Nemesis, part ?

Skrev jeg børnefri?

Troede ærligt talt, at WikiLeaks havde givet Nemesis lidt fast arbejde i USA!
Nå, det havde det så ikke.

Superkarla har været syg i dag. Men på den superhyggelige måde. Ikke snerten af tre-år-og-på-en-måde-selvstændig-men-i-hvert-fald-hysterisk-agtig.
Og Minimiv har sovet, som hun plejer igen. Pyha.

Så vi har råhygget. Helt vildt. Vi har fx både lavet fire Hello Kitty-puslespil ca. 8 gange. Og er blevet vildt begejstrede 8 gange. Og har spist gule ris. Og filtet julekugler. Og skiftet batteri i Brio-toget. Og leget tyveknægte. Og gået rundt i nattøj. Og løbet i bar røv ud til en elektriker, der bankede på. Jeg løb. Karla stod for røven. Og alt det andet sjove.
Og der har ikke været spor mail. Eller oprydning. Eller voksenkedelighed.

Jeg har haft en fantastisk og fabelagtig dag!

Ja, her ligner lort nu. Jeg gør forresten også.
Til gengæld føler jeg mig totalt overskudsagtig på den der fed-yndlings-nærværende mor med råcreme-flødeskum-guf-og-flødebolle-på-måde.
Jeg har de fedeste, sjoveste, lækreste børn i verden. Basta!

Og jeg siger ikke noget om, at det umiddelbart går skidegodt med vores (geniale) aflever-alle-sutter-i-nissehuen-projekt. Man ved jo tilsyneladende ikke, hvem der læser med. Schhh...

Børnefri

Hurra for børnefødselsdage!
I ved, de andres, hvor man for en flad 50-60-krone får topunderholdning med Hello Kitty eller Spiderman all over til sit barn i 3-4 timer på en højhellig lørdag/søndag.
Mens man selv kan ... holde fri?
Altså bortset fra Minimiv i liften. Men hun sover som regel i det tidsrum.

Om vi havde glædet os?
Vi skulle i hvert fald gå en laaang snevejrstur i Frederiksberg Have. Hva' fa'en - vi ku' jo også lige tage Søndermarken med. Og måske endda holde lidt i hånd. Og slutte af med at lade, som om vi var sådan nogle rigtige Frederiksbergforældre, der havde råd til en latte på Gammel Kongevej. Og være helt ladet op af kærestetid, når vi så hentede Storemiv sammen.

Vi glemte bare lige, at der var noget med som regel. Så hun ville rigtig gerne spise. Og vi ville egentlig også gerne have verdens længste bad begge to. Og noget latte før snevejret. Og lidt badekåbetid.
Det nåede vi.

Vi sad med det ene barn på skødet og sagde 'rrr' og 'ba-ba', mens vi så billeder af det andet barn som baby. Og kom til at savne hende. Og syntes, at de var verdens bedste. Allerlækreste børn. Selvfølgelig.
Og naaaij og jamen, hvor de dog lignede hinanden. Hvor var det skægt. Og sødt. Jamen altså.
Og så var børnefriheden gået.

Men seriøst - de ligner altså hinanden!

Vi fik også holdt lidt i hånd.
Latten på Gammel Kongevej er der sikkert også i næste uge om fem år!

Thumbs up til det der vinter

Det bedste ved vinter, sne og kulde er:

1. Huedage giver plads til et utal af dårlige hårdage, som man slet ikke behøver at bruge krudt på.
2. Dalende sne får alt til at se idyllisk og hyggeligt ud, se selv:

, 

3. Investeringen i praktiske vinterstøvler virker klog, forudseende og tjekket - og ikke kun mor-på-barsel-praktisk
4. Man kan hygge med kakao og stearinlys hele tiden (mest, hvis man er på barsel selvfølgelig)
5. Man får et sundt, sporty og rødkindet udseende uden at gøre meget andet end at gå ud (virker bedst med vandfast mascara)
6. Alle biler kører så langsomt, at det er hurtigere at gå, og man kan altid komme over vejen. Hvilket gør 1, 2, 3, 4 og 5 ekstra aktuelle!

Om jeg er kommet videre med min stil? Det ser jeg på til marts ...

Jeg holder af hverdagen ...

Nej, jeg har ikke tyllet af husholdningssprittet. Eller iklædt mig sorte negle og intellekt.
Men lidt puddersne og et 3-årigt nissehuebarn er helt igennem i orden at vågne op til.
Og nej, jeg sætter ikke Wham på lige om lidt. Aldrig. Faktisk!

