sende manden i kiosken efter choko for at falde i søvn imens. Tsk!

Sure damer og slugte bolsjer

2011-06-10T10:42:00.000+02:00

Om jeg havde travlt med at skrabe livserfaring sammen i går?

Nja, primært den slags, der handler om at koordinere lægebesøg med sovende baby i venteværelse for at få konstateret galoperende blærebetændelse og blive glad over, at der da så i det mindste er forklaring på feber og 103 toiletbesøg i døgnet, men også få lidt ondt af sig selv på inhaler-tyrkisk-peber-måden.

Var det kedeligt? Ja.

Lærte jeg noget? Ja.

Fx at det er dumt at ligge på ryggen og tylle bolsjer. Men at man godt kan overleve at sluge dem hele. Selvom det føles jævnt ubehageligt.

Anbefalinger igen, siger I?

DAGENS GODE IDÉ

At bestille dagligvarer på nettet.

Undskyld, alle jer der arbejder i Netto, Irma, Føtex og andre skønne forretninger. Det ER bare ikke så hyggeligt at besøge jer hver dag. Med barnevogn. Og et-to børn. Sammen med alle de andre, der heller ikke helt ved, hvad de skal have at spise, før de står ved kassen. Eller måske heller ikke ved det helt endnu der, når de kigger ned over båndet og ser mælk, bladselleri, chokolade, vådservietter, flåede tomater, mayo og børnebodystockings på tilbud rulle forbi. Eksempel fra eget liv slut.

Men tag nu fx en af mine bedste venner nemlig.com

Når man sidder i ro og mag og bestiller varer kl. 23.01, så tvinger det en til at være lidt fremsynet. Og man skal ikke høre på (andres) vrælende unger. Eller trækkes med selvbetjeningskasser. Eller blive voldfristet, når man har svedetur, fordi dankortterminalen går ned. Og så kan man fx købe økofrugt til 1,- pr. styk i denne uge. Og de leverer med timeintervaller. Og er præcise.

Hvis man nu er så uheldig, at man ikke bor et sted, hvor de leverer, så prøv lige at finde nogle andre.

Fx torvet.dk eller superbest.dk. (Der findes også andre, fx osuma.dk, som jeg dog ikke har prøvet).

DAGENS DÅRLIGE IDÉ:

At halvråbe 'Så må DU have en rigtig god dag' til virkelig sur ~~kælling~~ dame i Føtex.

Det giver et splitsekunds tilfredsstillelse, indtil man godt kan høre, at det ikke kom til at lyde helt så overskudsagtigt, som man tænkte, at det gjorde.

Lesson learned:

Køb nu ind på nettet i stedet for at gå i Føtex, hvor sur dame højt skælder ud til sine børn:'Hold nu kæft, hvor er det DUMT at stille en barnevogn der' (som i helt ind til væggen i en passage, som næsten ingen bruger), og hvor man så overrasket siger 'øhm okay' henne fra bananerne og flyver hen for at flytte barnevogn, kun for at blive mødt af 'Sguda dumt, når der ikke kan komme en indkøbsvogn forbi. Fnys. Fnys igen. Virkelig højt fnys!', så man bliver fristet til at dele en storsviner ud ved højlys dag og påpege de fire andre vældig passable veje væk fra bananer, men heldigvis møder meget overrasket frugtdrengs øjne, der signalerer 'ko-dame' (ingen overtolkning fra min side!?), så man i stedet hvisler det med den gode dag. Suk.

And now for something completely different

2011-06-08T09:25:00.002+02:00

... som dog ikke har noget med båndoptagere i næser at gøre.
(Note to self: Husk at se daglig dosis Monty P. Bliver faktisk ved med at være sjovt. JO, det gør. Særligt hvis man skifter mellem Monty og Mandril)

Men jeg har holdt fri og tænkt lidt. Som det nu har kunnet lade sig gøre for børn, der skulle sove oven på mig eller ikke-sove eller møve sig baglæns, når de ville forlæns, eller lade, som om de var ved at blive kvalt i riskager, når de slet ikke var det (eller var de?).

Det vil sige: Det er ikke blevet til Nobel-tanker.

Men jeg har tænkt over, at jeg må have lært og oplevet noget i mit liv, som jeg kan dele - også selvom jeg barsler den for tiden og har travlt med at lære nogen at spise æblebåde uden selv at få hjernestop undervejs.

Så nu har jeg bestemt at dele af min fantastisk store livserfaring og krydre jeres hverdag med anbefalinger. Kan vi næsten vente?
Opskriften:
Et skvæt anbefaling på noget, man med fordel kan gøre.
En dråbe anbefaling på, hvad man fx kan undlade at gøre.
(og jaja, det kan man også kalde en slags advarsel, men vi har ja-hatten på, så vi kalder det en anbefaling alligevel. Potato-tomato)

Here goes:

DAGENS MUST DO!
Bestil et garderobetjek hos verdens bedste Tobie. Jeg kender hende ikke personligt, får ikke procenter eller noget. Men hun virker.
Fx kan jeg komme ind i mit skab nu. Og se, hvad jeg har. Og nogen har fået ind i hovedet på mig, at jeg ikke er helt 50. Endnu. Og at jeg godt må gå i sort. Hvis jeg vil. Og at jeg gerne må købe en dyr læderjakke. Og gi' den lidt gas. Samtidig med, at hun var god til at drikke kaffe og få én til at være lidt ugenert. Og ærlig. Og jeg har foræret mere end to sorte sække væk. (Eller okay, der står to sorte sække og roder, som skal til genbrug, når jeg får det gjort. Men altså.)
Tal om win-win!
Og om noget tøj, der pludselig blev til yndlings, fordi nogen kunne finde ud af at sætte noget sammen, som var lige mig. Helt uden jeg vidste det.
Faktisk er jeg lidt ked af, at hun ikke kommer forbi en gang om ugen. Og lige sådan pifter egoet lidt op. For det er hun også ret god til.

DAGENS NOT TO DO!
Hvis du er på barsel. Eller er gravid. Eller har et nanogram hormoner i systemet. Eller har nogen, du holder ret meget af og helst ikke vil miste. Eller måske har mistet. Eller bare gerne vil kunne se ud af øjnene dagen efter.
Så skal du ikke se HELE DR's serie om 'Sømanden og juristen - historier fra et hospice' på samme dag.
Det er virkelig en rollercoaster. Smukt. Barskt. Fint. Trist. Hårdt. Ærligt. Synd. Uretfærdigt. Respektfuldt. Og så sørgeligt.
Altså faktisk synes jeg, du skal se det. Virkelig.
Fordi det er så fine mennesker, der giver os lov til at følge dem så tæt på. I det allersværeste.
Så vi kan få øje på, hvor vigtigt det liv det er!
Men lad være med at se det på én gang!!

Moderne kunst?

2011-05-27T10:12:00.001+02:00

Need I say anything?

Ud over, at jeg også har det lidt, som om nogen har proppet et nedløbsrør gennem hovedet på mig i dag.
Men at man også kan se det som et sugerør, og at jeg da godt gad nogle drinks gennem sådan et.

Andre mere eller mindre fornuftige bud på ting, man kan få ud af den lille fyr, vil jeg glæde mig til i kommentarerne.

Og hey - er det forresten ikke længe siden, jeg har sagt TAK? Jamen for, at I er der. Og gider. Og er dejlige. JO, det er I! God fredag!

Lykken? Koster en tyver!

2011-05-26T08:59:00.000+02:00

I hvert fald en fem minutters en af slagsen.

Og den ser sådan her ud:

Og nej, Karla er ikke til salg, og ja, jeg trænger til en mobil med et bedre kamera.

Men det var den lykke der.

I bobleform. Hele vejen til børnehave.

Det bedste?

Tror, det smittede af på alle dem på vejen.

Både cyklister, der fik dem på solbrillerne, ham, hvis hund nøs af dem, den anden børnehaveflok, der fuldstændig glemte orden i geledderne og lavede trafikprop og alle de andre, der smilede til os.

Fandme svært ikke selv at smile og synes, man har den dejligste yngel, når morgensolen får tusind bobler til at ligne ... øhm ... bobleguld?

Nå, ja okay så: Lykken koster en tyver PLUS batterier. Det er altså stadig billigt.

Bonusinfo:

1) Den er fra Tiger.

2) Det giver ikke helt så mange smil, når kæk mor selv skal prøve at hamre bobler af sted, og vinden tager dem alle hen i hoved og mund på fire andre vinkeforældre ved bussen.

Hvad man kan lære om Pladsanvisningen

2011-05-25T12:00:00.001+02:00

Jeg er helt rundt på gulvet.

Her gik man og troede, at der var helt særlige ansættelseskriterier hos alle pladsanvisninger.
Noget med små horn skjult under pandehåret og en evne til, kynisk og uretfærdigt, at affærdige enhver klynkende moder. Og have særlige koder til særlige ventelister. Og kun fortælle det til særligt udvalgte.

Og noget med, at de flashede deres horn til jule- og sommerfrokoster, mens de planlagde, hvilke typer der særligt skulle forfordeles (hadeordet over alle med to betydninger, som her fint viser ondskabens bredde) det næste halvår.

Muligvis det faktisk ER sådan.

Men så har ansættelsesudvalget lavet en fejl.

For lur mig, om ikke der i går kom en institutionsplads med posten. I ønskeinstitutionen. På ønskestuen.
Godt nok en halv måned efter ønsket. Et luksusproblem. Men alligevel nok til at fucke med logistikken.

Så fattet mor ringer til sød pladsanvisningsdame og fortæller, at alle skift i institutionen jo sker d. 1. Og om der mon så ikke er plads der i stedet for d. 16.

Og sød pladsanvisningsdame, der tydeligvis er sluppet uden om alle ondskabskontroller, tryller på nogle knapper, så der nu er dømt drømmeplads på drømmestue med drømmepersonale til drømmetidspunkt.

Jeg har selvfølgelig skyndt mig at lave en elektronisk godkendelse. For den ultimative ondskab ville selvfølgelig være, at det pludselig ikke kunne lade sig gøre. At nogen havde lavet en fejl.

Men hvis dét sker, så lover jeg at gro både horn, hale og trefork på 8 sekunder. Og blive til 58 kg rendyrket ondskab.

Indtil da tror jeg sgu' lige, at Lucca og jeg tar en sjus!!

Hvad man kan lære af at lave give aways

2011-05-23T08:54:00.000+02:00

Jeg ved godt, at det var søndag i går. Og der skulle falde en vinder.
Men jeg glemte, at min lillebror skulle løbe maraton (verdens dårligste storesøster - tjek!) og glemte at købe bleer (og havde ondt i fingrene af at krydse for begrænsede mængder lortebleer), så derfor havde jeg så travlt med dårlig samvittighed og oprydning-lige-om-lidt tanker, at jeg ville gemme fornøjelsen til i dag.

Og altså. Jeg synes faktisk ikke, at det er så sjovt. For nu er der jo nogen, der ikke vinder. Og det er ret øv. Alle har jo ret til forkælelse.

Jeg tænkte, at jeg ville lade det antal timer, jeg fik lov til at sove i nat, afgøre, hvem der skulle have fornøjelsen af spa, saunagus og massagestole.
Men så blev det lidt tvetydigt. For jeg vågnede efter tre timer - dvs. billet til Nadia(s søster) - men i øjeblikket øver vi, at der ikke skal hyggeammes hele natten, så jeg fik lov til at sove videre, mens Anders sørgede for bebs og mad. Derfor sov jeg faktisk tre timer mere, dvs. seks timer - og altså billet til Mille.

Så spurgte jeg random.org
Som sagde 6. Altså Mille igen.
Så Mille har vundet!

Men så skete det her:
Føromtalte lillebror valgte, som tak for min så glimrende ikke-heppen, at melde sig som børnepasser i aften, så de to voksne kan komme i biografen.

Og når jeg på den måde ufortjent bliver forkælet, så skal den slags da leveres videre. Ikke mindst, når den anden potentielle vinder er en lige så god søsken.

Derfor har jeg bestemt, at BÅDE Nadia og Mille vinder en billet til kurbadet.

Send mig en mail med jeres adresser, så sender jeg en billet til jer!

Og alle I andre: Lad, som om I faktisk vandt! Og tag flybillet, hotelbooking og ansigtsmasker under armen. Jeg giver stadig kaffe. Og lover ubarberede ben, hvis I kommer!!

Hvad man kan lære af Maggie V.

2011-05-19T11:12:00.000+02:00

Hende der den lækre, grånende med efterlønnen var i 21 Søndag her den anden dag.
Opdagede jeg.
Og fordi jeg engang - ret forblændet i øvrigt - har haft fornøjelsen af at interviewe hende, blev jeg jo lige nødt til at se det.

Og dette er ikke politisk propaganda. Det lader vi vist Trier og andre langnæsede mennesker om. Hm ...
Jeg tror heller ikke, de får min stemme. Selvom jeg drikker rigtig meget latte og er studerende.

Næ - i dag holder vi os helt på det overfladiske plan.
Hun. Er. Da. For. Lex.

Gad jeg godt se sådan ud som 43-årig?
Meget gerne, tak!

Lidt irriterende, at indslaget så skulle afsløre, at hun faktisk gør noget for det.

Men tak for sparket, Maggie. Det var lige det, jeg havde brug for kl. 6.
Når hun kan, kan jeg også. Selvom jeg ikke har en hund på slæb.

Hvad man kan lære af, at jeg trænger til forkælelse

2011-05-18T08:34:00.000+02:00

Jeg har ikke jubilæum.
Eller skrevet indlæg nr. rundt.
Jeg har heller ikke fået job (æv!). Men jeg vil altså stadig MEGET gerne undervise i alle de pædagogiske fag på læreruddannelsen. Kender du nogen??
Jeg er end ikke udsovet.

Men alligevel.
Fordi det er onsdag.
Og fordi jeg har lyst.
Og kunne mærke, at jeg selv trænger.
Og endnu mere kunne huske, hvor glad jeg blev sidst, jeg selv var af sted.

Det er blevet tid til forkælelse til en læser.

Det er noget med at flyde.
Være vægtløs.
Svede.
Se rødt.
Få et gys.
Og børn er forment adgang.
Det er or'nligt nice!

Jeg giver en tur i Kurbad i Frederiksberg Svømmehal væk.

Og hvis du nu bor i Nr. Nissum, kan jeg godt se, at det kunne have været tættere på.
Eller hvis du har vandskræk, ville du muligvis hellere vinde en soft ice.
Det udlodder jeg måske en anden gang.

Ellers må du jo sende det videre, hvis du vinder. Man kender altid nogen, der ville blive glade. Og ikke bor i Nr. Nissum. Men bare i hovedstaden et sted. Forresten har jeg ikke noget imod folk fra Nr. Nissum.

Nåmen kort historie hermed gjort lang.

Vil du vinde en nydelsestur?
Så smid en kommentar.
Og jeg orker ikke sådan noget bøvl med fem lodder, hvis du sætter valgplakater op af mig i otte lygtepæle, og syv lodder, hvis du siger, at mine børn er lækre på din blog.
Man vinder dog fire ture og bøjen i støvet ad libitum, hvis man skaffer mig et pædagogisk underviserjob.
Men man må selvfølgelig godt fortælle andre om det, hvis man virkelig ikke kan lade være.

Jeg trækker lod søndag aften.

Hvad man kan lære i sin egen gård

2011-05-17T08:42:00.001+02:00

Forestil jer, at det er mandag.
Og at man har taget overskuds- og opmuntringssmilet på.
Selvom det regner.
Fordi man er ved at tage ældstebarn med til ørelægen for at få lagt dræn. For tredje gang.

Hygge, hygge, god tid, god stemning.
Lege, lege, selvom det regner, lege, lege ind i cyklen.
Låse op, lege, lege.

Find selv den fejl, der så møder én:

Og selvom det regner og er lidt synd, at barnet igen skal have lugtemaske på, og at mor skal se på barn i narkose, så er det ikke noget af det.

Jeg hjælper lidt:

Så kære tyv, jeg har lige en bøn:

En anden gang, gider du så nakke vores sadel en anden type morgen i stedet?

Eller i det mindste så smide en taxabon, så vi ikke skulle parkere 100 km fra ørelægen?

Eller i hvert fald så stille en stærk mand til rådighed, når fuldstændig smadret narkosebarn skal slæbes de 100 km tilbage til bil af mor?

Nå, ikke?

Nej, men så kan du sgu' i det mindste smide et gavekort til den massage, jeg har brug for nu!

Hvad man kan lære af at skrive dumme ting

2011-05-16T08:17:00.001+02:00

Ja, det er jo ikke, fordi jeg ikke har set det.

I formerer jer derude i højre side.

Faste læsere.

Jeg ville jo rigtig gerne være glad for det.
Det kunne fx være, at op imod halvdelen af jer faktisk synes, jeg skriver sådan jævnt okay.
Og kun halvdelen var nogle sadistiske, gnæggende fedtører, der ville elske at se mig lide 21 km i træk.
Eller se mig skynde mig at slette det med det halvmaraton, fordi jeg blev en kylling.
Eller bare blive nødt til at forkaste projektet og hyle mod himlen, at jeg er en ussel svagpisser med det hele i munden og kun 2,1 km i benene.

Men ved I hvad?

Jeg er måske nok en svagpisser. Og en kylling. Og kommer til at lide om ikke andet så 17 km.
Men i det mindste har jeg tænkt mig at være en svagpisserkylling, der holder ord.
(Og muligvis holder op med at annoncere helt så dumme ting på sin blog).

De der 87 faste læsere virkede bare så langt væk.
Så altså: Jeg skal nok gøre det.

Men vil I så ikke være søde kun at blive 86 frem til 1. august?

(Alt det ovenstående skal naturligvis læses som et kejtet, ydmygt og ubehjælpeligt forsøg på at sige helt vildt tak for jeres kommentarer og for, at I faktisk læser med. Yndlings, Men det med de 86, ikke? Det mente jeg!)

Hvad man kan lære på en søndag

2011-05-15T22:11:00.002+02:00

Jeg er lige trådt ind ad døren.
Med smokey eyes og cykelhjelmehår. Og et smil, der nok først går af i morgen.
Eventuelt ved fire-tiden, hvis det bliver en af de nætter - det er alligevel begrænset, hvor meget smil man kan spare op.

Nåmen jeg er glad!

Det er forår.
Jeg har cyklet på min egen cykel. (Læs: Jeg har cyklet på cykel uden barnesæde. Uden pusletaske på slæb. Uden stress for at nå at hente.)
Jeg har haft mig-tid. Ikke mor-tid. Ikke kæreste-tid.
Lea-tid!

Og lært at lave smokey eyes. Sammen med veninder. Og bobler.
Og set mig selv i et spejl og tænkt, at de rynker der sgu'da er en del af mig. Selvom det unægteligt er lidt nemmere at lægge makeup, når hele øjenlåget ikke krøller, fordi huden er blevet ... lidt træt.
Og sludret og diskuteret og ikke kunnet finde ud af, hvilken slags cafémad jeg skulle have.

Og det var kun ét glas bobler.

Men det virker stærkt stimulerende - og vanedannende - det der solotid.

Hvordan Anders jonglerede de to børn, Zoo-udflugten, putningen og pandekagerne med is, han havde lovet?

Det ved jeg ikke.

Der står tallerkener med isrester på i køkkenet.
Og sko og jakker sådan lidt rundt omkring i lejligheden.
Og inde i dobbeltsengen ligger tre mennesker og sover. Klokken halv ti.

Man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige smed benene op, nød sin solo-søndagsaften og tjekkede, om der var en pandekage tilbage!

Hvad man kan lære af Blogger

2011-05-13T19:57:00.000+02:00

Nå okay. Jeg skulle ikke liige have lov til at være på forkant.
Havde ellers skrevet et for fedt indlæg til jer til i dag. I går aftes endda.
Og brugt tid på det. Faktisk var det også lidt sjovt.

Men nu kan jeg ikke huske, hvad det handlede om.
For Blogger lavede en Word-agtig ting lige pludselig, som i 'Tryk her, hvis du vil miste alt - du kan forresten kun trykke her'!
Tak. For. Crap!

Nåmn okay, havde da heldigvis lige nået at markere det hele og trykke copy.
Altså i hvert fald lige inden, jeg havde kopieret et link et andet sted.
Som så var det eneste, jeg havde.

Og så som en sidste lille overrasker i ærmet, blev mit indlæg fra i går også slettet.
Specially for you my friend.

Til gengæld har det så været nede hele natten og dagen. Så man slet ikke kan tjekke, om det nu virkelig var væk. Det var det så.

Så jeg er ligesom ikke rigtigt i humør ...

Hvad man kan lære af fattethed

2011-05-13T19:51:00.000+02:00

Vi har vist 'talt' om den pladsanvisning der tidligere.
Og om, at jeg i al almindelighed ikke er den, der har oprettet et fanforum på Fjæsen.

Men sagen er den, at uanset hvor dårlig smag i munden jeg får, når nogen siger 'Pladsanvisning', så er det trods alt de mennesker, der skal fikse Lucca ind i august.
Så selvom jeg både frygter og skælder på dem, og er så forberedt på det værste, at jeg logger ind hver eneste dag og ser placeringen på den venteliste på nettet, som alligevel ikke gælder, tog jeg fat i mor-kraven på mig selv i dag.
Efter at have sendt to mails, der ikke blev besvaret.
Og ringede.
Og lovede mig selv, at selvom jeg kunne høre min puls, var der ingen grund til at køre det tunge temperamentskyts frem. Endnu.

Så jeg talte roligt med mand, der også virkede rolig.
So far so good.
Gav rolig mand Luccas personnr. Som slutter med et lige tal. Som i pige.
Går også ud fra, han på sin skærm kan se, at hun også hedder Viola.
Alligevel sagde rolig mand konsekvent alligevel 'ham' og 'han'.

Men rolig mor havde bestemt sig for at lade unødig faren op blive hjemme.
Så vi fandt frem til, at Lucca ikke står nr. 14 som på tilgængelig venteliste.
'Han' står nr. 4, når søskendefordelen er regnet med.
Taktak for opløftende besked!

Han kunne dog ikke fortælle, om der mon er fire børn, der skal i børnehave senest 1. august.
Det ved til gengæld fru Overpladsanvisning, som holder ferie i denne uge.
Men som helt sikkert ville kunne hjælpe, hvis jeg ringede igen i næste uge.

Okay. Har vi lavet nye boller og ny suppe?
Eller skiftet hele mandskabet ud?
Jeg prøver i hvert fald den med nysgerrig fattethed igen i næste uge. Lader til at virke ok.

Selvom jeg stadig ikke helt forstår systemet:

Forældre har adgang til venteliste type Q, hvor man kan se et fiktivt ventetal, der bliver lavere. Noget egentligt kan man dog ikke bruge det til.
Man kan dog kontakte Menig Pladsavisning M/K, som har adgang til venteliste type Z, hvor søskendefordele og andet kan ses og dermed er noget nærmere sagligt ventetal. Det kan man bestemt bruge til lidt.
Men for virkelig at få indsigt, skal man kontakte fru Overpladsanvisning, der har adgang til Hemmelig Venteliste X, hvor alt kan ses. Og det kan man bruge til alt.

Jeg troede på en måde, at det der net og it var noget med, at alle så kunne have adgang til ting, og man måske dæmpede bureaukratiet en smule. My bad.

Hvad man kan lære om blod

2011-05-11T09:59:00.000+02:00

I går blev livet lige pludselig helt igennem fantastisk (igen), da jeg havde Christiania-biken fuld af lækre børn, der var mine, og solen skinnede os tilpas behageligt i øjnene, mens vi sang 'U-lækker Tarzan' ('Who let the dogs out' for andre, måske) og tyggede i bananskræller på vej til musik.

På vejen mødte vi en hel karavane af dem her:

The Blood Do Good'ers.

Sikkert på vej hen for at tappe alle dem, der ved noget om økonomi og om at se en hel del mere tjekket ud på en søndag end mig (CBS, I ved).

Jeg har virkelig taget tilløb mange gange. Fordi jeg har en af de blodtyper, der ikke er så helt almindelig, men alligevel ret rød, når jeg bløder, men som jeg ikke kan huske, hvad hedder.
Så jeg synes faktisk, det er min pligt at lægge mig en halv time og inhalere en øl og et marcipanbrød bagefter. Synes faktisk, det er et ret fair bytte.

Men jeg er nødt til at finde et andet sted at få fyldt do-good-tanken op. For det kommer aldrig til at ske.

Og jeg har ikke engang arvet min fars smiden sig ninjahurtigt i jorden ved synet at størknet ketchup.

Men først havde jeg jo travlt med at blive helt høj af at få den tattoo der. Som egentlig er min vielsesring, men den historie skylder jeg vist?
Så må man ikke give blod i et år.
Og set i det lys, virker det sgu' egentlig lidt sært, at man så - hvis der kan være skyggen af fare ved det - alligevel tænker: Det der med at lade nogen fræse noget blæk ind i min krop, det er fandme en god idé!

Og så havde jeg helt vildt travlt med at få den piercing der. Som hørte til den tid med korte bluser, hvor min mave var noget af det, jeg var gladest for. Det er i hvert fald to graviditeter og et rygestop siden!
Men så må man heller ikke give blod.
Set i det lys, virker det egentlig også dumt at lade nogen stå med en hultang i ens mave, mens manden er ved at gå i gulvet for at holde i hånd.

Så holdt jeg op med den slags og ville fluks ture til Blodbanken og gøre krav på en briks og lidt choko.

Til jeg fandt ud af, at jeg til evig tid er forment adgang.
Fordi jeg har haft malaria.
To gange.
For hundrede og tre år siden.
Føles det som.

Det var noget med noget vild feber. Og et U-land. Og nogle forældre, der varmede hospitalstermometeret op med en lighter for at vise, at det fandme var nu-nu, at nogen skulle gøre noget.
Jeg kan ikke engang huske det.
Men det virker trods alt lidt dummere end en tattoo og en piercing.
Og hvis jeg en halv menneskealder senere stadig ikke må levere blod til værdigt trængende - hvor meget skal jeg mon så tænke over, hvad det kan være for sære ting, der stadig potentielt kan manipulere i min krop?

Nå, men som vi sad der i cyklen med Tarzan blev jeg altså lidt trist over ikke at kunne dele noget så vigtigt som blod. Tænk, hvis nu mine børn havde brug for det en dag? Eller Anders? Eller mig? Eller en anden? Eller en andens barn?

Så måske nogen andre vil dele for mig? Jeg sender virkelig gerne bonusmarcipan!!

Hvad man kan lære af smilerynker

2011-05-10T14:43:00.001+02:00

Jeg har været træt. Ikke på den der åh-jeg-har-ammet-en-gang-i-nat-og-så-skal-man-jo-klynke-lidt-over-for-manden-måde.

Mere på sådan en måde, hvor man glemmer, hvor man lægger den lorteble, man lige har taget af babyen, mens man kommer i tanke om, at man ikke har spist i et halvt døgn og derfor hellere må gå på toilettet (det virkede logisk der), hvor man så begynder at drikke af den kolde kop kaffe, man satte der i morges, da det største barn kun (som i: KUN-KUN-KUN) kunne tørres af mor, og hvor man ved, at lige om lidt skal man hente det barn igen, og man har stadig ikke fået sovet, og egentlig er kold kaffe ikke SÅ dårligt.
Træt på den måde, hvor der er overhængende fare for, at man faktisk kunne have lagt lortebleen i køleskabet og muligvis først finde ud af det, når man satte tænderne i den.
I kid you not.

Lucca har været syg.

Som i høj feber.
Som i ALTID-smilende-baby transformeres til ynkelig piveklud.
Som i dobbeltklæbende mor-tape over det hele.
Som i ikke-spise-andet-end-bryst.
Som i helehele tiden.
Som i kogekogekoge i ble.
Som i antisov. Antianti.

Jeg er ikke udpræget søvnmonster. Men jeg trives faktisk ret fint med minimum fire timer i træk i døgnet.
Gerne syv. Men i hvert fald fire. I. Træk.
Og jeg forstår ret godt, hvorfor intervalsøvn ikke for alvor er blevet funky.
Nå, men jeg har fået knapt tre. Én gang. På fem døgn.

Til gengæld skulle jeg både lidt ud, holde navngivning igen og skrive jobansøgning til ønskejobbet samtidig. Så det gik jo som en leg.

Derfor har vi lavet en ny aftale herhjemme.
Den går ud på, at al logik er sat ud af drift. Ingen må regne med, at den anden kan regne noget ud. Og at man derfor gerne må sige ting mange gange. Eller stoppe en sætning midtvejs, fordi man ikke kan huske, hvordan den slutter. Eller hvad man sagde. Man må også godt bede om at få gentaget. Fordi man godt hørte, men ikke forstod 'Mælken er i køleskabet'.
Man må også ret gerne tale med lavt lix-tal.

Og nu har jeg opdaget flere rynker. Og det er såmænd ikke, fordi jeg lige står og mangler. Men de har åbenbart inviteret alle deres venner.
Synes egentlig godt, det kan være ret charmerende. Hvis man er Sean Connery fx.
Eller hvis det er rynker på den der jeg-har-bare-moret-mig-så-helt-igennem-skønt-hele-livet-måde. Altså de smukkeste smukke smilerynker. Ved øjnene især.
Totalt yndlingsrynker.

Mine?
Nåmen de sidder sådan lidt mere i folderne
dør-hvis-jeg-ikke-får-kaffe- har-vrisset-skældt-og-smældt-på-mand-i-nat-og-vil-gøre-hvad-som-helst-for-et-varmt-bad-eller-tre-minutter-med-lukkede-øje.

Lucca?
Hun er næsten rask. Til gengæld har hun fået smag for natlig hygge. Så jeg fik faktisk en smilerynke i morges.
Men ikke en af de søde smilerynker. Den var frydefuld. Fordi jeg hørte en anden end mig skælde ud i nat. Og være ødelagt i morges.

I morgen vil jeg arbejde på at få en sympatisk smilerynke.
I dag vil jeg bare sove.

P.S. Hvis du falder over en stavefejl, kommafejl eller otte fejlslutninger ... retter du det så ikke bare på din egen skærm og sender et trøste-dameblad?

Hvad man kan lære af fondant

2011-05-05T12:49:00.000+02:00

Hvis du ikke ved, hvad fondant er, så er du præcis lige så klog, som jeg var for 14 dage siden.
Okay, faktisk ved jeg stadigvæk ikke helt, hvad det ER.

Men nu jeg ved, hvordan det ser ud.
Og føles.

Det er sådan noget hvidt modellervoks.
Som hviner helt vildt i tænderne.
Man kan nemlig spise det.
(Det ved jeg godt, at man i princippet også kan med 'rigtig' modellervoks, men det er vel ikke decideret anbefalelsesværdigt?)
Og fondant er garanteret kun 97% sukker og 3% usund.
(Modsat 'rigtig' modellervoks, der er hvad? 92 % mærkelige ting og 8 % usund?)

Nå. Men hvis man er vildt sej, kan man lave ting af fondant.
Og så kan man have en blog, hvor man viser billeder af, at man har bygget Eiffeltårnet, Obama og et toilet. Eller måske endda Obama på toilet oppe i Eiffeltårnet?
Kagemor har godt nok ikke lige bygget det, men ret så meget andet kewl.

Pointen er, at der skulle noget til at matche de i omegnen af tyve kager, vi lavede til Karlas navngivning.
Og så tænkte jeg, at jeg da i grunden var ferm til det der modellering i fritteren.
(Og glemte, at jeg i gymnasiet var helt afsindig dårlig til det med ler og pølseteknik og fik oversprøjtet billedkunstlærerens lyse sommertøj og alle i lokalet med ler. Undskyld, i øvrigt!)

Så selvom alle andre åbenlyst øver sig og laver øve-modelleringskager til familien, så har jeg åbenbart lyttet, når nogen har sagt "Yes, we can", "Slug frøen" og "Fake it till you make it" .
Derfor havde jeg lilla fingre til navngivningen, fordi det der farvepasta faktisk er ret for real.
Og derfor fandt jeg ud af, at elasticiteten i fondant ryger sig en solid tur, når man hamrer marcipan i.

Men til gengæld blev der en kage ud af det.
Og alle sagde, den var fin.
Og jeg lærte ikke at være (så) perfektionistisk (på kagefronten).
Og (gen)lærte, at det faktisk er vildt fedt at lave ting ud af bløde ting.

Gode råd:
Sørg for at lave rigeligt. Sådan en kvart kage er lige præcis tilpas til frokost til én person et par dage senere.
(Den kan sagtens tøes op i mikro, hvis vi skal dvæle ved denne opfindelses fortræffeligheder igen).
Fondant er virkelig virkelig ikke rigtig godt at spise rent. Gå klart efter den marcipan, du ikke har rullet ind i fondanten.
Tag et billede af din kreation så langt væk fra, at det næsten ser en lille smule prof ud, når du lægger det på din blog.

Hvad man kan lære af tøjkriser

2011-05-03T08:03:00.003+02:00

Måske er det her dødsensfarligt. Og burde have label med 'Do not try this at home'.

Scenariet:

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid.
Baby, barn og far og mor glade.
Hvis det lugter for meget af hvid flonel og blomster, så tilsæt amputerede solstråler, der forsøger at kæmpe sig vej gennem møghamrende beskidte vinduer - det er mere tæt på virkeligheden.

Baby skider i ny ble og gylper på sig selv og mor med rent tøj.
Barn vil IKKE have prinsesseunderbukser på. Eller dem med jordbær. Eller blomster. Og slet ikke de gule. Eller pink.
Kun dem med hjerter på. KUN DEM!
Som hænger på vaskestativet. Og er så fugtige, at ingen forælder ved sine fulde fem lader nogen få dem på.
Far kommer i tanke om vigtigt møde og skal akutstryge skjorte.

Vilkårlig hverdagsmorgen med god tid forvandlet til knapt så hyggelig hverdagsmorgen med knapt så god tid.
Men.
Det er ikke for sent.

Morhjerne arbejder på højtryk, mens baby skiftes.

To minutter senere har barn hjerteunderbukser på. Tørre.
Og alle er glade.

How I did it?
Mikroovn, I tell you.

Bare kun ti sekunder ad gangen, så skal de lige ud og dampe af.
Tror måske også kun, det virker med underbukser i str. 98.

Hvis nogen synes, at barnet må lære, at tøj kan være til vask, til tørre og den slags, så er jeg helt enig. Virkelig. Hun forstår det også normalt.

Men jeg forstår altså også godt en lille tøjkrise.
Især da jeg fulgte det glade barn med hjertebenlæder i børnehave. Og så al gylpen på det tøj, jeg ikke lige selv nåede at skifte!

Hvad man kan lære om døde mennesker

2011-05-02T09:02:00.000+02:00

Aftenerne herhjemme er efterhånden blevet så rutiniserede (læs: baby kan ligge på fars mave også), at jeg kan putte Karla.
Og selvom trætheden vejer 1,3 ton på skuldrene kl. halv otte, så er det altså uendeligt hyggeligt at læse Ole Lund Kierkegaard i mørket.
Selvom jeg tror, hun synes, far synger lidt federe godnatsange.
For jeg er altså ikke helt så udenadsagtig på Smashmouth og Jack Johnson (Shrek og Peter Pedal-film, that is).
Til gengæld kan jeg synge 'Langt ude i skoven' så langsomt og kedeligt, at jeg selv er ved at falde i søvn af det.

Men de sidste aftener har vi været i det mere dybe hjørne. Og talt om død. Min nærmere bestemt.
Først blev jeg lidt forskrækket.
Ja, altså bevares, jeg ved da godt, at jeg ikke længere er i kategorien ung i statistikkerne, men derfor har jeg altså ikke overvejet kiste endnu.
På den anden side har jeg det rigtig godt med at snakke helt udramatisk om det.
Selvom Anders studser, når han går forbi døren og hører os snakke om begravelser og mennesker i jorden.
Men han hører jo heller ikke, hvor skønne børn alligevel er, når man synes, de har fattet det hele og alligevel er fattede:

Karla: Mor, vi er da rigtig gode venner, ikke?
Moren: Jo, selvfølgelig.
Karla: Men engang, ikke, så dør du jo.
Moren: Ja, det gør jeg.
Karla: Når du bliver rigtig gammel. Men så kommer jeg jo til at savne dig. (Mor synes, hun kan høre en lidt knækkende stemme i mørket og overvejer, om hun skal lave et kækt emneskift)
Moren: Det gør du nok. Hvis man kender nogen, der er døde, så savner man dem tit. Men når jeg dør, så har du måske din egen familie, så du er nogens mor. Og det bliver man rigtig glad af. (Og ja, jeg ville måske have lavet en lidt anden og flottere returnering, hvis jeg ikke var ved at falde i søvn)
Karla: Men så når du skal begravnings, ikke? Så kan det godt være, jeg kommer til at græde, fordi jeg savner dig.
Moren: Det må man også gerne. Det betyder bare, man var glad for dem, der er døde.
Karla: Men vil du så ikke godt følge mig derhen? Ellers ved jeg jo ikke, hvor du skal begraves!
Moren: ... Øhmn ...
Karla: Vil du synge den med 'langt ude i skoven'?
Moren: Selvfølgelig!

Fingeren op, alle jer, der elsker børnelogik!

Hvad man kan lære i Kvickly

2011-04-29T20:04:00.000+02:00

Mor alene i Kvickly og noget, der opleves som frihed. Til både at få smagsprøver og sludre med ostemanden.
Ret så mange flueben på alenlang indkøbsseddel.

Far ringer og fortæller, at baby nok snart er ved at være klar til hed moromfavnelse.
Mor svarer, at hun er ude af Kvickly om fem min.

En lille time senere ringer far igen.
Mor ved at læse 1000 varer ind i bil og er ellers ved at køre.

Hvad der skete?
Jamen, da jeg selvtilfreds tjekkede indkøbsseddel og bugnende indkøbsvogn, kom jeg til at se, at jeg sgu'da ikke havde taget fem for noget-hakket okse. Eller pitabrød. Eller bamseskyllemiddel.

Fedt at fylde en vogn halvt og så fylde en andens vogn halvt. Gad vide, om de blev glade for Hello Kitty-plastrene henne ved kassen?

Og undskyld Kvickly-medarbejder for den bunke for 700 kr. blandet landhandel, der ligger parkeret i en af kølediskene. Jeg orkede altså ikke at lægge det på plads sådan rigtigt ...

Hvad man kan lære i et venteværelse

2011-04-28T06:36:00.002+02:00

Vi nærmer os vist igen ... Ørelægen.
Med barnet, der aldrig har været ørebarn. På fire mellemørebetændelser på en vinter -måden i hvert fald.
Men ikke desto mindre lægger kraftigt i ovnen til tredje runde dræn.

Jeg kan mærke, at jeg er i gang med at blive en hårdfør mor.
Første runde dræn fyldte vildt meget. Og jeg sad i venteværelset og pudsede næse på den hardcore måde under hele narkosen. Over vores tapre datter, der ikke gjorde modstand, men holdt min øjenkontakt h-e-l-e tiden, til narkosen virkede. Og jeg var lykkelig, da barnet græd urgråd i et kvarter bagefter, fordi hun levede!
Anden gang var det simpelthen så nødvendigt med de dræn, at jeg næsten lod være med at hade mig selv for at lade andre mennesker skære i hendes ører. Og næsten ikke pudsede næse. Men stadig var mere end lykkelig, da hun vågnede igen!

Jeg tror, jeg er ved at være klar til tredje gang.
For enten er vores (vanlige?) lydhørhed, tålmodighed og pædagogiske tæft røget ud med stort skyl i løbet af vinteren, eller også er ungen stokdøv! Men på den der måde, hvor man altså godt kan blive lidt i tvivl om, om det kun er det selektive center, der er angrebet.
Så nu har vi selv prøvet alt muligt, og hun skal have mange point for opfindsomhed og coping!!
Hun svarer meget gerne, når hun kan se, vi bevæger munden. Men ikke nødvendigvis på det, vi siger.

Til gengæld vil jeg gøre mig umage for at være den søde mor i venteværelset, jeg mødte første gang.