Der har været klynkeri. Og jamren.Med et glimt i øjet. Men jamren.
Det gider man jo ikke at høre på.

Og jeg er ikke blevet maket over. Fik heller ikke snakket med det spejlbillede der. Men jeg fik snakket med ham den lækre, der bor samme sted som mig. Altså snakket. Som i voksensnak. Som i fagligt. Som i grinet sammen.
Ikke om hente-bringe. Eller om madplan. Indkøb. Børn. Jo, okay, lidt om børn, så. Ikke om vasketøj. Legeaftaler. Dødssyg økonomi. Kun om den gode økonomi, vi får. Engang. Måske. Håber vi.

Og ja, i den perfekte verden, hvor man altid har lakerede, rene negle og nybarberede ben og tror på, at intet forandres, når man får børn - man skal bare også bestille en børnemenu på cafeerne - der er det muligt, at den slags aftener er hverdagskost. Selv med verdens nemmeste børn kan man altså godt komme til at kløjes lidt i den hverdag der.

Men når man så langt om længe får siddet i samme sofa, lyttet og sparket hinandens røve derhen, hvor de virkelig havde brug for at havne fagligt og personligt, og grinet tilpas længe af indforståetheder og blevet enige om, at ingen andre helt er på samme bølgelængde, så knirker kadaveret lige det mindre næste morgen, og det er måske nok hverdag, men nu med en lille snert af chokoladeovertræk.

Jeg skynder mig sgu' ud i den!

Battlefield og Babysam

Der har været stille på bloggen.
Der var lige en kamp, der skulle kæmpes i virkeligheden.
En af de ubehagelige.

Det var ikke den mod en tre-årig, der var alt for træt til at gå på trapper, mens Mini-miv sad i bæresele.
Og heller ikke den, hvor mand var to dage i Århus, og vi alligevel skulle nå af sted og have noget mad.

Det var kampen mod store, onde, grusomme Trøske (der næsten lyder som trøsTE, men det har absolut INTET med hinanden at gøre).
Kampen med ammebrikker, malkemaskine, flasker, brentan det ene og det andet, salve og halløj, læger og omsorg på min side.
Og sultent barn, flosset selvtillid, stress og brystparti i mere end laser på den anden side.

I øjeblikket er der indledende fredsforhandlinger.
Jeg håber, at vi så småt er ved at nærme os bare en kortvarig våbenhvile.

Og ja, Nemesis, jeg har lært noget. Igen.

At være uhyggeligt taknemmelig for, at amningen har kørt så fint indtil nu.
At dem, der opgiver amning, højst sandsynligt har kæmpet deres bryster, selvtillid, moderfølelse og alt andet i laser. Og haft bidemærker i egne arme og hænder. Og grædt. Og derfor skal have et kram og et skulderklap. Og nul kommentarer med på vejen.
At Babysam - også på dette område - spinder guld på desperado-forældre, når de fx skal have 100,- for rengøring af malkemaskine. Selv om man selv skal købe flaske, ledning osv. til maskinen. Men vi ved selvfølgelig alle, hvad finanskrisen har gjort ved prisen på engangsklude og sprit ...
At jeg MÅ kunne gennemføre et halvmaraton - hvor ondt kan det egentlig gøre?

Hvem der var tre år!

Når man er tre år, må man sige lille foran alle dem, der kun er to år. Lille-Josefine og Lille-Carmen. Som begge er højere.

Når man er tre, ser en frø sådan her ud:

Og en af yndlingssangene lyder sådan her:

I'm a barbiegøøl 

in a barbiegøøøøøøøøøøøøøøøøøøøl

it's fantaaastiSK

it's from plaaaastiSK

P.S. En frø kan også godt se sådan ud, når man er 31, men så er det lissom ... ikke så flot.

Make me all over - pleeeease!

Suk ...
Jeg har tjekket denne side. Og denne. Og titusind andre.
Og jeg har krise.
Privat finanskrise. Tøjkrise. Skokrise. Hårkrise. Migkrise.

Altså, jeg er vel glad nok for mig selv. I hvert fald lidt. Det siger Anders, jeg skal. Og man gider jo heller ikke være en klynkende ammemor, vel? For vi ved jo godt, at klynk er det mest usexede, gør vi ikke?

Men han er ikke hjemme i dag og i morgen, så here goes: Klynk. Klyyyyyyynk!

Og jeg er så langt ude, at jeg har bestemt mig for at prøve noget helt grænseoverskridende. Det er hende stilheksen, der anbefaler det. At tale pænt til sit spejlbillede. Hmm ... godt, jeg ammer, ellers havde jeg nok lige nappet en ordentlig sjat promillefremmende til lige at løsne lidt op.