Som meget deltagende kigger på mig og spørger, om det er første gang, 'vi' får lagt dræn.
Mig: Snøft. Snøft igen. Ja. Hikst.
Sød mor med rigtig sød pige: Ja, det er altså ikke særlig rart at lægge sit barn i narkose.
Mig, muligvis med mascara mange andre steder end på øjenvipperne: Nej (håbe håbe håbe, at hun vågner igen!)
Sød mor med virkelig blød omsorgsstemme: Nå, hvor gammel er hun? Har I været plaget i forløbet op til? Hun klarede godt nok narkosen flot! (meget lydt hos ørelægen) ...
Indsæt selv flere søde, deltagende og empatiske spørgsmål, der fik tiden til at gå.

På et tidspunkt lykkes det mig at få fingeren så meget ud af navlen, at jeg returnerer et spørgsmål.
For at finde ud af, at de kører på omkring ottende indgreb på sød pige.
Og at moren kun er sig selv.
Og at der er tale om mange gange dræn og polypper.
Og at der nu skal skæres en helt god del i tungebånd, der er for korte.
Men at både mor og barn er helt rolige, tillidsfulde og meget optimistiske.

Mens jeg er helt i skoven over en runde dræn.
Tak søde mor i venteværelset for at have så meget overskud til mig.
Jeg lover, jeg giver det til en af de andre førstegangs-dræn-forældre næste gang!

Hvad påsker er for en slags

2011-04-27T06:18:00.000+02:00

Det blev simpelthen en af de allerbedste. Påsker.
Gad godt se, hvem der kunne skrue sig ned i for små sko og vrante vrissende ind i hverdagen igen oven på den omgang D-vitamin. Nej, vel?

Fællesferie, sol, lyse aftener, børn ved stranden og en mor, der ikke kan slå smut (Ih!) - jamen find bare soundtracket til Oh, Happy Day et sted, for jeg tror, jeg er vokset 2 cm!
Mens vi nyder billedet, nævner jeg så ikke noget om de første 'feriedage' med snot, feber og så meget ufrivillig søvnløshed, at der kun kunne være meget træt latter til overs for koffeins wannabe opkvikkende virkning.

Fordi vores trappe herhjemme slog så hårdt, blev vi nødt til at spise mange kager, inden vi smuttede på landet ...

Når ikke engang en bilkø kan irritere, ved man, at det forår der burde fås både henkogt og i pulverform.

Det sætter sig alle vegne.

På humøret og i håndvasken på biblioteket.

Hvad hjernen forårskulrer med

2011-04-16T08:45:00.000+02:00

Jeg har set det gennem de beskidte vinduer. Det ER blevet forår.

Og i dag har jeg meldt mig ind i 'Sommerkjolens fremme'.

Så nu er det vist blevet tid til at genopfriske. Og nyde. Og smile.

Skyl evt. ned med påskeferie. I know I will.

Hvad jeg har til fælles med en mus

2011-04-15T10:20:00.001+02:00

Nåmen det var jo varmt. Og der var masser af pools.
Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ganske vist har gået til svømning og nyder den slags, men regulær pool- og strandbadning - that's so not me.

Men min badedragt er mildest talt slidt.
Og da min sidste bikini var en gravidslags, kunne jeg HELDIGVIS ikke passe den!
Og bikinien før den var lige lovlig turkis i forhold til min meget vinterblege ikke-tan.

Så jeg måtte til det.

I ved:
Oplyst omklædningsrum (alt for oplyst).
Ekspedient, der kigger lidt på ammebryster og spørger, hvor længe jeg gør det endnu. Og finder de eneste to overdele, der tilsyneladende kan rumme den slags.
Lidt vrissent blik på baby, der er skyld i strækmærker (jo, jeg havde dem jo ikke før hende = hendes skyld).
Glæde over, at de over 20 kg da i det mindste er næsten væk, og at det nu stort set 'bare' handler om opsamling.
Frustration over, at den opsamling ikke er gået lidt stærkere.
And so on. Til baby siger lyde i barnevognen. Og der skal lynbesluttes.

Så jeg endte med denne her sag (Billederne er lånt her, da jeg ikke er foreviget i den!):

Og syntes, at den da i grunden var helt ok - sådan en slags diskretkæk, uden at være det på 'jeg er stanglækker og ved det godt selv-tan in a can-fit motherfucker men spiser is alligevel'-måden.

Og jeg viste mig da også i den hele to gange.

Til nogen sagde, at den da var ret flot.

At der var sådan lidt Minnie Mouse over det.

Øhm ... nå ... eller tak ... eller?

Hvis det er på den der måde med irriterende pivestemme, underbenklæder med kæmpe blonder og en virkelig nævenyttig kæreste, så orker jeg altså ikke at gå med den igen.

Men hvis det betyder, at jeg er lige så sød som hende her, så er det vel en slags ok?

Men måske skulle jeg alligevel droppe sløjfen i håret næste gang.

BackInBusiness

2011-04-12T09:17:00.000+02:00

Jeg har simpelthen haft SÅ travlt.

Her:

Billede lånt her

Det var fx noget med at voldnyde de der børn og den mand.

Og i omegnen af 400 m2 buffet døgnet rundt.

Og nogle drinks.

Og espressoer.

Og en masse solskin.

Og en roman.

Og tid.

Og pilates og spinning til denne udsigt. (gloriepudsning slut)

Fik jeg sagt all inclusive?

(Kæmpe tak til svigerfar og svigerbonusmor!)

Så du det ikke lige rigtigt?

Billede lånt her

Jeg skal nok lige skrive om det der med at gå i bikini, klamre sig til flysæder og få ubehagelig opmærksomhed i Billund.

Men er det ikke rigtigt, at ferien varer længere, hvis man trækker den der udpakning?

Hvad bryllupsinvitationer gør ved folk

2011-03-30T09:13:00.001+02:00

Altså jeg bliver SÅ glad.
For og over dem allesammen.

Både dem, der er håndlavede i særligt papir med glimmer og lak.
Dem, der er lavet på en køleskabsmagnet, så de ikke bliver væk (utrolig smart feature der!).
Dem, der viser et billede af brudeparret midt under jordomsejlingen.
Dem, der fortæller en sjov historie.
Dem, der viser stedet, hvor der blev friet.

Og ja, vi har fået mange de sidste år.
Og tak for nogle fremragende fester! (Synd, at I skulle lægge dem så meget oven i hinanden sidste år, dog)
Og lækker mad. (Jo, det betyder endnu mere, hvis man kommer i bækkenløsningsmundering med krykker under armene).
Og taler. (Jeg tuder til dem alle - hvis det er et kvalitetsstempel?)

Og jeg bliver glad.
For så kommer jeg i tanke om - under alt det der leverpostejs-madplans-hentebringe-hverdags-kronisk-træthed-noget - hvor fedt det nu egentlig var, at jeg fandt ham der, jeg (først slet ikke ville, men så meget) gerne ville giftes med så tidligt.
Og om alle andre mon er lige så glade på dagen, som vi var.
Det tror jeg faktisk, de er.
Bryllupper holder!
(at ægteskaber ikke helt så ofte gør er ... et andet kapitel)

Så altså: Tak for invitation igen!
Vi kommer.
Og jeg glæder mig!

Forresten:
Vores invitation var kaligrafiskrevet af undertegnede på orange papir (hvorfor nu orange, egentlig?) - uden billeder eller lirumlej, men med invitation til borgerlig vielse på stranden (tak for 30 grader den dag), til vegetarbuffet, til spejderhyttefest og overnatning.
Den ene halvdel af os havde vel dreads, begge halvdele af os elskede (elsker?) Jim Morrison og Sartre, og begge halvdele storelskede blå Kings!
Nøgenbadningen havde vi dog ikke inviteret til. Faktisk.

Hvad en treårig burde have stående på et mærkat

2011-03-29T09:47:00.001+02:00

(Billeder lånt herfra, sig til, hvis de skal fjernes)

Hvor-for er det lige, at de labels ikke sidder med magnaprint på ryggen af en 3-årig?

Ups.

Tre-et-HALVT-årig.

My bad!

Til gengæld skal hun have point for så kraftfuld og vedholdende stemme, at det halve af Frederiksberg muligvis tror, at vi praktiserer forsøg med vold på børn herhjemme.

Det gør vi så i øvrigt ikke.

Om jeg elsker de morgener, hvor jeg solo skal have to børn ud af døren med skovbørnehavebus-deadline?

Lad mig se ... jeg vil det muligvis hellere end at spise en nylagt elefantlort, men ellers ... rungende nej!

Hvad jeg ønsker mig til min fødselsdag?

En husalf, der kan trylle skal-tisse-inden-vi-skal-ud-af-døren konflikter og jeg-vil-selv-tage-flyverdragt-på-men-jeg-gør-det-fandme-alligevel-ikke konflikter væk.
En boksebold eller sandsæk. Nej, vent, må hellere tage en til hvert rum. Fem af dem, tak.
Tredive timers kurbad/spa/massage/solotid/... Faktisk kan jeg også bare sætte mig over på læsesalen. Bare der er stille. Og voksne. Og varm kaffe. Og ingen deadlines, der har med elastikker under støvler at gøre. Jeg kan også godt nøjes med otte minutter, hvis det er. Bare jeg så får det.

Nå.

Nu kridter jeg Duplo-skoene, laver en kop te, lytter til barnets behov og satser på at finde en løsning på, hvor hun skal være, mens babyen skal starte til musik i dag. Og lader hjemmedag være luksus.

Måske når jeg at dampe af, inden Anders kommer sent hjem.

Ellers må jeg vel sætte advarselsskilte på ryggen af mig ...

Hvad bankrådgivere siger til seriøse budgetter

2011-03-28T09:23:00.000+02:00

Danske familier vil i 2011 komme til at (opleve at) have færre penge!
Det siger nogle af dem, der ved noget om penge selv.

Jeg er jo faktisk uddannet matematiklærer, så der er ting, jeg godt kan regne ud.

Fx at gemalen for første gang i sit liv ikke bruger flere penge, end han tjener!
(Mega highfive for at klare opstart som selvstændig under finanskrisen)
Fx også, at jeg på ingen som helst måde har indkomst nok til at dække udgifter.
(Hvilket ingenlunde skal forstås som utaknemmelighed over SU, men snarere et virkelig bittert opstød over, hvad en graviditet fra helvede kan betyde for ens økonomi!)
Fx at det er uendelig fedt at have forældre, der kautionerer for lejlighed, inviterer på skiferie og inviterer på badeferie.
(På den måde undgår vi så også at falde helt igennem på det mondæne Frederiksberg, hvor vi rent indkomstmæssigt må trække hele kommunen ned)

Og jeg kan også godt huske, dengang jeg faktisk sparede en helt masse op af min lærerløn.
Og vi overvejede at købe hus i Jylland.
(Virker lidt som en seriøs hormonel vildfarelse hos os begge, sådan som vores liv ser ud nu - men med Karla på to måneder virkede det afsindigt fornuftigt)
Og søde Hanne Bankrådgiver skulle se budgetter og sedler og papirer og underskrifter og alt muligt.
Og vi havde virkelig regnet og opstillet og været vildt seriøse.
Og faktisk var vi jo begge to matematiklærere.
Og vi havde endda lagt alt muligt oveni, fordi vi endelig ikke ville sidde for hårdt.

Hanne Bankrådgiver smilede - mest til mig, Anders er jo selvstændig og dermed ikke én, man kan regne med sådan økonomisk set, åbenbart - og kiggede på vores papirer.
Smilede igen og sagde:
Ja, det ser jo meget fint ud. Men vi har sådan nogle standardbeløb, vi bruger i forhold til rådighedsbeløb.
Og så smed hun lige 5.000 oven i det vildt overdrevne beløb.
Om måneden.

Nå, ja - det er da sådan set ikke fordi, vi ikke gider at hamre ti plovmænd efter noget champagne, wellness, rom og for et par tusind lav- og finkuturelle ting hver måned.
Faktisk tror jeg godt, vi gider.
Sagen er bare den, at vi endnu ikke har prøvet begge to at have et arbejde (med løn) samtidig.
I 12,5 år that is!
(Og ja, vi har kobberbryllup til januar. Og blev gift tidligt. Men er ikke SÅ mærkelige. Og har haft andre kærester. Og gider virkelig ikke sære metaller og halve æresporte i øvrigt!)

Men det betyder altså, at jeg ikke lige er SÅ bange for, at vi går bankerot i år.
Vi har alligevel ikke penge til rådighed, så at fedtskatten (som vi alle kender så godt) og portoen stiger, vælter ikke den tomme pengekasse herhjemme.

Til gengæld er der måske odds for, at vi faktisk får et rådighedsbeløb i 2011.
Hvis jeg får et job til efteråret. Eller bare dagpenge.
Men helst et job.
(Hvis du fx har et til mig, så skal du endelig ikke tænke ti gange, før du smider mig en mail! Så skriver jeg 51 takkeindlæg til dig! Mindst!)

Og så lover jeg at skrive om, hvordan det føles at være nyrig med rådighedsbeløb!!

Hvad Wesley har med Parken at gøre

2011-03-25T23:40:00.002+01:00

Der er nogen, der siger, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man lukke (tilføj selv røven, hvis den ligger bedre i munden).

Ikke at jeg på den måde er god til at shutte up - mennesker omkring mig vil muligvis mene, at der er 1.283 ting, jeg er bedre til - men i går var det mindst destruktive, jeg kunne sige, noget med, at dagen da heldigvis blev til aften, som blev til nat, som blev til fredag.

Så jeg holdt min skriftlige kæft.

Men i dag - fredag - blev verden god igen, og jeg vil udfordre mig selv.
Og virkelig forsøge at lade være. Med at skrive om det, alle vil skrive om lige om snart.
Om Take That (var de ikke blevet en lille smule slidte at se på? ~~modsat os andre~~), Lise Rønne (hvorfor blev hun i øvrigt præsenteret som Sisse Rønne?), Aqua-Lene (glæder mig dog, at man åbenbart KAN få markant større og uhyre velsiddende barm af amning?) og PAR-KØØØØØN.

Og jeg tør ikke logge på vores allesammens Fjæs for at se, hvem der vel nok synes, at BAB eller PAT skulle have vundet (glæder mig til forkortelserne næste år *lummerfnis*).

Ow, måske jeg gør alligevel. For at se, hvor mange der alligevel skriver det. Af alle de voksne venner.

Men JO, jeg så det.

Og mens jeg selvfølgelig slet slet ikke stemte (stor fed lyvesmiley), kom jeg til at tænke på det her (og jo, jeg skal endnu mere ud. Ved det godt!):

Hvem stemte du forresten på?

noget mere ud, tak!

2011-03-23T09:50:00.002+01:00

Egentlig ledte jeg efter det klip fra Blinkende Lygter, hvor Peter (aka Ulrich Thomsen - we like!) bliver lukket ud af kølerummet og messer 'jeg vil gerne noget mere ud', mens han vader ud i havet.

For Diktesoph havde helt ret i kommentaren fra i går: Jeg trænger vist til at komme ud!

Og jeg fik heldigvis stoppet mig selv, inden jeg gik ombord i buffetten af sveskemos, majsgrød og modermælkserstatning ad libitum - så jeg ved ikke, om det går i kaffe. Tror ikke, sveskemos gør.

Og så flere timer senere på youtube har man set pandaen nyse igenigen, grinet af grinebabyen, hørt tusind forskellige numre, man sørme havde glemt. Og der var ikke tid til at blogge langt og seriøst.

Jeg har nemlig en aftale. Ude. En frokostaftale.

Så selvom den er slidt. Får I den. For den er stadig sjov. Og vi e-elsker Bodil. Vi gør!

Det er i øvrigt ikke sådan en aftale, jeg har.

(de svenske undertekster er dels for hyggens skyld - dels fordi den uden ab-so-lut ikke vil vises ...)

Hjernecelle1 og 2

2011-03-22T12:42:00.001+01:00

... holder barsel og bruges til funderinger som disse:

- hvorfor mon her lugter af gylp, selvom vi lige er steget ud af badet?
- hvorfor er der ikke flere voksne, der spiser sveskemos? I grunden en helt overset delikatesse.
- gad vide, hvorfor babyens lort er sådan en mærkelig farve? Svesker? Vi må lige tjekke igen. Næ - det er det vist ikke. Jern? Næ. Hvad mon så? Banan?
- apropos banan - er vi ikke sultne egentlig? Hvornår har vi egentlig spist sidst? Nå.
- lugter her egentlig ikke af gylp?
- majsgrød. Det er da nærmest mad, er det ikke?
- skal te egentlig være varm? Eller er det kaffe?
- kan man mon bruge modermælkserstatning i kaffe, når der ikke er mere mælk? Ja, jeg ved godt, det er vildt klamt (hvorfor?), men KAN man?
- kan man mon vaske tøj i tørshampoo?

Arbejdsfordeling

2011-03-21T09:16:00.000+01:00

Karla har leget gård i weekenden.

Hvorfor alle lige skal følge efter hesten, ved jeg ikke.
Og ambulancen eller bilen med isbjørnen på taget kan jeg heller ikke helt forklare.

Noget siger mig, at det heller ikke var det hele, der skulle forstås.
På dette billede ser vi nemlig Landmanden og ... Mærkemanden.

Han mærker og aer på alle dyrene. He-le tiden!
(Vegetarmoren synes ikke, det er en helt irrelevant opgave i en tid, hvor svin tramper hinanden ihjel)

Det er heldigvis ham til højre.
Ville nødig mærkes for længe på af den anden ...

Alf og damerne

2011-03-18T09:05:00.001+01:00

Jeg var til frisør den anden dag.

Og hey - det er blevet tid til et reklameindslag i en tid, hvor der er nok at skrive om dårlig service - 1,5 time satte de af til en klipning, fordi jeg havde baby med. Stille, rolig og hyggelig atmosfære og søde, søde, personlige frisører. Tid til mig. Fokus på mig. På, hvad jeg mon er for en kunde. Tak Headache - I'll be back.

(De har forresten studierabat man-ons. We like. Har det mon noget at sige, at de er jyder?)

Nå, men da jeg (med bævende post-fødsels-hårselvværd og behov for lidt smartness-stemme) siger, at der godt må ske et eller andet, at jeg måske godt kunne bruge lidt kant (og husker, at jeg har looovet Anders, at det ikke bliver konet), men at det heller ikke skal være for ... leden efter ord ... siger den søde frisør:

'for jeg er lige blevet mor og vil gerne have en frisk korthårsfrisure? Selvom man måske egentlig ikke har tid til at føne en halv time hver morgen?'

Mig: Øhmn ... fnis ... præcis (og samtidig lidt ærgerlig over, at jeg heller ikke komme til at ligne Posh-Spice efter dette besøg)

Og så forklarer jeg en hel del om mine frisurer og mangel på samme, den belejlige hestehale og sådan. Og vi bliver enige om, at jeg nok er en slags langhåret-by-heart. Og at vi da i hvert fald synes, det er pænt, når man kan sætte håret op (langhåret frisør mon?).

Nåhm, alt dette egentlig for at sige, at der åbenbart sker noget, når de børn og den alder der overrumpler én. Og jeg nærmer mig de tolvogtyve med voldsom fart i disse dage, så jeg ved det. Der skal ligesom ske noget.

En mulighed er fx at blive korthåret. Det blev jeg så ikke.

En anden mulighed er at blive selvstændig. Det er jeg ikke. Endnu?

En tredje mulighed er at sparke røv på arbejdsmarkedet og lade manden tage lidt over på det børn der. Det kræver - for mig - lidt, at jeg er blevet færdig med uddannelse to. = ikke endnu.

En fjerde mulighed er at begynde at dyrke motion. Helst ubesværet og afkoblende løb.

Og helt bag af dansen vil man jo ikke være.

Så nu har vi en date. Alf og damerne og mig. I juni. Med noget løb. Og en goodiebag.

Og jeg har tænkt mig at tage det seriøst.

Er tilmeldt sammen med nogle kvindfolk. Som er ret så skønne, men desværre også ret så disciplinerede. Og jeg skal fandme vinde over nogle af dem!

P.S.'er:

Det ubesværede og afkoblende glæder jeg mig til.

Hvorfor gik jeg ikke seriøst i gang tidligere, når jeg skal i bikini om to uger?

Hvorfor er mine fødder splattet så meget, at jeg muligvis er nødt til at have nogle nye løbesko?

Så kan de lære det!

2011-03-17T08:45:00.001+01:00

Heldigvis havde jeg ikke en blog, da Karla skulle starte i institution. Eller da vi flyttede fra den mørke halvø til Frederiksberg.
Der havde selv Google censureret.

For der var en grim ting eller en milliard, der kunne ~~skrives~~ RÅBES om pladsanvisninger, gennemsigtighed og mangel på samme, uforsigtig omgang med andre menneskers papirer (og liv that is!), kællinger (jo, beklager, men jeg traf altså et par stykker), forskellige konsekvenser ved nej tak til plads og pladser, der så alligevel kunne dukke op af en tom pose, når man fik en overordnet i tale.

Tsk!

Og der kunne også være skrevet en hel del om en mor, der printede alle principper for solidaritet, tålmodighed, tillid og til sidst også god opførsel på en toiletrulle og tudende tørrede så grueligt røv med dem et efter et (og det her ER den pæne udgave).

Godt, at ingen skal høre på det!!

Men jeg havde glemt, hvordan jeg virkelig hævnede mig. Til jeg for nylig fik brev fra kommunen. Man kan nemlig tjekke den der institutionsventeliste (som alligevel ikke gælder - citat fra kommunedame slut!) på nettet. Og man vælger selv sit kodeord.
Så se nu bare, hvad de måtte printe til mig:

"Bla bla bla - tjek på nettet (og tro på, at det virker, men det gør det ikke i virkeligheden) - bla bla bla - log ind med følgende oplysninger:

Brugernavn: XXXX

Kodeord: skodbutik"

Civil ulydighed og oprør - my middle name!

I mørke er alle psykopater, del II

2011-03-16T09:15:00.001+01:00

Tak til tv2.
Jeg kan nu aldrig mere komme til noget, der foregår før eller efter mørkets frembrud.
As. In. Ever!

Tidligere udstillede jeg min tese (viden!?) om, at mørke får alle mennesker til at blive fucked.
Dengang skrev jeg, at taxachauffører selvfølgelig var undtagelsen.

Som frelsende (til dels ildelugtende og fartdjævleagtige og bestemt ofte jyde- eller mere eksotiskagtige) engle i mørket, som man endda kan bede holde og vente, mens man låser hoveddøren op.

Som om jeg ikke har overvejet, at de kunne være psyko'er også. Men min verden kunne ligesom ikke hænge sammen, hvis de var. Så det var de ikke.
Var.
Nu ved jeg, at de er. Jo! Alle! Sammen!

Og hvis du ikke har set 'den der dræber' endnu og faktisk tager en vogn i ny og næ, så tænd ikke for dit fjernsyn på søndag. Jeg er nødt til det nu. Jeg skal jo i hvert fald ikke noget. For da er det mørkt.

Så altså, bare for at være i god tid:
Tak for alle fremtidige invitationer - i vinterhalvåret kan jeg kun i tidsrummet 10-15, i sommerhalvåret lidt længere.
Men hvem vil ikke også gerne drikke Pina Colada og ryste røv i dårlig diskolugt kl. 13.21?

Undrer mig, at tv2 ikke allerede er sagsøgt af samtlige vognmænd i det ganskedanske.

Akkord? Ja tak!

2011-03-09T11:47:00.001+01:00

I dag har jeg i tidsrummet 6.25-7.55 nået følgende. Udelukkende i kropsvæskeafdelingen vel at mærke:

ammet
blevet kærligt oversavlet i hele hovedet af baby
blevet gylpet på af baby
ammet - igen
blevet kaldt 'jeg er fææærdig' til
blevet voldopkastet på af baby, der fik noget galt i halsen
skiftet opkasttøj på baby
pudset monster-snotnæse på barn
blevet gylpet på - igen
ammet - igen igen
blevet set beklemt på af storskidende baby
mærket stigende 'vådhed' på ben fra ammende, storskidende baby
skiftet overgylpet, -tisset, -skedet tøj på mig selv
skiftet ulexble
skiftet overgylpet, -tisset, -skedet tøj på baby
blevet gylpet på af nyskiftet baby
trådt i gylp
tørret gylp op fra gulv
pudset næse på barn - igen igen
fået våd skulder af savl

Og så har jeg slet ikke skrevet om egen heftige pudsen næse og egne toiletbesøg.

Eller om tøjdiskussioner med treårig, påklædning, tandbørstning, morgenmad(shygge?), finden vådservietter til overgylpet mand, plasterklipning og -påsætning, æbletegning, hårbørstning, flyverdragtsdiskussion, taskepakning og alt det andet ...

Hvorfor er det egentlig så skidesynd for ham Sisyfos?

Giv mig én sten og så skal I fandme se mig jonglere den op ad bakke med en hånd, mens jeg griner min røv i laser af lettethed.

Megavoksen!

2011-03-07T21:20:00.000+01:00

I går aftes skulle jeg printe en masse og tog ruten forbi CBS. Jeg elsker det bibliotek, de holder sig. Det gør noget ved mig. Noget ved mit ambitionsniveau. Mit behov for intellektuel udfordring. Mit blik på sig selv. Lidt som om jeg er ret så meget den eneste, der har sneget det søndagsfedtede hår og en joggingbuks fra H&M med på den matrikel. Ever!

Jeg får sådan lidt brug for at være voksen(tjekket) og kan drømme mig helt væk fra denne verden i salighed over, hvor skønt det dog ville være at gøre alle de knoklende studerende selskab. Mind mig gerne om denne vildfarelse, når jeg sidder med håret i specialepostkassen til august!

Så hvilken lykke at skulle på konsulentopgave i dag. Og sige voksne ting til voksne mennesker. Og være skarp. Og se lidt tjekket ud.

Ud over at der var børn, der var vågne i mere end en nat, at jeg flere gange var helt sikker på at få et ammehjerne-meltdown midt i noget vigtigt, at jeg helt sikkert ville have dårlig hårdag, så glædede jeg mig helt vildt. Og priste mig lykkelig over, hvad kaffe og makeup kan udrette.

Gik i al beskedenhed ret så godt. De var sprognørder. Det syntes de også, jeg var. Med alt det positive, der ligger i det, sagde pressechefen. Yndlingskompliment.

Nød ret så meget det der voksenhed.

Og at sige til Karla i morges - da hun sagde, hvad jeg skulle, og at jeg kun var en lillebitte smule grim, men meget meget smuk (WTF?) - at jeg skulle på ar-bej-de.

Voksen - that would be me!

Ind til altså at jeg cyklede nynnende hjem i forårssolen. Og tog mig selv i at nynne en MGP-sang. Det børnede af slagsen. Og grinede lidt at det. Og cyklede videre. Og nynnede en ny sang. Fra MGP - børne - igen.

Og havde en holdning til det. Og til, at det altså ikke var den rigtige, der vandt. Det var vi faktisk allerede enige om i lørdags, Anders og jeg. Karla var ikke, hun faldt i søvn efter de første to sange. Vi så det selvfølgelig færdigt. Superfinalen, afstemningen, Bruno og det hele. Vi stemte ikke. Telefonen lå for langt væk?

Til gengæld var den her altså bedst. Jo. Den var. For han har fx smilehuller.

Jeg giver brikjuice, små rosinpakker og Kinderæg, hvis du får lyst til at hænge ud!

Don't we all?

2011-03-04T08:52:00.002+01:00

Yndlingsaftensmad af kaliberen bagekartofler, fiskefrækkedeller og blomkålsmos (en i dén grad undervurderet spise by the way) gør minivandfaldet herhjemme mundlam for en kort periode, og mor indleder følgende samtale:

(Også bare lige for at vise, at vi ikke altid er fam. Idylla med store smil i de sorte sofaer)

Mig: Hvor er det bare dejligt, vi begge to er glade igen (prøver at skjule frustration over at have båret selvsamme skrigende og sukkerkolde unge op til anden sal nogle timer tidligere) - det var SÅ hyggeligt at lege butik sammen med dig! Jeg hader altså, når vi bliver så sure på hinanden. Gør du ikke?

Barn med munden fuld af fiskedelleremomix: Det hader jeg også ... (gumle gumle) Og jeg hader også hundelort, lort, der kommer ud af hundens numse.

Mig (prøver at skjule et grin, mens jeg overvejer om det er mig, der virker så fatsvag på hende, at hun lige må forklare konceptet i lort): Hmm ...

Barn med genvundet talelyst: Jeg hader altså virkelig ting, der kommer ud af dyrs numser!

Samtale slut.

Mere remoulade?

En af de dage

2011-03-03T09:03:00.000+01:00

Der er dage, hvor man drømmer sig tilbage til dengang, hvor man sagde ting som:
Jeg skal aldrig giftes!
Hvis jeg bliver gravid nu, skal jeg i hvert fald have en abort - jeg har ikke plads til børn i mit liv!
Hvem skal med i fredagsbar?

Og så er der dage, hvor man kommer i tanke om, hvor svinagtigt heldig man er, at man sagde ét og gjorde det stik modsatte.
Dage, hvor man helt glemmer, at uafbrudt søvn findes, at man er i underskud på mig-tid og den slags.

Og selvom man da godt kan se, at man ser træt ud og kunne have strammet lidt op på make up-fronten, så er der ikke andet at gøre end at klappe hælene sammen og huske, hvor heldig man var, at man fik alt det her:

Forresten er Anders ikke altid i baggrunden som Master of the Shadows herhjemme. Ligesom vi heller ikke har stribekrav. Eller joggingkrav.

Nåmen det var det tak der, jeg kom fra!

Glem Vanish!

2011-03-02T09:55:00.000+01:00

For 7 år siden købte vi to hvide stofsofaer. I Bilka.

Og ud over det helt igennem muntre med at låne en trailer, hvor de slet ikke kunne være på, men lade som ingenting og bare spænde dem fast tværs gennem Århus, så var det nyt for os at have henslængningsmøbler, der ikke var købt i en genner. Og dermed potentielt andre mennesker, der både havde født, done it, savlet, gylpet og gået bort på. Egentlig helt ok, syntes vi.

Og selvom jeg ikke indretningsmæssigt er den store romantiker, fik jeg lov til at vælge, at de skulle være hvide. Og jeg husker, at jeg var pissesur på Anders over, at han ikke engagerede sig i farvevalget, men bare sagde noget om, at hvis jeg var glad, så var han. Hvem sagde teatralske bitch?

Enhver, der kender blot nanogram til vores liv, kunne måske have indvendt en lille smule her.

Delelementer, der tilsammen virkelig vanskeliggør projekt hvid sofa:

1) Når husstanden samlet set ryger min. 30 smøger i døgnet (den knapt så pæne udgave: Når den kvindelige beboer røg i snit 25-30 smøger i døgnet)

2) Når husstanden samlet set har relativt dårlig motorik (den mandlige beboer kan lære sig alle slags sport på 4,2 sek - you do the thinking)

3) Når husstanden samlet set lever og ånder for moccaholdige drikke (udlover hermed dusør til den, der opfinder hvid kaffe. Gerne med et strejf af Bailey's.)

4) Når husstanden samlet set konsummerer fra 300-1500 g choko om ugen - helst i 70 %-udgaven (de 300 g refererer til en uge, hvor vi begge var syge ...)

5) Når husstanden vælger at fordoble sig selv og levere afkom, der, ud over også at leve op til 2 og 4, har fast daglig levering af fedtede fingre, snot, gylp, savl og det, der er værre.

Vanish og Lotte Heise kom bare an. De bliver ikke hvide. Nogen sinde.

Derfor købte vi selvfølgelig bare et nyt hvidt betræk til den. For med to logisk tænkende hoveder i husstanden giver det jo god mening: hvis en hvid sofa ikke kan blive hvid, så kan en engang-hvid sofa med hvidt betræk, der bliver beskidt, selvfølgelig blive hvid. (Måske var det mest den kvindelige del af husstanden, der drog denne logiske slutning).

Men learning by living it is, så derfor ser sofaerne nu sådan ud:

Og når netsupermarkedet samtidig har halv pris på yndlingschoko, kan det kun betyde én ting:

Jeg er nødt til at lave choko-falde-i-søvn-vågne-op-og-spise-mere-choko testen.

Og senere lattetesten.

Og hvem ved, rødvinstesten?

I've got work to do!

This is big bro

2011-02-28T10:46:00.000+01:00

Der var en eller anden gang eller hundrede, da gemalen og jeg sad i ungdomsgemakkerne i Århus og røg så mange smøger, at der var røg nok til en møgfed rockkoncert, at vi lige rundede Panopticon.
Og skyllede ned med en Thor og den frie vilje.
Til en eller anden satte 'Herfra hvor vi står' på og råbte noget om partykiller og overvågningssamfund.
Hvor fa'en er den cd i øvrigt hoppet hen, tror måske nok lige, det er den fedeste Godnatsangscd.

Det var inden vasketøj i tiende, madplaner, gylp, hente-bringe, det der økonomi og alle de andre velsignelser sneg sig ind i planlægningen. Tidsregning f.b. før børn.

Jeg har altså ikke lige haft tid til, sådan for alvor, og på smøger og pils-måden, at finde ud af, hvad jeg sådan virkelig virkelig tænker om al den overvågning og sager.

Men lige i dag holder jeg meget af overvågning.

Venlig Nordea-dame har nemlig lige gjort mig opmærksom på, at nogen (fede idioter) har valgt at bruge løs af mit visa på nettet.
Sådan for omkring 7.000,- blandet handel i Mehico, USA og England. Samtidig med, at jeg selv har brugt kortet i Dagli'Brugsen i Kirke Stillinge.

Der findes faktisk et udtryk for den slags: At voldtrampe på folk, der allerede er hoppet i stykker! Læs: er på slutlån lige om et blink med de blå øjne.

Men se nu, hvor fint det der overvågning fungerer:
PBS fax'er (Findes den slags stadig?) Nordea, som ringer til mig, som ringer til anden Nordea-afdeling, som spærrer kort og bestiller nyt og sender brev til mig, som skriver under og sender tilbage til dem, som ... forhåbentlig snart ... indsætter 7000,- til mig. Som bliver glad.

Det skal næsten fejres. Kan man stadig få Thor?

With a little help from my friends

2011-02-20T11:21:00.000+01:00

Halsbetændelse - tjek!
Bihulebetændelse - tjek!
Væske i mellemørerne - tjek!
Og en særlig Immunforsvar helt i knæ-bonus: Forkølelsessår på størrelse med Samsø lige der, hvor jeg skal pudse den løbende næse hele tiden - tjek!!

Så forstår jeg sgu' på en måde godt, at jeg var lidt slatten og ikke orkede at spæne plænen rundt med Storemiv og synge Giraffen Gumle otte gange for Minimiv, mens jeg lavede overskudsmad til hele banden.

Men, hey, jeg er så småt optimist igen, for se nu, hvor mange søde hilsner jeg har fået både her, på sms og facebook.
Og se så også, hvad jeg har:

Erantis - jeg VED, at det er forår lige om lidt. Og jeg har også kamillete. Med honning.

114 % brok

2011-02-16T11:57:00.001+01:00

Hvorfor jeg ikke har skrevet?

Nåmen, det er såmænd bare, fordi jeg har haft knaldtravlt med at vride t-shirts.
Og nej, det var ikke fordi vi lige - spontant, kækt og overskudsagtigt (og fornægtelsesagtigt i forhold til banken) - fes en tur til et sted, hvor der var så tropisk, skønt og varmt, at man kun gik rundt i lyst tøj og blev brun og lækker i strålende sol og så skyllede en t-shirt op hen under aften, mens man drak en kold mojito, og ungerne legede i strandkanten.
Det var mere noget med en slags vinterferie i sommerhus, hvor moren blev bombet i seng med tårnhøj feber. Og kunne vride sine feberbluser. Igen. Og igen. På trods af Pamoler.

Og ja, jeg er sgu' fucking sur nu. Det er ~~tredje~~ fjerde - FJERDE! - gang i 2011, at jeg er syg. Som i syg i flere dage.

Og jeg ved godt, at der er folk, der har det værre. Men det får jeg sgu også hele tiden.
Tag nu de mandler der, ikke? De er på størrelse med noget, der er væsentligt større end mit svælg. Og ligner giraffer i mærkelige farver.
Og nu har jeg ædt Pamoler i fire dage, for man gider jo ligesom heller ikke være hypokonder vel? Og manden skal jo arbejde. Og der er jo børn, der skal ammes og stuff.
Så burde det vel drive over ... troede jeg.
Nu har det også sat sig på ørerne og gør herrenaller. Og givet monsterudslæt, så jeg ligner en, der er voldstyrtet på sin trehjulede cykel.

Tak for ingenting Immunforsvar!

Og mens jeg venter på min lægetid, kan jeg læse, at det, der giver godt immunforsvar er: frisk luft, motion, sund kost og god søvn.

Alt sammen fornuftige ting, der naturligvis er helt forlignelige med feber på den trælse side af 39, kost, der selv kan søbe sig vej gennem mandlerne og en baby, der har så travlt med at få antistoffer for al den dårligdom, at der ingenlunde soves normalt om natten - det er klart!

Sku' hilse fra ham Gud der ... eller noget

2011-02-09T14:17:00.001+01:00

Vi er ikke sådan på tro-holdet herhjemme.
Vi er på det hold, hvor man bliver gift af en borgmester på stranden, og hvor ens børn bliver navngivet.
Så det er ikke, fordi vi ikke vil, men det er bare ikke så tit, vi har eksistentielle diskussioner med Karla midt i aftensmaden.

Men i går lød det sådan her midt i fiskefrikadellerne:

Karla: Jeg kender faktisk Gud!

To målløse forældre stopper brat op: Nå?

Karla: Jo, han skal altid hilse alle babyerne. ALLE babyerne hilser han bare.

Mig: Okay

Karla: Men han hilser desværre ikke Lucca.

Mig: Hvorfor ikke det?

Karla: Det kan han desværre ikke. For Gud er jo død.

Mig, kiggende skrapt på Anders for at se, om han allerede har prakket barnet Nietzsche på: Er han det?

Karla: Ja, han er desværre død, så nu kan han ikke hilse flere babyer.

Mig: Men kan der så ikke bare komme en ny gud, eller hvordan?

Karla: Øhm, nej! Det kan der ikke. Der var jo kun ham. Desværre.

Hvorefter hun bad om mere remoulade - den tube uden billedet med salat, tak!

P.S.

2011-02-06T11:01:00.002+01:00

Det var også en af de dage, hvor 'man' tabte sin mobil i toilettet.

Det kan sagtens lade sig gøre.

Sådan røg gps'en lige ned på andenpladsen.

Nu kan jeg hverken skrive, at jeg kommer for sent eller finde vej.

Godt, at det er mandag i morgen!

Højt suk ...

2011-02-04T13:06:00.000+01:00

Det er en af de dage, hvor opvaskeren ikke vasker rent.

Lige, som man havde allermest brug for det.

Hvor man skifter mobilabonnement og ikke kan finde sit nye sim-kort.

Lige, som man virkelig skulle ringe til nogen.

En af de dage, hvor der bare er alt for meget grums i kaffen.

Og det har man virkelig aldrig brug for.

Endnu en af de dage, hvor der mangler ca. 8,1 time.

Hvor man tager en Hustler energidrik og ikke kan mærke skyggen af effekt.

Men i det mindste ikke blander valium og vodka i den.

For SÅ hjemmegående er man da heller ikke. Endnu.

Forskellige stresstærskler

2011-02-03T08:17:00.002+01:00

Indimellem er der den sygeste dj inden i mig, som bare sætter samme plade på og kun scratcher ganske lidt. Som regel fire minutter i gå-til-skovbørnehavebus-tid om morgenen.
Totalt nederen nummer, i øvrigt:
Kom, Karla. Du er nødt til at få støvler på nu. Kom Karla. Kom ... scratch ... hue ... kom ... vanter ... kom ...
Tilsæt selv babygrynt fra efterhånden storsvedende baby i flyverdragt i lift til beatet. Og morpuls, mens hun skeler til uret og frygter, at det muligvis i dag bliver nødvendigt at køre til Værløse. Selv. Og hvor er det nu lige, det ligger ...

Ofte er Karla faktisk ret immun. Og lader sig ingenlunde stresse. Det mindste.