Nåmmen, så er der også det andet:
Jeg kan godt se, at der findes forskellige figurer, og at jeg efter 9 mdr. som æble er på vej væk fra den figur, Gott sei Dank!
Men om min røv er så bred, at den er bredere end noget andet, eller om jeg mon egentlig har en timeglasfigur, selvom jeg normalt er ret slank, eller om jeg så er mere drenget, eller?
Ku' der ikke blive lavet sådan nogle programmer a'la face-in-a-hole, hvor man så kunne knalde et billede ind af sig selv?
Jeg fatter simpelthen ikke at se det! Overhovedet!

Og stilkerner ... hm ... nu har jeg taget en test. Ifølge den er jeg mest 'rå kerne'.
Ligesom Madonna. Anastacia. Kate Moss.
Du ved, præcis alle dem, jeg sammenligner mig selv med foran spejlet. Not!
Måske de træner en to-døgns-tid mere end mig om ugen? Og har lige et par sekunders mere mig-tid? Frisørtid? En lille fiks stylist måske? Og moneter!

Desuden kan jeg bedst li' guld - kan man så være rå?
Mere desuden er det snyd, at alle har sådan noget stort, fedt, sejt, sexet krølle-styr-på-livet-kæmpe-garn!

Og det er jo ikke, fordi jeg ikke godt ved, at alle kan være lidt af alt, og at man ikke skal passe ind og alt muligt. Men det kunne jo være, at det gav grundlag for, at man ikke altid følte sig som den mest utjekkede mor i børnehaven. Med gylp på skulderen. Og hul i strømåebuksen. Og praktiske Sorel-støvler som sidste nye investering.

Og der er jo masser af folk, fæ og firmaer, der tilbyder make overs. Det er såmænd ik-for-det. Og det koster jo kun en masse tusindkronesedler. Og hvad er det i forhold til et helt liv? Og hvor glad, man bliver? Og hvor meget ens omgivelser også får ud af det?

Hvis jeg skal kaste 5-9.000 efter en overhaling af den store slags, så kommer det altså også til at betyde mere gæld. Og nul-julegave-politik. Og pastaspisning. Og det bliver man jo ikke slank af. Og hvilken figur er man så? Ud over sur og slatten. Og så kan man få en ny overhaling. Og mere pasta ...

Sig mig, er der da ikke en redelig stylist, stylecoach, frisør eller nogen, der har brug for en totalt peace-of-cake-opgave for free?
Utjekket barselsmor med uklippede spidser, poser under øjnene, gennemsnitsstørrelse og krise på alle modeområder. Det må være ren automatpilotopgave at få 'træt, slidt kat' maket over til 'præsentabel og halvtilfreds'?

Nåmmen mit spejlbillede kalder! Sku' jeg mon lige overraske det med et bad?

Speciale-hvaffor-noget?

Der var engang nogen, der skrev speciale.


Der var engang nogen, der startede på indledningerne til speciale. Og fik kvalme i to måneder. Og indsamlede noget empiri. Og fik bækkenløsning. Og transskriberede. Og fik mere bækkenløsning. Og læste lidt. Og prøvede at skrive lidt. Og fik endnu mere bækkenløsning. Og græd på nogens vejleder. Og fik plukkeveer. Og lagde sig på sofaen. Og sendte mail 13 til vejleder om, at der igenigenigen var barn på tværs indeni, så vi sås.

Nu er barnet ikke på tværs længere.
Og jeg har søgt om dispensation. Og fået det. Og en ny dato.
Fourth of July.

Min ellers så opbakkende (og realistiske?) gemal spørger, om det  mon er muligt?
Tja, tænk, det ved vi jo ikke - men der må satses på det!

Derfor starter jeg lige mit nye effektive barselsliv med:
To døgn som alenemor.

Det er derfor muligt at gøre indsatser nu:
1. Jeg når ikke noget som helst specialenoget inden weekenden: odds 1,001
2. Jeg når at skrive ½ side: odds 2,37
3. Jeg når at vaske tøj, bade børn, bage boller, lege med duplo og dukker, læse fire engelske tekster og skrive tre sider: odds 1.968.999

Nørdet - eeej, det sku' jeg ikke mene!

Eller?

Når man (som i 'jeg') besøger Dansk Sprognævns hjemmeside. Ved en fejl. Fordi det ligger så meget i fingrene. Og bliver lidt opslugt ting og sager i et kvarters tid.
Og griner af, at man har ret. (som det halvusympatiske væsen, man også er).
I, at det fx ikke kan hedde EN kompromis.
Eller, at det ikke hedder flere jobS.