Om eftermiddagen har vi til gengæld god tid. Og hvis Lillemiv bare er affodret, er tidsplanen ret large.
Den anden dag, da vi havde brugt på den langsomme side af et kvarter på at bevæge os de 120 m fra skovbussen og hjem, skulle Karla akut på toa, idet vi trådte ind i opgangen.
Med krydsede ben susede vi op, fik ordnet toiletbesøg og skulle så udenfor igen. Mor helt rolig og med god-tid-stemmen på.

Hvorefter Karla fnyser, tramper i gulvet og snerrer:
"Mor, det er så STRESSENDE for mig at tage de vanter af og på! HELE tiden ... For fanden!"

Så for jeres børns skyld - køb ikke dem her. Vanvittigt stressende vanter, I tell you:

Jeg har SUsende travlt

2011-02-02T09:41:00.001+01:00

Der var engang én, der var på barsel og ikke helt kunne finde ud af, om hun mon kunne nå at skrive speciale, mens der var en lille lækker snylter, der trak i hendes bryster.
Hun overvejede for, og hun overvejede imod.
Og det gjorde hendes omgivelser også.
100 % barsel eller 100 % barsel + 60 % specialeskrivning.

Nu overvejer de ikke mere.
Hvis man er i tvivl om store beslutninger, kan man altid få hjælp hos SU-styrelsen.

Bla bla lang historie om graviditet og sygeeksamen, bla bla sygemelding, bla bla forkert slags dobbeltklip, bla bla ansøgning om sygdomsklip, bla bla svar i postkasse = sidste SU triller ind juli 2011.

Så selvom det er vemodigt efter de mange år sammen, må SU og jeg skilles til sommer. Hold nu kæft, hvor jeg synes, det er et privilegium at få økonomisk støtte, når studerer! Og få betalt sin uddannelse! Dejligt!

Og jeg føler faktisk også, at der er plantet en sød, men solid, str. 44 hen over begge baller, så ... ryd studerekammeret, nu er det alvor ...

P.S. I morgen har jeg måske tid til at være sjov igen

Hvor er jeg?

2011-02-01T09:10:00.000+01:00

Jeg scorer faktisk højest på rumlig intelligens. I de der 'hvilken slags tænkemenneske er du monstro'-test.

Og nej, jeg spilder selvfølgelig (!) ikke min kostbare specialetid med at tage test. Der ammer jeg bare. Og er for træt til at tænke. Og laver kaffe, som jeg glemmer at drikke.
Jeg kan bare huske resultatet fra tidligere.

Det betyder noget med fornemmelser for kortlæsning og den slags. Og i al beskedenhed: Jeg er en fantastisk co-driver! I hvert fald når sammenligningsgrundlaget er hr. Rosenlund. Det er vi ret enige om.
Og jeg er også begyndt at huske rigtigt i forhold til, om Århus mon ligger i Øst- eller Vestjylland.

Men som en lille læserservice kan jeg så konkludere for jer, at rumlig intelligens INTET - som helst - har at gøre med stedsans. Altså ikke den allermindste lillebitte nanosmule.

Jeg har et uendeligt antal gange hamret storsvedende rundt i Carina'en og hvislet "pispispispisfucklort" i det indre København. Når jeg skulle være kørt uden om Rådhuspladsen. Eller hvislet "pikansjosrøvsnaps", når jeg var havnet tæt ved Holbæk og skulle til Fyn. Sgu'da svært at finde ud af det motorvej der!
Og jo, jeg kender godt Krak. Og DeGuleSider. Og jeg takker for den mulighed, der hedder 'enkleste rute'. Og jeg printer. Og memoriserer. Og kører. Forkert. Forkertforkert.

Og så tænker jeg, at nu kan det fandme være nok! Nu! Nu vil jeg have den gps, så jeg slipper for altid at komme for sent, storhørmende af panik-trafik-sved. (For sent skal jeg nok komme stadigvæk - undskyld - men i det mindste kunne nogen jo slippe for sveden).
Og så undersøger jeg alt muligt. Og synes, at det er pissedyrt. Og at det altså heller ikke kan passe. At jeg ikke kan finde vej.
Og så køber jeg ikke nogen. For Anders har jo en gps på sin mobil.

Note to self: SIN mobil. Dvs. ikke min. Dvs. sjældent med i bilen, når jeg laver bliv væk-stunts. Dvs. ikke så fantastisk brugbar.

I weekenden slog jeg vist alle tidligere rekorder. Havde skrevet ruteplan af. Lillemiv var affodret og skiftet til 1,5 times kørsel. Totalt tjekket.

Nå, ja, lidt forsinket. Men det var faktisk ikke min skyld. Det var Karlas flækkede læbes. Bare for at sige, at universet simpelthen ikke lader mig komme af sted til tiden.

Nåmen jeg kom frem 3 (!!) timer senere. Dobbelt up på tidsforbrug - tjek!

Til gengæld havde jeg været lige forbi nærmest.
Og havde da ringet og spurgt efter vej.
Og sagt meget mere end pispispis-remsen.
Og Lillemiv var begyndt at synes, at hun måske nok havde fået set Nordsjælland lige lidt mere end tilpas meget.
Og jeg prøvede at installere gps på mobilos, mens jeg ammede i en buslomme.
Og fik fundet dankort og betalt for et års adgang. Vist nok til kort over bl.a. Rumænien, kunne jeg pludselig huske, at der havde stået. Og jeg ved trods alt godt, at det ikke ligger i Nordsjælland.
Og jublet over Google maps, fordi de var villige til at hjælpe med vejen.
Og svinet Google maps afsindigt til igen, fordi de lige glemte at informere om, at der var mange Frederiksborgvej 25, og at de nu venligt hjaælp mig til en helt forkert en af slagsen.
Og været ved bare at køre hjem igen af ren og skær pinlighed.

Så nu! NU køber jeg den gps. Seriøst!
Nogen, der kender en god og SU-venlig én?

Og JA. Jeg kørte også forkert på vej tilbage. Men jeg er rumlig intelligent!

Det kniber stadig med læsningen

2011-01-30T17:52:00.000+01:00

Okay, det er et dårligt billede. Men vi kan allesammen læse, hvad der står, ikke? Og ellers er der også piktogrammer. Det kan vi godt se, ikke? Og Karla på tre ved, hvad i hvert fald to af dem betyder.

Men jeg synes ikke, jeg ser en illustration af fx fire 16-årige piger med håndtasker og en enkelt shoppingpose fra smart butik? Eller gennemsnitlig fem-kg-for-meget på sidebenene midaldrende mand og kvinde uden noget at bære på? Eller fornem pelsfrue uden cykel, barnevogn og rullestol? Eller tusind andre helt almindelige mennesker, der - efter min ydmyge vurdering som nr. 23 i elevatorkøen - vel i og for sig kunne tage de helt igennem velfungerende rulletrapper? Hvis de da absolut ikke vil røre sig.

Til gengæld kan vi vel næsten blive enige om, at jeg, når jeg står med Brio'en belæsset med baby og poser, må høre under sidste piktogram? Det er ganske vist ikke en Odder med rust-ikke-de-næste-4000-år-og-vej-kun-9-kg-alustel, men en barnevogn ... det vil jeg næsten mene, at det er!

Så det giver jo på den måde naturligvis rigtig god mening, at jeg er nødt til at vente fire elevatorture på Nørreport, mens alle de rulletrappeegnede mennesker smiler ud til mig og siger, at jeg vist desværre ikke kan være der.
Øhm, JO - det kan jeg faktisk! Hvis du nu fx tog den tunge bagage, du ikke har, og den røv, der virker så sparkindbydende og fjerner dig fra min eneste transportmulighed væk fra undergrunden. Tak!

Mig - frelst?

2011-01-28T09:57:00.000+01:00

Jeg overvejer lidt at skifte navn på bloggen. Fx til "den hellige sundhedsfrikadelle".

Sguda klart, jeg blev nødt til at skylle efter!

Mii and my

2011-01-27T08:15:00.004+01:00

Der var engang nogen, der købte en Wii. Sammen med Wii Fit Plus. Fordi der så nok var nogen, der var i gang med at blive fuldfede og gravide samtidig, som da kunne træne lidt hjemme i stuen, mens de blev endnu federe og fik mere bækkenløsning.
Som om.
Ministepbrættet har grinet rimelig højt siden anskaffelsen.

Men nu har jeg en Mii. Og bevares - den kan nok ikke løbe en halvmaraton i overmorgen. Eller næste uge. Men den kan ligne mig lidt, fordi jeg har nørdet sammen med Karla om hårfarve og tøj.

Og i dag har den da både fået at vide, at den er mirakuløst atletisk, har en perfekt positur og alt muligt. Og jeg har pisket den i over en time. Nå.
Og dens BMI nærmer sig noget, jeg tør skrive (højt).

Så det kan da godt være, at Fitnessworld gør det svært for den lille familie, at både far og mor kan gå til spinning på hverdagsaftener - hvad sker der for alle de hold mellem 15 og 18?
Men den lille bebrillede Mii laver da bare mærkelige yogaøvelser på et hvidt bræt i stuen så!
(Note to self: Husk at trække persienner ned, for selvom de selv laver mærkelige ting (teatersport??) på semi overfor, er der jo ingen grund til at give gratis underholdning midt i psykologitimerne!)

Forresten bliver ens koordinationsevne ikke nævneværdigt bedre, bare fordi man er en Mii. Desværre.

The game is on - part I

2011-01-26T08:41:00.004+01:00

Betænksomme Majseritaz, der skribler på 'It takes one to know one', har inviteret til blogleg som svar på min idéforladthed. Majseritaz er vist i øvrigt en slags jyde, så jeg ved jo knapt om jeg tør indlade mig. På den anden side ... hun virker som en ret så flink og sjov en af slagsen, der ikke er ude på at sende en virtuel fugleinfluenza af sted.

The rules:
1. Tak og link tilbage til den person, der tildelte mig prisen. (Første del-fejl hermed fanget: TAK Majseritaz)
2. Del 8 ting om mig selv.
3. Give den videre til 8 bloggere, som jeg for nylig har fået bekendtskab til.
4. Kontakte de bloggere, og fortælle dem om deres priser.

Faktisk ligger landet sådan, at jeg:
a) måske befinder mig i en solid midtlivs-barselskrise, hvor jeg slet ikke synes, jeg kan finde hoved og hale i, hvad der på nogen måde kunne være interessant at vide om mig (jeg mener, gylp og bleskift er ikke på den måde en del af mensa-træningen as far as I'm concerned)
b) måske er en lille smule blufærdig og derfor måske ikke tør dele The Real and Heavy Shit i sådan et game, hvis nu nogen fx skulle synes, at jeg både var lam, følsom og booooring (for det er jo federe, hvis folk synes det, og man så ikke helt mente det og bare kan tørre det af med en vådserviet - ligesom med gylp. Selvom det selvfølgelig stadig lugter lidt)
c) måske tror, at man skal være vildt sjov og skarp og derfor får en akut skriveblokering (lidt ligesom med specialet. Selvom det nok helst ikke skal være sjovt?)
d) måske er gået lidt i selvsving?

Så jeg skynder mig at svare - uden at tænke for meget over det - and this is it:

1. Jeg tænker ret meget over ting. Når jeg ikke er på barsel, tænker jeg lidt skarpere over ting. Når jeg er på barsel, tænker jeg mest på ting, som giver mening for mig. Skøre ting, siger Anders. Fx på, om Lucca får fladt baghoved, fordi jeg ikke ser til hende, når hun sover. Eller om hun er for tyk eller tynd. Eller om jeg mon kan dele 8 ting i en blogleg.

2. Jeg er en slags pleaser. Men også beskeden. Derfor siger jeg pleaser, når jeg mener, at jeg (måske) er god til at fornemme, hvordan andre har det. Så er der måske ingen, der synes, jeg er selvfed. Det er ret smart at kunne fornemme andre, når man underviser. Eller rådgiver. Det er nogle gange ret usmart at kunne fornemme andre, når man holder fri. Hvis man altså har svært ved at være upåvirket.

3. Jeg har verdens bedste mand. Total krysterpunkt, fordi det ikke handler om mig, sådan rigtigt. Men det har jeg! Når jeg igen har mødt en jyde og taler min allergiske reaktion ned i toilettet, tømmer han lige opvasker og putter børn. Måske fordi han føler sig lidt skyldig som jyde? Når jeg gerne vil tale 'praktiske ting' (fordi jeg tænker og pleaser for meget), sukker han højt og siger, at det gider han fandme ikke, og at jeg skal lære at være et dumt svin. Ligesom ham. Som om. Vi er blevet en slags voksne sammen, vi stjæler hinandens replikker og elsker at hade, når vi gør det. Og laver færre scener. Men gode børn!

4. Jeg overspringshandler. Jeg vil vildt gerne virke effektiv og tjekket. Og være online. Og tilgængelig. Og have styr på det meste. Og være med til alt muligt. Derfor ... kan jeg selvfølgelig først være ude af døren kl. 11, efter at have tjekket mail, blogs, facebook, lavet kaffe og om aftenen sande, at jeg ikke rigtigt nåede så meget andet ...

5. Jeg er ret så vild med fodbold. Især OB. Og Barcelona. Og pik-og-patter-jokes. Og prutter. Prutter i særdeleshed. Jeg har vundet næsten alle de fodboldbets, jeg har indgået. Og så hoverer jeg. Det er jeg faktisk også ret vild med at gøre.

6. Jeg har det ambivalent med penge. Gad godt at tjene præcis så mange penge, at økonomi ikke behøvede at være et issue. Så jeg kunne købe en vinterjakke. Give lidt flere gaver. Få et sponsorbarn igen. Og samtidig er det på en måde lidt hyggeligt udfordrende at være på røven. Skrev jeg det? Ej, ikke på røven-på røven, selvfølgelig. Men sådan lidt fattig, bare. Så man laver græskarhoveder og æder græskarsuppe bagefter. Og bager selv. Eller verdens bedste mand gør. Og så kunne man måske vinde lidt penge engang. Og komme til Maldiverne? Og få det der lille rækkehus på Frederiksberg? Så kan jeg godt være hyggefattig resten af tiden.

7. Jeg har talt vildt meget i søvne tidligere. Det var sjovt, syntes vi. Mest Anders. Jeg gør det næsten ikke mere. Men jeg sover vist ikke bedre. Til gengæld kan jeg amme i søvne. Og jeg kan stadigvæk sove næsten på kommando. Og næsten alle steder. Hvis ikke jeg skal til eksamen dagen efter. Så jeg skal aldrig være nattevagt.

8. Jeg var vist lidt speciel som barn. I hvert fald derude på landet. Mine søskende kalder mig 'Silas' (I ved, stræberungen med farvekridt fra Terkel i Knibe). Jeg blev vegetar som 8-årig, fordi jeg syntes, det var synd for gedden, der blev spist. Jeg har spist utallige pølsebrød og drukket meget vand, fordi jeg hverken var på røde pøller eller hindbærbrus. Jeg havde mareridt over alle de gadebørn, der fandtes (findes!) i verden. Jeg græd over sangen om et barn, der fik en hundehvalp. Fordi en af vores hunde lige var blevet aflivet. Jeg fik en pony. Men var ikke en rigtig hestepige. Til gengæld skrev jeg i 1.kl. en sang om ponyen med omkvædet: Pruh, det er Skyyye, det er verdens bedste hest ...

9. Jeg ved godt, det kun var 8 - men den her er vigtig: Jeg kommer altid for sent. Altså ikke på arbejde. Men ellers. Som i 98 ud af 100 gange. Og det er for dårligt! Og jeg prøver virkelig at lade være. Synes, det er ret fesent over for folk, man skal mødes med. Og respektløst over for deres tid. Men selvom jeg er matematiklærer, er jeg åbenbart fantastisk fatsvag, når det gælder regnen baglæns. Hvor lang tid vil det tage at tage tøj på? Give Lucca tøj på? Skifte begges tøj efter gylpskyl? Skifte Luccas tøj igen efter bleuheld (lækagebarrierer fungerer bedst, når de er foldet ud!)? Jeg elsker folk for at tilgive mig. Det ER faktisk ikke med vilje. Den gode veninde siger, at det næsten er sødt, fordi jeg helt oprigtigt tror på, at jeg denne gang kommer til tiden. Og tror, at jeg kan nå et sted hen på 15 min., selvom busturen alene tager 12. Og jeg ikke har klippekort på forhånd. Og den slags. Undskyld! Jeg har tænkt mig at blive bedre!

Derfor følger part II senere ...
Den med de andre bloggere, der skal have stafetten. For jeg er næsten ved at komme for sent. Igen.

Jydeallergi

2011-01-25T23:07:00.000+01:00

Yndlingsweekend!

Fredag:
Kursus og faglighed og uden børn. Med mig som underviseren. Til den her udsigt:

Jeg savner at undervise!
Og svigermorsushi om aftenen. Og X-factor og te. Og falden i søvn på sofa. Og kun lidt savlen.

Lørdag:
Brunch med hende den bedste veninde. Som jeg aldrig snakker i telefon med. Selvom hun bor i Jylland. Virkelig mærkeligt egentlig. Men på en måde ikke nødvendigt.
Møde verdens bedste pædagogmedhjælper. Som man sådan havde savnet. Og komme i tanke om, hvor frygteligt det var at flytte barnet fra Verdens Bedste Institution 1 til Verdens Ubedste Institution og først trække vejret dybt igen efter fem måneder og flytning til Verdens Bedste Institution 2. Og blive glad over at have mødt så mange fantastiske og kompetente voksne i så vigtige job!
Frokost med oldeforældrene med det hvide hår. Og blive glad over at have dem. Og komme til at savne dem, der døde sidste år. Og nyde at have så stor familie.
40 (!!) års fødselsdagsfest. Med dejlige mennesker, som man kunne sige 'alt for længe siden' til og mene det. Uden børn. Og køre ud på landet med månen som vejviser kl fire om morgenen og nyde at være fyldt af voksensamvær.

Søndag:
Tur i det nordjyske til venner med børn, skov, hus og have. Alt for længe siden. Og kun lidt misundelighed over al pladsen.
Spise hos sød svigerinde. Og heldigvis nå at se ham den lækre nevø i et kort glimt. Og glæde sig vildt til den store familieferie i april.

Pakket weekend? Dejlig weekend? Gode mennesker? Ja, ja, ja!

Om jeg gør det igen? Nej!
Jeg er færdig med det Jylland der. Og jyder.

Det er anden gang i år, jeg er sammen med jyder. Og anden gang, at jeg dagen efter vågner op med Roskildesyge. Hvad f... sker der?
Synes sgu da ikke, at alle i Jylland render rundt og brækker sig og skider umotiveret. Hele tiden.
Jeg må ha' udviklet allergi.

Så hvis du bor i Jylland, og jeg ikke lige tager telefonen eller svarer på din mail, så ved du hvorfor!

Gi' nu én, hva'?

2011-01-20T09:41:00.000+01:00

Kender du typen, der på ét toiletbesøg får så mange ideer, at de kommer ud med funklende øjne og allerede har glemt de to første af ideerne, mens de vaskede hænder?
Men at det egentlig ikke gør noget, for de finder bare på nogle nye?
Typen, der begejstres vildt og blodigt over deres ideer og er helt sikker på, at denne idé vil forandre deres liv, indtil næste dag, hvor de har glemt ideen og fået ti, der er bedre?
Den slags mennesker, der faktisk er nødt til at lægge lidt bånd på deres ideer for at kunne have fx et arbejdsliv?

Så er det helt sikkert ikke mig, du kender!
Til gengæld kunne det ret så sagtens være Anders!

Men nu arbejder han jo på sin store idé (og kun lidt på de tusind andre), og det er mig, der på et eller andet tidspunkt nok får brug for en idé. Måske endda to.
Sådan til, hvad jeg fx kunne lave, når der står cand.pæd.pæd.psyk på et visitkort, jeg måske får lavet.

The funny part is:
Jeg får ingen ideer. Og jeg går ellers på toilettet og vasker hænder. Men no ideas. Jeg ved godt, at man kan træne sig til det og alt muligt.
Men jeg orker lissom ikke helt i træningslejr, mens jeg ammer med den ene hånd, passer på ikke at spilde kaffe med den anden og læser specialeting med det ene øje, mens jeg selvfølgelig har fuldt koncentreret øjenkontakt med barn med det andet.

Så i går, da stuen dampede af gode ideer, fordi der var nok en idémager på besøg, og ideer kun var til for at agere skitser for andre ideer, fik jeg næsten selv denne lille bitte en af slagsen (stående applaus, thx!):

Alle jer, der har idéhjerner og allerede har taget de mange af dem, I selv kunne bruge, kunne I ikke være søde at tænke på mig, næste gang I går på toa?
Eller måske mest lige efter, under håndvasken, så I kan huske ideerne?

Så ku' I jo måske lige få en lillebitte idé til, hvad jeg fx ku' lave?
(Og jeg stiller ikke engang krav om, at det skal være pissenemt, billigt, give kassen og alt muligt. Kun lidt. Og måske endda lidt fagligt relevant?)

Hvis I bare får en anden fed idé om noget med toiletrullemekanismer, så ku' I jo også bare skrive den. Så idéfattige som mig kan ønske endnu mere, at vi ku' få bare en halvlam af slagsen ...

Dagens læring

2011-01-19T09:18:00.000+01:00

Konklusioner opsamlet over de sidste dage:

Man bliver ikke et større koordinationsorakel af ikke at træde på en stepbænk i tre år! Et kort øjeblik var jeg lige ved at synes, at det egentlig kørte ok. Indtil jeg fik øjenkontakt med instruktør, der enten havde voldsomme ticks ved mundvigen eller smilede febrilsk overbærende.
Ens trang til at overmande 900 g hvid chokolade i køkkenskabet stiger mere end ligefrem proportionalt med manglen af søvn. Indsæt frelste trommehvirvler og fanfare, fordi jeg lod det ligge! Hvorfor vi har 900 g hvid chokolade? Fordi Fleggaard sagde, at vi skulle.
Man ved, at man ligner sig selv, når man får sms om, at en anden mor er i god tid til mor-barn-træning, og man selv havde tænkt, at man skulle prøve fornemmelsen af tjekkethed, men i stedet må kaste svedende sms af sted 'kommer omklædt i sidste øjeblik'
Det kunne eventuelt være passende med en halv time med lukkede øjne, når man bliver bedt om at hente sut og kommer tilbage kort efter til lyden af grædende barn og spørger, hvad man skulle, bliver sendt af sted igen og kommer tilbage med D-dråber. Og så i øvrigt glemmer at give de dråber. Igenigen.
Ekspeditrice i smart butik har mærkelig indvirken på én, når man må lyve om, at ens vinterjakke er blevet stjålet, fordi man virker SÅ morpåbarsel-kikset i skijakken. Iøvrigt virker den vinterjakke stjålet, for den BØR være i den kælder, men den KAN ikke findes
Januar er et ufatteligt dumt tidspunkt at finde ud af, at man såguda bare køber en ny vinterjakke, som man har kigget længselsfuldt efter i henved en halv menneskealder. Hvis altså man ikke bruger XS eller XL forstås.
Mavemuskler kommer ikke bare tilbage af sig selv efter graviditet. Heller ikke selvom man virkelig virkelig lader som om.
Det er dumt at lave blogindlæg klar til næste dag, når man åbenbart ikke kan finde ud af, hvad dag det er eller bliver. Så man synes, at det er ærgerligt, at ingen kommenterer. På et blogindlæg, der ikke findes tilgængeligt ...

Hvem siger, at man bliver dummere på barsel!

Kasser, fyrtårne og besværlige beslutninger

2011-01-17T08:00:00.002+01:00

Ja, hun er jo altså også kun 4 mdr. og en uge. Så det er vel nærmest ikke for tidligt med det navn der. Og der har hængt en seddel på køleren i to måneder nu. Med fem forslag.

Jeg ved ikke, hvorfor det har været så svært, altså. Men det har det.

Og ja, jeg ved godt, at det på en måde er uendeligt ligegyldigt, hvad man kalder sine børn, for når først man har bestemt det, så ER de jo sådan nogen og alt det der. Men det kunne nu alligevel være rart, hvis man ku' få et lille tyve sekunders kig ind i fremtiden, så man ligesom vidste, om hun blev 150 eller 180 cm høj, om hun barberede sig skaldet og flyttede til Berlin som 17-årig, eller om hun blev professionel curlingpige, præst eller pædagog.

Ligesom lidt nederen at hedde My til mellemnavn, hvis man nu var 186 høj og solid håndboldpige.
Eller hedde Pi, hvis man nu fx var verdens dårligste til alt med tal og formler.
Eller hedde Nora, hvis man nu fx havde kæmpe junger (det er primært Anders, der var modstander på 'malkeko-navnet'. Mig bekendt er ca. 99/100 af den mandlige befolkning markant mindre interesserede i navne end i kasser, hvis det skulle ende der!)
På en måde også lidt fesent at hedde Fiona, hvis man nu fx var lidt grøn i det. Eller bare hed Lucca til fornavn, så der fx ikke var nogen, der ville vide, hvor i verden man kom fra.
Og ifølge Anders supernederen at hedde Vera, som nærmest er et navn, der ikke findes. What?

I øvrigt har vi primært været én idémager og en total NEJ-nedsabler i den her navneproces, og af hensyn til familiefreden siger jeg selvfølgelig ikke, hvem der var hvem ...

Men nu blev vi ligesom nødt til det. For der skal bestilles flybilletter og pas og alt muligt. Og holdes navngivnings-tamtam. Så nu er det bestemt.
Og pludselig kan hun sagtens få både store kasser, blive et grønt fyrtårn, der er skaldet og præst, synes jeg. For om ikke andet signalerer navnet det ikke nødvendigvis. Og desuden synes vi, der er lige tilpas gods i det.

Here goes:

P.S. Ja, det er spejlvendt. For udfordringens skyld. Og fordi jeg fandme ikke kan finde ud af at u-spejlvende det på macci.
P.S. Ja, vi endte der, hvor ufatteligt mange mennesker med en Karla og respekt for sig selv ender, I know. Totalt uoriginalt. Men godt!

Weekend

2011-01-16T14:38:00.000+01:00

Schhh ...

Statsbanerne styrer

2011-01-13T09:34:00.000+01:00

Der er (blevet) hipt at hade DSB. Efter en runde globalopvarmningHVOR-vejr i øvrigt med relativt god grund. Selvom det ikke er togpersonalets skyld.

Men nu er DSB blevet mine venner. DeSødeBillige. For 49 flad dansk mønt kan jeg nemlig komme til Århus - og alle mulige andre steder, men hvad skulle jeg der? Og for 49,- kan jeg sørme også komme tilbage. For tilbage vil man jo også gerne. Selvom det er smilets by. På et klapsæde ganske vist. Men man kan faktisk sidde ned.

Lige før man overvejer et slag sushi som madpakke, så!

Indtil man får brev fra ham Søren i Nordea. Hvor der står blablabla overtræk. Hvilket vist er bankmåden at skrive: Så tjen dog penge og bliv voksen!

Så det holder altså alligevel lidt det der DSB. Søren og mig er glade for det.

P.S. Skriver lige, om man mon egentlig var blevet for gammel til det der klapsæde-eventyr.
P.S.S. Faktisk er det altså billigt. Har da prøvet at betale over 200,- for at stå op hele vejen også.

Tale er sølv

2011-01-12T08:45:00.002+01:00

Kender du det, at man kommer til at sige højt, at ens børn sover igennem - altså kun hvis folk spørger selvfølgelig?
At de faktisk aldrig er syge, og at det er man da simpelthen også bare SÅ glad for?
At man efter første graviditets 23 kg+ forøgelse faktisk var ret fit igen efter 5 mdr?
At det giver så meget dejlig energi at træne?

Hvorefter ...

Hele familien brækker sig, oveni, efter, på og ved siden af hinanden.
Lillemiv fortæller uendelige historier i timevis om natten og griner og smiler, når man hvæser 'så sov dog for helvede, barn'.
Man muligvis (efter store mængder bræk, man måske nok kunne have undværet) kun mangler at tabe 2-3 kg efter graviditeten, men til gengæld må sande, at Sydney ligger noget nærmere end det der fit.
Man er så sindssvagt træt af at brække sig, tørre bræk op, høre på bræk og babypludren mellem 2 og 4, at det der træning virker som det mest energidrænende, man kan foretage sig.

Tror sgu' bare, jeg holder munden en anelse mere lukket i dag!

Tyl og koner

2011-01-11T10:25:00.000+01:00

Anders har engang skrevet noget om prinsessificering. Og tyl. Og piger. Og det, forældre gør ved deres børn, hvis de behandler dem som små konger og dronninger. Agtigt. Derfor måtte Karla ikke få prinsessetøj. Engang.

For hver mandag fem min. i hentning ser man mig hamre rundt i lejligheden og lede efter en lilla dansenederdel med solid tyl og ditto Hello Kitty dansesko.
Barnet ville gerne gå til MGP/Hip Hop, og forældrene tænkte, at det da lød som noget, der på den lange bane kunne være både sjovt og give en del street credit (måske fordi de tænkte på, at de selv godt gad ha' styret det der skolefestdansegulv lidt mere i syvende klasse). Lød også sådan rimelig mixede hold-agtigt. Altså med undtagelse af det hold, Karla kom på.

Og hvad gør man, hvis man har et dansehold med kun piger i alderen 3-4 år? Man pimper det med titlen 'prinsesseholdet'. Hvorfor det selvfølgelig er indsmurt i babylyserød, dansedragter, flæser og tyl. Total hiphop dér!

Nåmen faktisk er det ret godt. God musik, og Karla elsker 'skolelæreren'.
Og imens sidder man så i et ventelokale med alle de andre forældre, der strikker, læser og venter på, at børnene er færdige med at gi' den som Sys Bjerre med strutmave.

Den venten er interessant, for mange har egentlig så travlt med at agere 'vente', at der er ret lidt snak, selvom vi jo altså sidder der hver mandag. Men når man har en baby under armen, kalder man ligesom på samtale. Åbenbart. Og det plejer at være hyggeligt. Lidt om andres børn, hvem der ligner hvem og den slags.

Fandme ikke i går.
Faldt i snak med dame 1, da Lucca nedstirrede hende. Dame 2 meldte sig ind i samtalen, da Lucca gylpede. Strikkedame 3 meldte sig ikke helt, men var med på en lytter.
Vi taler om, hvordan Karla har 'taget det' at blive storesøster. I grunden pænt, siger jeg. Og lidt mere om aldersforskel. Hvor stor er forskellen på deres. Hvad er mon mest hensigtsmæssigt. I ved sådan lidt tralala-snak.

Indtil dame 1 siger: Ja, det er jo egentlig lidt pudsigt. Jeg har læst et sted, at det at få en lillesøsken svarer til, at der flyttede en anden kone ind.
Jeg tænker lala - HVAD?
Dame 1: Ja, sådan følelsesmæssigt for barn nr. 1.

Mærk lige dén nede i maven.
En anden kone.
En ANDEN KONE!
Uden man lige blev spurgt. Velkommen til, bliv du endelig hængende resten af mit liv, mens jeg bare skal behandle dig totalt i orden.

Lige pludselig synes jeg, at Karla er verdens tålmodigste og sødeste storesøster, når man husker på alle de flyveskaller og knock outs, der vel egentlig havde været på sin plads. Og når hun siger til 'kone 2', at hun eeelsker hende, så tænker jeg, at hun er væsentlig mere sympatisk end mig.
Tror nok, at jeg havde behandlet hende skinken en anelse anderledes ...

Godt at vi voksne (bilder os ind, at vi) VED, at de får SÅ meget glæde af hinanden og bliver hinandens bedste venner, ikke?

P.S. Selvom jeg lige måtte præcisere for gemalen, at parallellen selvfølgelig er en anden MAND for ham, så er hans tanker om prinsessificering nu faktisk ikke så tovlige.

Hvad nytår gør ved folk (og fæ)

2011-01-10T09:18:00.000+01:00

Selvom jeg hverken var fuld eller noget 31. december, så kan jeg ikke helt huske, hvad jeg egentlig sagde under runden 'Hvad forventer/ønsker du dig af 2011'.
(Snak i øvrigt om at blive voksen dér! For fire år siden lå der mennesker i fosterstilling omkring mit toilet i skarp opkastkonkurrence ...)

Det var vist noget med, at jeg ville til at prøve at holde op med at have dårlig samvittighed over for mine børn. Voksen, I tell you. Nå ja, og så blive det der kandidat.

Så derfor startede jeg selvfølgelig et helt andet sted.
Næsten i fosterstilling omkring toilettet sammen med både ældstebarn og gemal og en seriøs portion Roskildesyge.

Selvfølgelig tænkte jeg da, at jeg godt lige ville smide de sidste fire kg i starten af 2011, mens jeg sagde det med den dårlige samvittighed. Men måske ikke lige på dén måde.
De røg selvfølgelig heller ikke alle fire.

Så jeg måtte jo fjerne de værste nullermænd og spindelvæv fra spinningskoene. For første gang i et år. (Jamen med over tredive faste læsere bliver jeg da også nødt til at lade lidt op til den halvmaraton der!)
Mon ikke jeg var lidt bange for, at alle de andre var mere fit? Og havde en røv fx. Og ikke et mavebælte. Og havde smart sportstøj. Og lækkert hår. Hele timen. JO!
Gjorde jeg det alligevel? Sæ'fø'li.

Og altså selvfølgelig var der nogen, der lige tog en dobbelttime. Og havde mavemuller, der ku' ses gennem den smarte sportstop. Men det var ikke mig. Og det var heller ikke 75 % af folket.

Jeg havde jo helt glemt det.
Januar er den perfekte måned at starte op med halvfesen form og figur. For der kan ingen alligevel se forskel på nytårsforsættere og post-gravide.
Og når alle nytårsforsætterne så er kommet ind i de gamle vaner igen engang i februar-marts, og det tynder ud i fitnesslokalet, så er der faktisk odds for, at man pruster lidt mindre. Hvis altså ikke man selv faldt ind i hverdagslivets logistiske helvede med to børn inden da.

Nåmen altså, det kommer altid bag på mig, at det lidt for lille lokale, det lidt for dårlige indeklima, den lidt for høje musik og den lidt for veloplagte instruktør har den effekt, det har. Jeg burde sådan hade det. Men det virker.
Der er kampsved og ansigtskulør til et par dage bagefter.

Om jeg skal af sted igen? Jada.
Om jeg er kommet tættere på at komme af med dårlig mor-samvittigheden? Næ.
Eller på at blive kandidat? Nænæ.

Jeg skal lige råbes lidt af på en kondicykel først, det er så godt for velværen!

Back mac!

2011-01-07T20:20:00.000+01:00

Jamen se nu der.

Så var jeg her pludselig igen.

Ja, Lillehviden døde jo.
Og jeg troede næsten, at jeg sku'.
Af abstinenser. Og lidt for meget julemad. Og glæde over at holde jul på snowboard, med de dejligste mennesker i solskin og sne.

Nåmen jeg ku' jo lissom ikke blogge så.

Men nu kan jeg. Måske finde ud af det.
Vi skal nemlig lige lære hinanden at kende.
Min nye kærlighed Macbook og mig!

To be continued!

Lillehviden

2010-12-16T09:32:00.001+01:00

Jeg har hverken været på jordomrejse eller noget.

Til gengæld har jeg stampet, trampet og hoppet i gulvet. Af raseri. Og svovlet pikansjoslorterøvkasket (mens jeg selvfølgelig smilede til Minimiv, så hun kunne tro, at jeg sagde 'gy-gy-gaaa').

Jeg har også prøvet at huske, hvor mange gange jeg har sagt 'back up' til elever i tidens løb.
Hvor mange gange jeg har fnyst over folk, der bare 'mistede' ting, fordi de ikke lavede sikkerhedskopier.
Hvor mange gange jeg har lovet mig selv ikke at købe ting over nettet, men i fysiske butikker.
(Og ja, det er nemlig noget forskelligt!)

Nåmen, jeg er nået frem til, at det må være ca. 2.003.187 gange + det løse.
And Nemesis is still watching ...

For så var det jo egentlig bare et kladdedokument. Det kunne jeg jo gemme på usb senere. Og så skulle jeg jo lige amme. Og der var også lige de der interview, som skulle på usb. Nå, hvor var den nu henne, min stick? Ej, jeg kunne bare lige gøre det i ... nå, vågent barn ... usb ... lorteble ... huske at sende til sig selv ... amme ... gad vide, hvor den stick dog var ... ej, nye facebook-billeder, hvor sjovt ... babysvømning ... nå, jeg skriver det på min to-do ... amme ... hvor er den to-do? Nå, det var nok ikke vigtigt!

Note to self: JO! Det! Var! Meget!

For nu er Lillehviden død. Helt i sort.

Og ja, gu' havde den da et navn.
Og ja, selvfølgelig har jeg gemt kvitteringen.
Og ja, den var 1½ år gammel.
Og ja, firmaet er krakket.
Så nej, jeg kan ikke få en ny gratis.
Og nej, der er ikke andet at gøre for at få nogle penge ud af den.
Og ja, jeg har snakket med Forbrugerstyrelsen.
Og nej, SU-styrelsen giver ikke bærbare i julegaver.
Og ja, jeg er et tudefjæs med en del færre dokumenter og en del flere bekymringer, der nu må blogge fra verdens ældste gået-i-stykker-hakkebræt, som fungerer hver 82. gang, man tænder for den ...

Og JA, Nemesis - jeg skal for-fucking-helvede nok lade være med at spille it-know-it-all-smart og fnyse 'back up' til nogen som helst. Ever. Got it!

Komma snart tilbage

2010-12-07T20:23:00.000+01:00

Der er sgu' ik' meget bloggeri over det liv der.
Jeg ved det godt.

Ynk, ynk, klage - jeg laver øvelser med sætningsknuder og kløvninger og prøver at komme til at virke lidt skarp, så ingen ser min udgroning eller post-graviditetsfigur, når jeg skal holde kursus i morgen.

Sur økonomi lærer mor på barsel at lade, som om hjernecellerne er i behold.

Krøllebølle

2010-12-04T16:24:00.000+01:00

Mand, jeg hygger mig!

I selskab med de her Carmen Curlers.

I Anders' morgenkåbe.
(Bare den nye overbo ikke banker på. Igen. Sidst havde jeg dog ikke curlere i)

Men jeg begynder at ligne en slags menneske med make up.
Og jeg kan (næsten) passe mine yndlingsjeans.
Og desuden skal jeg ha' en snaps. Eller to.
Jeg eeeelsker snaps. Og er faktisk ikke til hverken sild, rejer eller rødkål.

Men kæmpepyt med det. I dag lader jeg, som om jeg er. Jeg skal nemlig til julefrokost.

Og selvom Lucca skal med, behøver man vel ikke dukke op i campinghabitten?
Man kan da godt ha' jeans på, ikke?
Hov! Er krøller egentlig soooooooo last year?

GRRRR!!

2010-12-03T10:22:00.003+01:00

Ja, bare læg lidt fråde om munden oveni. Jeg har været i Babysam. Igen. Og jeg ved det godt: Jeg er selv ude om det. Og så i december.
Men der var de her tilbud. På de her aktivitetstæpper. Som det hedder.
Sådan et er meget vigtigt at have, fordi baby så kan ligge på både ryg og mave uden at kede sin røv i laser over kun at se på sin mor fra forskellige vinkler.

Men bare fordi babybutikker generelt er de ondeste steder i verden. Og jo, her må man faktisk gerne generalisere! Og bare fordi de sælger alt det dyreste til alle de mest velmenende forældre. Så behøver de jo ikke at ansætte decideret dumme mennesker. Vel?

Døm selv, om det bare er mig:
Jeg ankommer til baby-helvedes-butik. Lurer lidt på deres aktivitetstæppeafdeling. Jo, sådan en afdeling er der. Selvom nogle af tæpperne selvfølgelig står andre steder. For overblikkets skyld!?
Bestemmer mig for, at tre tæpper kan virke aktuelle, og JO, det er den slags vigtige beslutninger, der følger med moderskabet: Skal mit barn stimuleres af Lamaze eller Tiny Love? Af sparkeplade eller ufo-musik? I orange eller sort/hvide nuancer?
Selvfølgelig stor beslutning, når nu tæpperne koster 499,- (sat ned fra 699,- forstås - sådan et tæppe koster jo kassen at producere). Trækker et nummer til betjening. Min tur.