Og kommer i tanke om, at man jo egentlig skulle finde vej.

Og så kommer for sent! Igen!

Hvor var de fra, sagde I?

Måske geografitimerne alligevel er vigtige, hvis denne service er nødvendig?

(Selvom det er verdens dårligste billede, kan man næsten ane, at der står 'schweiziske urtebolcher' i det hvide felt. Det betyder, taadadaaaa: scweiziske urtebolcher! Nu fra ... Schweiz!)

Undskyld, tissede jeg på din sukkermad?

Jeg har et tip til dig (i væsentlig bedre kvalitet, end de tilbud en vis dyne-jyde ellers også har til dig).

Hvis nu. Hvis nu, du sidder i en forsamling. Og synes, det er lidt kedeligt, fx. Eller du gerne vil skabe lidt debat. Så har jeg den bedste kick-starter.

Man kunne måske fristes til at tro, at det var noget med racisme. Det er det ikke. Sooo last year.

Eller noget med folkeskolen, lærere, klassekvotienter og den slags. Hvor fordelen ellers er, at alle kan være med, fordi de selv har gået i skole engang. Nope. Heller ikke.

Eller finanskrise og fyringer. Nix. Der vil jo være folk, der hverken er ramt eller noget.

Næ, du. Prøv at sige noget med sukker! Det er det nye Mufasa - brrr ...

Hvis det virkelig skal virke, skal du sige noget om, at du fx ikke er vildt fan af sukker.

Jeg lover dig. Hvis ikke det virkelig kan sætte sving i folket.

Eller den seriøse og sindssygt brandfarlige benzin: at du måske prøver at begrænse dit afkoms sukkerindtag.

Det er den vildeste provokation. Ever! 

Jeg tror faktisk, at mange ville foretrække en ude-i-hampen kommentar om noget med nogle bande-ghettofolk med hud i en anden udgave end topfesen nordisk, eventuelt krydret med en kritisk fletten jydebetjente ind.

Eller at man satte husholdningsfilm over deres toiletbræt, mens de havde diarré.

Eller pissede på deres dørmåtte og lod det tørre ind.

Om jeg taler af erfaring? Hvordan kan du næsten tro det!

De milde reaktioner? Fx:

"Jamen, jeg kan da ikke holde ud, hvis vi spiser noget, børnene ikke må få!"

Okay, onde mor her tænker (men siger selvfølgelig ikke):

a) Der er vel ingen, der tvinger dig til at tømme 200 g Matadormix foran ungerne? (måske har du faktisk heller ikke vildt godt af det?) eller b) Nåhr. Så dine børn får altså også vin, øl og kaffe? Og du spiser mos i al den tid, de skal? Jamen så fair nok!

"Det skader jo ikke med lidt sukker. Tidligere tænkte man jo slet ikke så meget over, hvordan man gjorde. Der drak man jo også alkohol under graviditeten. Og røg indendøre (i bilerne)."

Hmm ... jamen, hvis du oprigtigt mener, at vi ikke - på nogen som helst områder - kan bruge forskning lavet inden for de sidste 50 år til noget fornuftigt, så okay ... Men så læg lige mobilos og dankort, inden du går, ikke?

"Hvad havde du så forestillet dig? Lightprodukter er jo altså noget af det værste!"

Nu sagde jeg vist egentlig heller ikke, at vi så skulle skynde os at fylde både os selv og børnene med alt det kemiske, vi overhovedet kan finde, der starter med E eller ender på noget med -ol, gjorde jeg?

---

Rigtig mange får pletter på halsen, skingre stemmer og hører tilsyneladende noget med, at jeg hader folk, der spiser sukker, at de er både psykopater (i mørke) og dårlige mennesker, at deres børn er dumme og grimme, og at de allesammen er for fede på den ufede måde, når man siger "nej, tak" til kringle.

Det er først, når de har sagt en masse om, at jeg da sagtens kan æde den kringle, at jeg jo er åh så slank, om jeg mon er på kur, for det vil da være vanvittigt osv.

Så må jeg fortælle, at nejnej, deterjobarefordijegikkespisersåmegetsukker og tage på min kappe, at nu fik jeg ødelagt den komsammen.

---

Jeg tror, vi snart ser en bølge af sukkerstrejkende teenagere.

Hanekamme og ungdomshuse er jo ligesom set før.

I mørke er alle psykopater

I dag bliver det en slags seriøst.

Jeg er en bangebuks. There. I said it.
Ikke på den der stik-mig-en-epidural-eller-jeg-dør-instantly eller shit-hvad-nu-hvis-det-er-Dommedag-i-morgen-og-jeg-ikke-nåede-at-joine-Jehovaerne måde.
Det er heller ikke mig, der står på en stol med hænder for øjne, ører, næse og mund, mens jeg græder, skriger og hviner, hvis der er edderkopper og mus i farvandet. (Jeg får dog virkelig langvarig gåsehud af myrer, men det er en anden historie).

Til gengæld er det mig, der ALDRIG ever-never cykler, løber eller går udenfor, når det er mørkt.
Til gengæld får jeg hvilepuls på 140, hvis jeg er nødt til fx at gå hen til bilen i mørke.
Og på 160, hvis der er et blad, der lige bliver taget af vinden.
Og tæt på hjertestop, hvis der faktisk er mennesker i nærheden.

Jeg tror på Lange Jørgen, som er den bøhmand, der kan se ind på anden sal, og som mine forældre altid skulle trække gardinerne for for.
Jeg tror på, at psykopaterne står i kø i Botanisk Have i Århus, på alle metrostationer, ved alle busstop og i vores gård. Bl.a. Og alle de andre steder også.

Jeg tænker, at de, rationelt set, ikke allesammen kan være potentielle voldsmænd (især ikke, fordi nogle mennesker, der færdes ude efter mørkets frembrud, fx er kvinder på min alder, der lufter deres hund). De tanker kan jeg desværre bare ikke høre for min puls, når det er mørkt!

Rimelig nederen årstid vi går ind i!

Jeg er næsten bange, når jeg henter Karla.
Og hver gang vi overvejer, om 'vi' har brug for bilen, tænker jeg på alle de gange, jeg så ville sidde hjemme under slumretæppet, fordi jeg ikke turde andet.
Og jeg ringer til Anders, når jeg skal gå ti skridt i mørke, fordi jeg for længst er holdt op med at prøve at lege modig. Fordi jeg ligesom på en eller anden måde tror, at rigtige psykopater selvfølgelig har vildt meget respekt for en mobil, som de så let som ingenting kan kyle i nærmeste hæk eller sø (og jo, det var noget med psykologi, jeg læste ...).

En overgang (på ca. 28 år) har jeg ønsket mig at være modig, tjekket og uafhængig på sådan en 'nå, mig - jeg cykler da bare de 11 km hjem her kl. supernat. Jo, jo, selvfølgelig tør jeg da det'-måde.
Nu har jeg lært, at jeg er hende, der altid er i bil eller tager en taxa.
Og NEJ, I skal ikke fortælle mig om alle dem, I kender, der er blevet udsat for overgreb, overfald og røveri, da de sad i deres egen bil ved et lyskryds, eller om ham den syrede psykopat-taxachauffør. Jeg lever fint med min tryghedsillusion!

Jeg har lært at leve med det (min bankkonto har ikke, men den kan som bekendt leve med ufatteligt lidt, så jeg lytter ikke!!).

Men altså - nu har jeg jo så fået to fantastiske piger, som kommer til at vokse op i den hersens storby (og alle ved jo, at storbyer som Kjøffenhavn avler psyko'er, som kaniner får unger).
Og jeg vil virkelig gerne undgå, at de skal møde Lange Jørgen.Virkelig.
Og samtidig vil jeg virkelig virkelig først få en skadeligt høj hvilepuls, hvis/når de færdes i mørke.
Der er lagt i ovnen til en seriøs curling-pylre-hente-bringe-mor!

Kom lige til at tænke på det, fordi sundhedsplejersken spurgte, om jeg bekymrede mig unødigt. Den lader vi lige stå.
Og så også lidt fordi jeg stod og læssede baby i bil i kulsort mørke og havde Anders i røret her til aften ...

Fuck, hvad var det? Uden for vinduet?

Kartoffel-knib?

Ja, ja - jeg ved det godt. Der kom ikke noget i går. Fordi, ik!
Jeg havde travlt og alt muligt. Noget af det var ret godt.
Jeg skal nok skrive om det.
Senere.

For nu har jeg travlt igen. Der kommer nemlig SP (mor-forkortelse for sundhedsplejerske) lige om snart.
Og jeg har næsten ikke mere concealer. Men masser af mørke rander under øjnene.
Min kaffe er blevet kold. Til gengæld ligner jeg en træt mor.