Mig - henne ved kassen: Jeg kunne godt bruge lidt hjælp til noget aktivitetstæppe

Ung ekspedient med fedtet hår (ja, det havde jeg også, men jeg er sgu' på barsel) og slæbende fødder (UEMFHOSF): Nå. Det er herhenne.

Mig: Ja, jeg har stået og kigget på dem her (peger) og vil gerne høre, om du kan fortælle lidt om forskellene på dem?

UEMFHOSF og nu også opgivende tonefald: Ja, øhm ... (læser på flere indpakninger) altså ... der er jo nogle af dem, der er runde ... og andre, der er ovale ...

Mig - uden den store AHA-oplevelse: Mhm ...

UEMHOSFOOT: og firkantede ...

Mig i tankerne: hvorforspurgtejeghvorforspurgtejeg??

UEMHOSFOOT sukker: Og så er der dem herovre (peger på dem, der står de andre steder)

Mig: Kan du fortælle lidt om, hvad der ellers er forskelle? (tænker videre: HVORFOR? Hvorfor spørger du mere?)

UEMHOSFOOT: Jamen, så er der forskel på noget med musik. Så det er jo lidt, hvad man foretrækker ...

Mig (tænker, at jeg generelt ikke foretrækker baby-uro-muzak): Nå. Men jeg har læst om dem på jeres webside, og der ser det ud, som om de her tre er sat ned til 500,-, og...

UEMHOSFOOT afbryder: Nej, altså den her står til 499,- (som jo slet ikke er næsten det samme som 500, selvfølgelig!), og de andre ... nej, altså der er forskel på webshop og butikker i virkeligheden, hvis man kan sige det sådan, hehe ...

Mig (tænker: AHA - jeg står simpelthen ikke i en webbutik lige nu - I see!?): Så de her er ikke nedsat?

UEMHOSFOOT: Det ved jeg ikke

Mig: Nå. Okay. hvis valget står imellem de tre her, kan du så anbefale noget? (Mig til mig selv: Idiot - så lad dog være med at spørge mere)

UEMHOSFOOT: Altså det er jo noget med, hvad man ligesom bedst kan lide. Der er kant på det ene. Og så er det også noget forskelligt, de ligesom ... altså det giver noget forskelligt sti... stimulATION, hvis du forstår?

Mig: Hgrmf (prøver at skjule et lidt vel stort smil og glæder mig alligevel over, at jeg spurgte mere) ... Men hvad koster de andre her så?

UEMHOSFOOT: Ej, så må jeg lige have fat i den legetøjsansvarlige. Vent lige. Det kan godt tage noget tid.

Herefter blev besøget faktisk lidt mere behageligt. Dels fordi jeg lige fik lidt ro oven på chokket. Dels fordi Fru Legetøjsansvarlig fx både vidste priser. Og turde anbefale noget. Som jeg så købte. Fordi. Inden jeg fik røde knopper.

Det fik jeg nemlig en anden gang. Også i Babysam. I Århus. Hvor vi skulle købe en klapvogn, og jeg havde læst mange test og forhørt mig og alt muligt. Pointe: De kunne selv vælge, hvilken klapvogn, de ville sælge mig, hvis de gav noget ordentlig vejledning.
Realitet: Efter at to ekspedienter havde hjulpet hinanden med at hente målebånd for at måle liggemål (som stod på skiltet) og sagt ting som: 'hjulene drejer jo lidt forskelligt', 'der er den her slags regnslag til den her' og 'ja, de er jo begge to gode vogne' gik vi. Uden klapvogn. Efter at have sendt hinanden dybe suk og grimasser.

Er det virkelig den slags mennesker, vi gerne vil købe autostole og børnesikkerhed af?

Her skal man selvfølgelig svare NEJ, tjekke tusind test/tester (jo, det hedder det!) og købe over nettet i Tyskland.
Forresten: Hvis man gør det, så handler man så i en webshop. Det er ikke det samme som en fysisk butik. Hvis du forstår?

Ode til mødregrupper

2010-12-02T09:53:00.001+01:00

Der er sagt og skrevet meget om mødregrupper. Også ret meget slemt.
Jeg har skummet fløden, tror jeg. Været vildt heldig. Fire 'mødregrupper' på to børn.
Okay, den ene er en fitnessmødreloge. Men vi mødte hinanden, da vi var hvaler.
Og den tredje er et varmtvandstræning for gravide-bekendtskab.Vi mødte også hinanden en del tungere end i dag.
De sidste to er regulære mødregrupper.

Nogle gange kan man undres over, hvad den slags mor-skaber (tøhø) skal til for. Og især med barn nr. 2.

Kan man ikke bare læse sig til, hvor fladt baghoved ens barn stadig ikke må få?
Hvor stor nul-tolerance på alkoholiske drikke, der stadig er?
Hvor vigtigt det er at afsætte tid til kærestetid og ikke til vasketøj (selvom det nu engang er tøj, ens store barn har på i børnehave - man kan jo næppe nøjes med at svøbe ungen i omsorg, når chill-faktoren er -20)?
Hvor meget 30 minutters motion og 600 g grønt, man skal sørge for at få dagligt, mens man husker kærestetid, vasketøj og at sove, når baby sover?
Hvilken farve lortebleer baby må have hvornår? (Et af mine favorithæfter i øvrigt!)

Jo - det kan man sagtens! Måske endda med succes.

Men den helt store grund, ud over netværk med gylp, må være, at man undgår den helt store pip-i-låget-tur.
Altså ikke den der 'fuck-så-giv-mig-dog-noget-voksen-input-og-lidt-mindre-gylp-og-lort'-pip, hvor man har brug for at udrette noget, der ikke handler om mos, bryster og alle de vers, man kan finde på i 'Hjulene på bussen'. Den pip-tur får jeg stensikkert, uanset hvor mange fantastiske mødre og unger jeg fylder ind i mit barselsliv.

Nej, man får et forum, hvor man kan sige ting, der virker fuldstændigt logiske og sane til hinanden. Men som ens mand tænker 'psychobitch-thinking' om.

I mødregrupper kan det nemlig være helt naturligt og ikke spor til at rynke på næsen over, at man
- ved alt om hinandens fødsler og andre intimiteter
- tænker, at to oplyste brag efter WikiLeaks sidste læk bestemt må betyde, at Danmark nu er i krig, og man derfor går i beregningsmode i forhold til, hvor lang tid det kan tage at lave et beskyttelsesrum eller smugle en bil med to børn ud af en angrebet hovedstad
- hopper panisk op af sin seng 12 gange pr. nat for at tjekke, om de små mennesker trækker vejret
- afbryder en hvilken som helst samtale med opslugte og sære lyde og smil til et væsen på gulvet
- glemmer, hvad man aftaler og derfor skal have al info på mail
- tænker om alle andre mennesker, at de jo også har været nogens baby engang (med fare for, at ens pung bliver neglet, mens man står og forestiller sig lommetyvens mors kærlighed)
- får blanke øjne, når nogen fortæller om bryllupper, død eller bare hundehvalpe og Harry Potter
- glemmer, hvad den arbejdsplads, der betaler en del af barslen, egentlig hedder
- bliver stresset, hvis man BÅDE skal gå tur og nå at købe et legetæppe

Sgu'da ret normale ting at gå op i. Altså. Dem kan jeg da også sagtens snakke om til weekendens julefrokost, hvor der kun kommer guys. Jo. Det kan jeg altså godt. Efter anden runde af snapsekonkurrencen. Måske ...

Nemesis, part ?

2010-11-30T22:13:00.001+01:00

Skrev jeg børnefri?

Troede ærligt talt, at WikiLeaks havde givet Nemesis lidt fast arbejde i USA!
Nå, det havde det så ikke.

Superkarla har været syg i dag. Men på den superhyggelige måde. Ikke snerten af tre-år-og-på-en-måde-selvstændig-men-i-hvert-fald-hysterisk-agtig.
Og Minimiv har sovet, som hun plejer igen. Pyha.

Så vi har råhygget. Helt vildt. Vi har fx både lavet fire Hello Kitty-puslespil ca. 8 gange. Og er blevet vildt begejstrede 8 gange. Og har spist gule ris. Og filtet julekugler. Og skiftet batteri i Brio-toget. Og leget tyveknægte. Og gået rundt i nattøj. Og løbet i bar røv ud til en elektriker, der bankede på. Jeg løb. Karla stod for røven. Og alt det andet sjove.
Og der har ikke været spor mail. Eller oprydning. Eller voksenkedelighed.

Jeg har haft en fantastisk og fabelagtig dag!

Ja, her ligner lort nu. Jeg gør forresten også.
Til gengæld føler jeg mig totalt overskudsagtig på den der fed-yndlings-nærværende mor med råcreme-flødeskum-guf-og-flødebolle-på-måde.
Jeg har de fedeste, sjoveste, lækreste børn i verden. Basta!

Og jeg siger ikke noget om, at det umiddelbart går skidegodt med vores (geniale) aflever-alle-sutter-i-nissehuen-projekt. Man ved jo tilsyneladende ikke, hvem der læser med. Schhh...

Børnefri

2010-11-29T09:27:00.001+01:00

Hurra for børnefødselsdage!
I ved, de andres, hvor man for en flad 50-60-krone får topunderholdning med Hello Kitty eller Spiderman all over til sit barn i 3-4 timer på en højhellig lørdag/søndag.
Mens man selv kan ... holde fri?
Altså bortset fra Minimiv i liften. Men hun sover som regel i det tidsrum.

Om vi havde glædet os?
Vi skulle i hvert fald gå en laaang snevejrstur i Frederiksberg Have. Hva' fa'en - vi ku' jo også lige tage Søndermarken med. Og måske endda holde lidt i hånd. Og slutte af med at lade, som om vi var sådan nogle rigtige Frederiksbergforældre, der havde råd til en latte på Gammel Kongevej. Og være helt ladet op af kærestetid, når vi så hentede Storemiv sammen.

Vi glemte bare lige, at der var noget med som regel. Så hun ville rigtig gerne spise. Og vi ville egentlig også gerne have verdens længste bad begge to. Og noget latte før snevejret. Og lidt badekåbetid.
Det nåede vi.

Vi sad med det ene barn på skødet og sagde 'rrr' og 'ba-ba', mens vi så billeder af det andet barn som baby. Og kom til at savne hende. Og syntes, at de var verdens bedste. Allerlækreste børn. Selvfølgelig.
Og naaaij og jamen, hvor de dog lignede hinanden. Hvor var det skægt. Og sødt. Jamen altså.
Og så var børnefriheden gået.

Men seriøst - de ligner altså hinanden!

Vi fik også holdt lidt i hånd.
Latten på Gammel Kongevej er der sikkert også ~~i næste uge~~ om fem år!

Thumbs up til det der vinter

2010-11-26T08:57:00.001+01:00

Det bedste ved vinter, sne og kulde er:

1. Huedage giver plads til et utal af dårlige hårdage, som man slet ikke behøver at bruge krudt på.
2. Dalende sne får alt til at se idyllisk og hyggeligt ud, se selv:

3. Investeringen i praktiske vinterstøvler virker klog, forudseende og tjekket - og ikke kun mor-på-barsel-praktisk
4. Man kan hygge med kakao og stearinlys hele tiden (mest, hvis man er på barsel selvfølgelig)
5. Man får et sundt, sporty og rødkindet udseende uden at gøre meget andet end at gå ud (virker bedst med vandfast mascara)
6. Alle biler kører så langsomt, at det er hurtigere at gå, og man kan altid komme over vejen. Hvilket gør 1, 2, 3, 4 og 5 ekstra aktuelle!

Om jeg er kommet videre med min stil? Det ser jeg på til marts ...

Jeg holder af hverdagen ...

2010-11-25T09:26:00.000+01:00

Nej, jeg har ikke tyllet af husholdningssprittet. Eller iklædt mig sorte negle og intellekt.
Men lidt puddersne og et 3-årigt nissehuebarn er helt igennem i orden at vågne op til.
Og nej, jeg sætter ikke Wham på lige om lidt. Aldrig. Faktisk!

Der har været klynkeri. Og jamren.Med et glimt i øjet. Men jamren.
Det gider man jo ikke at høre på.

Og jeg er ikke blevet maket over. Fik heller ikke snakket med det spejlbillede der. Men jeg fik snakket med ham den lækre, der bor samme sted som mig. Altså snakket. Som i voksensnak. Som i fagligt. Som i grinet sammen.
Ikke om hente-bringe. Eller om madplan. Indkøb. Børn. Jo, okay, lidt om børn, så. Ikke om vasketøj. Legeaftaler. Dødssyg økonomi. Kun om den gode økonomi, vi får. Engang. Måske. Håber vi.

Og ja, i den perfekte verden, hvor man altid har lakerede, rene negle og nybarberede ben og tror på, at intet forandres, når man får børn - man skal bare også bestille en børnemenu på cafeerne - der er det muligt, at den slags aftener er hverdagskost. Selv med verdens nemmeste børn kan man altså godt komme til at kløjes lidt i den hverdag der.

Men når man så langt om længe får siddet i samme sofa, lyttet og sparket hinandens røve derhen, hvor de virkelig havde brug for at havne fagligt og personligt, og grinet tilpas længe af indforståetheder og blevet enige om, at ingen andre helt er på samme bølgelængde, så knirker kadaveret lige det mindre næste morgen, og det er måske nok hverdag, men nu med en lille snert af chokoladeovertræk.

Jeg skynder mig sgu' ud i den!

Battlefield og Babysam

2010-11-24T09:13:00.000+01:00

Der har været stille på bloggen.
Der var lige en kamp, der skulle kæmpes i virkeligheden.
En af de ubehagelige.

Det var ikke den mod en tre-årig, der var alt for træt til at gå på trapper, mens Mini-miv sad i bæresele.
Og heller ikke den, hvor mand var to dage i Århus, og vi alligevel skulle nå af sted og have noget mad.

Det var kampen mod store, onde, grusomme Trøske (der næsten lyder som trøsTE, men det har absolut INTET med hinanden at gøre).
Kampen med ammebrikker, malkemaskine, flasker, brentan det ene og det andet, salve og halløj, læger og omsorg på min side.
Og sultent barn, flosset selvtillid, stress og brystparti i mere end laser på den anden side.

I øjeblikket er der indledende fredsforhandlinger.
Jeg håber, at vi så småt er ved at nærme os bare en kortvarig våbenhvile.

Og ja, Nemesis, jeg har lært noget. Igen.

At være uhyggeligt taknemmelig for, at amningen har kørt så fint indtil nu.
At dem, der opgiver amning, højst sandsynligt har kæmpet deres bryster, selvtillid, moderfølelse og alt andet i laser. Og haft bidemærker i egne arme og hænder. Og grædt. Og derfor skal have et kram og et skulderklap. Og nul kommentarer med på vejen.
At Babysam - også på dette område - spinder guld på desperado-forældre, når de fx skal have 100,- for rengøring af malkemaskine. Selv om man selv skal købe flaske, ledning osv. til maskinen. Men vi ved selvfølgelig alle, hvad finanskrisen har gjort ved prisen på engangsklude og sprit ...
At jeg MÅ kunne gennemføre et halvmaraton - hvor ondt kan det egentlig gøre?

Hvem der var tre år!

2010-11-18T08:00:00.003+01:00

Når man er tre år, må man sige lille foran alle dem, der kun er to år. Lille-Josefine og Lille-Carmen. Som begge er højere.

Når man er tre, ser en frø sådan her ud:

Og en af yndlingssangene lyder sådan her:

I'm a barbiegøøl

in a barbiegøøøøøøøøøøøøøøøøøøøl

it's fantaaastiSK

it's from plaaaastiSK

P.S. En frø kan også godt se sådan ud, når man er 31, men så er det lissom ... ikke så flot.

Make me all over - pleeeease!

2010-11-17T12:01:00.001+01:00

Suk ...
Jeg har tjekket denne side. Og denne. Og titusind andre.
Og jeg har krise.
Privat finanskrise. Tøjkrise. Skokrise. Hårkrise. Migkrise.

Altså, jeg er vel glad nok for mig selv. I hvert fald lidt. Det siger Anders, jeg skal. Og man gider jo heller ikke være en klynkende ammemor, vel? For vi ved jo godt, at klynk er det mest usexede, gør vi ikke?

Men han er ikke hjemme i dag og i morgen, så here goes: Klynk. Klyyyyyyynk!

Og jeg er så langt ude, at jeg har bestemt mig for at prøve noget helt grænseoverskridende. Det er hende stilheksen, der anbefaler det. At tale pænt til sit spejlbillede. Hmm ... godt, jeg ammer, ellers havde jeg nok lige nappet en ordentlig sjat promillefremmende til lige at løsne lidt op.

Nåmmen, så er der også det andet:
Jeg kan godt se, at der findes forskellige figurer, og at jeg efter 9 mdr. som æble er på vej væk fra den figur, Gott sei Dank!
Men om min røv er så bred, at den er bredere end noget andet, eller om jeg mon egentlig har en timeglasfigur, selvom jeg normalt er ret slank, eller om jeg så er mere drenget, eller?
Ku' der ikke blive lavet sådan nogle programmer a'la face-in-a-hole, hvor man så kunne knalde et billede ind af sig selv?
Jeg fatter simpelthen ikke at se det! Overhovedet!

Og stilkerner ... hm ... nu har jeg taget en test. Ifølge den er jeg mest 'rå kerne'.
Ligesom Madonna. Anastacia. Kate Moss.
Du ved, præcis alle dem, jeg sammenligner mig selv med foran spejlet. Not!
Måske de træner en to-døgns-tid mere end mig om ugen? Og har lige et par sekunders mere mig-tid? Frisørtid? En lille fiks stylist måske? Og moneter!

Desuden kan jeg bedst li' guld - kan man så være rå?
Mere desuden er det snyd, at alle har sådan noget stort, fedt, sejt, sexet krølle-styr-på-livet-kæmpe-garn!

Og det er jo ikke, fordi jeg ikke godt ved, at alle kan være lidt af alt, og at man ikke skal passe ind og alt muligt. Men det kunne jo være, at det gav grundlag for, at man ikke altid følte sig som den mest utjekkede mor i børnehaven. Med gylp på skulderen. Og hul i strømåebuksen. Og praktiske Sorel-støvler som sidste nye investering.

Og der er jo masser af folk, fæ og firmaer, der tilbyder make overs. Det er såmænd ik-for-det. Og det koster jo kun en masse tusindkronesedler. Og hvad er det i forhold til et helt liv? Og hvor glad, man bliver? Og hvor meget ens omgivelser også får ud af det?

Hvis jeg skal kaste 5-9.000 efter en overhaling af den store slags, så kommer det altså også til at betyde mere gæld. Og nul-julegave-politik. Og pastaspisning. Og det bliver man jo ikke slank af. Og hvilken figur er man så? Ud over sur og slatten. Og så kan man få en ny overhaling. Og mere pasta ...

Sig mig, er der da ikke en redelig stylist, stylecoach, frisør eller nogen, der har brug for en totalt peace-of-cake-opgave for free?
Utjekket barselsmor med uklippede spidser, poser under øjnene, gennemsnitsstørrelse og krise på alle modeområder. Det må være ren automatpilotopgave at få 'træt, slidt kat' maket over til 'præsentabel og halvtilfreds'?

Nåmmen mit spejlbillede kalder! Sku' jeg mon lige overraske det med et bad?

Speciale-hvaffor-noget?

2010-11-17T11:21:00.000+01:00

~~Der var engang nogen, der skrev speciale.~~

Der var engang nogen, der startede på indledningerne til speciale. Og fik kvalme i to måneder. Og indsamlede noget empiri. Og fik bækkenløsning. Og transskriberede. Og fik mere bækkenløsning. Og læste lidt. Og prøvede at skrive lidt. Og fik endnu mere bækkenløsning. Og græd på nogens vejleder. Og fik plukkeveer. Og lagde sig på sofaen. Og sendte mail 13 til vejleder om, at der igenigenigen var barn på tværs indeni, så vi sås.

Nu er barnet ikke på tværs længere.
Og jeg har søgt om dispensation. Og fået det. Og en ny dato.
Fourth of July.