Men mon ikke det bliver noget i retning af:
- Ja, hun skal jo ligge mere på maven. (Nu er det jo heller ikke dig, der skal høre på brokkeriet. Og tørre al gylpen op, fordi hun altid lige har spist. Og lave mad imens. Og gå på toilettet. Og finde ud af, at der ikke er mere concealer).
- Det er jo meget vigtigt, at du husker at sove, når baby sover. (No shit! Jeg kan sagtens mærke, at jeg sku' ha' gjort det. Kl. 16. Og 17. Og 19.10!)
- Husker du nu at spise. (Øhm ... altså jeg har da spist morgenmad i dag - har jeg ikke?)
- Hvad med knibeøvelserne (Begynder du nu også? Ja, ja - jeg ved godt, at jeg skal finde vaner - alt, der har med vand at gøre? Jeg har jo ammehjerne, altså! Hvis man både skal lægge barn på maven, finde ud af, hvornår man kan købe ny concealer, småsove, huske Shrek-sang med stort barn og vaske kartofler samtidig, så er der vinderchancer på odds om, at jeg glemmer et lille knib)

Tør jeg mon så spørge, om hun egentlig sover for meget?
Og skjuler rouge i rigelige mængder egentlig træthed?

Mangler du også en butler?

Vi har sådan én her:

Vi har arvet den efter min morfar, og Anders har ønsket sig en lysekrone i stort set al den tid, vi har kendt hinanden. Måske i erkendelse af, at han ikke lige foreløbig (nogensinde) får råd til et gammelt fransk slot. Eller et palæ ved Søerne. Eller et Chesterfieldbeklædt herreværelse.

Den lugter også lidt af mondæn, synes jeg! Og cigar.

Men det storslåede ryger på en eller anden måde lidt ved lygtetændingstid:

Lys i to ud af otte pærer. Da det var fire, så det på en måde lidt ud, som om der var en plan.

Nu har den set sådan ud ret mange aftener.

Det er selvfølgelig bl.a., fordi den er en strømsluger, og vi liiige skulle se, om man kunne bruge energipærer. Min morfar døde i marts.

Jeg tror nok, at vi kan driste os til en konklusion - efter små otte mdr. uden alle pærer i gang samtidig: Det går fint med elpærer. OG vi er åbenbart den slags mennesker, der kun kan administrere prismer og guldbelagt, hvis der følger en horde af tjenestefolk med. 

Der er selvfølgelig også den konklusionsmulighed, at to børn æder ens korttidshukommelse (og koncentration. og figur. og bryster.) 

For 6160,- blandet

Om jeg har været på den helt store forkæletur til frisør og købt lækre støvler og vinterfrakke for pengene?

Nej, enhver ved jo, at det er meget federe at se det beløb skrevet på en taksatorrapport fra et Toyotaværksted, ikke sandt?

Det er såmænd bare for 6160 kr. blandet vindue, lakering af fordør og svedig mekaniker.

Hvad der er sket?

Nåmmen det er jo bare, fordi vi har sådan en vildt stor, ny og lækker øse fra 1996 næsten uden skrammer, med kassettebåndoptager, to autostole og oceaner af riskikskrummer, rosiner og andet rod. 

Sådan en er jo simpelthen ikke til at stå for, vel?

Og vi ved jo alle, at det er i sådan en bil, at der ligger formuer gemt i bagage- og handskerum. Laptops, fladskærme, kontanter og alt muligt andet ing'? 

(eller bare kassettebånd, et amputeret kroketspil, en rusten cykelholder og lidt flere riskiks)

Så derfor er det jo klart, at man bare bli'r NØDT til at smadre en rude. Og være så totalt stenet-stiv-kogeragtig, at man rammer ved siden af og ridser døren helt vildt. Og stjæle en Brobizz som det eneste. 

Men i det mindste lukke døren efter sig. For så gør det jo ikke så meget, at børneautostolene er helt fulde af glasskår. I totally get it.

Det bedste er næsten, at det ikke er spor besværligt at få repareret en bil samme dag med original rude. Og skulle køre til Køge for det. Og låne erstatningsbil i en-to dage, der blev til syv dage, fordi det kan være ret svært at vide, at man ikke lige kunne nå det alligevel. Og udfylde skadesanmeldelse og sådan.

For det er jo godt, man har sin forsikring. 

De har lige sendt os det her:

For 2645,- selvrisiko!

Jeg ved godt, at man ikke skal græde over knust glas og alt det der, men til en anden gang har jeg en lille bøn. Når nogen næste gang skal lave hærværk på stakkels Carina E, vil I så ikke enten:

a) grine SÅ højt og helt hysterisk, at det faktisk smitter, så vi kan ligge i vores seng og grine med og på den måde få lidt for pengene? 

eller

b) smadre ruden og ridse døren i den anden side, I ved, lige der hvor jeg er bakket meget tæt (!!) forbi en betonpille og kørt meget tæt (!!) fremad ved betonpillen igen, fordi noget sagde mærkeligt?

Det var bare det, tak!

Now starring

Jeg har da vist helt glemt at præsentere hende den sidste nye på matriklen.

Hun hedder Lucca.
Og vi VED godt, at det også kan være et drengenavn. Og at det lyder lidt som Lukas. Men Danmarks Statistik siger selv, at fordelingen er sådan her:

Og ja, det KAN klinge udenlandsk, når hun skal søge job. På den anden side så jeg verdens mest blonde krølhårede Lucca i BR den anden dag, så! Men ja ja, hun får et mere danskklingende mellemnavn. Hvis vi kan finde ud af, hvad det så skal være. Og blive enige. Karla synes, det skal være Fiffi.

Hun ligner Karla, nu bare i latinofarveskala.
Ja, hun er heldig! Og mon ikke det bliver Big Beautiful Brown eyes? Det er ret tydeligt, at Anders er faren. Og ja, det er synd, hvis hun også arver hans hårvækst. She seems most likely to do so. Hun har fx hår på ørerne. Til gengæld kan hun allerede nu bevæge sine øjenbryn uafhængigt af hinanden og se virkelig skeptisk ud på den fede måde. Det må da kompensere for, at hun vil være nødt til at få dem plukket som 3-årig.

Hun er nem og tilfreds.
Og jeg er ligeglad med, om Nemesis og alle dem, der ikke sover om natten, kommer efter os. Det er hun altså. Hun sover godt om natten, hun græder ikke spor højt og gør det virkelig sjældent. Kun når hun fx bliver tabt. Hun grynter roligt, når storesøster tager en jeg-er-træt-og-sukkerkold-og-vil-se-Ramasjang-men-alligevel-ikke-tur, når døre smækker højt, når vi danser vildt og når Anders tømmer opvasker (det larmer mere end alt det andet).

Hun kan sige 'rrrr', 'aau', smile, grine og kende melodien på 'Hjulene på bussen'.
Og så selvfølgelig alt det andet babynoget med gylp og bleer og halløj. Og lugte helt vildt babyagtigt på den fantastisk gode måde, som får én til at ønske, at man altid vil have en baby i nærheden, som man kan snuse til og blive salig, hvis livet stinker.

Hun bliver kysset og snasket på hele tiden. Af os alle tre. Og kaldt alt muligt strengt, fordi hun kun kan hæve øjenbryn som forsvar. Luke. Kukki. Luccamamukka.Gutji. Luccafidukka. Gutjibalau. Muskibuski. Sveskemus. Pruttimutti.
Jeg kan godt se, at Fiffi pludselig ikke lyder så dumt ...

Nåmmen altså, hun er møglækker!
Og det er faktisk fuldstændig objektivt. For der er fx alle mulige på mosterens arbejde, der siger det. Og på Facebook. Også nogen, der ikke kender os og ved, at jeg ville svine dem til døde, hvis ikke de syntes, hun var verdens lækreste baby. Og vi ved jo alle, at når mere end seks mennesker er enige om noget, så ER det sandt! Se selv, nå!

R.I.P. King

Hvor dårlig en mor er det lige, man er, hvis man taber sit barn?
Prøv at gætte, hvor dårlig en mor jeg så er!

Nemlig! Pure tabermor!
Lektie lært: Lad være med at tro, at du kan sms'e, låse dør, holde lift og skynde dig alt for langsomt på én gang.

Heldigvis tabte jeg kun den ene hank. Heldigvis holdt jeg kun liften 15-20 cm over jorden. Heldigvis græd hun kun vildt højt i alt for lang tid. Heldigvis havde jeg sindssygt travlt med at komme for sent. Heldigvis er jeg kun så paranoid, at jeg mærker hende under næsen hvert kvarter. Heldigvis tror jeg kun lidt, at hun har indre kvæstelser.