Min ellers så opbakkende (og realistiske?) gemal spørger, om det mon er muligt?
Tja, tænk, det ved vi jo ikke - men der må satses på det!

Derfor starter jeg lige mit nye effektive barselsliv med:
To døgn som alenemor.

Det er derfor muligt at gøre indsatser nu:
1. Jeg når ikke noget som helst specialenoget inden weekenden: odds 1,001
2. Jeg når at skrive ½ side: odds 2,37
3. Jeg når at vaske tøj, bade børn, bage boller, lege med duplo og dukker, læse fire engelske tekster og skrive tre sider: odds 1.968.999

Nørdet - eeej, det sku' jeg ikke mene!

2010-11-15T09:03:00.000+01:00

Eller?

Når man (som i 'jeg') besøger Dansk Sprognævns hjemmeside. Ved en fejl. Fordi det ligger så meget i fingrene. Og bliver lidt opslugt ting og sager i et kvarters tid.
Og griner af, at man har ret. (som det halvusympatiske væsen, man også er).
I, at det fx ikke kan hedde EN kompromis.
Eller, at det ikke hedder flere jobS.

Og kommer i tanke om, at man jo egentlig skulle finde vej.

Og så kommer for sent! Igen!

Hvor var de fra, sagde I?

2010-11-14T11:12:00.001+01:00

Måske geografitimerne alligevel er vigtige, hvis denne service er nødvendig?

(Selvom det er verdens dårligste billede, kan man næsten ane, at der står 'schweiziske urtebolcher' i det hvide felt. Det betyder, taadadaaaa: scweiziske urtebolcher! Nu fra ... Schweiz!)

Undskyld, tissede jeg på din sukkermad?

2010-11-12T07:00:00.004+01:00

Jeg har et tip til dig (i væsentlig bedre kvalitet, end de tilbud en vis dyne-jyde ellers også har til dig).

Hvis nu. Hvis nu, du sidder i en forsamling. Og synes, det er lidt kedeligt, fx. Eller du gerne vil skabe lidt debat. Så har jeg den bedste kick-starter.

Man kunne måske fristes til at tro, at det var noget med racisme. Det er det ikke. Sooo last year.

Eller noget med folkeskolen, lærere, klassekvotienter og den slags. Hvor fordelen ellers er, at alle kan være med, fordi de selv har gået i skole engang. Nope. Heller ikke.

Eller finanskrise og fyringer. Nix. Der vil jo være folk, der hverken er ramt eller noget.

Næ, du. Prøv at sige noget med sukker! Det er det nye Mufasa - brrr ...

Hvis det virkelig skal virke, skal du sige noget om, at du fx ikke er vildt fan af sukker.

Jeg lover dig. Hvis ikke det virkelig kan sætte sving i folket.

Eller den seriøse og sindssygt brandfarlige benzin: at du måske prøver at begrænse dit afkoms sukkerindtag.

Det er den vildeste provokation. Ever!

Jeg tror faktisk, at mange ville foretrække en ude-i-hampen kommentar om noget med nogle bande-ghettofolk med hud i en anden udgave end topfesen nordisk, eventuelt krydret med en kritisk fletten jydebetjente ind.

Eller at man satte husholdningsfilm over deres toiletbræt, mens de havde diarré.

Eller pissede på deres dørmåtte og lod det tørre ind.

Om jeg taler af erfaring? Hvordan kan du næsten tro det!

De milde reaktioner? Fx:

"Jamen, jeg kan da ikke holde ud, hvis vi spiser noget, børnene ikke må få!"

Okay, onde mor her tænker (men siger selvfølgelig ikke):

a) Der er vel ingen, der tvinger dig til at tømme 200 g Matadormix foran ungerne? (måske har du faktisk heller ikke vildt godt af det?) eller b) Nåhr. Så dine børn får altså også vin, øl og kaffe? Og du spiser mos i al den tid, de skal? Jamen så fair nok!

"Det skader jo ikke med lidt sukker. Tidligere tænkte man jo slet ikke så meget over, hvordan man gjorde. Der drak man jo også alkohol under graviditeten. Og røg indendøre (i bilerne)."

Hmm ... jamen, hvis du oprigtigt mener, at vi ikke - på nogen som helst områder - kan bruge forskning lavet inden for de sidste 50 år til noget fornuftigt, så okay ... Men så læg lige mobilos og dankort, inden du går, ikke?

"Hvad havde du så forestillet dig? Lightprodukter er jo altså noget af det værste!"

Nu sagde jeg vist egentlig heller ikke, at vi så skulle skynde os at fylde både os selv og børnene med alt det kemiske, vi overhovedet kan finde, der starter med E eller ender på noget med -ol, gjorde jeg?

---

Rigtig mange får pletter på halsen, skingre stemmer og hører tilsyneladende noget med, at jeg hader folk, der spiser sukker, at de er både psykopater (i mørke) og dårlige mennesker, at deres børn er dumme og grimme, og at de allesammen er for fede på den ufede måde, når man siger "nej, tak" til kringle.

Det er først, når de har sagt en masse om, at jeg da sagtens kan æde den kringle, at jeg jo er åh så slank, om jeg mon er på kur, for det vil da være vanvittigt osv.

Så må jeg fortælle, at nejnej, deterjobarefordijegikkespisersåmegetsukker og tage på min kappe, at nu fik jeg ødelagt den komsammen.

---

Jeg tror, vi snart ser en bølge af sukkerstrejkende teenagere.

Hanekamme og ungdomshuse er jo ligesom set før.

I mørke er alle psykopater

2010-11-10T22:56:00.001+01:00

I dag bliver det en slags seriøst.

Jeg er en bangebuks. There. I said it.
Ikke på den der stik-mig-en-epidural-eller-jeg-dør-instantly eller shit-hvad-nu-hvis-det-er-Dommedag-i-morgen-og-jeg-ikke-nåede-at-joine-Jehovaerne måde.
Det er heller ikke mig, der står på en stol med hænder for øjne, ører, næse og mund, mens jeg græder, skriger og hviner, hvis der er edderkopper og mus i farvandet. (Jeg får dog virkelig langvarig gåsehud af myrer, men det er en anden historie).

Til gengæld er det mig, der ALDRIG ever-never cykler, løber eller går udenfor, når det er mørkt.
Til gengæld får jeg hvilepuls på 140, hvis jeg er nødt til fx at gå hen til bilen i mørke.
Og på 160, hvis der er et blad, der lige bliver taget af vinden.
Og tæt på hjertestop, hvis der faktisk er mennesker i nærheden.

Jeg tror på Lange Jørgen, som er den bøhmand, der kan se ind på anden sal, og som mine forældre altid skulle trække gardinerne for for.
Jeg tror på, at psykopaterne står i kø i Botanisk Have i Århus, på alle metrostationer, ved alle busstop og i vores gård. Bl.a. Og alle de andre steder også.

Jeg tænker, at de, rationelt set, ikke allesammen kan være potentielle voldsmænd (især ikke, fordi nogle mennesker, der færdes ude efter mørkets frembrud, fx er kvinder på min alder, der lufter deres hund). De tanker kan jeg desværre bare ikke høre for min puls, når det er mørkt!

Rimelig nederen årstid vi går ind i!

Jeg er næsten bange, når jeg henter Karla.
Og hver gang vi overvejer, om 'vi' har brug for bilen, tænker jeg på alle de gange, jeg så ville sidde hjemme under slumretæppet, fordi jeg ikke turde andet.
Og jeg ringer til Anders, når jeg skal gå ti skridt i mørke, fordi jeg for længst er holdt op med at prøve at lege modig. Fordi jeg ligesom på en eller anden måde tror, at rigtige psykopater selvfølgelig har vildt meget respekt for en mobil, som de så let som ingenting kan kyle i nærmeste hæk eller sø (og jo, det var noget med psykologi, jeg læste ...).

En overgang (på ca. 28 år) har jeg ønsket mig at være modig, tjekket og uafhængig på sådan en 'nå, mig - jeg cykler da bare de 11 km hjem her kl. supernat. Jo, jo, selvfølgelig tør jeg da det'-måde.
Nu har jeg lært, at jeg er hende, der altid er i bil eller tager en taxa.
Og NEJ, I skal ikke fortælle mig om alle dem, I kender, der er blevet udsat for overgreb, overfald og røveri, da de sad i deres egen bil ved et lyskryds, eller om ham den syrede psykopat-taxachauffør. Jeg lever fint med min tryghedsillusion!

Jeg har lært at leve med det (min bankkonto har ikke, men den kan som bekendt leve med ufatteligt lidt, så jeg lytter ikke!!).

Men altså - nu har jeg jo så fået to fantastiske piger, som kommer til at vokse op i den hersens storby (og alle ved jo, at storbyer som Kjøffenhavn avler psyko'er, som kaniner får unger).
Og jeg vil virkelig gerne undgå, at de skal møde Lange Jørgen.Virkelig.
Og samtidig vil jeg virkelig virkelig først få en skadeligt høj hvilepuls, hvis/når de færdes i mørke.
Der er lagt i ovnen til en seriøs curling-pylre-hente-bringe-mor!

Kom lige til at tænke på det, fordi sundhedsplejersken spurgte, om jeg bekymrede mig unødigt. Den lader vi lige stå.
Og så også lidt fordi jeg stod og læssede baby i bil i kulsort mørke og havde Anders i røret her til aften ...

Fuck, hvad var det? Uden for vinduet?

Kartoffel-knib?

2010-11-10T09:30:00.000+01:00

Ja, ja - jeg ved det godt. Der kom ikke noget i går. Fordi, ik!
Jeg havde travlt og alt muligt. Noget af det var ret godt.
Jeg skal nok skrive om det.
Senere.

For nu har jeg travlt igen. Der kommer nemlig SP (mor-forkortelse for sundhedsplejerske) lige om snart.
Og jeg har næsten ikke mere concealer. Men masser af mørke rander under øjnene.
Min kaffe er blevet kold. Til gengæld ligner jeg en træt mor.

Men mon ikke det bliver noget i retning af:
- Ja, hun skal jo ligge mere på maven. (Nu er det jo heller ikke dig, der skal høre på brokkeriet. Og tørre al gylpen op, fordi hun altid lige har spist. Og lave mad imens. Og gå på toilettet. Og finde ud af, at der ikke er mere concealer).
- Det er jo meget vigtigt, at du husker at sove, når baby sover. (No shit! Jeg kan sagtens mærke, at jeg sku' ha' gjort det. Kl. 16. Og 17. Og 19.10!)
- Husker du nu at spise. (Øhm ... altså jeg har da spist morgenmad i dag - har jeg ikke?)
- Hvad med knibeøvelserne (Begynder du nu også? Ja, ja - jeg ved godt, at jeg skal finde vaner - alt, der har med vand at gøre? Jeg har jo ammehjerne, altså! Hvis man både skal lægge barn på maven, finde ud af, hvornår man kan købe ny concealer, småsove, huske Shrek-sang med stort barn og vaske kartofler samtidig, så er der vinderchancer på odds om, at jeg glemmer et lille knib)

Tør jeg mon så spørge, om hun egentlig sover for meget?
Og skjuler rouge i rigelige mængder egentlig træthed?

Mangler du også en butler?

2010-11-08T09:27:00.003+01:00

Vi har sådan én her:

Vi har arvet den efter min morfar, og Anders har ønsket sig en lysekrone i stort set al den tid, vi har kendt hinanden. Måske i erkendelse af, at han ikke lige foreløbig (nogensinde) får råd til et gammelt fransk slot. Eller et palæ ved Søerne. Eller et Chesterfieldbeklædt herreværelse.

Den lugter også lidt af mondæn, synes jeg! Og cigar.

Men det storslåede ryger på en eller anden måde lidt ved lygtetændingstid:

Lys i to ud af otte pærer. Da det var fire, så det på en måde lidt ud, som om der var en plan.

Nu har den set sådan ud ret mange aftener.

Det er selvfølgelig bl.a., fordi den er en strømsluger, og vi liiige skulle se, om man kunne bruge energipærer. Min morfar døde i marts.

Jeg tror nok, at vi kan driste os til en konklusion - efter små otte mdr. uden alle pærer i gang samtidig: Det går fint med elpærer. OG vi er åbenbart den slags mennesker, der kun kan administrere prismer og guldbelagt, hvis der følger en horde af tjenestefolk med.

Der er selvfølgelig også den konklusionsmulighed, at to børn æder ens korttidshukommelse (og koncentration. og figur. og bryster.)

For 6160,- blandet

2010-11-05T10:11:00.000+01:00

Om jeg har været på den helt store forkæletur til frisør og købt lækre støvler og vinterfrakke for pengene?

Nej, enhver ved jo, at det er meget federe at se det beløb skrevet på en taksatorrapport fra et Toyotaværksted, ikke sandt?

Det er såmænd bare for 6160 kr. blandet vindue, lakering af fordør og svedig mekaniker.

Hvad der er sket?

Nåmmen det er jo bare, fordi vi har sådan en vildt stor, ny og lækker øse fra 1996 næsten uden skrammer, med kassettebåndoptager, to autostole og oceaner af riskikskrummer, rosiner og andet rod.

Sådan en er jo simpelthen ikke til at stå for, vel?

Og vi ved jo alle, at det er i sådan en bil, at der ligger formuer gemt i bagage- og handskerum. Laptops, fladskærme, kontanter og alt muligt andet ing'?

(eller bare kassettebånd, et amputeret kroketspil, en rusten cykelholder og lidt flere riskiks)

Så derfor er det jo klart, at man bare bli'r NØDT til at smadre en rude. Og være så totalt stenet-stiv-kogeragtig, at man rammer ved siden af og ridser døren helt vildt. Og stjæle en Brobizz som det eneste.

Men i det mindste lukke døren efter sig. For så gør det jo ikke så meget, at børneautostolene er helt fulde af glasskår. I totally get it.

Det bedste er næsten, at det ikke er spor besværligt at få repareret en bil samme dag med original rude. Og skulle køre til Køge for det. Og låne erstatningsbil i en-to dage, der blev til syv dage, fordi det kan være ret svært at vide, at man ikke lige kunne nå det alligevel. Og udfylde skadesanmeldelse og sådan.

For det er jo godt, man har sin forsikring.

De har lige sendt os det her:

For 2645,- selvrisiko!

Jeg ved godt, at man ikke skal græde over knust glas og alt det der, men til en anden gang har jeg en lille bøn. Når nogen næste gang skal lave hærværk på stakkels Carina E, vil I så ikke enten:

a) grine SÅ højt og helt hysterisk, at det faktisk smitter, så vi kan ligge i vores seng og grine med og på den måde få lidt for pengene?

eller

b) smadre ruden og ridse døren i den anden side, I ved, lige der hvor jeg er bakket meget tæt (!!) forbi en betonpille og kørt meget tæt (!!) fremad ved betonpillen igen, fordi noget sagde mærkeligt?

Det var bare det, tak!

Now starring

2010-11-04T08:00:00.002+01:00

Jeg har da vist helt glemt at præsentere hende den sidste nye på matriklen.

Hun hedder Lucca.
Og vi VED godt, at det også kan være et drengenavn. Og at det lyder lidt som Lukas. Men Danmarks Statistik siger selv, at fordelingen er sådan her:

Og ja, det KAN klinge udenlandsk, når hun skal søge job. På den anden side så jeg verdens mest blonde krølhårede Lucca i BR den anden dag, så! Men ja ja, hun får et mere danskklingende mellemnavn. Hvis vi kan finde ud af, hvad det så skal være. Og blive enige. Karla synes, det skal være Fiffi.

Hun ligner Karla, nu bare i latinofarveskala.
Ja, hun er heldig! Og mon ikke det bliver Big Beautiful Brown eyes? Det er ret tydeligt, at Anders er faren. Og ja, det er synd, hvis hun også arver hans hårvækst. She seems most likely to do so. Hun har fx hår på ørerne. Til gengæld kan hun allerede nu bevæge sine øjenbryn uafhængigt af hinanden og se virkelig skeptisk ud på den fede måde. Det må da kompensere for, at hun vil være nødt til at få dem plukket som 3-årig.

Hun er nem og tilfreds.
Og jeg er ligeglad med, om Nemesis og alle dem, der ikke sover om natten, kommer efter os. Det er hun altså. Hun sover godt om natten, hun græder ikke spor højt og gør det virkelig sjældent. Kun når hun fx bliver tabt. Hun grynter roligt, når storesøster tager en jeg-er-træt-og-sukkerkold-og-vil-se-Ramasjang-men-alligevel-ikke-tur, når døre smækker højt, når vi danser vildt og når Anders tømmer opvasker (det larmer mere end alt det andet).

Hun kan sige 'rrrr', 'aau', smile, grine og kende melodien på 'Hjulene på bussen'.
Og så selvfølgelig alt det andet babynoget med gylp og bleer og halløj. Og lugte helt vildt babyagtigt på den fantastisk gode måde, som får én til at ønske, at man altid vil have en baby i nærheden, som man kan snuse til og blive salig, hvis livet stinker.

Hun bliver kysset og snasket på hele tiden. Af os alle tre. Og kaldt alt muligt strengt, fordi hun kun kan hæve øjenbryn som forsvar. Luke. Kukki. Luccamamukka.Gutji. Luccafidukka. Gutjibalau. Muskibuski. Sveskemus. Pruttimutti.
Jeg kan godt se, at Fiffi pludselig ikke lyder så dumt ...

Nåmmen altså, hun er møglækker!
Og det er faktisk fuldstændig objektivt. For der er fx alle mulige på mosterens arbejde, der siger det. Og på Facebook. Også nogen, der ikke kender os og ved, at jeg ville svine dem til døde, hvis ikke de syntes, hun var verdens lækreste baby. Og vi ved jo alle, at når mere end seks mennesker er enige om noget, så ER det sandt! Se selv, nå!

R.I.P. King

2010-11-03T08:00:00.004+01:00

Hvor dårlig en mor er det lige, man er, hvis man taber sit barn?
Prøv at gætte, hvor dårlig en mor jeg så er!

Nemlig! Pure tabermor!
Lektie lært: Lad være med at tro, at du kan sms'e, låse dør, holde lift og skynde dig alt for langsomt på én gang.

Heldigvis tabte jeg kun den ene hank. Heldigvis holdt jeg kun liften 15-20 cm over jorden. Heldigvis græd hun kun vildt højt i alt for lang tid. Heldigvis havde jeg sindssygt travlt med at komme for sent. Heldigvis er jeg kun så paranoid, at jeg mærker hende under næsen hvert kvarter. Heldigvis tror jeg kun lidt, at hun har indre kvæstelser.

Jeg ved, man kan blive virkelig mærkelig af at blive tabt. Seriøst.
Vi havde engang en dværghamster (og jo, jyder, det hedder ÉN hamster!), der hed King. Det var en bryllupsgave. Sjovt nok ikke fra ønskesedlen.
Den var nu faktisk meget hyggelig og boede i en papkasse hos os. Og var i dén grad passiv ryger.
Og folk kom med gaver til den som King ølkapsler og et hjul at løbe i og sådan.
Altså faktisk passede vi godt på den. For den var sød og kun lidt irriterende, når den løbetrænede i sit hjul, der trængte til det helt store olieeftersyn, midt om natten.
En dag ville jeg kæle med den og holdt den i hånden. Jeg stod op, holdt den forsvarligt, men pludselig hoppede (!) den med lynets hast ned på gulvet. Og lå helt stille. Og sagde vist nok en lyd.
Jeg skyndte mig at samle den op, mens jeg tænkte 'dårlige, dumme hamstermor!' tusind gange efter hinanden.

Den blødte lidt ud af næsen, men lidt efter var den helt normal igen. Og løb i sit hjul.
Men så noget tid efter begyndte den at gnave i sine egne bagben.
Og så kom sviger-dyrlæge-papfar og aflivede den. Og fordi han ved, at vi er sådan nogen, der synes, at det er synd for dyr, så gjorde han det med en sprøjte. Ellers taber man dem vist bare. Men King var lissom tabt nok.
Hvis der findes et hamsterpasser-helvede, så kommer jeg garanteret dertil.
Undskyld!

Jeg håber virkelig ikke, at Lucca begynder at gnave i sine ben!!

P.S. Tror altså virkelig nok, at hun er ok. Det er nok værre med mig.