Jeg ved, man kan blive virkelig mærkelig af at blive tabt. Seriøst.
Vi havde engang en dværghamster (og jo, jyder, det hedder ÉN hamster!), der hed King. Det var en bryllupsgave. Sjovt nok ikke fra ønskesedlen.
Den var nu faktisk meget hyggelig og boede i en papkasse hos os. Og var i dén grad passiv ryger.
Og folk kom med gaver til den som King ølkapsler og et hjul at løbe i og sådan.
Altså faktisk passede vi godt på den. For den var sød og kun lidt irriterende, når den løbetrænede i sit hjul, der trængte til det helt store olieeftersyn, midt om natten.
En dag ville jeg kæle med den og holdt den i hånden. Jeg stod op, holdt den forsvarligt, men pludselig hoppede (!) den med lynets hast ned på gulvet. Og lå helt stille. Og sagde vist nok en lyd.
Jeg skyndte mig at samle den op, mens jeg tænkte 'dårlige, dumme hamstermor!' tusind gange efter hinanden.

Den blødte lidt ud af næsen, men lidt efter var den helt normal igen. Og løb i sit hjul.
Men så noget tid efter begyndte den at gnave i sine egne bagben.
Og så kom sviger-dyrlæge-papfar og aflivede den. Og fordi han ved, at vi er sådan nogen, der synes, at det er synd for dyr, så gjorde han det med en sprøjte. Ellers taber man dem vist bare. Men King var lissom tabt nok.
Hvis der findes et hamsterpasser-helvede, så kommer jeg garanteret dertil.
Undskyld!

Jeg håber virkelig ikke, at Lucca begynder at gnave i sine ben!!

P.S. Tror altså virkelig nok, at hun er ok. Det er nok værre med mig.

Ohne Zucker bitte!

Nej, tak!
Åh, ellers tak!

Det kommer til at sidde fast i min hals, så mange gange kommer jeg sikkert til at sige det de næste måneder.
For det er jo snart jul? Om næsten to mdr.
Men hva' fa'en, hvorfor ikke bare tage udfordringen, når den er sværest?

Det handler mest om, at jeg ingen rygrad har, og så handler det også mest om, at jeg ikke gider have en kronisk jeg-har-lige-født-midt-på-maven-delle, og også mest om, at jeg er så træt hele tiden.

Så når vi har over 1 kg Marabou i huset (tilbud, en flad ti'er for 200 g!!), så hælmer jeg ikke, før jeg har onduleret skidtet. Og når jeg har klaret den del af mine husmoderlige pligter, så afdækker jeg hver eneste mm køkkenskab og fryser for at være helt sikker på, at jeg ikke har overset noget som helst, der indeholder skyggen af en sukkerart.

Ja - jeg er eks-ryger. Eks-arbejdsnarkoman. Eks-shopaholic.
Jeg er perfektionist.
Jeg gør alt dårligt 100% - hvis folk alligevel skal kommentere fx rygeriet, så kan man lige så godt få noget ud af det, mens det står på!

Men da jeg for nylig, efter lige at have drukket to krus kakao, kom til at tænke nærmere over, at jeg, som det naturligste i verden, sad og åd Nutella direkte af glasset - og havde gjort det et halvt glas tid - begyndte jeg pludselig at forstå, hvorfor jeg stadig ikke helt kan krybe i mine før-graviditetsbukser.
Dammit.

Nåmen det lyder sgu'da meget sundt ik'? Det er da også lykkedes i mere end en uge nu.

Om jeg så lige om lidt også forsager frisk pasta og brød? Lige efter, Anders har været på Meyer-bagekursus? Og kun spiser Rawfood? Nope!
Jeg ved godt, at alt muligt, bla bla, kulhydrater, tomme kalorier, bla, bla, midt på maven, men det bliver ikke.

Måske når jeg har droppet kaffe, knus og koriander! Som om!

Du efterlader mig ingen alternativer, mor

Jeg sidder i sofaen og ammer. Nothing new about that.
Karla møfler rundt og vil kysse Lucca, samtidig med at hun står på 1½ ben på sofaryglænet. Absolutely nothing new.
Jeg beder hende lade være et par gange. Nothing new about that either.

Lucca (forurettet ansigtsudtryk): "Mnygnm"

Mig: "Karla, nu vil jeg altså have, at du kravler væk herfra, mens jeg ammer. Du må gerne kravle og lege med Lucca, når jeg er færdig"
(slet skjult stolthed over faktisk hverken at hvisle eller vrisse)

Karla glider ned ved siden af mig i sofaen og siger med fuldstændig rolig og fattet stemme: "Jamen, så kan jeg ikke gøre andet end det her ..."

Der gik op imod 17 sek., hvor jeg hørte min mund sige noget med, at det betød, at nogen var dumme, før Anders og jeg spruttede af grin.

P.S. Det er dog min finger. Jeg ville ikke opfordre hende. Det var faktisk også længe siden, jeg selv havde prøvet.